Jonas bog 1 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: | 1 Jonas kald og flugt Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn, således: | 1 Herrens ord kom til Jona, Amittais sønn, og det lød slik: |
| 2 »Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.« | 2 »Stå op og gå til Nineve, den store stad, udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn.« | 2 "Bryt opp, gå til Ninive, den store byen, og forkynn ut over den! For deres ondskap har steget opp for Mitt åsyn." |
| 3 Men Jonas ville flygte til Tarshish, bort fra Herren. Han tog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han betalte, hvad det kostede, og så gik han om bord for at sejle med dem til Tarshish, bort fra Herren. | 3 Men Jonas stod op for at fly fra Herrens åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et skib, som skulle til tarsis betalte han, hvad rejsen kostede, og gik om bord for at sejle med til Tarsis bort fra Herrens åsyn. | 3 Men Jona brøt opp for å flykte til Tarsis, bort fra Herrens åsyn. Han drog ned til Joppe og fant et skip som skulle seile til Tarsis. Så betalte han hva det kostet og gikk om bord i skipet, for å reise med dem til Tarsis, bort fra Herrens åsyn. |
| 4 Men Herren sendte en stærk storm over havet, og den blev til en orkan, så skibet var ved at blive slået til vrag. | 4 Men Herren iod et stærkt vejr fare hen over havet, og en stærk storm rejste sig på havet, så skibet var ved at gå under. | 4 Men Herren sendte en sterk vind over havet, og det ble en kraftig storm på havet, så skipet stod i fare for å bli knust. |
| 5 Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin gud. De kastede lasten over bord for at lette skibet. Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn. | 5 Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle sager i skibet over bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste skibsrum og lå i dyb søvn dernede. | 5 Da ble sjømennene redde. Hver mann ropte til sin gud, og lasten som var om bord på skipet, kastet de på sjøen for å lette det for vekten av den. Men Jona hadde gått nederst i skipet. Der la han seg ned og sov tungt. |
| 6 Kaptajnen kom ned til ham og sagde: »Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud! Så vil han måske huske på os, så vi ikke omkommer.« | 6 Skibsføreren gik Da ned til ham og sagde: »Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i hu, så vi ikke omkommer.« | 6 Da kom kapteinen bort til ham og sa: "Hva er det med deg som sover så tungt? Stå opp og rop til din Gud. Kanskje din Gud vil huske på oss, så vi ikke skal gå til grunne." |
| 7 Folkene sagde til hinanden: »Lad os kaste lod og finde ud af, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os.« De kastede lod, og da loddet faldt på Jonas, | 7 Så sagde de til hverandre: »kom, lad os kaste lod for at få at vide, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os!« og de kastede lod, og loddet ramte Jonas | 7 De sa til hverandre: "Kom, la oss kaste lodd, slik at vi kan finne ut hvem som er skyld i at denne onde ulykken er kommet over oss." Så kastet de lodd, og loddet falt på Jona. |
| 8 sagde de til ham: »Fortæl os dog, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os. Hvad laver du her, og hvor kommer du fra? Hvilket land og folk hører du til?« | 8 Da sagde de til ham: »Sig os, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk hører du til?« | 8 De sa til ham: "Vi ber deg, fortell oss hvem som har skyld i at denne onde ulykken er over oss. Hva er ditt oppdrag? Og hvor kommer du fra? Hva er ditt hjemland? Og fra hvilket folk kommer du?" |
| 9 Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« | 9 Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himmelens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« | 9 Så sa han til dem: "Jeg er en hebreer. Jeg frykter Herren, himmelens Gud, Han som dannet havet og det tørre land." |
| 10 Da blev mændene grebet af stor frygt og sagde til ham: »Hvad er det, du har gjort?« De vidste, at han var på flugt fra Herren, for det havde han fortalt dem. | 10 Så grebes mændene af stor rædsel og sagde til ham: »Hvad har du gjort!« Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens åsyn; det sagde han dem. | 10 Da ble mennene grepet av stor frykt og sa til ham: "Hvorfor har du gjort dette?" For mennene visste at han hadde flyktet fra Herrens åsyn, for det hadde han fortalt dem. |
| 11 »Hvad skal vi gøre ved dig, så vi kan få havet til at falde til ro?« spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt. | 11 Og de spurgte ham: »Hvad skal vi gøre med dig, så vi får havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere.« | 11 Da sa de til ham: "Hva skal vi gjøre med deg for at havet kan legge seg stille for oss?" For havet ble stadig mer opprørt. |
| 12 Han svarede: »Tag mig og kast mig i havet, så får I det til at falde til ro. Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer.« | 12 Han svarede: »Tag og kast mig i havet! Så får i det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er skyld i, at dette stærke vejr er over eder.« | 12 Han sa til dem: "Løft meg opp og kast meg i havet! Da skal havet legge seg stille for dere. For jeg vet at det er jeg som er skyld i at denne kraftige stormen er kommet over dere." |
| 13 Mændene prøvede nu at ro ind til land, men de kunne ikke, for havet blev mere og mere oprørt. | 13 Mændene søgte nu at ro tilbage til land, men kunne ikke, da havet rejste sig mere og mere imod dem. | 13 Mennene rodde hardt for å komme tilbake til land, men de klarte det ikke, for havet ble bare stadig mer opprørt imot dem. |
| 14 Så råbte de til Herren: »Ak, Herre, lad os ikke omkomme for denne mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os! Du, Herre, har handlet efter din vilje.« | 14 Så råbte de til Herren; »Ak, herre! Lad os ikke omkomme for denne mands sjæls skyld og lad ikke uskyldigt blod komme over os; thi det erjo dig, herre, derhar gjort, som du ville.« | 14 Derfor ropte de til Herren og sa: "Å, Herre, vi ber Deg, la oss ikke gå til grunne for denne mannens liv, og la ikke uskyldig blod komme over oss. For Du, Herre, har gjort det som behaget Deg." |
| 15 Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. | 15 Derpå tog de Jonas og kastede ham i havet, og straks lagde det sig. | 15 Så løftet de Jona opp og kastet ham i havet, og havet stilnet fra å være i rasende opprør. |
| 16 Da blev mændene grebet af stor frygt for Herren. De bragte slagtofre og aflagde løfter til Herren. | 16 Og mændene grebes af stor rædsel for Herren, bragte ham et slagtoffer og aflagde løfter. | 16 Da ble mennene grepet av stor frykt for Herren, og de ofret slaktoffer til Herren og avla løfter. |