Jobs bog 9 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Da tok Job til orde og sa: |
| 2 Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? | 2 »Jeg ved forvist, at således er det, hvad ret har en dødelig over for Gud? | 2 "Sannelig, jeg vet det er slik, men hvordan kan en mann bli rettferdiggjort for Gud? |
| 3 Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager. | 3 Ville Gud gå i rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! | 3 Hvis han hadde lyst til å gå til rette med Ham, kunne han ikke svare Ham ett til tusen. |
| 4 Han er vis, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det? | 4 Viis af hjerte og vældig i kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? | 4 Han er vis i Sitt hjerte og mektig i styrke. Hvem kunne forherde seg mot Ham og likevel ha fred? |
| 5 Han flytter-bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen. | 5 Han flytter bjerge så let som intet, vælter dem om i sin vrede, | 5 Han flytter fjell, før de vet det, Han velter dem i Sin vrede. |
| 6 Han ryster jorden løs fra dens fundament, og dens søjler skælver. | 6 ryster jorden ud af dens fuger, så dens grundstøtter bæver; | 6 Han ryster jorden ut av sitt sted, og dens søyler skjelver. |
| 7 Han befaler solen ikke at stå op, og for stjernerne har han sat segl. | 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for stjernerne sætter han segl, | 7 Han taler til solen, og den stiger ikke opp. Han setter segl for stjernene. |
| 8 Han alene spænder himlen ud, han går på havets ryg. | 8 han udspænder himlen ene, skrider hen over havets kamme, | 8 Han spenner himmelen ut alene, og skrider fram på havets bølger. |
| 9 Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen. | 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, | 9 Han formet Bjørnen, Orion og Sjustjernen og stjernebildene i sør. |
| 10 Han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. | 10 han øver ufattelig vælde og undere uden tal! | 10 Han gjør mektige gjerninger, langt større enn at de kan utforskes, ja utallige undergjerninger! |
| 11 Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi, uden at jeg mærker det. | 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; | 11 Se, Han går forbi meg, men jeg kan ikke se det. Han farer forbi, men jeg merker Ham ikke. |
| 12 Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget? Hvem kan sige til ham: "Hvad er det, du gør?" | 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?« | 12 Se, om Han røver til Seg, hvem kan ta det tilbake? Hvem kan si til Ham: "Hva gjør Du?" |
| 13 Gud holder ikke igen på sin vrede, selv Rahabs hjælpere må bøje sig under ham. | 13 Gud lægger ikke bånd på sin vrede, Rahabs hjælpere bøjed sig under ham; | 13 Gud tar ikke Sin vrede tilbake, Også Rahabs hjelpere måtte bøye seg under Ham. |
| 14 Hvordan skulle så jeg kunne tage til orde imod ham og vælge mine ord over for ham? | 14 hvor kan jeg da give ham svar og rettelig føje min tale for ham! | 14 Hvordan skal da jeg kunne svare Ham og velge mine ord i møte med Ham? |
| 15 Selv om jeg har ret, kan jeg ikke komme til orde, men må bønfalde min dommer om nåde. | 15 Har jeg end ret, jeg kan dog ej svare, må bede min dommer om nåde! | 15 For selv om jeg var rettferdig, kunne jeg ikke svare Ham. Jeg måtte be min Dommer om nåde! |
| 16 Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde, tror jeg ikke, han ville lytte til mig. | 16 nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min røst, | 16 Om jeg ropte og Han svarte meg, kunne jeg ikke tro at Han la øret til min røst. |
| 17 Han jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår på sår. | 17 han, som river mig bort i stormen, giver mig - sår på sår uden grund, | 17 Han som knuser meg i den sterke stormen og uten grunn gir meg sår på sår. |
| 18 Han giver mig åndenød, han mætter mig med forbitrelse. | 18 ikke lader mig drage ånde, men lader mig mættes med beskeing. | 18 Han som ikke lar meg trekke pusten, men fyller meg med bitterhet. |
| 19 Gælder det den stærkes kraft, så er det ham! Gælder det retten: "Hvem kan kræve mig til regnskab?" | 19 Gælder det kæmpekraft, melder han sig! Gælder det ret, hvo stævner ham da! | 19 Er det spørsmål om styrke - Han er sannelig sterk. Er det spørsmål om rettferdig dom - hvem vil stevne meg? |
| 20 Selv om jeg har ret, dømmer min mund mig skyldig, selv om jeg er uskyldig, gør han mig til løgner; | 20 Har jeg end ret, må min mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang! | 20 Selv om jeg rettferdiggjorde meg selv, så ville min egen munn dømme meg skyldig. Selv om jeg er ulastelig, vil Han vise min falskhet. |
| 21 men jeg er uskyldig! Jeg vil ikke vide af mit liv, jeg ønsker ikke at leve. | 21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min sjæl og agter mit liv for intet! | 21 Jeg er ulastelig, men jeg skjønner ikke min egen sjel, for jeg forakter mitt liv. |
| 22 Det er lige meget, jeg kan kun sige: Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge! | 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! | 22 Det er ett og det samme. Derfor sier jeg: "Ulastelig eller ugudelig, Han gjør ende på dem begge." |
| 23 Når en flodbølge spreder pludselig død, spotter han de uskyldige i deres fortvivlelse. | 23 Når svøben kommer med død i et nu, så spotter han skyldfries hjertekval; | 23 Hvis svøpen plutselig slår i hjel, spotter Han de uskyldige i fortvilelsen. |
| 24 Landet lægges i hænderne på uretfærdige, dommerne giver han bind for øjnene. Hvis ikke det er ham, hvem er det så? | 24 jorden gav han i gudløses hånd, hylder dens dommeres øjne til, hvem ellers, om ikke han? | 24 Jorden blir overgitt i den ugudeliges hånd. Han dekker ansiktet til jordens dommere. Hvis det ikke er Han, hvem kan det da være? |
| 25 Mine dage går hurtigere, end man kan løbe, glædesløse jager de af sted. | 25 Raskere end løberen fløj mine dage, de svandt og så ikke lykke, | 25 Mine dager forsvinner fortere enn en hurtigløper, de flykter av sted, de ser ikke det gode. |
| 26 De farer af sted som sivbåde, som en ørn, der slår ned på byttet. | 26 gled hen som både af si, som en ørn, der -slår ned på bytte. | 26 De farer forbi som sivbåter, som en ørn som stuper ned over sitt bytte. |
| 27 Hvis jeg siger: "Jegvil glemme min klage, lægge ansigtet i andre folder og være glad igen," | 27 Dersom jeg siger: »Mit suk vil jeg glemme, glatte mit ansigt og være glad,« | 27 Hvis jeg sier: "Jeg vil glemme min klage, jeg vil skifte mine og smile", |
| 28 så må jeg tænke med gru på mine lidelser; jeg ved, at du ikke lader mig ustraffet. | 28 Må jeg dog grue for al min smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri. | 28 så frykter jeg likevel for alle mine lidelser, for jeg vet at Du ikke holder meg uskyldig. |
| 29 Når jeg skal være skyldig, hvorfor skal jeg da anstrenge mig til ingen nytte? | 29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen nytte? | 29 Er det så at jeg dømmes som en ugudelig, hvorfor skal jeg da slite meg ut forgjeves? |
| 30 Om jeg så vaskede mig med sæbe og rensede hænderne i lud, | 30 Toed jeg mig i sne og tvætted i lud mine hænder, | 30 Om jeg vasker meg med snøvann og renser mine hender med lut, |
| 31 ville du dyppe mig i slampølen, så mine klæder ville afsky mig. | 31 du dypped mig dog i pølen, så klæderne væmmedes ved mig. | 31 vil Du likevel styrte meg ned i avgrunnen, og selv mine egne klær vil avsky meg. |
| 32 Han er ikke et menneske som jeg, så jeg kan tage til orde imod ham, og vi kan mødes i retten. | 32 Thi du er ikke en mand som jeg, så jeg kunne svare, så vi kunne gå for retten sammen; | 32 For Han er ikke en mann, som jeg, så jeg kunne svare Ham. Om vi kommer sammen til retten, |
| 33 Der er ingen voldgiftsmand, som kan mægle mellem os. | 33 vi savner en voldgiftsmand til at lægge sin hånd på os begge! | 33 finnes det ingen mellommann mellom oss, som kunne legge sin hånd på oss begge. |
| 34 Holdt han blot op med at slå mig, så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig, | 34 Fried han mig for sin stok, og skræmmed hans rædsler mig ikke, | 34 Men kunne Han bare ta Sin stav og Sin gru bort fra meg, så de ikke lenger skremmer meg, |
| 35 da kunne jeg tale uden at frygte ham, for jeg ved, at jeg ikke har grund til det. | 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min dom om mig selv er en anden! | 35 se, da kunne jeg tale uten å frykte Ham, men slik er det ikke med meg. |