Klagesangene 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Jeg er manden, der har oplevet lidelse under hans vredes kæp. | 1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, | 1 Jeg er mannen som har sett elendigheten under Hans vredes stav. |
| 2 Mig har han ført ind i mørke, der er intet lys; | 2 . Mig har han ført og ledt i det tykkeste mulm, | 2 Han har ledet meg, men lot meg vandre i mørke og ikke i lys. |
| 3 mod mig vender han dagen lang sin hånd. | 3 ja, hånden vender han mod mig dagen lang. | 3 Sannelig, mot meg Han har vendt Sin hånd igjen og igjen hele dagen. |
| 4 Han har tæret mit kød og min hud og knust mine knogler. | 4 Mit bød og min hud har han opslidt, brudt mine ben, | 4 Han ødela mitt kjøtt og min hud og brøt i stykker mine bein. |
| 5 Bitterhed og trængsler har han bygget op omkring mig; | 5 han mured mig inde, omgav mig med galde og møje, | 5 Han har beleiret meg og omringet meg med bitterhet og slit. |
| 6 han lader mig sidde i mørke som dem, der for længst er døde. | 6 lod mig bo i mørke som de, der for længst er døde. | 6 Han lot meg leve på mørke steder, lik dem som døde i eldgammel tid. |
| 7 Han har spærret mig inde, jeg kan ikke slippe ud, han har lagt mig i tunge lænker. | 7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge lænker. | 7 Han har murt meg inne, så jeg ikke kan komme ut. Han la tunge bronselenker på meg. |
| 8 Selv når jeg skriger om hjælp, afviser han min bøn. | 8 Om jeg end råber og skriger, min bøn er stængt ude. | 8 Selv når jeg skriker og roper, lukker Han min bønn ute. |
| 9 Han spærrede mine veje med kvadersten og gjorde mine stier krumme. | 9 Han spærred mine veje med kvader, gjorde stierne kroge. | 9 Han har stengt mine veier med murer av tilhogd stein. Han har gjort stiene krokete for meg. |
| 10 Han var en lurende bjørn, en løve i skjul; | 10 Han blev mig en lurende bjørn, en løve i baghold; | 10 Han har vært for meg som en bjørn som ligger på lur, som en løve i bakhold. |
| 11 han førte mig på vildspor, sønderrev mig og lod mig ligge forladt. | 11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; | 11 Han ledet meg på avveier og rev meg i filler. Han lot meg ligge forlatt. |
| 12 Han spændte sin bue og stillede mig op som skydeskive for pilen; | 12 han spændte sin bue; lod mig være skive for pilen. | 12 Han spente Sin bue og stilte meg opp som mål for pilen. |
| 13 han skød sit koggers sønner ind i mine nyrer. | 13 Han sendte sit koggers sønner i nyrerne på mig; | 13 Han lot pilene fra Sitt kogger trenge inn til mine nyrer. |
| 14 Jeg er til latter for hele mit folk, de synger nidviser om mig dagen lang. | 14 hvert folk lo mig ud og smæded mig dagen lang, | 14 Jeg har blitt til latter blant hele mitt folk, deres spottevise for alle dager. |
| 15 Han mættede mig med bitre urter, gav mig malurt at drikke; | 15 med bittert mætted han mig, gav mig malurt at drikke. | 15 Han mettet meg med bitre vekster, Han gav meg malurt å drikke. |
| 16 han lod mine tænder tygge grus, da han trykkede mig ned i støvet. | 16 Mine tænder lod han bide i flint, han trådte mig i støvet; | 16 Han knuste mine tenner med småstein og trykket meg ned i støvet. |
| 17 Du forstødte mig bort fra freden, så jeg glemte, hvad lykke er; | 17 han skilte min sjæl fra freden, jeg glemte lykken | 17 Du har støtt min sjel bort fra freden, jeg glemte det gode. |
| 18 jeg siger: Mit livsmod er tabt, jeg har intet håb til Herren. | 18 og sagde: »min livskraft, mit håb til Herren er ude.« | 18 Jeg sa: "Min styrke og mitt håp til Herren er tapt." |
| 19 Tanken om min lidelse og hjemløshed er malurt og gift; | 19 At mindes min vånde og flakken er malurt og galde; | 19 Husk på min elendighet og mitt omflakkende liv, malurten og gallen! |
| 20 men jeg må tænke på den, og min sjæl fortvivler. | 20 min sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. | 20 Min sjel husker det sannelig ennå og faller sammen i meg. |
| 21 Men dette lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg vente: | 21 Det lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg håbe: | 21 Men dette vil jeg igjen legge meg på hjertet, derfor håper jeg. |
| 22 Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, | 22 Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, | 22 Det er Herrens miskunn som er grunnen til at det ikke er ute med oss, for det er ikke slutt på Hans barmhjertighet. |
| 23 den er ny hver morgen; din trofasthed er stor. | 23 hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor. | 23 Den er ny hver morgen. Stor er Din trofasthet. |
| 24 Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. | 24 Min del er Herren, (siger min sjæl,) derfor håber jeg på ham. | 24 "Herren er min del," sier min sjel, "derfor håper jeg på Ham." |
| 25 Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. | 25 Dem, der bier på Herren, er han god, den sjæl, der ham søger; | 25 Herren er god mot dem som venter på Ham, mot den sjel som søker Ham. |
| 26 Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse, | 26 det er godt at håbe i stilhed på Herrens Frelse, | 26 Det er godt å vente i stillhet på Herrens frelse. |
| 27 det er godt for en mand at bære åg i sin ungdom; | 27 godt for en mand, at han bærer åg i sin ungdom. | 27 Det er godt for en mann å bære åk i sin ungdom. |
| 28 han skal sidde ensom og tavs, når Herren lægger det på ham, | 28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; | 28 Han skal sitte alene og være stille, når det er Han som har lagt det på ham. |
| 29 han skal ligge med munden i støvet, måske er der håb! | 29 han trykke sin mund mod støvet, måske er der håb. | 29 Han skal bare trykke sin munn mot støvet. Kanskje det er håp. |
| 30 Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot. | 30 Række kind til den, der slår ham, mættes med hån. | 30 Han skal vende sitt kinn til den som slår ham, og la seg mette med hån. |
| 31 For Herren forstøder ikke for evigt; | 31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt, | 31 For Herren skal ikke støte bort for evig. |
| 32 nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab; | 32 har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde; | 32 Selv om Han skaper sorg, skal Han likevel forbarme Seg etter Sin rike miskunn. |
| 33 det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker. | 33 ej af hjertet plager og piner han menneskens børn. | 33 For det er ikke av hjertet Han trykker ned menneskenes barn og gir dem sorg. |
| 34 Når alle fangne i landet trædes under fode, | 34 Når landets fanger til hobe trædes under fod, | 34 Når noen lar alle fangene på jorden bli knust under sine føtter, |
| 35 når mandens ret bøjes for øjnene af den Højeste, | 35 når mandens ret for den højestes åsyn bøjes, | 35 når noen fratar en mann rett, framfor Den Høyestes åsyn, |
| 36 når mennesket krænkes i retten , ser Herren det så ikke? | 36 når en mand lider uret i sin sag mon Herren ej ser det? | 36 eller når noen gjør en mann urett når han har en sak for retten, vil da ikke Herren se det? |
| 37 Hvem taler, så det sker, uden at Herren har befalet det? | 37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? | 37 Hvem er den som taler, så det går i oppfyllelse, uten at det er Herren som har befalt det? |
| 38 Udgår ulykke og lykke ikke af den Højestes mund? | 38 Kommer ikke både ondt og godt fra den højestes mund? | 38 Går ikke både det onde og det gode ut fra Den Høyestes munn? |
| 39 Hvorfor klager det menneske, der lever? Hvorfor klager en mand over straffen for sin synd? | 39 Over hvad skal den levende sukke? hver over sin synd! | 39 Hvorfor klager menneskene som lever, og en mann over sin syndestraff? |
| 40 Lad os ransage og udforske vore veje og vende om til Herren; | 40 Lad os ransage, granske vore veje og vende os til Herren, | 40 La oss ransake våre veier og granske dem, og vende tilbake til Herren! |
| 41 lad os løfte vore hjerter i hænderne til Gud i himlen. | 41 løfte hænder og hjerte til Gud i himlen; | 41 La oss løfte vårt hjerte og våre hender til Gud i himmelen! |
| 42 Vi har syndet og været trodsige, du tilgav ikke. | 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, | 42 Vi har begått overtredelser og gjort opprør. Du har ikke tilgitt. |
| 43 Du hyllede dig i vrede og forfulgte os, du dræbte uden skånsel ; | 43 men hylled dig i vrede, forfulgte os, dræbte uden skånsel, | 43 Du har hyllet Deg inn i vrede og forfulgt oss. Du har slått i hjel og ikke vist medynk. |
| 44 du hyllede dig i skyer, så bønnen ikke nåede dig. | 44 hylled dig i skyer, så bønnen ej nåed frem; | 44 Du har hyllet Deg inn i skyen, så ingen bønn kunne nå fram. |
| 45 Du har gjort os til skarn og til affald blandt folkene, | 45 til skarn og til udskud har du gjort os midt iblandt folkene. | 45 Du har gjort oss til skrap og avfall midt blant alle folkene. |
| 46 alle vore fjender spærrer gabet op mod os; | 46 De opspærred munden imod os, alle vore fjender. | 46 Alle våre fiender gaper mot oss med sin munn. |
| 47 ødelæggelsen og ulykken er blevet til gru og grube for os. | 47 Vor lod blev gru og grav og sammenbruds øde; | 47 Redsel og grav har kommet over oss, undergang og ødeleggelse. |
| 48 Tårer strømmer fra mine øjne, for mit folks datter er lemlæstet; | 48 vandstrømme græder mit øje, mit folk brød sammen. | 48 Tårestrømmer renner ned fra mine øyne fordi mitt folks datter blir knust. |
| 49 tårerne bliver ved at løbe, de hører ikke op, | 49 Hvileløst strømmer mit øje, det kender ej ro, | 49 Mine øyne flommer, de slutter ikke, de holder ikke opp, |
| 50 så længe Herren ikke ser ned fra himlen. | 50 før Herren skuer ned fra himlen, før han ser til. | 50 før Herren skuer ned fra himmelen og ser. |
| 51 Synet af kvinderne i min by piner min sjæl. | 51 Synet af byens døtre piner min sjæl. | 51 Mine øyne bringer smerte til min sjel på grunn av alle døtrene i min stad. |
| 52 Folk, der uden grund er mine fjender, jagede mig som fuglen, | 52 Jeg joges som en fugl af fjender, hvis had var grundløst, | 52 Mine fiender jaget meg som en fugl uten grunn. |
| 53 de styrtede mig i graven og kastede sten over mig. | 53 de spærred mig inde i en grube, de stenede mig; | 53 De ville utrydde mitt liv i brønnen. De kastet steiner på meg. |
| 54 Vand skyllede over mit hoved, jeg sagde: Det er ude med mig! | 54 vand strømmed over mit hoved, jeg tænkte: »fortabt!« | 54 Vannene flommet over mitt hode. Jeg sa: "Det er ute med meg." |
| 55 Jeg råbte dit navn, Herre, fra den dybe grav; | 55 Dit navn påkaldte jeg, herre, fra grubens dyb; | 55 Jeg påkalte Ditt navn, Herre, fra den dype brønnen. |
| 56 du hørte mit råb: »Luk ikke dit øre for min stønnen, for mit nødskrig!« | 56 du hørte min røst: »O, gør dig ej døv for mit skrig!« | 56 Du hørte min røst: "Lukk ikke Ditt øre for mitt sukk, for mitt rop om hjelp." |
| 57 Du kom mig nær, da jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!« | 57 Nær var du den dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!« | 57 Du var nær den dagen jeg kalte på Deg, og Du sa: "Frykt ikke!" |
| 58 Herre, du skal føre min sag, du skal udfri mit liv; | 58 Du førte min sag, o Herre, genløste mit liv; | 58 Herre, Du har ført saken for min sjel. Du har forløst mitt liv. |
| 59 Herre, du ser den uret, der er overgået mig, skaf mig ret! | 59 herre, du ser, jeg lider uret. Skaf mig min ret! | 59 Herre, Du har sett den urett jeg har lidd. Døm i min sak! |
| 60 Du ser deres hævntørst, alle deres planer med mig. | 60 Al deres hævnlyst ser du, alle deres rænker, | 60 Du har sett hele deres hevn, alle deres onde planer mot meg. |
| 61 Du hører deres spot, Herre, alle deres planer mod mig; | 61 du hører deres smædeord herre, deres rænker imod mig, | 61 Du har hørt deres hån, Herre, alle deres onde planer mot meg, |
| 62 mine modstanderes truende ord er rettet mod mig dagen lang. | 62 mine fjenders tale og tanker imod mig bestandig. | 62 hvordan mine fiender taler og mumler mot meg hele dagen. |
| 63 Hør dog, de synger nidviser om mig, hvor de end sidder og står! | 63 Se dem, når de sidder eller står, deres nidvise er jeg. | 63 Se hvordan de setter seg ned og hvordan de reiser seg opp. Jeg er deres spottevise. |
| 64 Gengæld dem deres gerning, Herre, det de har gjort, | 64 Dem vil du gengælde, herre, deres hænders gerning, | 64 La dem få gjengjeld, Herre, etter deres henders gjerning! |
| 65 Bør deres hjerte hårdt, og send din forbandelse over dem! | 65 gør deres hjerte forhærdet din forbandelse over dem! | 65 La dem få et dekke over sitt hjerte! Din forbannelse skal komme over dem. |
| 66 Forfølg dem i vrede, og udryd dem under Herrens himmel! | 66 Forfølg dem i vrede, udryd dem under din himmel. | 66 Forfølg dem i vrede og ødelegg dem, så de ikke lenger finnes under Herrens himmel. |