Jobs bog 16 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Da tok Job til orde og sa: |
| 2 Det har jeg hørt mange gange! I er lige elendige til at trøste. | 2 »Nok har jeg hørt af sligt, besværlige trøstere er I til hobe! | 2 "Jeg har hørt mye av dette slaget. Plagsomme trøstere er dere alle sammen. |
| 3 Er der ingen ende på den tomme snak, eller hvad fejler du, siden du giver det svar? | 3 får mundsvejret aldrig ende? Hvad ægged dig dog til at svare? | 3 Er det snart slutt på de svevende ordene? Eller hva er det som sårer deg, siden du svarer? |
| 4 Jeg kunne også have talt som I, hvis I havde været i mit sted, jeg kunne have belagt mine ord imod jer og have rystet på hovedet ad jer. | 4 Også jeg kunne tale som I, hvis I kun var i mit sted, føje mine ord imod jer og ryste på hovedet ad jer, | 4 Jeg kunne også tale som dere. Hvis deres sjel var i min sjels sted, kunne jeg hope opp ord imot dere og riste på hodet av dere. |
| 5 Jeg ville også have styrket jer med mine ord, mine medfølende ord ville ikke være udeblevet. | 5 styrke jer med min mund, ej spare på ynksomme ord! | 5 Jeg kunne styrke dere med min munns tale, trøsten fra mine lepper kunne lindre deres smerte. |
| 6 Men taler jeg, vil min smerte ikke holde op, og lader jeg være, går den ikke væk. | 6 Taler jeg, mildnes min smerte ikke og om jeg tier, hvad lindring får jeg? | 6 Selv om jeg taler, lindres ikke min smerte. Tier jeg stille, blir den ikke borte. |
| 7 Nu har han kørt mig træt! Du har udryddet alle, der hører mig til, | 7 Dog nu har han udtømt min kraft, du bar ødelagt hele min kreds; | 7 Men nå har Han bare trettet meg ut. Alle som tilhører meg, har Du lagt øde. |
| 8 og mig har du fanget. Mit forfald er blevet et vidne mod mig, det står frem og aflægger vidnesbyrd mod mig. | 8 at du greb mig, gælder som vidnesbyrd mod mig, min magerhed vidner imod mig. | 8 Du har grepet meg, til et vitnesbyrd. Min magerhet reiser seg mot meg og svarer meg rett opp i ansiktet. |
| 9 Hans vrede river og slider i mig, han skærer tænder mod mig, mine fjender sender mig hvasse blikke. | 9 Hans vrede river og slider i mig, han skærer tænder imod mig. Fjenderne hvæsser blikket imod mig, | 9 Hans vrede river meg i stykker og hater meg. Han skjærer tenner imot meg. Min motstander skjerper Sitt blikk imot meg. |
| 10 De spærrer gabet op mod mig, de slår mig spottende på kinden og rotter sig sammen mod mig. | 10 de opspiler gabet imod mig, slår mig med hån på kind og flokkes til hobe omkring mig; | 10 De gaper mot meg med sin munn, de slår meg foraktelig på kinnet, de samler seg imot meg. |
| 11 Gud har udleveret mig til forbrydere, kastet mig i armene på uretfærdige. | 11 Gud gav mig hen i niddingers vold, i gudløses hænder kasted han mig. | 11 Gud har overgitt meg til ugjerningsmenn, Han har kastet meg i hendene på de ugudelige. |
| 12 Tryg var jeg, men så rystede han mig, han greb mig i nakken og slog løs på mig. Han gjorde mig til skydeskive, | 12 Jeg leved i fred, så knuste han mig, han greb mig i nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som skive, | 12 Jeg hadde ro, men Han knuste meg. Han grep meg i nakken og brøt meg i småbiter. Han satte meg opp som skyteskive for Seg Selv, |
| 13 hans pile kom imod mig fra alle sider; uden skånsel gennemborede han mine nyrer, lod min galde løbe ud på jorden. | 13 hans pile flyver omkring mig, han borer i nyrerne uden skånsel, udgyder min galde på jorden; | 13 Hans piler er overalt rundt meg. Han kløver mine nyrer uten skånsel. Han øser min galle ut på jorden. |
| 14 Han tilføjede mig flænge på flænge, løb storm imod mig som en kriger. | 14 revne på revne slår han mig, stormer som kriger imod mig. | 14 Flenge på flenge river Han i meg. Han stormer mot meg som en kriger. |
| 15 Sørgedragt har jeg syet til min krop, jeg har lagt min livskraft i støvet. | 15 Over min hud har jeg syet sæk og boretmit horn i støvel; | 15 Jeg har sydd sekkestrie over min hud, og kastet mitt horn i støvet. |
| 16 Mit ansigt er rødt af gråd, og jeg har sorte rande under øjnene, | 16 mit ansigt er rødt af gråd, mine øjenlåg hyllet i mørke, | 16 Mitt ansikt er rødt av gråt, og dødens skygge hviler over mine øyelokk, |
| 17 skønt der ikke klæber vold ved mine hænder, og min bøn er ren. | 17 skønt der ikke er vold i min hånd, og skønt min bøn er ren! | 17 selv om det ikke er vold i mine hender, og min bønn er ren. |
| 18 Jord, dæk ikke mit blod til! Mit skrig må ikke stedes til hvile. | 18 Dølg ikke, jord, mit blod, mit skrig komme ikke til hvile! | 18 Å, jord, dekk ikke over mitt blod, og la ikke mitt skrik få noe skjulested. |
| 19 Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste. | 19 Alt nu er mit vidne i himlen, min talsmand er i det høje; | 19 Selv nå, se, i himmelen er mitt vitne. Én som stadfester mine ord er i det høye. |
| 20 Mine venner spotter mig, grædende vender jeg blikket mod Gud. | 20 gid min ven lod sig finde! Mit øje vender sig med tårer til Gud, | 20 Mine venner bare spotter meg. Mine øyne tømmes, vendt mot Gud. |
| 21 Gid han ville skaffe en mand ret over for Gud og et menneske ret over for sin næste; | 21 at han skifter ret mellem manden og Gud, mellem mennesket og hans ven! | 21 Å, om bare én førte mannens sak for Gud, slik menneskesønnen gjør for sin neste. |
| 22 for der går ikke mange år, før jeg må gå den vej, ad hvilken jeg ikke vender tilbage. | 22 Thi talte er de kommende år, jeg skal ud på en færd, jeg ej vender hjem fra. | 22 For når noen få år er gått, skal jeg vandre dit hvor det ikke går noen vei tilbake. |