Klagesangene 1 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Ak! Hun sidder alene, byen der var fuld af folk; hun er som en enke, hun der var mægtig blandt folkene. Dronningen blandt landene gør nu hoveriarbejde. | 1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt folkene før, men nu som en enke! Fyrstinden blandt lande er nu sat til at trælle. | 1 Å, hvor ensom hun sitter, staden som var full av folk! Hun er som en enke, hun som var stor blant folkeslagene! Fyrstinnen blant provinsene må gjøre tvangsarbeid. |
| 2 Hun græder om natten, tårer løber ned ad hendes kind; ingen trøster hende, ingen af hendes elskere; alle hendes venner viste sig troløse mod hende, de er blevet hendes fjender. | 2 Hun græder og græder om natten med tårer på kind; ingen af alle hendes elskere bringer hende trøst, alle vennerne sveg og blev hendes fjender. | 2 Hun gråter bittert om natten, Hennes tårer renner nedover hennes kinn. Blant alle hennes elskere har hun ingen til å trøste seg. Alle hennes venner har gått troløst fram mot henne. De er blitt hennes fiender. |
| 3 I lidelse og dyb trældom blev Juda ført bort; nu sidder hun blandt folkene uden at finde hvile. Alle hendes forfølgere har indhentet hende midt i trængslerne. | 3 Af trang og tyngende trældom udvandred Juda; blandt folkene sidder hun nu og finder ej ro, alle forfølgerne nåede hende midt i trængslerne. | 3 Juda er ført bort i fangenskap etter undertrykkelse og hard trelldom. Hun bor blant folkeslagene, men hun finner ikke noe hvilested. Alle hennes forfølgere innhenter henne midt i trengslene. |
| 4 Vejene til Zion sørger, ingen drager op til festerne, alle hendes porte ligger øde hen, hendes præster sukker, hendes jomfruer er tynget af sorg, hun er fortvivlet. | 4 Vejene til Zion sørger, uden højtidsgæster, alle hendes porte er øde, præsterne sukker, hendes jomfruer knuges af kvide, hun selv er i vånde. | 4 Sions veier sørger fordi ingen kommer til de fastsatte høytidene. Alle hennes porter ligger øde. Hennes prester sukker, hennes jomfruer har sorg, og hun lider bittert. |
| 5 Hendes fjender har fået magten, hendes modstandere føler sig trygge, for Herren kuede hende for hendes mange synders skyld; hendes børn går som fanger foran fjenden. | 5 Hendes avindsmænd er herrer, hendes fjender trygge, thi kvide fik hun af Herren for mængden af synder, hendes børn drog bort som fanger for fjendens åsyn. | 5 Hennes motstandere er blitt overhode, hennes fiender lever trygt. For Herren har gitt henne sorg på grunn av hennes mange overtredelser. Hennes småbarn ble ført i fangenskap rett framfor fienden. |
| 6 Zions datter har mistet al sin pragt. Hendes stormænd er som hjorte, der ingen græsgang kan finde; afmægtige går de foran forfølgeren. | 6 Og bort fra Zions datter drog al hendes pragt; som hjorte, der ej finder græsning, blev hendes fyrster, de vandrede kraftløse bort for forfølgernes åsyn. | 6 Fra Sions datter ble all hennes prakt borte. Hennes fyrster er blitt som dådyr som ikke finner beite, som flykter uten styrke framfor ham som forfølger dem. |
| 7 I sin lidelse og hjemløshed mindes Jerusalem alle de kostbarheder, hun havde i gamle dage. Da hendes folk faldt i fjendens hånd, og ingen hjalp hende, så fjenderne med skadefryd på hende og lo over hendes undergang. | 7 Jerusalem mindes den tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige ting fra fordums dage), i fjendehånd faldt hendes folk, og ingen hjalp, fjender så til og lo, fordi hun gik under. | 7 I disse dager, mens hun undertrykkes og flakker omkring, husker Jerusalem all sin herlighet som hun hadde i tidligere dager. Da hennes folk falt i motstanderens hånd, var det ingen som hjalp henne. Da så motstanderne henne, og de lo av hennes fall. |
| 8 Jerusalem har syndet, derfor blev hun til afsky; selv hendes beundrere foragtede hende, da de så hende nøgen. Derfor må hun sukke og vende sig bort. | 8 Jerusalem syndede svart, blev derfor til afsky; hun foragtes af alle sine beundrere, de så hendes blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. | 8 Jerusalem har syndet grovt. Derfor blir hun avskydd som uren. Alle de som æret henne, forakter henne, for de har sett hennes nakenhet. Ja, også hun selv sukker og vender seg bort. |
| 9 Urenheden hænger ved hendes skørter, hun tænkte ikke på, hvordan det ville ende; dybt er hun faldet, ingen trøster hende. Herre, se min lidelse, fjenden hoverer! | 9 Hendes urenhed pletter hendes slæb, hun betænkte ej enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min elendighed, herre, thi fjenden hoverer. | 9 Hennes urenhet henger ved hennes slep. Hun tenkte ikke over framtiden. Derfor ble hennes fall så forunderlig dypt. Hun hadde ingen trøster. "Herre, se Du min fornedrelse, for fienden opphøyer seg." |
| 10 Modstanderen rakte hånden ud efter alle hendes kostbarheder; ja, hun så, at folkene gik ind i hendes helligdom, skønt du havde forbudt dem at komme i din forsamling. | 10 Avindsmænd bredte deres hånd over alle hendes skatte, ja, ind i sin helligdom så hun hedninger komme, hvem du havde nægtet adgang til din forsamling. | 10 Motstanderen har strakt hånden ut mot alle hennes kostbare skatter. For hun så folkeslagene gå inn i hennes helligdom, de som Du befalte ikke skulle komme inn i Din menighet. |
| 11 Hele hendes folk sukker, mens de søger efter brød; de må betale føden med deres kostbarheder for at holde sig i live. Se, Herre, og mærk dig, hvordan jeg bliver foragtet! | 11 Alt hendes folk måtte sukke, søgende brød; de gav deres skatte for mad for at friste livet. Herre, se til og giv agt på, hvorledes jeg hånes! | 11 Alt hennes folk sukker, de leter etter brød. De bytter bort sine kostbare skatter for mat, så de kan berge livet. "Se, Du Herre, legg merke til hvordan jeg blir foraktet." |
| 12 Rører det jer ikke, alle I, der går forbi? Se jer omkring, om der findes en smerte som den, der ramte mig, da Herren kuede mig på sin glødende vredes dag. | 12 Alle, som vandrer forbi, giv agt og se, om det gives en smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte harm på sin glødende vredes dag. | 12 Gjør det ikke inntrykk på dere, alle dere som går forbi på veien? Se nøye etter, se om det finnes noen lidelse som er lik min lidelse, den som er ført over meg, den som Herren lot ramme meg på Sin brennende vredes dag. |
| 13 Fra det høje sendte han ild ned i mine knogler. Han bredte et net ud for mine fødder, han drev mig tilbage; han lod mig ligge forladt, dagen lang er jeg syg. | 13 Fra det høje sendte han ild, der for ned i mine ben; han spændte et net for min fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både dag og nat. | 13 Fra det høye sendte Han ild i mine bein, og den fikk makt over dem. Han la ut et garn for mine føtter, og Han støtte meg tilbake. Han overgav meg til ensomhet og kraftløshet hele dagen. |
| 14 Mine synders åg er bundet , de er flettet sammen i hans hånd, de ligger på min nakke, han har brudt min kraft. Herren har overgivet mig til dem, jeg ikke kan holde stand mod. | 14 Der vogtedes på mine synder, i hans hånd blev de flettet, de kom som et åg om min hals, han brød min kraft; Herren gav mig dem i vold, som, er mig for stærke. | 14 Det er Hans hånd som har knyttet sammen mine overtredelsers åk, og de er buntet sammen på min nakke. Han lot min styrke svikte. Herren overgav meg i hendene på noen som jeg ikke kan stå imot. |
| 15 Herren, som var i min midte, forkastede alle mine helte. Han bød til fest på mig og knuste mine unge mænd; i persen nedtrådte Herren jomfruen, Judas datter. | 15 Herren forkasted de vældige udi min midte, han indbød til fest på mig for at knuse mine unge, trådte persen til dom over jomfruen, Judas datter. | 15 Herren har forkastet alle mine mektige som var midt iblant meg. Han kalte sammen en festforsamling mot meg for å knuse mine unge menn. Herren tråkket jomfruen, Judas datter, som i en vinpresse. |
| 16 Derfor græder jeg, tårer strømmer fra mine øjne; den, der kan trøste og holde mig i live, er langt borte. Mine sønner ligger forladte, fjenden var for stærk. | 16 Derover græder mit øje, det strømmer med tårer, thi langt har jeg til en trøster, som kvæger min sjæl; mine børn er fortabt, thi fjenden er blevet for stærk. | 16 På grunn av dette gråter jeg. Mitt øye, ja mitt øye flyter over av vann. For trøsteren som skulle fornye min sjel, er langt borte fra meg. Mine barn er forlatt, for fienden fikk overmakten. |
| 17 Zion breder hænderne ud i bøn, men ingen trøster hende. Herren opbød Jakobs naboer til modstand mod ham; Jerusalem er blevet til afsky blandt dem. | 17 Zion udrækker hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til afsky. | 17 Sion rekker ut hendene, men det er ingen til å trøste henne. Herren har befalt at Jakobs motstandere skal omringe ham. Jerusalem blir avskydd som noe urent blant dem. |
| 18 Herren er retfærdig, for jeg har trodset hans ord. Hør, alle folk, og se min smerte! Mine unge kvinder og mænd måtte gå i fangenskab. | 18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans mund. Hør dog, alle I folkeslag, se min smerte! Mine jomfruer og unge mænd drog bort som fanger. | 18 Rettferdig er Han, Herren, for jeg gjorde opprør mot ordet fra Hans munn. Hør nå, alle folk, og se min lidelse! Mine jomfruer og mine unge menn er ført i fangenskap. |
| 19 Jeg kaldte på mine elskere, men de forrådte mig; mine præster og mine ældste omkom i byen, da de søgte efter føde for at holde sig i live. | 19 Mine elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine præster og ældste opgav ånden i byen, thi føde søgte de efter, men intet fandt de. | 19 Jeg kalte på mine elskere, men de forrådte meg. Mine prester og mine eldste utåndet i staden, mens de søkte etter mat for å berge sitt liv. |
| 20 Se dog, Herre, jeg er i nød! Det gærer i mit indre, mit hjerte vender sig i mit bryst, fordi jeg var trodsig. Ude gør sværdet barnløs, inde hersker døden. | 20 Se, herre, hvor jeg er i vånde, mit indre i glød, mit hjerte er knust i mit bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede sværdet og inde døden. | 20 Se, Herre, at jeg er i trengsel. Mitt indre er i opprør. Mitt hjerte vender seg i meg, for jeg gikk langt i opprør. Utenfor gjør sverdet dem barnløse, inne i huset hersker døden. |
| 21 De hører mig sukke, men ingen trøster mig; alle mine fjender hører om min ulykke og fryder sig over, hvad du gjorde. Lad den dag komme, du har bebudet, så det må gå dem som mig! | 21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig trøst. De hørte min ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den dag, du loved, dem gå det som mig! | 21 De har hørt at jeg sukker, men det er ingen som trøster meg. Alle mine fiender har hørt om min onde ulykke. De fryder seg over at Du har gjort dette. Men den dagen Du har forkynt, den skal Du la komme, og da skal de bli lik meg. |
| 22 Du skal se al deres ondskab og gøre mod dem, som du har gjort mod mig for alle mine synders skyld. Talrige er mine suk, mit hjerte er sygt. | 22 Læg al deres ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til straf for al min synd! Thi mange er mine suk, mit hjerte er sygt. | 22 La all deres ondskap komme fram for Ditt åsyn! Gjør mot dem som Du har gjort mot meg for alle mine overtredelsers skyld. For mine sukk er mange, og mitt hjerte er avmektig. |