Josuabogen 2 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Josva, Nuns søn, sendte i hemmelighed to mænd ud fra Shittim som spioner. Han sagde: "Gå over og undersøg landet, særlig Jeriko." Så gik de, og de tog ind hos en skøge, der hed Rahab. Der overnattede de. | 1 Josua, Nuns søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to mænd som spejdere med den befaling: »Gå hen og undersøg landet, særlig Jeriko!« De gav sig da på vej og kom ind i et hus til en skøge ved navn Rahab, og der lagde de sig til hvile. | 1 Josva, Nuns sønn, sendte ut to menn fra Akasie-lunden for å speide i all hemmelighet. Han sa: "Gå av sted og se på landet, særlig Jeriko." Så gikk de og kom inn i huset til en skjøge som hette Rahab, og der tok de inn. |
| 2 Kongen i Jeriko fik nu meddelelse om, at der var kommet nogle israelitiske mænd om natten for at skaffe sig oplysning om landet. | 2 Da blev der meldt kongen af Jeriko: »Se, der er kommet nogle israelitiske mænd hertil i nat for at udspejde landet!« | 2 Det ble fortalt og sagt til kongen i Jeriko: "Se, noen menn fra Israels barn har kommet hit i natt for å speide på landet." |
| 3 Hansendte bud til Rahab og sagde: "Kom frem med de mænd, der kom til dig, og som er taget ind i dit hus. De er nemlig kommet for at skaffe sig oplysning om hele landet." | 3 Og kongen af Jeriko sendte bud til Rahab og lod sige: »Udlever de mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele landet!« | 3 Så sendte kongen i Jeriko bud til Rahab og sa: "Kom hit ut med mennene som kom til deg, og som tok inn i huset ditt. For de har kommet for å utspeide hele landet." |
| 4 Men kvinden havde taget de to mænd og skjult dem. Hun sagde: "Jo, der kom nogle mænd til mig, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra, | 4 Men kvinden tog og skjulte de to mænd og sagde: »Ja, mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra; | 4 Da tok kvinnen de to mennene og gjemte dem. Så sa hun: "Ja, mennene kom til meg, men jeg vet ikke hvor de kom fra. |
| 5 og da porten skulle lukkes ved mørkets frembrud, gik de. Jeg ved ikke, hvor de er taget hen. Men hvis I skynder jer at sætte efter dem, kan I sikkert indhente dem." | 5 og da porten skulle lukkes i mørkningen, gik mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!« | 5 Da porten skulle stenges, skjedde det: Det var blitt mørkt, og mennene gikk ut. Hvor mennene gikk, vet jeg ikke. Skynd dere og sett etter dem, for dere kan kanskje ta dem igjen." |
| 6 Hun havde ført mændene op på taget og gemt dem under hørstænglerne, som hun havde lagt ud på taget. | 6 Men hun havde ført dem op på taget og skjult dem under hørstænglerne, som hun havde bredt ud på taget. | 6 Men hun hadde ført dem opp på taket og gjemt dem med linhalmen som hun hadde lagt utover på taket. |
| 7 Nogle mænd satte så efter dem ad vejen til Jordan ned til vadestederne, og porten blev lukket, så snart forfølgerne var gået ud. | 7 Mændene satte så efter dem ad vejen til Jordan hen til vadestederne, og porten blev lukket, så snart forfølgerne var udenfor. | 7 Så satte mennene etter dem på veien til Jordan, til vadestedene. Straks de som satte etter dem hadde gått ut, lukket de porten. |
| 8 Før mændene gik til ro, kom hun op på taget til dem | 8 Før de to mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på taget til dem; | 8 Før de gikk og la seg, kom hun opp til dem på taket. |
| 9 og sagde: "Jeg ved, at Herren har givet jer landet. Vi er grebet af rædsel for jer, ja, alle landets indbyggere skælver i angst for jer. | 9 og hun sagde til dem: »Jeg ved, at Herren har givet eder andet, thi vi er grebet af rædsel for eder, og alle landets indbyggere er skrækslagne over eder. | 9 Hun sa til mennene: "Jeg vet at Herren har gitt dere landet, at frykt for dere har falt på oss, og at alle som bor i landet er lamslått av skrekk for dere. |
| 10 For vi har hørt om, hvordan Herren udtørrede Sivhavet foran jer, dengang I drog ud af Egypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordan, Sihon og Og, som I lagde band på. | 10 Thi vi har hørt, hvorledes Herren lod vandet i det Røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og og, på hvem I lagde band. | 10 For vi har hørt hvordan Herren tørket opp vannet i Rødehavet rett foran dere da dere kom ut av Egypt, og hva dere gjorde med de to amoritt-kongene, som var på den andre siden av Jordan, Sihon og Og, og hvordan dere ødela dem fullstendig. |
| 11 Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. | 11 Da vi hørte det, blev vi slaget af rædsel og tabte alle modet over for eder; thi Herren eders Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden. | 11 Med det samme vi hørte alt dette, ble vi motløse i hjertet. På grunn av dere er det ingen som har noe mot igjen, for Herren deres Gud, Han er Gud både i himmelen der oppe og på jorden her nede. |
| 12 Sværg nu ved Herren, at I vil vise min fars slægt godhed, fordi jeg har vist jer godhed. Giv mig et sikkert tegn på, | 12 Men tilsværg mig nu ved Herren, at I vil vise godhed mod mit fædrene hus, ligesom jeg har vist godhed mod eder, og giv mig et sikkert tegn på, | 12 Derfor ber jeg dere nå at dere sverger for meg ved Herren, siden jeg har vist barmhjertighet mot dere, at dere også skal vise barmhjertighet mot min fars hus og gi meg et sikkert tegn på det, |
| 13 at I vil lade min far og mor, mine brødre og søstre og alle, der hører dem til, blive i live og redde fra døden." | 13 at I vil lade min fader og moder, mine brødre og søstre og alt, hvad deres er, blive i live og redde os fra døden!« | 13 og spare min far, mor, brødre, søstre og alle som hører dem til, og fri våre liv fra døden." |
| 14 Mændene sagde til hende: "Vi vil stå inde for jer med vores liv, hvis I lader være med at røbe vores forehavende. Når Herren har givet os landet, vil vi vise dig godhed og trofasthed." | 14 Da sagde mændene til hende: »Vi indestår med vort liv for eder, hvis du ikke røber vort forehavende; og når Herren giver os landet, vil vi vise dig godhed og trofasthed!« | 14 Da svarte mennene henne: "Med våre liv skal vi svare for deres liv, hvis bare ingen av dere røper ærendet vårt. Når Herren har gitt oss landet, da skal det skje: Vi skal vise barmhjertighet og sannferdighet mot deg." |
| 15 Så firede hun dem ned fra vinduet med et reb, for hendes hus stødte op til bymuren; hun boede lige op ad muren. | 15 Derpå hejsede hun dem med et reb ned gennem vinduet, thi hendes hus lå ved bymuren, og hun boede ved muren; | 15 Så firte hun dem ned med et tau ut gjennom vinduet, for huset hennes lå på bymuren. Hun bodde på muren. |
| 16 Hun sagde til dem: "Gå ud i-bjergene, så forfølgerne ikke finder jer, og hold jer skjult der i tre dage, indtil forfølgerne er kommet tilbage. Derefter kan I gå den vej, I skal." | 16 og hun sagde til dem: »Gå ud i bjergene, for at eders forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre dage, indtil eders forfølgere er vendt tilbage; efter den tid kan I gå eders vej!« | 16 Og hun sa til dem: "Kom dere opp i fjellet, så ikke de som forfølger dere, skal treffe på dere. Gjem dere der i tre dager, helt til forfølgerne har kommet tilbake. Etterpå kan dere gå deres vei." |
| 17 Mændene sagde til hende: "Den ed, du har afkrævet os, må vi være løst fra under dette forhold: | 17 Mændene sagde til hende: »På denne måde vil vi bære os ad med at holde den ed, du har ladet os sværge | 17 Da sa mennene til henne: "Når vi kommer inn i landet, skal vi være løst fra denne eden din, som du har fått oss til å sverge, |
| 18 Når vi kommer ind i landet, skal du binde denne røde snor fast i det vindue, du firede os ned fra, og samle din far og mor, dine brødre og hele din fars slægt i huset hos dig. | 18 når vi kommer ind i landet, skal du binde denne røde snor fast i det vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din fader og din moder, dine brødre og hele dit fædrenehus hos dig i huset. | 18 hvis du ikke binder denne skarlagenfargede snoren i det vinduet du firer oss ned fra, og hvis du ikke samler din far, mor, brødre og hele din fars husfolk i ditt eget hus. |
| 19 Hvis nogen forlader huset, skal hans blod komme over hans eget hoved; så er vi uden skyld. Men hvis der bliver lagt hånd på nogen af dem, der er inde i huset hos dig, skal deres blod komme over os. | 19 Enhver, som så går uden for din husdør, må selv tage ansvaret for sit liv, uden at der falder skyld på os; men hvis der lægges hånd på nogen af dem, som bliver i huset hos dig, hviler ansvaret på os. | 19 Det skal være slik: Hver den som går utenfor dørene til huset ditt og ut på gaten, hans blod skal komme over hans eget hode. Vi skal være uten skyld. Men den som er sammen med deg i huset, hans blod skal komme over våre hoder, hvis det blir lagt hånd på ham. |
| 20 Hvis du derimod røber vores forehavende, er vi løst fra den ed, du har afkrævet os". | 20 Hvis du derimod røber vort forehavende, er vi løst fra den ed, du lod os sværge!« | 20 Og hvis du forteller om dette ærendet vårt, da skal vi være løst fra denne eden din, som du fikk oss til å sverge." |
| 21 Hun sagde: "Lad det være, som I siger." Så sendte hun dem af sted; og hun bandt den røde snor fast i vinduet. | 21 Da sagde hun: »Lad det være, som I siger!« Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde snor fast i vinduet. | 21 Da sa hun: "Etter deres ord, slik skal det være." Så sendte hun dem av sted, og de drog sin vei. Og hun bandt den skarlagenfargede snoren i vinduet. |
| 22 De gik op i-bjergene og blev der i tre dage, indtil forfølgerne var vendt hjem. Forfølgerne havde ledt efter dem hele vejen, men ikke fundet dem. | 22 Men de begav sig ud i bjergene og blev der i tre dage, indtil deres forfølgere var vendt tilbage. Og forfølgerne ledte overalt på vejen uden at finde dem. | 22 De drog bort og gikk opp i fjellet. Der ble de i tre dager inntil forfølgerne deres vendte tilbake. Forfølgerne lette etter dem overalt på veien, men de fant dem ikke. |
| 23 Derpå gik de to mænd igen ned fra-bjergene og gik over Jordan; de kom til Josva, Nuns søn, og fortalte ham alt, hvad de havde oplevet. | 23 Derpå begav de to mænd sig på tilbagevejen, og efter at være steget ned fra bjergene gik de over floden; og de kom til Josua, Nuns søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem. | 23 Så vendte de to mennene tilbake. De kom ned fra fjellet og gikk over elven. Og de kom til Josva, Nuns sønn, og fortalte ham om alt det som hadde hendt dem. |
| 24 De sagde til ham: "Herren har givet hele landet i vores hånd, og alle landets indbyggere skælver i angst for os." | 24 Og de sagde til Josua: »Herren har givet hele landet i vor magt, og alle landets indbyggere er skrækslagne over os!« | 24 De sa til Josva: "Sannelig, Herren har overgitt hele landet i våre hender, for alle som bor i landet er lamslått av skrekk for oss." |