Jobs bog 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Jobs klage over sin skæbne Da åbnede Job munden og gav sig til at forbande den dag, han blev født. | 1 Derefter oplod Job sin mund og forbandede sin dag, | 1 Etter det åpnet Job sin munn og forbannet den dagen han ble født. |
| 3 Bort med den dag, jeg fødtes, den nat, der sagde: »Se, en dreng!« | 3 "Må den bare forgå, den dagen jeg ble født, sammen med den natten det ble sagt: "Et guttebarn er unnfanget." |
| 2 Job sagde: | 2 og Job tog til orde og sagde: | 2 Job tok til orde og sa: |
| 4 Gid den dag, jeg blev født, var slettet, den nat, da det lød: En dreng blev undfanget! | 4 Denne dag vorde mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej lyset frem! | 4 Den dagen - måtte den være mørke! Måtte ikke Gud søke den fra det høye, og måtte ikke lyset skinne på den! |
| 5 Lad den dag tilhøre mørket, Gud i det højeskal ikke spørge efter den, Iyset ikke skinne over den. | 5 Mulm og mørke løse den ind, tåge lægge sig over den, formørkelser skræmme den! | 5 Måtte mørke og dødsskygge kreve den tilbake! Måtte en sky legge seg over den! La bare det svarte ved den dagen skremme den! |
| 6 Lad mulm og mørke kræve den, lad skyerne sænke sig over den og solformørkelse overvælde den. | 6 Mørket tage den nat, den høre ej hjemme blandt årets dage, den komme ikke i måneders tal! | 6 Den natten - måtte mørke gripe den! Måtte den ikke fryde seg blant årets dager! Måtte den ikke komme med blant månedenes tall! |
| 7 Lad mørket tage den nat, lad den ikke være blandt årets dage og ikke indgå i månedernes tal. | 7 Ja, denne nat vorde gold, der lyde ej jubel i den! | 7 Ja den natten - måtte den bare være ufruktbar! Måtte intet lykkerop lyde på den! |
| 8 Ja, lad den nat være gold, der skal ikke lyde frydeskrig! | 8 De, der besværger dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan; | 8 Måtte de som forbanner dagen, bare forbanne den, de som er klare til å vekke Leviatan. |
| 9 De, som besværger havet og er i stand til at vække Livjatan op, skal forbande den dag. | 9 dens morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på lys, den skue ej morgenrødens øjenlåg, | 9 Måtte morgenstjernene på den bli til mørke! Måtte den vente på lyset, uten å få det, uten å se glimt av morgenrøden, |
| 10 Lad dens morgenstjerner være mørke, lad den vente forgæves på daggry og ikke se morgenrødens øjenvipper; | 10 fordi den ej lukked mig moderlivets døre og skjulte kvide for mit blik! | 10 fordi den ikke stengte morslivets dører for meg, og ikke skjulte plagen fra mine øyne. |
| 11 for den holdt ikke moderlivets døre lukket og skjulte ikke elendigheden for mit blik. | 11 Hvi døde jeg ikke i moders liv eller udånded straks fra moders skød? | 11 Hvorfor kunne jeg ikke dø i mors skjød, forgå da jeg kom ut fra morslivet? |
| 12 Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? | 12 hvorfor var der knæ til at tage imod mig, hvorfor var der bryster at die? | 12 Hvorfor tok knærne imot meg? Hvorfor var det bryst jeg fikk die? |
| 13 Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die? | 13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i fred | 13 For da kunne jeg bare ligge i ro og tie, jeg kunne sove, da var det bare hvile for meg, |
| 14 Jeg kunne have ligget i ro, jeg kunne have sovet og fundet hvile : | 14 blandt konger og jordens styrere, der bygged sig gravpaladser, | 14 sammen med konger og jordens rådgivere, de som bygde seg ruiner, |
| 15 sammen med konger og rådsherrer, som byggede sig gravkamre, | 15 blandt fyrster, rige på guld, som fyldte deres huse med sølv. | 15 eller med fyrster som hadde gull, som fylte sine hus med sølv. |
| 16 eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv. Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned, som børn, der aldrig ser dagens lys? | 16 Eller var jeg dog som et nedgravet foster som børn, der ikke fik lyset at se! | 16 Eller hvorfor ble jeg ikke gjemt som et ufullbåret foster, som spedbarn som aldri fikk se lyset? |
| 17 Dér har ugudelige raset ud, udmattede har fundet hvile; | 17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, | 17 Der slutter de ugudelige å rase, der hviler den som har mistet sin kraft, |
| 18 de, der var fanger, lever trygt, de hører ikke slavefogedens stemme. | 18 alle de fangne har ro, de hører ej fogedens røst; | 18 der er fangene sammen i ro, de hører ikke slavedriverens røst. |
| 19 Dér er både små og store, trællen er fri, uden herre. | 19 små og store er lige der og trællen fri for sin herre. | 19 Liten og stor er der, og trellen er fri fra sin herre. |
| 20 Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, | 20 Hvi giver Gud de lidende lys, de bittert sørgende liv, | 20 Hvorfor gis det lys til den som har møye, og liv til den som er bitter i sjelen - |
| 21 til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat, | 21 dem, som bier forgæves på døden, graver derefter som efter skatte, | 21 til dem som venter på døden, uten at den kommer, og som leter etter den mer enn etter skjulte skatter; |
| 22 som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav, | 22 som glæder sig til en stenhøj, jubler, når de finder deres grav | 22 som gleder seg med jubel og fryder seg når de finner graven - |
| 23 til en mand, hvis vej er skjult, og som Gud spærrer inde? | 23 en mand, hvis vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? | 23 til den mannen som fikk sin vei skjult, den som Gud har stengt inne! |
| 24 Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. | 24 Thi suk er blevet mit daglige brød, mine ve råb strømmer som vand. | 24 For i stedet for brød har jeg sukk, og mine stønn strømmer ut som vann. |
| 25 Det, jeg frygter for, rammer mig, og det, jeg gruer for, kommer over mig. | 25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. | 25 For det fryktelige som jeg fryktet, er kommet over meg, og det jeg hadde angst for, har nådd meg. |
| 26 Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer. | 26 Knap har jeg fred, og knap har jeg ro, knap har jeg hvile, så kommer uro! | 26 Jeg har ikke fred, og jeg har ingen ro. Jeg får ikke hvile, for uroen kommer." |