Jobs bog 10 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Jeg væmmes ved livet; jeg vil give min klage frit løb og tale i min fortvivlelse. | 1 Min sjæl er led ved mit liv, frit løb vil jeg give min klage over ham, i min bitre sjælenød vil jeg tale, | 1 Min sjel avskyr mitt liv. Jeg gir min klage fritt løp, jeg taler i min sjels bitterhet. |
| 2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, men lad mig vide, hvorfor du fører sag mod mig. | 2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! | 2 Jeg vil si til Gud: Fordøm meg ikke, la meg forstå hvorfor Du strider mot meg. |
| 3 Hvad glæde har du af at undertrykke og forkaste det, dine hænder har frembragt, mens du lader lyset stråle over uretfærdiges planer? | 3 Gavner det dig at øve vold, at forkaste det værk, dine hænder danned, men smile til gudløses råd? | 3 Har Du behag i å undertrykke og forkaste Dine egne henders verk, og se med velvilje på de ugudeliges råd? |
| 4 Ser du med dødeliges øjne? Ser du, som mennesker ser? | 4 Har du da kødets øjne, ser du, som mennesker ser, | 4 Har Du øyne av kjøtt? Eller ser Du som et menneske ser? |
| 5 Er dine dage som menneskets dage? Er dine år som mandens levedage? | 5 er dine dage som menneskets dage, er dine år som mandens dage, | 5 Er Dine dager som et menneskes dager? Er Dine år som en mektig manns dager, |
| 6 Du ønsker jo at finde skyld hos mig og leder efter min synd, | 6 siden du søger efter min brøde, leder efter min synd, | 6 så Du skulle lete etter min misgjerning og søke etter min synd, |
| 7 skønt du ved, at jeg er uskyldig; men ingen kan rives ud af din hånd! | 7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din hånd er der ingen redning! | 7 selv om Du vet at jeg ikke er skyldig, og at ingen kan ufri fra Din hånd? |
| 8 Dine hænder dannede og skabte mig, og nu skifter du sind og tilintetgør mig! | 8 Dine, hænder gjorde og danned mig først, så skifter du sind og gør mig til intet! | 8 Dine hender har formet meg og dannet meg i alle deler til en enhet. Likevel vil Du nå ødelegge meg. |
| 9 Husk, at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen. | 9 Kom i hu, at du dannede mig som ler, og til støv vil du atter gøre mig! | 9 Jeg ber Deg, husk at Du har formet meg som leire. Vil Du gjøre meg til støv igjen? |
| 10 Duhældte mig op som mælk og lod mig stivne til ost. | 10 Mon du ikke hældte mig ud som mælk og lod mig skørne som ost, | 10 Helte Du meg ikke ut som melk og lot meg løpe sammen som ost? |
| 11 Så klædte du mig i hud og kød og vævede mig sammen af knogler og sener. | 11 iklædte mig hud og kød og fletted mig sammen med ben og sener? | 11 Kledde Du meg ikke med hud og kjøtt, og vevde Du meg ikke sammen med bein og sener? |
| 12 Liv og lykke gav du mig, omsorgsfuldt vogtede du mit liv. | 12 Du gav mig liv og livskraft, din omhu vogted min ånd | 12 Du har gitt meg liv og miskunn, og i Ditt forsyn har Du bevart min ånd. |
| 13 Men du skjulte det i hjertet, jeg ved, du havde dette i sinde: | 13 Og så gemte du dog i dit hjerte på dette, jeg skønner, dit øjemed var: | 13 Alt dette skjulte Du i Ditt hjerte. Jeg erkjenner at dette stod fast hos Deg: |
| 14 At vogte på mig, hvis jeg syndede, og ikke lade min skyld ustraffet. | 14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min brøde. | 14 Hvis jeg synder, så vokter Du på meg, og Du vil ikke frikjenne meg fra min misgjerning. |
| 15 Ve mig, om jeg var skyldig! Men jeg er uskyldig og kan ikke løfte hovedet! Jeg er mæt af skændsel, mættet med elendighed! | 15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulle dog ikke løfte mit hoved, men mættes med skændsel, kvæges med nød. | 15 Hvis jeg er skyldig, så ve meg! Selv om jeg rettferdiggjør meg selv, kan jeg ikke løfte mitt hode. Jeg er full av skam, bare se min elendighet. |
| 16 Holdt jeg hovedet højt, ville du jage mig som en løve og på ny handle ubegribeligt mod mig. | 16 Knejsed jeg, jog du mig som en løve, handlede atter ufatteligt med mig; | 16 Hvis jeg likevel løftet hodet, ville Du jage meg som en løve, og igjen vise Deg underfull mot meg. |
| 17 Du ville føre nye vidner mod mig, øge din uvilje mod mig, sende hær efter hær imod mig. | 17 nye vidner førte du mod mig, øged din uvilje mod mig, opbød atter en hær imod mig! | 17 Du ville bare skaffe nye vitner imot meg, forsterke Din vrede mot meg og skifte ut hærstyrkene Du sender mot meg. |
| 18 Hvorfor lod du mig komme ud af moders liv? Gid jeg var død dengang, uset af noget øje! | 18 Hvi drog du mig da af moders liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; | 18 Hvorfor lot Du meg da komme ut av mors liv? Hadde jeg bare gått til grunne, så ikke noe øye fikk sett meg! |
| 19 Så ville det være, som om jeg aldrig havde været til, fra moders liv var jeg blevet båret til graven. | 19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til graven fra moders skød. | 19 Da hadde jeg vært som om jeg aldri hadde vært til, bare blitt ført rett til graven fra mors liv. |
| 20 Mit liv er så kort, han må holde op, han må lade mig være, så jeg kan blive lidt glad, | 20 Er ej mine livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, | 20 Er ikke mine dager få? Gi meg et opphold! La meg få være for meg selv og få glede meg litt |
| 21 før jeg går bort til mørkets og mulmets land, hvorfra jeg ikke vender tilbage, | 21 før jeg for evigt går bort til mørkets og mulmets land, | 21 før jeg går bort - for aldri å vende tilbake - til mørkets land og dødens skygge, |
| 22 det land, der er mørkt som det dybeste mørke, med mulm, uden orden, hvor lyset er som det dybeste mørke. | 22 landet med bælgmørkt mulm, med mørke og uden orden, hvor lyset selv er som mørket.« | 22 et land så mørkt som selve mørket, som dødens skygge, der det ikke finnes noen orden, hvor selv lyset er som mørke." |