Prædikerens bog 7 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Hellere et godt navn end fin salveolie, hellere dødens dag end fødslens dag. | 1 Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; | 1 Et godt navn er bedre enn en god salveolje, og dødsdagen er bedre enn den dagen en blir født. |
| 2 Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde. | 2 bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte | 2 Det er bedre å gå til sørgehuset enn å gå til huset med fest, for der er enden for hvert menneske, og den levende legger seg det på hjerte. |
| 3 Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selv om ansigtet er mismodigt. | 3 Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt. | 3 Sorg er bedre enn latter, for et sørgmodig ansikt gjør hjertet godt. |
| 4 Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. 5 Hellere lytte til advarsler fra den vise end til sang fra tåben, | 4 De vises hjerte er i sørgehuset. Tåbernes hjerte i glædeshuset. | 4 De vises hjerte er i sørgehuset, men dårenes hjerte er i huset med fest. |
| 5 Bedre at høre på vismands skænd end at høre på tåbers sang. | 5 Det er bedre å høre på en irettesettelse fra en vis enn for en mann å høre på dårenes sang. |
| 6 for tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed! | 6 Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter; også det er tomhed. | 6 For som tornene knitrer under gryten, slik er dårens latter. Dette er også tomhet. |
| 7 Afpresning gør den vise til tåbe, bestikkelse fordærver hjertet. | 7 Thi uredelig vinding gør vismand til dåre, og stikpenge ødelægger hjertet. | 7 Sannelig, undertrykkelse gjør den vise til en uforstandig, og bestikkelse forderver hjertet. |
| 8 Hellere ende end begyndelse, hellere langmodig end hovmodig. | 8 En sags udgang er bedre end dens indgang, tålmod er bedre end hovmod. | 8 Avslutningen på en sak er bedre enn begynnelsen. Det er bedre å være tålmodig i ånden enn å være hovmodig i ånden. |
| 9 Vær ikke hurtig til at græmme dig, for græmmelse hviler i tåbers favn. | 9 Vær ikke hastig i dit sind til at græmmes, thi græmmelse bor i tåbers bryst. | 9 Vær ikke for snar til å bli vred i din ånd, for vreden hviler i dårers bryst. |
| 10 Spørg ikke: »Hvorfor var gamle dage bedre end nu?« Det er ikke af visdom, du spørger sådan. | 10 Spørg ikke: »Hvoraf kommer det, at de gamle dage var bedre end vore?« Thi således spørger du ikke med visdom. | 10 Si ikke: "Hvorfor var det bedre i gamle dager enn det er nå?" For det er ikke av visdom du spør om dette. |
| 11 Visdom er så god som ejendom, en fordel for dem, der ser solen, | 11 Bedre er visdom end arv, en fordel for dem, som skuer solen; | 11 Visdom er så god som noen arv og en vinning for dem som ser solen. |
| 12 for visdom giver skygge, som penge giver skygge, men fordelen ved at forstå visdommen er, at den giver liv til dem, der ejer den. | 12 thi visdom skygger, som penge skygger, men kundskabs fortrin er dette, at visdom holder sin mand i live. | 12 For visdom gir skygge, slik penger gir skygge. Men kunnskapen gir den vinning at visdommen gir liv til dem som har den. |
| 13 Læg mærke til, hvad Gud gør; for hvem kan gøre det lige, som han har gjort krumt? | 13 Se på Guds værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget? | 13 Se på Guds verk! For hvem kan rette det Han har gjort kroket? |
| 14 Vær lykkelig på lykkens dag og indse på ulykkens dag, at den ene såvel som den anden er skabt af Gud, for at menneskene ikke | 14 Vær ved godt mod på den gode dag og indse på den onde dag, at Gud skabte denne såvel som hin, for at mennesket ikke skal finde noget efter sig. | 14 Vær ved godt mot på en god dag, og på en ond dag skal du tenke som så: Sannelig, Gud har gjort den ene dagen så vel som den andre, så mennesket ikke skal finne ut noe om det som kommer etter. |
| 15 Begge disse ting har jeg set i mit tomme liv: Retfærdige, der går til grunde trods deres retfærdighed, og uretfærdige, der lever længe trods deres ondskab. | 15 Begge dele så jeg i mine tomme dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres ondskab. | 15 Jeg har sett alt dette i mine tomme dager: Det er en rettferdig som går til grunne i sin rettferdighet, og det er en ugudelig som fortsetter å leve i sin ondskap. |
| 16 Vær ikke alt for retfærdig, og overdriv ikke din visdom; hvorfor vil du bringe dig selv i fordærv? | 16 Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? | 16 Vær ikke altfor rettferdig, og vis deg ikke overdrevent vis! Hvorfor skulle du ødelegge deg selv? |
| 17 Vær ikke alt for uretfærdig, og vær ikke en dåre; hvorfor vil du dø, før din tid kommer? | 17 Vær ikke alt for gudløs og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide? | 17 Vær ikke altfor ugudelig, og vær heller ikke en dåre! Hvorfor skulle du dø før tiden? |
| 18 Det er bedst, at du holder fast i det ene og ikke lader din hånd slippe det andet. Den gudfrygtige undgår begge dele! | 18 Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge farer. | 18 Det er godt at du holder fast ved dette, men la heller ikke din hånd gi slipp på det andre! For den som frykter Gud, skal komme ut av alt dette. |
| 19 Visdom gør den vise stærkere end ti herskere i en by. | 19 Visdom gør vismand stærkere end ti magthavere i byen. | 19 Visdommen styrker den vise, mer enn ti makthavere som er i byen. |
| 20 Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder. | 20 Thi intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder. | 20 Men det finnes ikke et rettferdig menneske på jorden, en som gjør godt og ikke synder. |
| 21 Du skal ikke lægge mærke til alt, hvad der bliver sagt; så hører du heller ikke din tjener forbande dig. | 21 Giv ikke agt på alle de ord, folk siger, at du ikke skal høre din træl forbande dig; | 21 Legg deg ikke på hjertet alt det folk sier. Da kunne du snart høre at din tjener forbanner deg. |
| 22 Du ved inderst inde, at du selv mange gange har forbandet andre. | 22 thi du ved med dig selv, at også du mange gange har forbandet andre. | 22 For ditt eget hjerte vet at også du mange ganger har forbannet andre. |
| 23 Alt dette ville jeg prøve med visdom; jeg sagde: Jeg vil vinde visdom! Men den var langt borte fra mig. | 23 Alt dette ransagede jeg med visdom; jeg tænkte: »Jeg vil vorde viis.« men visdom holdt sig langt fra mig; | 23 Alt dette har jeg prøvd ut ved visdom. Jeg sa: "Jeg vil bli vis", men det var ennå langt borte fra meg. |
| 24 Langt borte er det, der sker, dybt, dybt nede; hvem kan finde ud af det? | 24 tingenes grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den? | 24 Hva det enn er som er langt borte og dypt, dypt nede, hvem kan finne det? |
| 25 Jeg gav mig til at forstå, at søge og udforske visdom og sammenhæng og at forstå tåbelig uretfærdighed, dårskab og dumhed. | 25 Jeg tog mig for at vende min hu til kundskab og granskning og til at søge efter visdom og sikker viden og til at kende, at gudløshed er tåbelighed, dårskab vanvid. | 25 Jeg vendte mitt hjerte mot å få kunnskap og for å granske og søke etter visdom og sammenheng, så jeg kunne forstå det onde ved dårskap og dårskapen ved galskap. |
| 26 Jeg fandt, at bitrere end døden er kvinden, der sætter sine garn; hendes hjerte er et net, hendes hænder er lænker. Han, som Gud finder god, undslipper hende, men synderen indfanges af hende. | 26 Og beskere end døden fandt jeg kvinden, thi hun er et fangegarn; hendes hjerfe er et net og hendes arme lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men synderen bliver hendes fange. | 26 Jeg fant noe som er bitrere enn døden: den kvinnen som er et garn. Hennes hjerte er en snare, hennes hender er lenker. Den som er god framfor Guds åsyn, skal slippe unna henne, men synderen skal bli fanget av henne. |
| 27 Dette er, hvad jeg fandt ud af lidt efter lidt, da jeg ville finde sammenhængen, sagde Prædikeren. | 27 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min slutning. | 27 Her er det jeg har funnet, sier Forkynneren, ved å legge det ene til det andre for å finne ut sammenhengen, |
| 28 Det, jeg blev ved at søge efter, fandt jeg ikke: Ud af tusind fandt jeg én mand, men blandt dem alle fandt jeg ikke en kvinde! | 28 Hvad min sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een mand fandt jeg blandt tusind, men en kvinde fandt jeg ikke i hele flokken. | 28 den min sjel hele tiden søker etter, men som jeg ikke kan finne: Én mann blant tusen har jeg funnet, men blant alle disse har jeg ikke funnet noen kvinne. |
| 29 Kun det født jeg ud af, at Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer. | 29 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for. | 29 Sannelig, bare dette har jeg funnet: at Gud gjorde mennesket oppriktig, men de har tenkt ut så mange planer. |