Josuabogen 14 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Dette er de arvelodder, som israelitterne fik i Kana'an, og som præsten Eleazar og Josva, Nuns søn, og overhovederne for de israelitiske stammers fædrenehuse tildelte dem | 1 Følgende er de landstrækninger, israeliterne fik til arvelod i Kana'ans land, som præsten Eleazar og Josua, Nuns søn, og overhovederne for de israelitiske stammers fædrenehuse tildelte dem | 1 Dette er de områdene Israels barn arvet i Kanaans land, som presten Elasar, Josva, Nuns sønn, og overhodene for stammefedrene blant Israels barn delte ut som arv til dem. |
| 2 som deres ejendom ved lodkastning, sådan som Herren havde befalet ved Moses om de ni og en halv stamme; | 2 ved lodkastning som deres ejendom i overensstemmelse med det påbud, Herren havde givet Moses om de halvtiende stammer. | 2 De ni stammene og den halve stammen fikk arven sin ved loddkasting, slik Herren hadde befalt ved Moses. |
| 3 for Moses havde givet de to og en halv stamme deresarvelod på den anden side af Jordan; men levitterne havde han ikke givet arvelod blandt dem. | 3 Thi Moses havde givet de halvtredje stammer arvelod hinsides Jordan; men leviterne gav han ikke arvelod iblandt dem. | 3 For Moses hadde gitt de to stammene og den halve stammen arven sin, mens han var på den andre siden av Jordan. Men til levittene hadde han ikke gitt noen arv blant dem. |
| 4 Josefsønnerne udgjorde nemlig to stammer, Manasse og Efraim, og levitterne fik ikke del i landet, bortset fra byer at bo i, med tilhørende græsmarker til deres hjorde og deres kvæg. | 4 Josefs efterkommere udgjorde nemlig to stammer, Manasse og Efraim; og leviterne fik ikke del i landet, men kun byer at bo i tillige med de tilhørende græsmarker til deres hjorde og kvæg. | 4 For Josefs barn utgjorde to stammer: Manasse og Efraim. Og til levittene i landet gav de ingen del. De fikk bare byer å bo i, med det fellesarealet til buskapen sin som hørte til sammen med deres egne eiendommer. |
| 5 Israelitterne gjorde, sådan som Herren havde befalet Moses, og fordelte landet. | 5 Hvad Herren havde pålagt Moses, gjorde israeliterne, og de udskiftede landet. | 5 Som Herren hadde befalt Moses, slik gjorde Israels barn. Og de fordelte landet. |
| 6 Judæerne henvendte sig til Josva i Gilgal, og kenizzitten Kaleb, Jefunnes søn, sagde: "Du ved, hvad Herren sagde til gudsmanden Moses om dig og mig i Kadesh-Barnea. | 6 Da trådte judæerne frem for Josua i Gilgal, og kenizziten Kaleb, Jefunnes søn, sagde til ham: »Du ved, hvad det var, Herren talede til den Guds mand Moses i kadesj Barnea om mig og dig. | 6 Så kom Judas barn fram for Josva i Gilgal. Kaleb, kenisitten Jefunnes sønn, sa til ham: "Du kjenner det ordet som Herren talte til Moses, den Guds mann, om deg og meg i Kadesj-Barnea. |
| 7 Jeg var fyrre år, dengang Herrens tjener Moses sendte mig ud fra Kadesh-Barnea for at udspionere landet, og jeg aflagde beretning til ham, sådan som jeg fandt det rigtigt. | 7 Fyrretyve år gammel var jeg, dengang Herrens tjener Moses udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde landet; og jeg aflagde ham beretning efter bedste overbevisning. | 7 Jeg var førti år gammel da Herrens tjener, Moses, sendte meg ut fra Kadesj-Barnea for å speide på landet. Og jeg kom tilbake til ham med det ord som jeg hadde fått i mitt hjerte. |
| 8 Men mine brødre, som var draget op sammen med mig, tog modet fra folket, mens jeg var fuldt og helt med Herren min Gud. | 8 Men mine brødre, som var draget med mig, gjorde folket modløst, medens jeg viste Herren min Gud fuld lydighed. | 8 Men mine brødre som drog opp sammen med meg, gjorde folkets hjerter motløse. Men jeg fulgte Herren min Gud helt og fullt. |
| 9 Den dag svor Moses: 'Det land, du har betrådt, skal du og dine efterkommere have i eje til evig tid, fordi du fuldt og helt var med Herren min Gud!' | 9 Og Moses svor den dag: sandelig, det land, din fod har betrådt, skal være din og dine efterkommeres arvelod til evig tid, fordi du har vist Herren min Gud fuld lydighed! | 9 Derfor sverget Moses den dagen og sa: "Sannelig, det landet hvor du satte foten din, skal være din og dine barns arv til evig tid, fordi du helt og fullt har fulgt Herren min Gud." |
| 10 Nu har Herren, som han lovede, ladet mig leve i femogfyrre år, efter at han sagde dette til Moses, dengang Israel vandrede i ørkenen; og nu er jeg femogfirsår. | 10 Og se, nu har Herren opfyldt sit ord og holdt mig i live fem og fyrretyve år, siden dengang Herren talede dette ord til Moses, al den tid Israel vandrede i ørkenen, og se, jeg er nu fem og firsindstyve år. | 10 Og se, nå har Herren holdt meg i live i alle disse førtifem årene, slik Han sa, helt fra Herren talte dette ord til Moses da Israel vandret i ørkenen. Nå er jeg her på denne dag, åttifem år gammel. |
| 11 Jeg er stadig lige så stærk som den dag, Moses sendte mig ud; mine kræfter er de samme som dengang, både i krig og i den daglige færden. | 11 Endnu den dag i dag er jeg rask og rørig som på hin dag, da Moses udsendte mig; nu som da er min kraft den samme til kamp og til at færdes omkring. | 11 Ennå i dag er jeg like sterk som på den dagen Moses sendte meg ut. Som styrken min var den gangen, slik er også styrken min til strid nå, både til å gå ut og til å komme inn. |
| 12 Giv mig nu dette-bjergland, som Herren lovede dengang. Du hørte jo selv dengang, at der bor anakitter der, og at der er store, befæstede byer. Måske er Herren med mig, så jeg kan fordrive dem, sådan som han sagde." | 12 Så givmig da dette bjergland, som Herren dengang talede om; du hørte det jo selv. Thi der bor anakiter der, og der er store, befæstede byer; måske vil Herren være med mig, så jeg kan drive dem bort, som Herren har sagt!« | 12 Derfor skal du nå gi meg dette fjellet som Herren talte om på den dagen. For på den dagen hørte du at anakittene bor der, og at byene var store og befestede. Det kan hende at Herren vil være med meg og at jeg kan være i stand til å drive dem ut, som Herren har sagt." |
| 13 Så velsignede Josva Kaleb, Jefunnes søn, og gav ham Hebron i eje. | 13 Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes søn, Hebron til arvelod. | 13 Og Josva velsignet ham og gav Hebron som arv til Kaleb, Jefunnes sønn. |
| 14 Derfor er Hebron den dag i dag i kenizzitten Kalebs, Jefunnes søns, eje, fordi han fuldt og helt var med Herren, Israels Gud. | 14 Derfor tilfaldt Hebron kenizziten Kaleb, Jefunnes søn,, som arvelod, og den hører ham til den dag i dag, fordi han viste Herren, Israels Gud, fuld lydighed. | 14 Så ble Hebron en arv for Kaleb, kenisitten Jefunnes sønn, som det er til denne dag, fordi han helt og fullt fulgte Herren, Israels Gud. |
| 15 Tidligere hed Hebron Kirjat-Arba; Arba var den største mand blandt anakitterne. Derefter var landet fri for krig. | 15 Men Hebron hed forhen Arbas by; han var den største mand blandt Anakiterne. Og landet fik ro efter krigen. | 15 Navnet på Hebron var tidligere Kirjat-Arba. Arba var den største mannen blant anakittene. Nå hadde landet ro fra striden. |