Lukasevangeliet 15 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, | 1 Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. | 1 Alle tollere og syndere holdt seg nær Jesus for å høre Ham. |
| 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« | 2 Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« | 2 Fariseerne og de skriftlærde klaget og sa: "Denne Mannen tar imot syndere og spiser sammen med dem." |
| 3 Men han fortalte dem denne lignelse: | 3 Da fortalte han dem denne lignelse og sagde: | 3 Da fortalte Han dem denne lignelsen og sa: |
| 4 "Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? | 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? | 4 "Hvilket menneske blant dere som har hundre sauer og mister én av dem, vil ikke forlate de nittini i ødemarken og gå av sted og lete etter den ene som er mistet, til han finner den? |
| 5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, | 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. | 5 Og når han har funnet den, legger han den på skuldrene sine og gleder seg. |
| 6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. | 6 Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til den: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.« | 6 Når han kommer hjem, kaller han sammen venner og naboer og sier til dem: Gled dere med meg, for jeg har funnet sauen min, den som var tapt! |
| 7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. | 7 Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse. | 7 Jeg sier dere at på samme måte skal det være større glede i himmelen over én synder som omvender seg, enn over nittini rettferdige som ikke har bruk for omvendelse. |
| 8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? | 8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? | 8 Eller hvilken kvinne som har ti sølvmynter og mister én mynt, tenner ikke en lampe, feier huset og leter nøye til hun finner den? |
| 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. | 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: »Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt.« | 9 Og når hun har funnet den, kaller hun sammen venninner og naboer og sier: Gled dere med meg, for jeg har funnet igjen mynten som jeg mistet! |
| 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over en synder, som omvender sig.« | 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« | 10 På samme måte, sier Jeg dere, er det glede hos Guds engler over én synder som omvender seg." |
| 11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. | 11 Han sagde også: »Der var en mand, som havde to sønner. | 11 Så sa Han: "En mann hadde to sønner. |
| 12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. | 12 Den yngste af dem sagde til faderen: »Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.« Så skiftede han ejendommen imellem dem. | 12 Den yngste av dem sa til sin far: Far, gi meg den delen av eiendommen som tilfaller meg. Så delte han eiendommen sin mellom dem. |
| 13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; | 13 Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv. | 13 Ikke mange dager etterpå samlet den yngste sønnen sammen alt sitt og drog til et land langt borte. Og der sløste han bort alt han eide i et nedbrytende liv. |
| 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. | 14 Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det land; og han begyndte at lide nød. | 14 Men da han hadde brukt opp alt, ble det en svær hungersnød i det landet, og han begynte å lide nød. |
| 15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, | 15 Så gik han hen og holdt sig til hos en af borgerne dér i landet, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. | 15 Da gikk han av sted og slo seg sammen med en av dem som bodde i landet. Og han sendte ham ut på markene for å mate svin. |
| 16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. | 16 Og han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget. | 16 Og han spiste seg gjerne mett på de skolmene som grisene åt av, for ingen gav ham noe. |
| 17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. | 17 Men han gik i sig selv og sagde: »Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. | 17 Men da han kom til seg selv, sa han: Hvor mange av min fars leietjenere har brød i overflod, mens jeg selv går til grunne av sult! |
| 18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. | 18 Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, | 18 Jeg vil stå opp og gå til min far, og jeg vil si til ham: Far, jeg har syndet mot himmelen og framfor deg, |
| 19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. | 19 jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!« | 19 og jeg er ikke lenger verdig til å kalles din sønn. Gi meg en tjeneste som en av leiekarene dine! |
| 20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. | 20 Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham. | 20 Og han stod opp og kom til sin far. Men da han fremdeles var langt unna, så hans far ham og fikk inderlig medlidenhet med ham. Han sprang ham i møte og falt ham om halsen og kysset ham. |
| 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. | 21 Og sønnen sagde til ham: »Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn« | 21 Sønnen sa til ham: Far, jeg har syndet mot himmelen og framfor deg, og jeg er ikke lenger verdig til å kalles din sønn. |
| 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, | 22 Men faderen sagde til sine tjenere: »Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; | 22 Men faren sa til sine tjenere: Hent fram den beste festdrakten og ha den på ham, og sett en ring på hånden hans og sandaler på føttene hans! |
| 23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. | 23 og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! | 23 Kom så hit med gjøkalven og slakt den, og la oss ete og være glade! |
| 24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. | 24 Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.« Og de begyndte at være glade. | 24 For denne sønnen min var død og er blitt levende. Han var fortapt og er blitt funnet. Og de begynte å være glade. |
| 25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, | 25 Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. | 25 Nå var hans eldre sønn ute på marken. Og da han var på hjemvei og nærmet seg huset, hørte han musikk og dans. |
| 26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. | 26 Så kaldte han en af karlene til sig og spurgte, hvad der var på færde. | 26 Så kalte han på en av tjenerne og spurte hva alt dette skulle bety. |
| 27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. | 27 Han sagde til ham: »Din broder er kommen, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.« | 27 Han sa til ham: Din bror er kommet, og fordi din far fikk ham tilbake i beste velgående, har han slaktet gjøkalven. |
| 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. | 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans fader gik så ud og bad ham. | 28 Men han ble harm og ville ikke gå inn. Derfor kom hans far ut og bønnfalt ham. |
| 29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. | 29 Men han svarede og sagde til sin fader: »Se, nu har jeg tjent dig så mange år, og jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud, og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. | 29 Så svarte han med å si til sin far: Se, i så mange år har jeg tjent deg. Jeg har aldri noen sinne overtrådt ditt bud. Likevel har du aldri gitt meg så mye som et kje, så jeg kunne ha fest sammen med vennene mine. |
| 30 Men din søn der, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger ? da han kom, slagtede du fedekalven til ham. | 30 Men da denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til ham.« | 30 Men så snart denne sønnen din kom, han som har sløst bort arven etter deg sammen med skjøger, da slaktet du gjøkalven for ham. |
| 31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. | 31 Da sagde faderen til ham: »Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. | 31 Og han sa til ham: Sønn, du er alltid hos meg, og alt mitt er ditt. |
| 32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« | 32 Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.« | 32 Men nå er det rett at vi skulle fryde oss og være glade, for din bror var død og er blitt levende, han var fortapt, men er nå funnet." |