Nehemias bog 4 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da Sanballat hørte, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende, og han begyndte at spotte judæerne. | 1 Men da sanballat hørte, at vi byggede på muren, blev han vred og harmfuld; og han spottede jøderne | 1 Men da Sanballat hørte at vi bygde muren opp igjen, skjedde det at han ble vred. Han ble grepet av raseri, og spottet jødene. |
| 2 Han talte til sine landsmænd og hæren i Samaria og sagde: "Hvad er det, disse elendige judæere laver? Vil de virkelig bygge muren? Vil de ofre og gøre det færdigt på en og samme dag? Vil de gøre de forbrændte sten i grusdyngerne levende?" | 2 Og sagde i påhør af sine brødre og Samarias krigsfolk: »Hvad er det, disse usle jøder har for? Ville de overlade Gud det? Vil de ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i dag? Kan de kalde stenene i disse grusdynger til live, når de er forbrændt?« | 2 Han talte foran sine brødre og hæren i Samaria, og sa: "Hva er det disse ynkelige jødene gjør? Skal de få bygge seg opp igjen? Skal de få ofre? Skal de få fullføre alt dette på én dag? Vil de gjenopplive steinene fra grushaugene, av alt det som er brent ned?" |
| 3 Og ammonitten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Selv om de bygger den op, så kan en ræv lave hul i deres stenmur, hvis den springer op på den!" | 3 Og ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: »Lad dem bygge, så meget de vil; en ræv kan rive deres stenmur ned, blot den springer derop!« | 3 Ammonitten Tobia stod ved siden av ham, og sa: "Uansett hvordan de bygger, om så bare en rev kommer opp på den, så river han ned steinmuren deres." |
| 4 Hør, vor Gud, hvordan vi er genstand for foragt! Lad deres hån komme over deres eget hoved, og lad dem blive udplyndret i et land, hvor de sidder i fangenskab! | 4 hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres spot falde tilbage på deres eget hoved, og lad dem blive hånet som fanger i et fremmed land! | 4 Hør, vår Gud, for vi blir foraktet. Vend vanæren over dem selv, og gi dem som bytte til fangenskapets land! |
| 5 Lad ikke deres skyld være skjult og deres synd blive slettet for dit ansigt, for de har krænket dem, der bygger! | 5 Skjul ikke deres brøde og lad ikke deres synd blive udslettet for dit åsyn, thi med deres ord krænkede de dem, der byggede! | 5 Dekk ikke over deres misgjerning, og la ikke deres synd bli strøket ut for Ditt åsyn! For de har egget Deg til vrede foran bygningsmennene. |
| 6 Men vi byggede på muren, og hele muren blev bygget sammen i halv højde, og folket havde mod til at gå videre. | 6 Men vi byggede på muren, og hele muren blev bygget færdig i halv højde, og folket arbejdede med god vilje. | 6 Så bygde vi på muren, og hele muren ble føyd sammen opp til halvparten av vanlig høyde, for av hjertet ville folket arbeide. |
| 7 Da Sanballat og Tobija og araberne, ammonitterne og ashdoditterne hørte, at udbedringen af Jerusalems mure skred frem, efterhånden som bruddene blev fyldt ud, blev de meget vrede. | 7 Da nu Sanballat og Tobija og araberne, ammoniterne og asdoditerne hørte, at det skred fremad med istandsættelsen af Jerusalems mure, og at hullerne i muren begyndte at lukkes, blev de meget vrede, | 7 Da Sanballat og Tobia og araberne, ammonittene og asjdodittene hørte at Jerusalems murer ble bygd opp igjen og at sprekkene ble utbedret, ble de grepet av stor vrede. |
| 8 De dannede alle en sammensværgelse for at angribe Jerusalem og skabe forvirring for mig. | 8 og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde forvirring der. | 8 Alle sammensverget seg for å komme og angripe Jerusalem og skape forvirring der. |
| 9 Men vi bad til vor Gud og satte vagtposter imod dem til værn for byen dag og nat. | 9 Da bad vi til vor Gud og satte vagt både dag og naf for at værne os imod dem. | 9 Men vi bad til vår Gud, og på grunn av dem satte vi ut vakt dag og natt. |
| 10 I Juda sagde man: "Bærernes kraft nedbrydes, der er så mange murbrokker; vi er ikke i stand til at bygge på muren." | 10 Men jøderne sagde: Lastdragernes kræfter svigter, og grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på muren! | 10 Da sa Juda: "Arbeidernes styrke svikter, og det er så store ruinhauger at vi ikke lenger klarer å bygge opp muren." |
| 11 Og vore fjender sagde: "De må ikke få noget at vide eller se, før vi er midt iblandt dem; så slår vi dem ihjel og standser arbejdet!" | 11 Og vore fjender sagde: de må ikke mærke noget, før vi står midt iblandt dem og hugger dem ned og således får arbejdet til at gå i stå! | 11 Fiendene våre sa: "De må verken vite eller se noe før vi står midt iblant dem og dreper dem, og slik stanser hele byggearbeidet." |
| 12 Men da de judæere, som boede i nærheden af dem, en halv snes gange var kommet og havde fortalt os om de planer, fjenderne havde udtænkt imod os, | 12 Da nu de jøder, der boede dem nærmest, gang på gang kom og lod os vide, at de rykkede op imod Osfra alle steder, hvor de boede, | 12 Så skjedde det slik: Da de jødene som bodde i nærheten av dem, kom, sa de til oss ti ganger: "Hvor dere enn vender dere, så vil de komme over oss derfra." |
| 13 opstillede jeg nogle folk neden for pladsen bag muren på de åbne steder; jeg opstillede folket familievis med deres sværd, lanser og buer. | 13 og da folkene kun turde stille sig op på steder, der lå lavere end pladsen bag muren, i kælderrum, så opstillede jeg folket slægt for slægt, væbnet med sværd, spyd og buer; | 13 Derfor lot jeg folk stille seg opp bak de laveste stedene av muren, ved åpningene. Jeg stilte opp folket ut fra deres slekter, med sverd, spyd og buer. |
| 14 Da jeg så dem, stod jeg frem og talte til de fornemme og fyrsterne og til resten af folket: "Vær ikke bange for dem! Husk på den store og frygtindgydende Herre, og kæmp for jeres brødre, jeres sønner, døtre, koner og jeres hjem!" | 14 og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til stormændene og forstanderne og det øvrige folk: frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i hu og kæmp for eders brødre, sønner og døtre, eders hustruer og huse! | 14 Jeg så utover, så gikk jeg fram og sa til de fornemme mennene, til forstanderne og til resten av folket: "Frykt ikke for dem! Husk på Herren, den store og fryktinngytende, og strid for deres brødre, deres sønner, deres døtre, deres hustruer og deres hus!" |
| 15 Da vore fjender hørte, at vi var blevet underrettet, og da Gud således havde kuldkastet deres plan, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. | 15 Men da vore fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at Gud gjorde deres råd til intet, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. | 15 Det skjedde: Da fiendene våre hørte at det likevel var blitt kjent for oss, og at Gud hadde gjort angrepsplanen deres til intet, vendte vi alle tilbake til muren, hver og en til arbeidet sitt. |
| 16 Fra da af var den ene halvdel af mine folk beskæftiget med arbejdet, mens den anden halvdel stod væbnet med lanser, skjolde, buer og brynjer bag alle judæerne, | 16 Men fra den tid af arbejdede kun den ene halvdel af mine folk, medens den anden halvdel stod væbnet med spyd, skjolde, buer og brynjer; og øversterne stod bag ved alle de jøder, | 16 Nå ble det slik: Fra den dagen arbeidet bare halvparten av tjenerne mine med bygningsarbeidet, mens den andre halvparten stod med spydene, skjoldene og buene og hadde tatt på seg rustning. Lederne stod bak hele Judas hus. |
| 17 der byggede på muren; også bærerne var bevæbnede. De arbejdede alle med den ene hånd, mens de holdt spydet i den anden. | 17 der byggede på muren. Også lastdragerne var væbnet; med den ene hånd arbejdede de, og med den anden.holdt de spydet; | 17 De som bygde på muren og de som var bærere, de arbeidet på den måten under byggingen at de kunne utføre arbeidet med den ene hånden og holde våpenet sitt med den andre. |
| 18 Og enhver; der byggede, havde sit sværd bundet om lænden, mens de byggede. Den, der skulle støde i hornet, stod ved siden af mig. | 18 og de, der byggede, havde under arbejdet hver sit sværd bundet til lænden. Ved siden af mig stod hornblæseren; | 18 Hver og en av bygningsmennene hadde sverdet spent om seg mens han bygde. Den som blåste i basunen, stod ved siden av meg. |
| 19 Og jeg sagde til de fornemme og fyrsterne og til resten af folket: "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt langt fra hinanden på muren. | 19 og jeg sagde til de store og forstanderne og det øvrige folk: »Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på muren langt fra hverandre; | 19 Så sa jeg til de fornemme mennene, forstanderne og resten av folket: "Arbeidet er stort og omfattende, og vi står langt fra hverandre på muren. |
| 20 I skal samle jer omkring os på det sted, hvorfra I hører hornets klang. Vor Gud vil kæmpe for os!" | 20 hvor l nu hører hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil stride for os! | 20 På det stedet der dere hører lyden av basunen, der skal dere samle dere sammen med oss. Vår Gud skal stride for oss." |
| 21 Mens halvdelen stod væbnet med lanserne, arbejdede vi, fra det blev lyst, til stjernerne kom frem. | 21 Således udførte vi arbejdet, idet halvdelen af os holdt spydene rede fra morgengry til stjernernes opgang. | 21 Så arbeidet vi på verket, og halvparten av dem stod der med spydene fra daggry til stjernene viste seg. |
| 22 Samtidig sagde jeg til folket: "Enhver skal blive i Jerusalem om natten sammen med sine folk; de skal holde vagt om natten og arbejde om dagen." | 22 Samtidig sagde jeg også til folket: enhver skal sammen med sin dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til vagt om natten og til arbejde om dagen!« | 22 Samtidig sa jeg også til folket: "Hver mann skal holde seg inne i Jerusalem natten over sammen med tjeneren sin, slik at de kan være vakt for oss om natten og et arbeidslag om dagen." |
| 23 Og hverken jeg eller mine brødre, mine folk eller vagterne i mit følge tog tøjet af; enhver havde sit spyd i højre hånd. | 23 Og hverken jeg eller mine brødre eller mine folk eller vagten, der fulgte mig, afførte os vore klæder, og enhver, der blev sendt efter vand, havde spydet med. | 23 Verken jeg eller brødrene mine eller tjenerne mine eller mennene i vaktstyrken som fulgte meg, tok klærne av. Men hver mann hadde våpen og vann. |