Jobs bog 7 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Er menneskets lod på jorden ikke hoveri, er hans liv ikke som daglejerens? | 1 Har mennesket på jord ej krigerkår? Som en daglejers er hans dage. | 1 Står ikke mennesket i en strid på jorden? Er ikke hans dager som dagene til en leiekar? |
| 2 Som trællen, der sukker efter skygge, som daglejeren, der venter på sin løn, | 2 Som trællen, der higer efter skygge som daglejeren, der venter på løn, | 2 Som en trell som stunder etter skyggen, som en leiekar som lengter etter sin lønn, |
| 3 sådan er min lod blevet måneder i tomhed og min skæbne nætter i elendighed. | 3 så fik jeg skuffelses måneder i arv kvalfulde nætter til del. | 3 slik har måneder med skuffelse blitt min arvedel, og netter med møye ble tildelt meg. |
| 4 Så snart jeg har lagt mig, tænker jeg: "Hvornår kan jeg stå op?" Aftenen bliver lang, og til daggry plages jeg af uro. | 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornår er det dag, af jeg kan stå op?« Og når jeg står op: »Hvornår er det kvæld?« Jeg mættes af uro, til dagen gryr. | 4 Når jeg legger meg, sier jeg: "Når kan jeg stå opp?" Men kvelden blir lang, og jeg er full av uro helt til daggry. |
| 5 Min krop er dækket af maddiker og skorper, min hud sprækker og væsker. | 5 Mit legeme er klædt med orme og skorpe, min hud skrumper ind og væsker. | 5 Mitt kjøtt er dekket av mark og skorper som av jord, min hud er sprukken og løses stadig opp. |
| 6 Hurtigere end skyttelen farer mine dage af sted, de svinder hen uden håb. | 6 Raskere end skyttelen flyver mine dage, de svinder bort uden håb. | 6 Mine dager flyr hurtigere enn en vevers skyttel, og de avsluttes uten håp. |
| 7 Betænk, at mit liv er et pust, aldrig mere får jeg glæden at se. | 7 Kom i hu, at mit liv er et pust, ej mer får mit øje lykke at skue! | 7 Husk at mitt liv er bare et åndepust. Mitt øye får aldri vende tilbake og se det gode. |
| 8 Øjet, der ser mig, får mig ikke mere at se, retter du dit øje mod mig, er jeg der ikke. | 8 Vennens øje skal ikke se mig, dit øje søger mig - jeg er ikke mere. | 8 Hans øye som nå stirrer på meg, skal ikke se meg. Du fester blikket på meg, men jeg er ikke der. |
| 9 Skyer spredes og forsvinder, den, der går ned i dødsriget, kommer ikke op igen. | 9 Som skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i døden, borte, | 9 Som skyen oppløses og blir borte, slik stiger heller ikke den opp igjen som farer ned til dødsriket. |
| 10 Han kommer aldrig mere hjem; hvor han boede, ser man ham ikke mere. | 10 han vender ej atter hjem til sit hus, hans sted får ham aldrig at se igen. | 10 Han vender aldri mer tilbake til sitt hus, og hans eget sted kjenner ham ikke lenger. |
| 11 Jeg vil ikke holde mine ord tilbage, jeg vil tale ud af mit forpinte sind, klage i min fortvivlelse. | 11 Så vil jeg da ej lægge bånd på min mund, men tale i åndens kvide, sukke i bitter sjælenød. | 11 Derfor vil jeg ikke legge bånd på min munn. Jeg vil tale når min ånd har trengsel. Jeg vil klage med bitterhet i sjelen. |
| 12 Er jeg da havet eller dragen, siden du sætter vagt over mig? | 12 Er jeg et hav, eller er jeg en drage, siden du sætter vagt ved mig? | 12 Er jeg et hav eller et sjøuhyre, siden Du setter vakt over meg? |
| 13 Når jeg tænker: "Min seng skal give mig trøst, mit leje skal lette min klage," | 13 Når jeg tænker, mit leje skal lindre mig, sengen lette mit suk, | 13 Når jeg sier: "Min seng skal trøste meg, mitt hvilested skal lette min klage", |
| 14 så forfærder du mig med drømme og overfalder mig med syneL | 14 da ængster du mig med drømme,skræmmer mig op ved syner, | 14 da skremmer Du meg med drømmer og forskrekker meg med syner. |
| 15 Da ønsker jeg, at jeg var kvalt; hellere døden end disse lidelser! | 15 så min sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. | 15 Derfor velger min sjel å bli kvalt, heller døden enn mine bein. |
| 16 Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke blive ved at leve! Lad mig være, mit liv er tomhed! | 16 nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit liv er et pust! | 16 Jeg har avsky for alt dette. Jeg vil ikke leve til evig tid. Gå bort fra meg, for mine dager er bare et pust. |
| 17 Hvad er et menneske, at du agter ham højt og retter din opmærksomhed mod ham, | 17 Hvad er et menneske, at du regner ham og lægger mærke til ham, | 17 Hva er da et menneske, at Du skulle sette ham så høyt, at Du skulle rette Ditt hjerte mot ham, |
| 18 når du hver morgen straffer ham og hvert øjeblik sender ham prøvelser? | 18 hjemsøger ham hver morgen, ransager ham hvert øjeblik? | 18 at Du skulle se til ham hver morgen og prøve ham hvert øyeblikk? |
| 19 Hvornår vender du blikket fra mig og lader mig i fred, så jeg kan synke mit spyt? | 19 Når vender du dog dit øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit spyt? | 19 Hvor lenge? Kan Du ikke bare vende Ditt blikk bort fra meg, og la meg være for meg selv til jeg svelger mitt spytt? |
| 20 Hvis jeg har syndet, hvad kan det så gøre dig, du, som vogter mennesket? Hvorfor har du gjort mig til skydeskive, så jeg er blevet en byrde for mig selv? | 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er menneskets vogter? Hvi gjorde du mig til skive, hvorfor blev jeg dig til byrde? | 20 Har jeg syndet? Hvilken skade har jeg gjort Deg, Du som våker over mennesket? Hvorfor har Du satt meg opp som skyteskive for Deg, så jeg er en byrde for meg selv? |
| 21 Hvorfor tilgiver du ikke mine overtrædelser og fjerner min skyld? Snart ligger jeg under jorden, leder du efter mig, er jeg her ikke. | 21 Hvorfor tilgiver du ikke min synd og lader min brøde uænset? Snart ligger jeg jo under mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! | 21 Hvorfor tilgir Du ikke min overtredelse og tar bort min misgjerning? For nå legger jeg meg ned i støvet, og Du leter nøye etter meg, men jeg er der ikke lenger." |