Jobs bog 32 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Så opgav de tre mænd at svare Job, fordi han var retfærdig i egne øjne. | 1 Da nu hine tre mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne øjne, | 1 Så holdt disse tre mennene opp med å svare Job, fordi han var rettferdig i sine egne øyne. |
| 2 Men vreden flammede op i Elihu fra Buz, som var søn af Barak'el og var af Rams slægt. Hans vrede flammede op mod Job, fordi Job ville gøre sig retfærdigere end Gud, | 2 blussede vreden op i buziten Elihu, Barak'els søn, af rams slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, | 2 Da ble Elihus vrede opptent. Han var busitten Barakels sønn, av Rams slekt. Hans vrede ble opptent mot Job fordi han regnet seg mer rettferdig enn Gud. |
| 3 og mod hans tre venner, fordi de ikke kunne finde på noget at sige, skønt de anså Job for skyldig. | 3 og på hans tre venner, fordi de ikke fandt noget svar og dog dømte Job skyldig. | 3 Også mot hans tre venner ble hans vrede opptent, for de hadde ikke funnet noe svar, og likevel fordømte de Job. |
| 4 Elihu havde ventet med at tale til Job, fordi vennerne var ældre end han selv. | 4 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; | 4 Siden de andre var eldre av dager enn ham, hadde Elihu ventet med å tale til Job. |
| 5 Da han så, at de tre mænd ikke havde mere at sige, flammede hans vrede op. | 5 men da han så, at de tre mænd intet havde at svare, blussede hans vrede op; | 5 Da Elihu innså at disse tre mennene ikke hadde noe svar i sin munn, ble hans vrede opptent. |
| 6 Da sagde Barak'els søn, Elihu fra Buz: Jeg er ung, og I er gamle. Derfor holdt jeg mig frygtsomt tilbage fra at give jer del i min viden; | 6 Og buziten Elihu, Barak'els søn, tog til orde og sagde: ung af dage er jeg, og I er gamle mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min viden; | 6 Så tok Elihu, busitten Barakels sønn, til orde og sa: "Jeg er ung av år, og dere er i høy alder. Derfor holdt jeg meg fryktsom tilbake og våget ikke å bære fram min viten for dere. |
| 7 jeg tænkte: Lad alderdommen tale, lad den høje alder forkynde visdom. | 7 jeg tænkte: »Lad alderen tale og årenes mængde kundgøre visdom!« | 7 Jeg sa: Det er de mange dager som må tale, og de mange år som skal gjøre visdommen kjent. |
| 8 Men det er den ånd, som er i mennesket, den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt; | 8 Dog ånden, den er i mennesket, og den almægtiges ånde giver dem indsigt; | 8 Men det er den ånd som er i mennesket, Den Allmektiges ånde, som gir dem forstand. |
| 9 det er ikke, fordi de er til års, at de er vise, det er ikke, fordi de er gamle, at de ved, hvad ret er. | 9 de gamle er ikke altid de kloge, oldinge ved ej altid, hvad ret er; | 9 De er ikke vise fordi de har levd lenge, de forstår heller ikke hva som er rett, fordi de er gamle. |
| 10 Derfor siger jeg: Lyt til mig, nu vil jeg give jer del i min viden. | 10 derfor siger jeg: hør mig, lad også mig komme frem med min viden! | 10 Derfor sier jeg: Lytt til meg, også jeg vil bære fram min viten. |
| 11 Jeg ventede spændt på, hvad I havde at sige, lyttede efter, om I var forstandige, om I havde tænkt jeres ord igennem. | 11 Jeg biede på, at I skulle tale, lyttede efter forstandige ord, at I skulle finde de rette ord; | 11 Sannelig, jeg ventet på deres ord, jeg lyttet til de grunnene dere førte fram, mens dere lette etter hva dere skulle si. |
| 12 Jeg gav agt på jer, men ingen af jer kunne irettesætte Job eller gendrive hans ord. | 12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav svar på hans ord. | 12 Jeg hørte nøye på dere. Det var sannelig ikke én av dere som kunne tale Job til rette eller svare på hans ord. |
| 13 Signu ikke: "Vi fandt visdom hos ham; intet menneske kan slå ham af marken, kun Gud." | 13 Sig nu ikke: »Vi stødte på visdom, Gud må fælde ham, ikke et menneske!« | 13 Ellers kunne dere si: Vi har funnet visdom! Gud skal vinne over ham, ikke noe menneske. |
| 14 Hans ord var ikke henvendt til mig, og jeg vil ikke svare ham, som I har gjort. | 14 Mod mig har han ikke rettet sin tale, og med eders ord vil jeg ikke svare ham. | 14 Han har ikke rettet sin tale mot meg, og jeg vil ikke svare ham med deres ord. |
| 15 De er skrækslagne, de kan intet sige, for dem er ordene sluppet op; | 15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap ordene op. | 15 De er forferdet og kan ikke svare mer, all tale har forlatt dem. |
| 18 skal jeg da vente, når de ikke taler, når de står der og ikke har mere at sige? | 18 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et ord? | 18 Skal jeg bare vente, fordi de ikke har mer å si, fordi de bare står der og ikke kan svare mer? |
| 17 Nej, nu vil jeg tage til orde, også jeg vil meddele min viden. | 17 Også jeg vil svare min del, også jeg vil frem med min viden! | 17 Nei, også jeg vil svare for min del, også jeg vil bære fram min viten. |
| 18 Ordene hober sig op i mig, ånden i mit indre driver mig; | 18 Thi jeg er fuld af ord, ånden i mit bryst trænger på; | 18 For jeg er full av ord. Ånden i mitt indre tvinger meg. |
| 19 mit indre er som vin, der ikke er lukket op for, som ung vin i sække, der er ved at sprænges. | 19 som tilbundet vin er mit bryst, som nyfyldte vinsække nær ved at sprænges; | 19 Se, mitt indre er som vin uten utløp, det holder på å revne som nye skinnsekker. |
| 20 Jeg må tale, jeg må have luft, jeg vil åbne munden og tage til orde. | 20 tale vil jeg for at få luft, åbne mine læber og svare. | 20 Jeg må tale, så jeg kan få puste ut. Jeg må åpne mine lepper og svare. |
| 21 Jeg vil ikke gøre forskel på folk, jeg vil ikke smigre noget menneske; | 21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; | 21 Jeg ber bare, la meg ikke ta parti for noen. Og la meg ikke smigre noe menneske, |
| 22 jeg kender ikke til at smigre, for så ville min skaber snart rive mig bort. | 22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min skaber mig ellers bort! | 22 for jeg vet ikke hvordan man smigrer. Da ville min Skaper snart ta meg bort. |