Jobs bog 39 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Jager du bytte til hunløven? Stiller du ungløvernes sult, | 1 jager du rov til løvinden, stiller du ungløvers hunger, | 1 Kan du jage byttet for løvinnen eller stille sulten til de unge løvene |
| 2 når de kryber sammen i hulen eller ligger på lur i krattet? | 2 når de dukker sig i deres huler; ligger på lur i krat? | 2 når de kryper sammen i sine hi eller ligger i skjul i sine huler? |
| 3 Hvem skaffer ravnen dens føde, nar dens unger skriger til Gud og flakser omkring uden at finde føde? | 3 Hvem skaffer ravnen æde, når ungerne skriger til Gud og flakker om uden føde? | 3 Hvem sørger for føde til ravnen når ungene skriker til Gud og flakker omkring uten å finne mat? |
| 4 Ved du, hvornår stenbukkene får unger, har du iagttaget hindene, når de får veer? | 4 Kender du tiden, da stengeden føder, tager du vare på hindenes veer, | 4 Kjenner du tiden de ville fjellgeitene skal føde? Legger du merke til når hjortene har veer? |
| 5 Har du tal på de måneder, de går drægtige, ved du, hvornår de skal føde? | 5 tæller du mon deres drægtigheds måneder, kender du tiden, de føder? | 5 Har du telt månedene de går drektige? Kjenner du tiden de føder? |
| 6 De krummer sig sammen og presser ungerne ud, de sætter deres kuld i verden. | 6 De lægger sig ned og føder og kaster kuldet, | 6 De bøyer seg ned, de føder sine unger, de forløses fra sine smerter. |
| 7 Ungerne vokser sig store og stærke i det åbne land, de løber bort og vender ikke tilbage. | 7 ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. | 7 Deres unger er sterke, de vokser opp ute på marken. De drar bort og vender ikke tilbake til dem. |
| 8 Hvem slap vildæslet fri, hvem løste steppeæslet af dets reb? | 8 Hvem slap vildæslet løs, hvem løste mon steppeæslets reb, | 8 Hvem sendte villeselet av sted i frihet? Hvem løste villeselets bånd? |
| 9 Jeg gjorde steppen til dets hjem, saltørkenen til dets bolig. | 9 som jeg gav ørkenen til hjem, den salte steppe til bolig? | 9 Jeg gav det sitt hus på ørkensletten og lot det få saltlandet til bolig, |
| 10 Det ler ad den larmende by, det får ikke driverens råb at høre. | 10 Det ler ad byens larm og hører ej driverens skælden; | 10 det som ler av byens larm, som ikke hører driverens rop, |
| 11 Det gennemsøger-bjergene for græsgange og leder efter alt grønt. | 11 det ransager bjerge, der har det sin græsgang, det leder hvert græsstrå op. | 11 det søker sin beitemark i fjellene, det leter etter hvert grønt strå. |
| 12 Har vildoksen lyst til at trælle for dig? Vil den tilbringe natten ved din krybbe? | 12 Er vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din krybbe om natten? | 12 Er villoksen villig til å tjene deg? Vil den bli ved din krybbe natten over? |
| 13 Kan du tvinge den til plovfuren med reb? Vil den harve for dig i-dalene? | 13 Binder du reb om dens hals, pløjer den furerne efter dig? | 13 Kan du binde villoksen med rep så den følger plogfuren? Vil den harve dalene etter deg? |
| 14 Sætter du din lid til dens styrke? Kan du overlade den dit arbejde? | 14 Stoler du på dens store kræfter; overlader du den din høst? | 14 Kan du stole på den fordi styrken hos den er så stor? Eller kan du overlate ditt grovarbeid til den? |
| 15 Har du tillid til, at den kommer tilbage og samler dit korn på tærskepladsen? | 15 Tror du, den kommer tilbage og samler din sæd på loen? | 15 Er du trygg på at den kommer tilbake med ditt korn og samler det på din treskeplass? |
| 16 Strudsens vinge vækker morskab, den har ikke svingfjer som stork og falk. | 16 Mon strudsens vinge er lam, eller mangler den dækfjer og dun, | 16 Strutsen vifter lystig med vingene, men har ikke vinger og fjærdrakt som storken. |
| 17 Den lader sine æg ligge på jorden og lader sandet holde dem varme; | 17 siden den betror sine æg til jorden og lader dem varmes i sandet, | 17 Derfor må den forlate sine egg på jorden, og varme dem i støvet. |
| 18 den glemmer, at en fod kan træde på dem, og at vilde dyr kan knuse dem. | 18 tænker ej på, at en fod kan knuse dem, vildtet på marken træde dem sønder? | 18 Den glemmer at en fot kan knuse dem eller at et markens dyr kan tråkke på dem. |
| 19 Den er hård mod sine unger, som var de ikke dens egne. Dens anstrengelse var forgæves, men den er uden angst. | 19 Hård ved ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens møje, det ængster den ikke. | 19 Den behandler sine unger hardt, som om det ikke var sine egne, uten bekymring for om dens strev er forgjeves. |
| 20 For Gud har forholdt den visdom og ikke tildelt den indsigt. | 20 Thi Gud lod den glemme visdom og gav den ej del i indsigt. | 20 For Gud har nektet den visdom og har ikke tildelt den forstand. |
| 21 Men jages den op, pisker den af sted, den ler ad hest og rytter. | 21 når skytterne kommer, farer den bort, den ler ad hest ogrytter. | 21 Når den retter seg opp i høyden, ler den av hesten og rytteren på den. |
| 22 Har du givet hesten dens styrke og iklædt dens nakke en manke? | 22 Giver du hesten styrke, klæder dens hals med manke | 22 Kan du gi hesten styrke? Kan du kle dens nakke med bølgende man? |
| 23 Kan du få den til at springe som græshoppen, når dens prægtige prusten spreder skræk? | 23 Og lærer den græshoppens spring? Dens stolte prusten indgyder rædsel. | 23 Kan du få den til å springe som en gresshoppe? Den sprer skrekk når den vrinsker stolt. |
| 24 Den skraber lystigt i-dalbunden, med voldsomhed løber den ud i kampen. | 24 Den skraber muntert i dalen, går brynjen væligt i møde; | 24 Nede i dalen skraper den i jorden og fryder seg i sin styrke. Den går ikke ut i møte med en væpnet hær. |
| 25 Den ler ad rædsler og lader sig ikke skræmme, den vender ikke om for sværdet. | 25 den ler ad rædselen, frygter ikke og viger ikke for sværdet; | 25 Den ler av frykten og lar seg ikke skremme. Den snur heller ikke for sverdet. |
| 26 Over den rasler pilekoggeret, det blinker i spyd og krumsværd. | 26 koggeret klirrer over den, spydet og køllen blinker; | 26 Det rasles med pilekoggeret mot den, det blinker i spyd og kastespyd. |
| 27 Den farer hen over jorden, så det gungrer og hamrer, den holder sig ikke i ro ved hornets klang. | 27 den sluger vejen med gungrende vildskab, den tøjler sig ikke, når hornet lyder; | 27 Den legger avstander bak seg så jorden skaker og rister. Den stanser heller ikke når det gjaller i basunen. |
| 28 Når hornet lyder, vrinsker den, på lang afstand vejrer den krig, hærførernes brøl og kampråb. | 28 et stød i hornet, straks siger den: huj! Den vejrer kamp i det fjerne, kampskrig og førernes råb. | 28 Hver gang bukkehornet lyder, sier den: "Aha!" Den værer striden på lang avstand, brøl fra befalingsmenn og skrik under slaget. |
| 29 Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret, spile vingerne ud og flyve mod syd? | 29 Skyldes det indsigt hos dig, at falken svinger sig op og breder sin vinge mod sønden? | 29 Er det på grunn av din forstand at hauken svinger seg opp og spenner sine vinger ut mot sør? |
| 30 Er det på din befaling, at gribben flyver højt og bygger sin rede højt oppe? | 30 Skyldes det bud fra dig, at ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte rede? | 30 Er det på ditt ord ørnen stiger opp og bygger sitt rede i det høye? |
| 31 På klippen har den sin bolig, på fremspring og klippespidser. | 31 den bygger og bor på klipper, på klippens tinde og borg; | 31 På berget bor den, der holder den til, på kanten av klippen og sin trygge tilflukt. |
| 32 Derfra søger den efter føde, dens øjne spejder vidt omkring. | 32 den spejder derfra efter æde, viden om skuer dens øjne. | 32 Derfra speider den etter mat. Den har øyne som finner det på lang avstand. |
| 33 Dens unger slubrer blod i sig, og hvor der er ådsler, dér er den. | 33 Ungerne svælger i blod; hvor valen findes, der er den! | 33 Ungene hos den slurper i seg blod, og hvor det er et åtsel, der er den." |
| 34 Og Herren sagde til Job: | 34 Og Herren svarede Job og sagde: | 34 Herren fortsatte å svare Job og sa: |
| 35 Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham? Den, som går i rette med Gud, må give svar. | 35 Vil den trættekære tvistes med den almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå! | 35 "Skal den som fører sak mot Den Allmektige, irettesette Ham? Den som går i rette med Gud, må selv svare på dette." |
| 36 Job svarede Herren: | 36 Da svarede Job Herren og sagde: | 36 Da svarte Job Herren og sa: |
| 37 Nej, jeg er for ringe, hvad skal jeg svare dig? Jeg lægger hånden på munden. | 37 se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min hånd på min mund! | 37 "Se, jeg er altfor ringe. Hva skulle jeg svare Deg? Jeg legger hånden på munnen. |
| 38 En gang har jeg talt, jeg tager ikke til orde igen, to gange, jeg fortsætter ikke. | 38 een gang har jeg talt, gentager det ikke, to gange, men gør det ej mer! | 38 En gang har jeg talt, men jeg kan ikke svare, ja to ganger, men jeg kan ikke gjøre det en gang til." |