Klagesangene 4 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Ak! Guldet bliver sort, det ædle guld forandres, de hellige sten kastes på hvert gadehjørne. | 1 Hvor guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige stene slængt hen på gadernes hjørner! | 1 Se hvor matt gullet er blitt! Se hvor forandret det fine gullet er blitt! Steinene i helligdommen ligger spredt ved alle gatehjørner. |
| 2 Zions kostbare sønner, deres vægt værd i guld, ak, de regnes nu for lerkrukker, pottemagerhænders værk. | 2 Zions de dyre sønner, der opvejed guld, kun regnet for lerkar, pottemagerhænders værk | 2 De dyrebare Sions barn, mer verdifulle enn fint gull, se hvordan de blir regnet som leirkar, et verk av pottemakerens hender! |
| 3 Selv sjakaler giver bryst og ammer deres unger; men mit folks datter er blevet grusom som strudsen i ørkenen. | 3 Selv sjakaler byder brystet til, giver ungerne die, men mit folks datter blev grum som ørkenens strudse. | 3 Selv sjakalene stiller seg fram med juret for å la sine unger suge. Men mitt folks datter er blitt grusom, som strutser i ødemarken. |
| 4 Den spædes tunge klæber til ganen af tørst; børn tigger om brød, ingen rækker dem det. | 4 Den spædes tunge hang fast ved ganen af tørst, børnene tigged om brød, og ingen gav dem. | 4 Spedbarnets tunge kleber seg til ganen av tørst. De små barna ber om brød, men ingen deler det ut for dem. |
| 5 De, der før spiste lækkerier, ligger forkomne på gaderne; de, der blev båret i purpur, trykker sig nu i skarnet. | 5 Folk, som levede lækkert, omkom på gaden; folk, som var båret på purpur, favnede skarnet. | 5 De som spiste lekre retter, ligger forlatt på gatene. De som ble oppfostret i skarlagen, griper tak i askehauger. |
| 6 Mit folks datters skyld var større end Sodomas synd, den· by, der blev ødelagt på et øjeblik, uden at nogen løftede en hånd. | 6 Mit folks datters brøde var større end synden i sodom, som brat blev styrted, så hænder ej rørtes derinde. | 6 Straffen over misgjerningen til mitt folks datter ble større enn straffen over Sodomas synd. Den ble ødelagt på et øyeblikk, uten at noen løftet en hånd. |
| 7 Hendes fyrster var renere end sne, hvidere end mælk, rødere end selv koraller, deres skikkelse var safir; | 7 Hendes fyrster var renere end sne, mer hvide end mælk, deres legeme rødere end koral, som safir deres årer; | 7 Hennes nasireere var renere enn snø og hvitere enn melk. De var rødere på kroppen enn koraller, de så ut som safir. |
| 8 nu er de sortere end sod, man genkender dem ikke på gaden. Deres hud klæber til knoglerne, den er tør som træ. | 8 mer sorte end sod ser de ud, kan ej kendes på gaden, huden hænger ved knoglerne, tør som træ. | 8 Nå ser de ut som de er svartere enn sot. De blir ikke gjenkjent på gatene. Huden kleber seg til deres bein, den er blitt tørr som tre. |
| 9 De, der blev dræbt af sværdet, er lykkeligere end de, der dræbes af sulten, mens de ligger sårede hen, fjernt fra markens afgrøde. | 9 Sværdets ofre var bedre farne end sultens, som svandt hen, dødsramte, af mangel på markens grøde. | 9 De som falt for sverdet, har det bedre enn de som dør i hungersnød. For disse tæres bort, de ødelegges fordi marken ikke gir sin grøde. |
| 10 Med egne hænder må mødre nu koge deres børn; det er blevet deres føde, for mit folks datter er lemlæstet. | 10 Blide kvinders hænder kogte deres børn; da mit folks datter brød sammen, blev de dem til føde. | 10 Barmhjertige kvinner kokte sine barn med egne hender. De ble mat for dem mens mitt folks datter ble knust. |
| 11 I Herren har givet sin vrede frit løb, udøst sin glødende harme; han satte ild på Zion, og den blev fortæret lige til grunden. | 11 Herren køled sin vrede, udøste sin harmglød. Han tændte i Zion en ild, dets grundvolde åd den. | 11 Herren har oppfylt Sin harme, Han utøste Sin brennende vrede. Han tente en ild i Sion, den fortærte hennes grunnvoller. |
| 12 Jordens konger og alle verdens beboere havde ikke troet, at fjender og modstandere skulle gå ind ad Jerusalems porte. | 12 Ej troede jordens konger, ja ingen i verden, at uven og fjende skulle stå i Jerusalems porte. | 12 Kongene på jorden og alle som bor i verden, trodde ikke at noen motstander og fiende kunne komme inn gjennom portene i Jerusalem. |
| 13 Det skete på grund af profeternes synd og præsternes skyld; retfærdiges blod udgød de i byen. | 13 Det var for profeternes synd, for præsternes brøde, som i dets midte udgød retfærdiges blod. | 13 Men likevel skjedde det, på grunn av profetenes synder og prestenes misgjerninger. De utøste rettferdiges blod midt iblant henne. |
| 14 Blinde flakker de om i gaderne, sølet i blod; det, man ikke må røre, rører de med deres klæder. | 14 De vanked som blinde på gaderne, tilsølet af blod, rørte med klæderne ting, som ikke må røres. | 14 De ravet som blinde på gatene, de var blitt urene med blod, så ingen kunne røre deres klær. |
| 15 »Til side, han er uren!« råber man om dem. »Til side, til side, rør ham ikke!« Når de flygter og flakker om, siger man blandt folkene: »De må ikke blive boende.« | 15 »Var jer! En uren!« råbte man; »var jer dog for dem!« Når de flyr og vanker, råber man: »Bliv ikke her!« | 15 De ropte til dem: "Gå unna, dere urene! Gå unna, gå unna, rør oss ikke!" Da de flakket og vandret omkring, ble det sagt blant folkeslagene: "De får ikke bo her lenger." |
| 16 Herren selv har splittet dem, han vil ikke se dem mere. Man har ingen respekt for præster, ældste viser man ingen medynk. | 16 Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, præster regned man ej eller ynked profeter. | 16 Herrens åsyn spredte dem. Han ser ikke til dem lenger. De tar ikke hensyn til prestene, og de viser ingen nåde overfor de eldste. |
| 17 Stadig stirrer vore øjne sig trætte efter hjælp, men til ingen nytte; på vor udkigspost spejder vi efter et folk, men det bringer ingen hjælp. | 17 End smægted vort blik efter hjælp, men kun for at skuffes, på varden spejded vi efter det folk, der ej hjælper. | 17 Likevel sviktet våre øyne, vi så forgjeves etter noen til å hjelpe oss. Fra vårt vakttårn så vi etter et folkeslag som likevel ikke kunne frelse oss. |
| 18 De vogter på vore skridt, så vi ikke kan gå på torvene. Enden er nær, vore dage er omme, ja, enden er kommet! | 18 De lured på vort fjed, fra torvene holdt vi os borte; enden var nær, vore dage var omme, ja, enden var kommet. | 18 De voktet på våre skritt så vi ikke kunne gå i våre gater. Vår ende var nær. Våre dager var omme, for vår ende var kommet. |
| 19 Vore forfølgere er hurtigere end himlens ørne; de jager os i-bjergene, ligger på lur efter os i ørkenen. | 19 Mer snare end himlens ørne var de, som jog os, på bjergene satte de efter os, lured i ørkenen, | 19 Våre forfølgere var raskere enn ørnene under himmelen. De forfulgte oss på fjellene og lå i bakhold for oss i ødemarken. |
| 20 Herrens salvede, vor livsånde , blev fanget i deres faldgruber; det var om ham, vi sagde: »I hans skygge skal vi leve blandt folkene.« | 20 vor livsånde, Herrens salvede, blev fanget i deres grave, han, i hvis skygge vi tænkte at leve blandt folkene. | 20 Livsånden i vår nese, Herrens salvede, ble fanget i deres fallgraver. Vi sa om ham: "I hans skygge vil vi leve blant folkeslagene." |
| 21 Fryd dig og glæd dig, Edoms datter, der bor i landet Us; også til dig skal bægeret komme, du skal beruse dig og blotte dig. | 21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal bægeret nå, du skal blotte dig drukken. | 21 Fryd deg og vær glad, du Edoms datter, du som bor i landet Us! Også til deg skal begeret komme, og du skal bli drukken og kle deg naken. |
| 22 Din straf er til ende, Zions datter, han fører dig ikke bort igen. Han vil straffe din skyld, Edoms datter, afsløre alle dine synder. | 22 Din skyld er til ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din skyld, afslører dine synder. | 22 Straffen for din misgjerning er fullført, du Sions datter. Han skal ikke lenger sende deg i fangenskap. Han skal straffe din misgjerning, du Edoms datter. Han skal avsløre dine synder. |