Klagesangene 2 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Ak! I sin vrede har Herren indhyllet Zions datter i mørke. Fra himlen har han slængt Israels herlighed til jorden, på sin vredes dag huskede han ikke på sin fodskammel. | 1 Hvor har dog Herren i vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra himmel til jord og glemt sine fødders skammel på sin vredes dag. | 1 Se hvordan Herren omslutter Sions datter med Sin vredes skyer! Han kastet Israels skjønnhet ned fra himmelen til jorden, Han husket ikke på Sin fotskammel på Sin vredes dag. |
| 2 Uden skånsel har Herren ødelagt alle Jakobs boliger; i sin harme har han nedrevet Judas datters fæstninger og jævnet dem med jorden. Han har vanæret riget og dets stormænd; | 2 Herren har skånselsløst opslugt hver bolig i Jakob, han nedbrød i vrede Judas datters borge, slog dem til jorden, skændede rige og fyrster, | 2 Herren har ødelagt, og Han har ikke hatt medynk med noen av Jakobs bosteder. I Sin vrede har Han revet ned festningsverkene til Judas datter. Han har slått dem til jorden. Han har vanhelliget kongeriket og hennes fyrster. |
| 3 i glødende vrede har han afhugget hvert horn i Israel. Han trak sin højre hånd tilbage foran fjenden, det brændte i Jakob som flammende ild, der fortærede overalt. | 3 afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt. | 3 I Sin brennende vrede har Han hogd av hvert horn i Israel. Han har trukket Sin høyre hånd tilbake da fienden nærmet seg. Han har flammet opp mot Jakob som en brennende ild, som fortærer alt rundt omkring. |
| 4 Som en fjende spændte han sin bue, hans højre hånd var fast, som en modstander dræbte han al øjnenes lyst. I Zions datters telt udøste han sin harme som ild. | 4 På fjendevis spændte han buen, stod som en uven; han dræbte al øjnenes lyst i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild. | 4 Han står som en fiende og har spent Sin bue. Som en motstander har Han med Sin høyre hånd slått i hjel alle som var en lyst for øyet. I teltet til Sions datter har Han utøst Sin harme som ild. |
| 5 Herren var som en fjende, han ødelagde Israel; han ødelagde alle dets borge og tilintetgjorde dets fæstninger. Han fremkaldte suk og stor klage hos Judas datter. | 5 Herren har vist sig som fjende, opslugt Israel, opslugt alle paladser, lagt borgene øde, ophobet jammer på jammer i Judas datter. | 5 Herren er blitt som en fiende. Han har ødelagt Israel. Han har ødelagt alle hennes borger. Han har lagt hennes festningsverker i ruiner og latt det bli mye sukk og klage i Judas datter. |
| 6 Han rev sin hytte ned som et skur, han tilintetgjorde sit åbenbaringssted. Herren lod fest og sabbat gå i glemme på Zion; i sin rasende vrede forstødte han konge og præst. | 6 Han nedrev sin hytte, lagde sit feststed øde, Herren lod fest og sabbat gå ad glemme i Zion, bortstødte i heftig vrede konge og præst. | 6 Han har øvet vold mot Sin hytte, som om det var en hage. Han har lagt Sitt forsamlingssted i ruiner. Herren har latt de fastsatte høytidene og sabbatene bli glemt i Sion. I Sin brennende harme har Han vraket både konge og prest. |
| 7 Herren forkastede sit alter og vragede sin helligdom; han overgav borgenes mure i fjendens hånd. De råbte højt i Herrens hus som på festens dag. | 7 Herren forkasted sit alter, brød med sin helligdom, hengav i fjendens hånd dets paladsers mure; man skreg i Herrens hus som på festens dag. | 7 Herren har forkastet Sitt alter, Han har oppgitt Sin helligdom. Murene rundt hennes borger har Han overgitt i fiendens hånd. De brukte stemme i Herrens hus, som på dagen for en fastsatt høytid. |
| 8 Herren havde besluttet at tilintetgøre Zions datters mur; han udspændte målesnoren, holdt ikke sin hånd tilbage fra ødelæggelse. Ringmur og mur lod han sørge, begge sygnede hen. | 8 Herren fik i sinde at ødelægge Zions datters mur, han udspændte snoren, holdt ikke sin hånd fra fordærv, lod vold og mur få sorg, de vansmægted sammen. | 8 Herren satte Seg fore å ødelegge muren til Sions datter. Han strakk ut målesnoren. Han drog ikke Sin hånd tilbake fra ødeleggelsen. Derfor lot Han festningsvollen og muren klage. De lå sammen, forfalt. |
| 9 Byens porte sank i jorden, han ødelagde og splintrede dens portbomme. Dens konge og stormænd er blandt fremmede folk; der lyder ingen belæring, og dens profeter modtager ingen syner fra Herren. | 9 I jorden sank hendes porte, slåerne brød han. blandt folkene bor uden lov hendes konge og fyrster, og ikke fanger profeterne syn fra Herren. | 9 Hennes porter har sunket til jorden. Han har ødelagt og sprengt hennes bommer. Hennes konge og hennes fyrster bor blant folkeslagene. Loven lyder ikke mer, og hennes profeter får ikke noe syn fra Herren. |
| 10 Zions datters ældste sidder tavse på jorden, de kommer støv på hovedet og klæder sig i sæk; Jerusalems jomfruer bøjer hovedet mod jorden. | 10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed; på hovedet kaster de støv, de er klædt i sæk; Jerusalems jomfruer sænker mod jord deres hoved. | 10 De eldste hos Sions datter sitter på jorden og er stille. De kaster støv på hodet og binder om seg med sekkestrie. Jerusalems jomfruer bøyer hodet til jorden. |
| 11 Mine øjne er slørede af tårer, det gærer i mit indre. Min livskraft tømmes ud i støvet, for mit folks datter er lemlæstet; børn og spæde ligger afkræftede på byens torve. | 11 Mine øjne hensvinder i gråd, mit indre gløder, mit hjerte er knust, fordi mit folk er brudt sammen; thi børn og spæde forsmægter på byens torve; | 11 Mine øyne tæres bort av tårer. Mitt indre er i opprør. Min galle er utøst på jorden siden mitt folks datter blir knust, siden småbarna og spedbarna ligger kraftløse på torgene i staden. |
| 12 De spørger deres mor: Hvor får vi korn og vin? De ligger afkræftede på byens torve, som var de sårede; deres liv ebber ud ved moderens bryst. | 12 hver spørger sin moder: »Hvor er der korn og vin?« Forsmægter på byens torve som en, der er såret, idet de udånder sjælen ved moderens bryst. | 12 De roper til sine mødre: "Hvor er korn og vin?" De lå kraftløse som slagne på torgene i staden, de oppgav ånden der i sine mødres fang. |
| 13 Hvad kan jeg opmuntre dig med? Hvad kan jeg sammenligne dig med, Jerusalems datter? Hvad kan jeg ligne dig med, så jeg kan trøste dig, du jomfru, Zions datter? Thi din ulykke er stor som havet, hvem kan helbrede dig? | 13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions jomfru? Thi dit sammenbrud er stort som havet, hvo læger dig vel? | 13 Hvordan skal jeg vitne for deg? Hva skal jeg ligne deg med, du Jerusalems datter? Hva skal jeg sammenligne deg med, så jeg kan trøste deg, du jomfru, Sions datter? For ditt sammenbrudd er mektig som havet. Hvem kan lege deg? |
| 14 Profeternes syner om dig var falskhed og blændværk. De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne; de udsagn, de modtog i syner, var falske og vildledende. | 14 Profeternes syner om dig var tomhed og løgn, de afsløred ikke din skyld for at vende din skæbne, synerne gav dig kun tomme, vildende udsagn. | 14 Dine profeter har sett falske og tomme syner for deg. De avslørte ikke din misgjerning, så dine bortførte fanger kunne vende tilbake. Nei, byrdene de så for deg, var falske og forførende. |
| 15 Alle, der går forbi, slår hænderne sammen, de pifter hånligt og ryster på hovedet ad Jerusalems datter: »Er det den by, man kaldte den fuldendt skønne, en fryd for hele jorden?« | 15 Over dig slog de hænderne sammen, de, hvis vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på hoved ad Jerusalems datter: »Er det da byen, man kaldte den fuldendt skønne, al jordens glæde?« | 15 Alle som går forbi, slår hendene sammen mot deg. De spotter og rister på hodet over Jerusalems datter: "Er dette den staden som er kalt den fullkomne skjønnheten, hele jordens fryd?" |
| 16 Alle dine fjender spæner gabet op imod dig; de pifter hånligt og skærer tænder, de siger: »Vi har ødelagt den. Dette er den dag, vi ventede på; endelig har vi oplevet den!« | 16 De opspærred munden imod dig, alle dine fjender, hånfløjted, skar tænder og sagde: »vi opslugte hende; ja, det er dagen, vi vented, vi fik den at se.« | 16 Alle dine fiender gaper mot deg med sin munn. De spotter og skjærer tenner. De sier: "Vi har ødelagt henne! Sannelig, dette er den dagen vi har ventet på. Vi har nådd den, vi har sett den!" |
| 17 Herren har gjort, som han planlagde; han har gjort alvor af den trussel, han fremsatte i gamle dage. Uden skånsel har han revet ned, ladet fjenden glæde sig over dig og løftet dine modstanderes horn. | 17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det ord, han sendte i fordums dage, brudt ned uden skånsel, ladet fjender glæde sig over dig, rejst uvenners horn. | 17 Herren har gjort det Han hadde planlagt. Han har oppfylt Sitt ord, det Han gav befaling om i tidligere dager. Han har revet ned og ikke vist skånsel. Han lot fienden glede seg over deg. Han har opphøyet dine motstanderes horn. |
| 18 Råb højt til Herren, klag, Zions datter! Lad tårerne strømme som bækken dag og nat; und dig ikke hvile, lad ikke dit øje finde ro! | 18 Råb højt til Herren, du jomfru, Zions datter, lad tårerne strømme som bække ved dag og ved nat, und dig ej ro, lad ikke dit øje få hvile! | 18 Deres hjerte roper til Herren. "Du, Sions datters mur, la tårene renne som en bekk dag og natt! Unn deg ingen ro! La ikke dine øyne få hvile! |
| 19 Stå op og klag om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt! Løft dine hænder til ham i bøn for dine børns liv; de ligger afkræftede af sult på hvert gadehjørne. | 19 Stå op og klag dig om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens åsyn, løft dine hænder til ham for børnenes liv, som forsmægter af hunger ved alle gadernes hjørner. | 19 Stå opp, rop ut i natten, når nattevaktene begynner. Utøs ditt hjerte som vann for Herrens åsyn! Løft dine hender fram for Hans åsyn for dine små barns liv. De faller utmattet av sult på alle gatehjørner." |
| 20 Se, Herre, og mærk dig, mod hvem du gør dette. Skal kvinder æde deres livsfrugt, de børn, de selv bragte til verden? Skal præst og profet dræbes i Herrens helligdom? | 20 Herre se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal kvinder da æde den livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens helligdom præst og profet? | 20 Se, Herre, se etter! Mot hvem har du gjort dette? Skal kvinnene ete sin egen livsfrukt, de små barna de bærer i hendene? Skal prest og profet bli slått i hjel i Herrens helligdom? |
| 21 Unge og gamle ligger i gadernes støv. Mine unge kvinder og mænd er faldet for sværdet; du dræbte dem på din vredes dag, slagtede dem uden skånsel. | 21 I gaderne ligger på jorden unge og gamle, mine jomfruer og mine ynglinge faldt for sværdet; på din vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden skånsel. | 21 Ung og gammel ligger på jorden i gatene. Mine jomfruer og mine unge menn har falt for sverdet. Du slo dem i hjel på Din vredes dag, Du har slaktet og ikke vist skånsel. |
| 22 Som på festens dag indbød du rædslerne alle vegne fra. Ingen undslap og overlevede på Herrens vredes dag; de børn, jeg bragte til verden og opfostrede, har min fjende tilintetgjort. | 22 Du bød mine rædsler til fest fra alle sider. På Herrens vredes dag undslap og frelstes ingen; min fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. | 22 Som til en høytidsdag kalte Du sammen redsler på alle kanter. På Herrens vredes dag var det ingen som fikk slippe unna eller overleve. Dem som jeg har båret i hendene og oppfostret, de er utslettet av min fiende. |