Jobs bog 6 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Da tok Job til orde og sa: |
| 2 Gid min kval kunne vejes og min elendighed lægges på vægten! | 2 »Gid man vejed min harme og vejed min ulykke mod den! | 2 "Å, om min sorg til fulle kunne bli veid, og min ulykke lagt på vektskålen sammen med den! |
| 3 For nu er den tungere end havets sand, derfor talte jeg tankeløst. | 3 Thi tungere er den end havets sand, derfor talte jeg over mig! | 3 For da ville den vise seg tyngre enn sanden ved havet; derfor kom mine ord så ubetenkt. |
| 4 Den Almægtiges pile sidder i mig, mit indre drikker deres gift, Guds grusomheder tager opstilling mod mig. | 4 Thi i mig sidder den almægtiges pile, min ånd inddrikker deres gift; rædsler fra Gud forvirrer mig. | 4 For Den Allmektiges piler sitter i meg. Min ånd drikker av deres gift. Guds redsler fylker seg mot meg. |
| 5 Skriger vildæslet, når det har græs? Brøler oksen, når den har foder? | 5 Skriger et vildæsel midt i græsset, brøler en okse ved sit foder? | 5 Skriker villeslet når det har gress, eller rauter oksen over sitt f"r? |
| 6 Spiser man fersk mad uden salt? Smager udtræk af katost godt? | 6 Spiser man ferskt uden salt, smager mon æggehvide godt? | 6 Kan mat uten smak spises hvis den ikke er saltet? Eller er det noen smak i eggehviten? |
| 7 Jeg nægter at røre det, det er som fordærvet mad. | 7 Min sjæl vil ej røre derved, de ting er som lugt af en løve. | 7 Min sjel nekter å røre ved dette; det er som bedervet mat for meg. |
| 8 Gid min bøn blev hørt og Gud ville opfylde mit håb! | 8 Ak, blev mit ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber | 8 Måtte jeg bare få min bønn oppfylt, om bare Gud ville gi meg det som er mitt håp! |
| 9 Ville Gud blot knuse mig, løfte hånden og skære min livstråd over! | 9 ville d dog knuse mig, række hånden ud og skære mig fra, | 9 Måtte bare Gud bestemme seg for å knuse meg, om Han bare ville gi Sin høyre hånd fritt løp og gjøre det forbi med meg! |
| 10 Det skulle altid være min trøst, . at jeg ikke har fornægtet den Helliges ord, og trods ulidelig smerte ville jeg springe af glæde. | 10 så ville det være min trøst - jeg hopped af glæde trods skånselsløs kval at jeg ikke har nægtet den helliges ord. | 10 Da hadde jeg fremdeles trøst; selv om jeg får smerte uten skånsel, ville jeg juble, for jeg har ikke avvist Den Helliges ord. |
| 11 Hvad er min styrke, at jeg skulle bevare håbet? Hvad har jeg at se frem til, at jeg skulle bevare tålmodigheden? | 11 Hvad er min kraft, at jeg skal holde ud, min udgang, at jeg skal være tålmodig? | 11 Hvilken styrke har jeg, så jeg ennå skulle vente? Hva er min ende, at jeg skulle forlenge mitt liv? |
| 12 Er jeg stærk som sten? Er min krop som bronze? | 12 Er da min kraft som stenens, er da mit legeme kobber? | 12 Er min styrke den samme som i steinene? Eller er mitt kjøtt av bronse? |
| 13 Nej, hos mig selv er der ingen hjælp, enhver udvej er spærret for mig. | 13 Ak, for mig er der ingen hjælp, hver udvej lukker sig for mig. | 13 Har jeg vel noen hjelp i meg selv? Er alt håp om redning drevet bort fra meg? |
| 14 Den, der nægter sin næste godhed, har også glemt frygten for den Almægtige. | 14 Den, der nægter sin næste godhed, han bryder med den almægtiges frygt. | 14 Mot den som er fortvilet, skulle hans venn vise barmhjertighet, så han ikke forlater frykten for Den Allmektige. |
| 15 Og dog har mine brødre svigtet som en bæk, som et flodleje, der løber tør. | 15 Mine brødre sveg mig som en bæk, som strømme, hvis vand svandt bort, | 15 Mine brødre gikk fram med svik, lik en bekk, som strømmende bekker som ble borte. |
| 16 Isen bliver til grumset vand, og sneen forsvinder i det; | 16 de, der var grumset af os, og som sneen gemte sig i, | 16 De er mørke på grunn av is, og snøen forsvinner i dem. |
| 17 i tørketiden stilner strømmen, i sommerheden forsvinder den helt. | 17 men som svandt ved solens glød, tørredes sporløst ud i hede; | 17 Men når de rammes av tøværet, er de ikke der. Når det er hete, er de borte fra sine elvefar. |
| 18 Karavanerne må søge andre veje, de drager ud i ødemarken og går til grunde. | 18 karavaner bøjer af fra vejen, drager op i ørkenen og går til grunde; | 18 Det leiet de følger, svinger av, de blir bare borte og går tapt. |
| 19 Karavaner fra Tema spejder efter vand, vejfarende fra Saba håber på det; | 19 Temas karavaner spejder, sabas rejsetog håber på dem, | 19 Karavanene fra Tema skuer, de reisende fra Saba håper på dem. |
| 20 men deres forventninger gøres til skamme, når de kommer derhen, skuffes de. | 20 men de beskæmmes i deres tillid, de kommer derhen og skuffes! | 20 De ble til skamme, for det var noe de stolte på. De kom dit og fikk forsmedelse. |
| 21 Ja, nu er I blevet til intet; I så rædslen og blev bange. | 21 Ja, slige strømme er I mig nu, rædselen så I og grebes af skræk! | 21 Sannelig, nå er dere blitt likedan, dere ser det som skremmer og blir redde. |
| 22 Har jeg nogen sinde sagt: "Giv mig det og det, betal for mig af jeres formue! | 22 Har jeg mon sagt: »Giv mig gaver, løs mig med eders velstand, | 22 Sa jeg noen gang: "Gi meg?" eller: "Bruk av deres rikdom til en bestikkelse for meg?" |
| 23 Red mig fra fjender, befri mig for voldsmænd!" | 23 red mig af fjendens hånd, køb mig fri fra voldsmænds hånd!« | 23 eller: "Redd meg fra fiendens hånd?" eller: "Forløs meg fra grusomme menneskers hånd?" |
| 24 Belær mig, så tier jeg stille, forklar mig, hvor jeg har taget fejl! | 24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! | 24 Lær meg, så skal jeg tie. Hjelp meg å forstå hvor jeg for vill! |
| 25 Oprigtige ord sårer ikke, men hvordan kan I irettesætte? | 25 Redelig tale, se, den gør indtryk; men eders revselse, hvad er den værd? | 25 Hvor virkningsfull er en rett tale! Men hvilken kraft er det i deres irettesettelse? |
| 26 Tænker I virkelig på at irettesætte mine ord? Er den fortvivledes ordda helt forgæves? | 26 Er det jer hensigt at revse ord? Den fortvivledes ord er dog mundsvejr! | 26 Har dere bare til hensikt å gjendrive mine ord, den fortviltes tale, som er lik vinden? |
| 27 I kaster lod om faderløse børn! I købslår om jeres venner! | 27 Selv om en faderløs kasted I lod og købslog om eders ven. | 27 Selv den farløse kaster dere lodd om, og dere kjøpslår om deres venn. |
| 28 Så se dog på mig! Lyver jeg jer lige op i ansigtet? | 28 Men ville I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i ansigtet? | 28 Men nå må dere vende ansiktet mot meg, for jeg kan ikke lyve dere rett opp i ansiktet. |
| 29 Tænk om igen, gør mig ikke uret! Tænk om igen, for retten er stadig på min side. | 29 Vend jer hid, lad der ikke ske uret, vend jer, thi end har jeg ret! | 29 Jeg ber dere, vend om, så det ikke blir gjort urett! Ja, vend om, for her står min rettferdighet fast. |
| 30 Er der uret på min tunge? Kan min gane ikke fornemme, hvad der er til fordærv? | 30 Er der uret på min tunge, eller skelner min gane ej, hvad der er ondt? | 30 Finnes det noen urett på min tunge? Kan ikke min gane skjelne det fordervelige? |