Jobs bog 4 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Elifaz fra Teman: | 1 Så tog temaniten Elifaz til orde og sagde: | 1 Da tok temanitten Elifas til orde og sa: |
| 2 Mister du modet, hvis man prøver at sige noget til dig? Men hvem kan holde ordene tilbage? | 2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? | 2 "Hvis en prøver seg med et ord til deg, vil du da bli trett av det? Men hvem kan vel holde seg fra å tale? |
| 3 Du har selv vejledt mange, du har styrket dem, der lod hænderne synke. \ | 3 Du har selv talt mange til rette og styrket de slappe hænder, | 3 Sannelig, du har selv rettledet mange, og de svake hender har du styrket. |
| 4 Dine ord holdt den oppe, der snublede, og den, der gik i knæ, gav du styrke. | 4 dine ord holdt den segnende oppe, vaklende knæ gav du kraft. | 4 Dine ord holdt oppe den som var nær ved å falle, og de sviktende knær har du styrket. |
| 5 Men nu kommer det over dig selv, og så mister du modet, nu rammer det dig, og så gribes du af rædsel! | 5 Men nu det gælder dig selv, så taber du modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af skræk! | 5 Men nå, når det kommer over deg selv, da siger du sammen. Det rammer deg, og du forskrekkes. |
| 6 Er det andet end dårskab med din gudsfrygt, dit håb og din retsindige adfærd? | 6 Er ikke din gudsfrygt din tillid, din fromme færd dit håb? | 6 Er det ikke din frykt du setter din lit til? Og er ikke dine ulastelige veier ditt håp? |
| 7 Tænk dig om! Hvem er gået uskyldig til grunde, hvor blev retskafne udslettet? | 7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til grunde, hvor gik retsindige under? | 7 Tenk etter, når gikk en uskyldig til grunne? Eller hvor er de rettskafne som noen sinne ble utslettet? |
| 8 Dette har jeg set: De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv. | 8 Men det har jeg set: hvo uret pløjer og sår fortræd, de høster det selv. | 8 Jeg har ikke sett annet enn at de som dyrker misgjerning og sår elendighet, høster det samme. |
| 9 De går ti. grunde for Guds ånde, forsvinder for hans vredes pust. | 9 For Guds Ånd går de til grunde, for hans vredes pust går de til. | 9 Ved Guds pust går de til grunne, og ved Hans vredes ånde fortæres de. |
| 10 Løven brøler, løveungerne hyler, ungløvernes tænder er slået ud; | 10 Løvens brøl og vilddyrets glam ungløvernes tænder slås ud; | 10 Brølet fra løven, røsten av den farlige løven og tennene til ungløvene blir knust. |
| 11 uden bytte omkommer løven, hunløvens unger spredes. | 11 løven omkommer af mangel på rov, og løveungerne spredes. | 11 Den gamle løven går til grunne av mangel på bytte, og ungene til løvinnen blir spredt. |
| 12 Et ord listede sig ind på mig, jeg opfangede den svage lyd | 12 Der sneg sig til mig et ord mit øre opfanged dets hvisken | 12 Til meg stjal ord seg inn, og som et hvisk fanget mitt øre noe av det |
| 13 i uro under nattesyner, nar mennesker ligger i dyb søvn. | 13 i nattesynernes tanker, da dvale sank over mennesker; | 13 under urolige tanker fra nattens syner, når dyp søvn faller over menneskene, |
| 14 Angst og rædsel kom over mig, hele min krop rystede af angst; | 14 angst og skælven kom over mig, alle mine ledemod skjalv; | 14 da ble jeg grepet av frykt og beven, som fikk alle mine bein til å skjelve. |
| 15 et pust for hen over mit ansigt, og hårene rejste sig på mit hoved. | 15 et pust strøg over mit ansigt, hårene rejste sig på min krop. | 15 En ånd for over mitt ansikt. Håret på mitt legeme reiste seg. |
| 16 Så stod der en, som jeg ikke genkendte; en skikkelse stod for øjnene af mig, jeg hørte en sagte stemme: | 16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en skikkelse stod for mit øje, jeg hørte en hviskende stemme: | 16 Den stod stille, men jeg kunne ikke skjelne utseendet den hadde. En skikkelse var framfor mine øyne, det var stillhet. Jeg hørte en stemme som sa: |
| 17 Kan et menneske være mere retfærdigt end Gud? Kan en mand være renere end sin skaber? | 17 »Har et menneske ret for Gud, mon en mand er ren for sin skaber? | 17 Kan et menneske være mer rettferdig enn Gud? Kan en mann være ren framfor sin Skaper? |
| 18 End ikke sine tjenere kan Gud stole på, selv hos englene finder han fejl; | 18 End ikke sine tjenere tror han, hos sine engle finder han fejl, | 18 Når Han ikke kan stole på Sine tjenere og regner med dårskap hos Sine engler, |
| 19 så meget mere hos dem, der bor i huse af ler bygget på den bare jord. Dem kan man mase så let som møl, | 19 endsige hos dem, der bor i en hytte af ler og har deres grundvold i støvet! | 19 hva da med dem som bor i hus av leire, med sin grunnvoll i støvet, de som smuldrer som møllen? |
| 20 inden aften ligger de knust; før nogen ænser det, er de gået til grunde for evigt. | 20 De knuses ligesom møl, imellem morgen og aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til grunde. | 20 Fra morgen til kveld blir de knust. De går fortapt for evig, uten at noen legger merke til det. |
| 21 Deres teltreb rykkes op, de dør, og det uden visdom. | 21 Rives ej deres teltreb ud? De dør, men ikke i visdom.« | 21 Rykkes ikke deres teltsnor opp? De dør, men ikke med visdom. |