Jobs bog 27 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Og Job fortsatte sin tale: | 1 Job vedblev at fremsætte sit tankesprog: | 1 Job fortsatte med sin visdomstale og sa: |
| 2 Så sandt Gud lever, han som har tilsidesat min ret, så sandt den Almægtige lever, han, som har forbitret mit liv: | 2 »Så sandt Gud lever, som satte min ret til side, den almægtige, som gjorde mig mod i hu: | 2 "Så sant Gud lever, Han som har tatt fra meg min rett, Den Allmektige, som har latt min sjel bli bitter, |
| 3 Så længe jeg har livsånde i mig, og Guds ånde er i min næse, | 3 så længe jeg drager ånde og har Guds Ånde i næsen, | 3 så lenge det er livspust i meg og Guds ånde er i min nese, |
| 4 skal mine læber aldrig tale uret og min tunge aldrig forkynde falskhed. | 4 skal mine læber ej tale uret, min tunge ej fare med svig! | 4 skal ikke mine lepper tale ondskap, og min tunge ikke uttale svik. |
| 5 Jeg giver jer aldrig ret, til min død fastholder jeg min uskyld; | 5 Langt være det fra mig at give jer ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld. | 5 Må det være langt fra meg å rettferdiggjøre dere. Helt til jeg må gi opp min ånd, vil jeg ikke gi fra meg min uskyld. |
| 6 jeg står fast på min ret, jeg slipper den ikke, mit hjerte laster mig ikke for en eneste af mine dage. | 6 Jeg hævder min ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine dage piner mit sind. | 6 Jeg holder fast på min rettferdighet, og vil ikke forkaste den. Mitt hjerte skal ikke anklage meg for noen av mine dager. |
| 7 Må det gå min fjende som den uretfærdige, min modstander som forbryderen. | 7 Som den gudløse gå det min fjende, min modstander som den lovløse! | 7 Må det bare gå min fiende som den ugudelige, og han som står opp imot meg, som den urettferdige. |
| 8 Hvad har den gudløse at håbe på, når livstråden skæres over og Gud tager hans liv? | 8 Thi hvad er den vanhelliges håb, når Gud bortskærer og kræver hans sjæl? | 8 For hva er den ugudeliges håp, selv om han tilriver seg mye, når Gud rykker bort hans sjel? |
| 9 Hører Gud hans skrig, når nøden kommer over ham? | 9 hører mon Gud hans skrig, når angst kommer over ham? | 9 Hører Gud hans rop når trengselen kommer over ham? |
| 10 Fandt han singlæde i den Almægtige? Påkaldte han altid Gud? | 10 mon han kan fryde sig over den almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? | 10 Kan han glede seg i Den Allmektige? Kan han rope til Gud til enhver tid? |
| 11 Jeg vil belære jer om Guds magt, jeg holder ikke skjult, hvad den Almægtige har i sinde. | 11 Jeg vil lære jer om Guds hånd, den almægtiges tanker dølger jeg ikke; | 11 Jeg vil lære dere om Guds hånd. Det rådet som er hos Den Allmektige, vil jeg ikke skjule. |
| 12 I har jo alle sammen set det, hvorfor kommer I så med den tomme snak? | 12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme tanker? | 12 Sannelig, dere har jo alle sett det, hvorfor kommer dere da med tomhet til ingen nytte? |
| 13 Det er den lod, Gud tildeler den uretfærdige, det er den del, voldsmænd får fra den Almægtige. | 13 Det er den gudløses lod fra Gud, arven, som voldsmænd får fra den almægtige: | 13 Dette er det ugudelige menneskets del hos Gud, og den arv voldsmennene får fra Den Allmektige: |
| 14 Hvis han får mange sønner, skal de falde for sværdet, og hans afkom kan ikke spise sig mæt. | 14 Vokser hans sønner, er det for sværdet, hans afkom mættes ikke med brød; | 14 Blir hans barn mange, er det for sverdet. Hans avkom får ikke mette seg med brød. |
| 15 Pesten skal lægge de overlevende i graven, og enkerne skal ikke græde over dem. | 15 de øvrige bringer pesten i graven, deres enker kan ej holde klage over dem. | 15 De som overlever, skal døden begrave, og enkene etter dem skal ikke gråte. |
| 16 Hvis han ophober sølv som støv og samler klæder som skidt, | 16 Opdynger han sølv som støv og samler sig klæder som ler | 16 Selv om han hoper opp sølv som støv og samler klær som leire, |
| 17 så lad ham samle, men den retfærdige skal klæde sig i det, og de skyldfrie skal dele sølvet. | 17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og sølvet arver den skyldfri; | 17 skal den rettferdige kle seg med det han samler, og den uskyldige skal fordele sølvet. |
| 18 Han bygger sit hus som et møl, som en vogter laver sin hytte. | 18 han bygger sit hus som en edderkops, som hytten, en vogter gør sig; | 18 For han har bygd sitt hus som en møll, ja som en løvhytte laget av en vaktmann. |
| 19 Som rigmand går han til ro for sidste gang; når han slår øjnene op, er rigdommen borte. | 19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår øjnene op, og er det ej mer; | 19 Den rike mann legger seg ned, men blir ikke hentet. Han åpner sine øyne, og han er ikke der. |
| 20 Rædslerne indhenter ham som vandmasser, en nat fejer stormen ham væk. | 20 rædsler når ham som vande, ved nat river stormen ham bort; | 20 Redsler innhenter ham som en flodbølge. Stormen stjeler ham bort om natten. |
| 21 Østenstormen løfter ham op, og han er væk, den hvirvler ham bort fra hans hjem. | 21 løftet af østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans sted. | 21 Østavinden bærer ham av sted, og han blir borte, den feier ham bort fra stedet der han er. |
| 22 Skånselsløst kaster den sig mod ham, den er så voldsom, at han må tage flugten. | 22 Skånselsløst skyder han på ham, i hast må han fly fra hans hånd; | 22 For det er Han som står imot ham, og Han sparer ham ikke. Han flykter fortvilet fra Hans hånd. |
| 23 Skadefro klapper folk i hænderne og pifter ham hånligt væk fra hans hjemsted. | 23 man klapper i hænderne mod ham og piber ham bort fra hans sted! | 23 De klapper hånlig for ham og piper ham bort fra stedet der han er. |