Prædikerens bog 5 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få, | 1 Lad ikke din mund løbe eller dit hjerte haste med at udtale et ord for Guds åsyn; thi Gud er i himmelen og du på jorden, derfor skal dine ord være få. | 1 Vær ikke for snar med din munn, og la ikke ditt hjerte forhaste seg når det taler ord for Guds åsyn. For Gud er i himmelen, og du på jorden. La derfor dine ord være få! |
| 2 for drømmen kommer med stor plage, tåbens røst med mange ord. | 2 Thi meget slid giver drømme, og mange ord giver dåretale. | 2 For det kommer drømmer med mye strev, og dårens røst kjennes på de mange ordene. |
| 3 Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! | 3 Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. | 3 Når du gir Gud et løfte, skal du ikke dryge med å innfri det. For Han har ikke velbehag i dårer. Gi det du har gitt løfte om! |
| 4 Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. | 4 Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. | 4 Det er bedre at du ikke lover, enn at du lover og ikke holder. |
| 5 Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk? | 5 Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud, at det var af vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din tale og nedbryde dine hænders værk? | 5 La ikke din munn føre ditt kjød til synd, og si ikke til sendebudet at det var gjort i vanvare. Hvorfor skulle Gud bli vred for det du sier, og ødelegge dine henders verk? |
| 6 Drømme i mængde er tomhed, det gælder også ord i mængde. Nej, frygt Gud! | 6 Thi af mange drømme og ord kommer mange skuffelser; nej, frygt Gud! | 6 For der det er mange drømmer, blir tomheten stor og ordene mange. Men frykt Gud! |
| 7 Når du ser undertrykkelse af fattige og brud på ret og retfærdighed i landet, skal du ikke undre dig over, at det sker, for på den mægtige vogter en mægtigere, og endnu mægtigere står over dem. | 7 Når du ser den fattige undertrykt og lov og ret krænket på din egn, så undre dig ikke over den ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. | 7 Hvis du ser at den fattige undertrykkes, og at rett og rettferdighet krenkes i landsdelen, så undre deg ikke over at det er slik. For en høy tjenestemann våker over en annen høy tjenestemann, men det står høyere tjenestemenn over dem igjen. |
| 8 Trods alt er det en fordel for et land, at det har en konge, så jorden bliver dyrket. | 8 Dog, en fordel for et land er det i alt fald, at der er en konge over dyrket jord. | 8 Avkastningen av jorden er for alle. Selv kongen har mark som blir dyrket. |
| 9 Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed! | 9 Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed. | 9 Den som elsker sølv, får aldri nok av sølvet, og den som elsker overflod, får aldri stor nok inntekt. Dette er også tomhet. |
| 10 Jo større velstand, des flere til at æde den; hvad har den velstående ud af det, ud over glæden ved synet? | 10 Jo mere gods, des flere til at fortære det, og hvad gavn har ejeren da deraf, ud over at hans øjne ser det? | 10 Når det blir mer av det gode, blir det flere som tærer på det. Så hvilken vinning har da eierne, annet enn å få se det med sine øyne? |
| 11 Arbejderen sover sødt, hvad enten han far lidt eller meget at spise, men den riges overflod giver ham ikke ro til at sove. | 11 Sød er arbejderens søvn, hvad enten han har lidt eller meget at spise; men den riges overflod giver ikke ham lov til at sove. | 11 Arbeiderens søvn er søt, enten han spiser lite eller mye. Men den rikes overflod lar ham ikke få ro til å sove. |
| 12 Der er et slemt onde, jeg har set under solen: opsparet rigdom, der bliver til ulykke for den rige. | 12 Der er et slemt onde, som jeg så under solen: Rigdom gemt hen af sin ejermand til hans ulykke; | 12 Det er noe smertelig ondt som jeg har sett under solen: Rikdom som eieren gjemmer, til skade for seg selv. |
| 13 Denne rigdom kan gå tabt ved et uheld, og får han en søn, bliver der ikke noget til ham. | 13 går rigdommen tabt ved et uheld, og han har avlet en søn, så bliver der intet til ham. | 13 Denne rikdommen kan tapes ved dårlig forvaltning. Og blir han far til en sønn, blir det ingenting igjen til ham. |
| 14 Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig. | 14 Som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig. | 14 Slik han kom naken ut av sin mors liv, slik skal han være når han vender tilbake. Det er ikke noe som kommer ut av hans strev, som han kan ta med seg. |
| 15 Ja, dette er et slemt onde; ganske som han kom, går han bort. Hvad udbytte har han af at slide for vinden? | 15 Også det er et slemt onde: Ganske som han kom, går han bort, og hvad vinding har han så af, at han gør sig flid hen i vejret? | 15 Dette er også noe smertelig ondt. Nøyaktig slik han kom, skal han dra bort. Hvilken vinning har den som bare har strevd for et vindpust? |
| 16 Han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgrelser. | 16 Og dertil kommer et helt liv i mørke, sorg og stor kvide, sygdom og kummer. | 16 Alle sine dager spiser han i mørket, og han får mye sorg og sykdom og harme. |
| 17 Det er, hvad jeg har set: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. | 17 Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen, alle de levedage Gud giver en; thi det er den del, man har; | 17 Se, dette har jeg sett: Det er godt og sømmelig å spise og drikke og å nyte det gode av alt sitt strev, det han strever med under solen alle sitt livs dager, dem Gud gir ham. For det er hans arvedel. |
| 18 At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. | 18 og hver gang Gud giver et menneske rigdom og gods og sætter ham i stand til at nyde det, og tage sin del og glæde sig under sin flid, da er det en Guds gave; | 18 For hvert menneske som Gud gir rikdom og skatter, og gir evne til å nyte godt av det, og til å ta imot sin arvedel og glede seg i sitt strev, så er dette Guds gave. |
| 19 De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet. | 19 thi da tænker han ikke stort på sine levedage, idet Gud lader ham være optaget af sit hjertes glæde. | 19 For da vil han ikke grunne for ofte på sitt livs dager, for Gud lar ham være opptatt av sitt hjertes lykke. |