Jobs bog 24 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Hvorfor har den Almægtige ikke bestemt tiderne? Hvorfor får de, der kender ham, ikke hans dage at se? | 1 Hvorfor har ej den almægtige opsparet tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans dage at se? | 1 Da tidene ikke er skjult for Den Allmektige, hvorfor får da ikke de som kjenner Ham, se Hans dager? |
| 2 Onde mennesker flytter markskel, de røver kvæg og har det på græs. | 2 De onde flytter markskel, ranede hjorde har de på græs. | 2 Noen flytter grensemerker. De røver småfe og slipper dem på beite. |
| 3 De bortfører faderløses æsler, de tager enkens okse i pant. | 3 Faderløses æselfører de bort, tager enkens okse som borgen: | 3 Eselet til den farløse driver de bort. De tar enkens okse som pant. |
| 4 Fattige trænger de bort fra vejen, alle hjælpeløse i landet må holde sig skjult. | 4 De trænger de fattige af vejen. Landets arme må alle skjule sig. | 4 De skyver de trengende bort fra veien. Alle de fattige i landet blir drevet til å gjemme seg. |
| 5 Som vildæsler i ørkenen går de ud til deres arbejde: De gennemsøger steppen for føde, det er maden til deres børn. | 5 Som ville æsler i ørkenen går de ud til deres gerning søgende efter næring; steppen er brød for børnene. | 5 Sannelig, som villesler i ørkenen går de ut til sitt arbeid og leter etter føde. Steppelandet sørger for mat til deres barn. |
| 6 På marken bjærger de sig foder, de samler de sidste druer i den ugudeliges vingård. | 6 De høster på marken om natten, i rigmandens vingård sanker de efter. | 6 På marken samler de sitt fôr og holder etterhøst i den ugudeliges vingård. |
| 7 Om natten ligger de nøgne, uden klæder, uden noget at hylle sig i mod kulden. | 7 Om natten ligger de nøgne, uden klæder, uden tæppe i hulden. | 7 Nakne overnatter de, uten klær, uten noe dekke i kulden. |
| 8 Gennemblødt af skybrud fra-bjergene trykker de sig ind til klippevæggen uden at finde ly. | 8 De vædes af bjergenes regnskyl, klamrer sig af mangel på ly til klippen. | 8 De blir våte av skyllregnet over fjellene, og siden de ikke har noe ly, kryper de sammen inntil klippen. |
| 9 Faderløse rives fra moders bryst, og hjælpeløses spædbørn tages som pant. | 9 - man river den faderløse fra brystet, tager den armes barn som borgen. | 9 De river den farløse bort fra mors bryst, og tar pant av den fattige. |
| 10 Nøgne går de omkring, uden klæder, sultende må de slæbe på neg; | 10 Nøgne vandrer de, uden klæder, sultne bærer de neg; | 10 Naken lar de ham gå, uten klær. De tar kornbåndene bort fra dem som sulter. |
| 11 i middagsheden må de arbejde på terrasserne, de må træde persen, mens de tørster. | 11 mellem murene presser de olie. de træder persen og tørster. | 11 Innenfor sine murer presser de olje. De trår vinpressen, men lider likevel av tørst. |
| 12 I byen stønner døende, sårede råber om hjælp, men Gud hører ikke bønnen. | 12 De drives fra by og hus, og børnenes hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt. | 12 De døende stønner i byen, og de såredes sjel skriker. Likevel anklager ikke Gud dem for urettferdighet. |
| 13 Der er dem, der gør oprør mod Iyset, de kender intet til dets veje, de bliver ikke på dets stier. | 13 Andre hører til lysets fjender, de kender ikke hans veje og holder sig ej på hans stier: | 13 Disse er av dem som gjør opprør mot lyset. De kjenner ikke lysets veier, og de holder seg ikke til dets stier. |
| 14 Før det bliver lyst, står morderen op og slår hjælpeløse og fattige ihjel;om natten er tyven på færde. | 14 Før det lysner, står morderen op, han myrder arm og fattig; om natten sniger tyven sig om; | 14 Morderen står opp med dagslyset. Han slår i hjel den fattige og trengende. Om natten er han som en tyv. |
| 15 Horkarlen venter til skumringen; han tænker: "Der er ingen, der ser mig," og han dækker ansigtet til. | 15 horkarlens øje lurer på skumring, han tænker: »Intet øje kan se mig!« og skjuler sit ansigt under en maske. | 15 Horkarens øye venter på skumringen, og han sier: "Intet øye kan se meg." Han legger et dekke over sitt ansikt. |
| 16 Når det bliver mørkt, bryder de ind i husene; om dagen lukker de sig inde, for de vil ikke vide af dagslyset. | 16 I mørke bryder de ind i huse, de lukker sig inde om dagen, thi ingen af dem vil vide af lys. | 16 I mørket gjør de innbrudd i husene som de har merket ut om dagen. De kjenner ikke lyset. |
| 17 For dem alle er mørket morgen, de kender til mørkets rædsler. | 17 For dem er mørket morgen, thi de er kendt med mørkets rædsler. | 17 For dem er morgenen lik dødsskyggen. De er kjent med dødsskyggens redsler. |
| 18 Men de er ilinger på vandoverfladen. I landet henligger deres jord som forbandet, og ingen finder vej til deres vingårde. | 18 Over vandfladen jages han hen, hans arvelod i landet forbandes, han færdes ikke på vejen til vingården. | 18 En slik er som krusning på vannoverflaten. Deres del er forbannet på jorden, ingen finner veien til vingårdene. |
| 19 Tørke og hede tager smeltevandet, dødsriget dem, der har syndet. | 19 Som tørke og hede tager snevand, så dødsriget dem, der har syndet. | 19 Som tørke og hete tar snøvannet bort, slik blir synderne tatt av dødsriket. |
| 20 Deres mor glemmer dem, maddiker mæsker sig med dem, de nævnes ikke længere. Uretten knækkes som et træ. | 20 Han er glemt på sin hjemstavns torv, hans storhed kommes ej mer i hu, uretten knækkes som træet. | 20 Hans mors liv glemmer ham, marken mesker seg med ham, ingen minnes ham lenger, og ondskapen knekkes som et tre. |
| 21 De var onde mod ufrugtbare, mod dem, der ikke fik børn, de gjorde ikke godt mod enker. | 21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod enken gjorde han ikke vel; | 21 For han plyndrer den ufruktbare som ikke føder, og viser ingen godhet mot enken. |
| 22 Men Gud river de mægtige bort i sin magt, når han rejser sig, kan ingen være sikker på sit liv. | 22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin vælde. Han står op og er ikke tryg på sit liv, | 22 Men Han river de mektige bort ved Sin kraft. Han reiser Seg, og ingen er trygg på å få leve. |
| 23 Han giver dem tryghed, og det kan de støtte sig til; men han holder øje med deres færd. | 23 han styrtes uden håb og støtte, og på hans veje er idel nød. | 23 Han gir dem trygghet, og de stoler på den. Men Hans øyne hviler på deres veier. |
| 24 En kort tid er de på tinderne, så er det ude med dem; de bøjes ned og krøller sammen som mælde, de visner som toppen af et kornaks. | 24 Hans storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som melde og skæres af som aksenes top. | 24 De blir opphøyet en liten stund, men så er de ikke mer. De blir fornedret. Som alle andre føres de bort. De visner som hodene på kornaksene. |
| 25 Sådan er det! Hvem tør påstå, at det er løgn, og gøre mine ord til intet? | 25 Og hvis ikke - hvo gør mig til løgner, hvo gør mine ord til intet? | 25 Er det da ikke slik? Hvem kan bevise at jeg er en løgner, og at mine ord bare er tomhet?" |