Nehemias bog 5 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. | 1 Der lød nu højrøstede klager fra folket og deres kvinder mod deres brødre, jøderne. | 1 Men det lød et stort klagerop fra folket og deres hustruer mot deres jødiske brødre. |
| 2 Nogle sagde: "Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet." | 2 Nogle sagde: »Vore sønner og døtre må vi give i pant for at få horn til livets ophold!« | 2 For det var noen som sa: "Vi, våre sønner og våre døtre er mange. La oss derfor få korn, så vi kan spise og få leve." |
| 3 Andre sagde: "Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden." | 3 andre sagde: »Vore marker, vingårde og huse må vi give i pant for at få korn under hungersnøden!« | 3 Noen andre sa: "Vi må pantsette åkrene, vingårdene og husene våre, vi må få tak i korn i denne hungersnøden." |
| 4 Og andre sagde: "Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. | 4 atter andre sagde: »Vi har måttet låne på vore marker og vingårde for at kunne udrede de kongelige skatter! | 4 Det var også de som sa: "For å få penger til kongens skatt, har vi lånt penger på åkrene og vingårdene våre. |
| 5 Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vores sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!" | 5 Og vore legemer er dog lige så gode som vore brødres og vore sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore sønner og døtre hen til at blive trælle, ja, nogle af vore døtre er det allerede, og det stod ikke i vor magt at hindre det, effersom vore marker og vingårde tilhører andre!« | 5 Men nå er vårt kjød og våre brødres kjød det samme, og våre barn og deres barn er like. Men likevel må vi tvinge våre sønner og våre døtre til å bli slaver, ja noen av våre døtre er allerede ført inn i slaveriet. Og vi har ingen makt til å fri dem ut, for åkrene og vingårdene våre tilhører andre." |
| 6 Da jeg hørte deresklager og det, de sagde, blev jeg meget vred. | 6 Da jeg hørte deres klager og disse deres ord, blussede vreden heftigt op i mig; | 6 Jeg ble meget vred da jeg hørte klageropene fra dem og disse ordene. |
| 7 Og da jeg havde overvejet det, gik jeg i rette med de fornemme og fyrsterne og sagde til dem: "I driver åger med jeres brødre!" Derfor indkaldte jeg en stor forsamling | 7 og efter at have tænkt over sagen gik jeg i rette med de store og forstanderne og sagde til dem: I driver jo åger over for eders næste! Så kaldte jeg en stor folkeforsamling sammen imod dem | 7 Da ble hjertet myndig i meg, og så gikk jeg i rette med de fornemme mennene og forstanderne. Jeg sa til dem: "Hver av dere krever ågerrente av sin bror." Så kalte jeg sammen en stor forsamling mot dem. |
| 8 og sagde: "Vi har, så godt vi kunne, løskøbt vores judæiske brødre, som havde solgt sig til andre folk; men nu sælger I jeres brødre, og de må lade sig sælge til os!" Da de tav og ikke havde noget at sige, | 8 Og sagde til dem: så vidt vi var i stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske brødre, der måtte sælge sig til hedningerne; og I sælger eders brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare. | 8 Jeg sa til dem: "Etter vår evne har vi frikjøpt våre jødiske brødre som ble solgt til hedningefolkene. Vil dere nå virkelig selge deres brødre? Eller skal de nå selge seg til oss?" Da ble de helt stille og ble stående uten ord. |
| 9 sagde jeg: "I bærer jer ikke rigtigt ad! Burde I ikke vandre i frygt for vor Gud, så I undgik spotten fra de folk, som er vores fjender? | 9 Men jeg fortsatte: det er ikke ret af eder at handle således! Skulle I ikke vandre i frygt for vor Gud af hensyn til hedningerne, vore fjenders spot? | 9 Så sa jeg: "Den gjerningen dere gjør, er ikke rett. Skulle dere ikke vandre i frykt for vår Gud, så hedningefolkene, våre fiender, ikke får grunn til å spotte? |
| 10 Både jeg, mine brødre og mine folk har lånt dem penge og korn; lad os nu eftergive dem denne gæld! | 10 Også jeg og mine brødre og mine folk har lånt dem penge og korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder! | 10 Jeg også, sammen med mine brødre og mine tjenere, har lånt dem penger og korn. Men nå ber jeg om at vi ettergir hele gjelden. |
| 11 Giv dem straks deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage, og eftergiv dem de lån, I har givet dem i penge, kom, vin og olie!" | 11 Giv dem straks dere marker, vingårde, oliventræer og huse tilbage og eftergiv dem pengene, kornet, moslen og olien, som I har lånt dem! | 11 Jeg ber dere nå om at dere i dag gir dem åkrene, vingårdene, olivenlundene og husene deres tilbake, og ettergir dem fullt ut alle pengene, kornet, mosten og oljen som dere har lånt til dem." |
| 12 De svarede: "Vi vil give dem det tilbage og ikke kræve noget af dem. Vi vil gøre, som du siger." Så tilkaldte jeg præsterne og tog dem i ed på, at de ville gøre sådan. | 12 Da svarede de: ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da præsterne kalde og lod dem sværge på, at de ville handle således. | 12 Da sa de: "Vi skal gi det tilbake, og vi vil ikke kreve noe av dem. Vi skal gjøre som du sier." Da tilkalte jeg prestene, og jeg fikk dem til å sverge på at de ville gjøre etter det ordet som var sagt. |
| 13 Jeg rystede kappefolden og sagde: "Sådan vil Gud ryste enhver ud af hans hus og ejendom, hvis han ikke holder dette ord, ja, sådan skal han rystes og blive tom!" Hele forsamlingen sagde amen, og de lovpriste Herren. Og folket handlede efter det. | 13 Og jeg rystede min brystfold og sagde: enhver, der ikke holder dette ord, vil Gud således ryste ud af hans hus og ejendom; ja, således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele forsamlingen: Amen! Og de lovpriste Herren; og folket handlede efter sit løfte. | 13 Så ristet jeg ut brystfolden på kjortelen min og sa: "Må Gud på denne måten riste hver mann ut fra sitt eget hus og fra sin eiendom, dersom han ikke holder dette løftesordet. På denne måten skal han ristes og tømmes ut." Hele forsamlingen sa: "Amen!" Og de lovet Herren. Så gjorde folket etter dette ordet. |
| 14 Endvidere har jeg og mine brødre, fra den dag jeg blev indsat til at være statholder i Judas land ? fra kong Artaxerxes' tyvende år til hans toogtredivte år, i alt tolv år ? ikke nydt godt af underholdet til statholderen. | 14 Desuden skal det nævnes, at fra den dag kong Artaxerxes bød mig være deres statholder i Judas land, fra kong Artaxerxes's tyvende til hans to og tredivte regeriogsår, hele tolv år, spiste hverken jeg eller mine brødre det brød, der tilkom statholderen, | 14 Fra den dagen da jeg ble utnevnt til å være stattholderen deres i landet Juda, fra det tjuende til det trettiandre regjeringsåret til kong Artaxerxes, i tolv år, tok verken jeg eller mine brødre av matforsyningene til stattholderen. |
| 15 De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket. Men det gjorde jeg aldrig, fordi jeg frygtede Gud. | 15 medens mine forgængere, de tidligere statholdere, lagde tynge på folket og for brød og vin daglig afkrævede dem fyrretyve sekel sølv, ligesom også deres tjenere optrådte som folkets herrer. Det undlod jeg at gøre af frygt for Gud. | 15 Men de tidligere stattholderne, de som hadde vært før meg, hadde lagt tunge byrder på folket. De krevde både brød og vin fra dem, foruten førti sekel sølv. Ja, til og med tjenerne deres la byrder på folket, men jeg gjorde ikke det, for jeg fryktet Gud. |
| 16 Jeg har endog taget del i arbejdet med muren, skønt jeg ikke havde købt jord, og alle mine folk var samlet der ved arbejdet. | 16 Og desuden tog jeg selv fat ved arbejdet på denne mur, skønt vi ingen mark havde købt, og alle mine folk var samlet der ved arbejdet. | 16 Jeg holdt standhaftig på med arbeidet på denne muren, og vi kjøpte ikke noe åkerstykke. Alle tjenerne mine var samlet der for å arbeide. |
| 17 De fornemme og fyrsterne; hundrede og halvtreds mand, og de, der besøgte os fra folkeslagene rundt omkring os, sad ved mit bord. | 17 Og jøderne, både forstanderne, 150 mand, og de, der kom til os fra de omboende hedningefolk, spiste ved mit bord; | 17 Ved bordet mitt var det hundre og femti jøder og forstandere, foruten dem som kom til oss fra folkeslagene rundt oss. |
| 18 Det, som hver dag skulle tillaves, en okse, seks udsøgte får og fjerkræ, blev tillavet på min bekostning, og hver tiende dag blev der fremskaffet al slags vin i mængde. Alligevelkrævede jeg ikke underholdet til statholderen, for arbejdet lå som en tung byrde på folket. | 18 og hvad der daglig lavedes til, et stykke hornkvæg, seks udsøgte får og fjerkræ, afholdt jeg udgifferne til; dertil kom hver tiende dag en masse vin af alle sorter. Men alligevel krævede jeg ikke det brød, der tilkom statholderen, fordi arbejdet tyngede hårdt på folket. | 18 Det som ble gjort i stand daglig, var en okse og seks utsøkte sauer. Også fugler ble gjort i stand for meg, og en gang hver tiende dag var det overflod av alle slags vin. Men til tross for dette krevde jeg ikke noe fra matforsyningene til stattholderen, for tjenestearbeidet lå tungt på dette folket. |
| 19 Min Gud, regn mig alt det til gode, som jeg har gjort for dette folk! | 19 Kom i hu alt, hvad jeg har gjort for dette folk, og regn mig det til gode, min Gud! | 19 Husk på meg, min Gud, til det gode, etter alt det jeg har gjort for dette folket! |