Romerbrevet 9 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, | 1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, | 1 Jeg taler sannhet i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighet vitner også sammen med meg i Den Hellige Ånd |
| 2 at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. | 2 at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. | 2 at jeg har en stor sorg og stadig nød i mitt hjerte. |
| 3 Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. | 3 hi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. | 3 For jeg kunne ønske at jeg selv var forbannet bort fra Kristus for mine brødres skyld, mine landsmenn etter kjødet, |
| 4 De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; | 4 De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, | 4 de som er israelitter. Dem tilhører barnekåret, herligheten, paktene, lovgivningen, gudstjenesten og løftene. |
| 5 de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske - han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen. | 5 dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen. | 5 Også fedrene tilhører dem, og fra dem er Kristus kommet etter kjødet, Han som er over alle, Den evig velsignede Gud. Amen. |
| 6 Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, | 6 Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; | 6 Men det er ikke så å forstå at Guds ord har vært uten virkning. For ikke alle som stammer fra Israel, er virkelig Israel, |
| 7 og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn ? det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.« | 7 ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: »kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.« | 7 og de er heller ikke alle barn selv om de tilhører Abrahams etterkommere. Men: I Isak skal din ætt bli kalt. |
| 8 Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere. | 8 Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom. | 8 Det vil si, ikke de som er kjødets barn, er Guds barn, men løftets barn blir regnet til ætten. |
| 9 For det var et løfte, han fik: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage, og så har Sara en søn.« | 9 Thi et forjættelsesord er dette: »Ved denne tid kommer jeg igen, og så har Sara en søn.« | 9 For dette er løftets ord: På denne tiden skal Jeg komme, og da skal Sara ha en sønn. |
| 10 Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: | 10 Men ikke blot hun kan nævnes, men også Rebekka, som var frugtsommelig ved en mand, Isak, vor fader. | 10 Og ikke bare dette, men da Rebekka også var svanger ved én mann, ved vår far Isak - |
| 11 Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der - for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, | 11 Thi for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast, | 11 for barna var ennå ikke født og hadde verken gjort godt eller ondt, for at Guds plan etter utvelgelsen skulle stå fast, ikke av gjerninger, men ved Ham som kaller -, |
| 12 ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder ? sagt til hende: Den ældste skal trælle for den yngste. | 12 ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder, blev der, før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt, sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste,« | 12 da ble det sagt til henne: "Og den eldste skal tjene den yngste." |
| 13 Der står jo skrevet: »Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.« | 13 som der står skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.« | 13 Som det står skrevet: Jakob har Jeg elsket, men Esau har Jeg hatet. |
| 14 Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! | 14 Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra! | 14 Hva skal vi da si? Er det urettferdighet hos Gud? På ingen måte! |
| 15 Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« | 15 Han siger jo til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.« | 15 For Han sier til Moses: "Jeg skal miskunne Meg over den Jeg miskunner Meg over, og Jeg skal være barmhjertig mot den Jeg er barmhjertig mot." |
| 16 Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. | 16 Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. | 16 Så kommer det da ikke an på den som vil, heller ikke på den som løper, men på Gud som viser miskunn. |
| 17 Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« | 17 Og skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« | 17 For Skriften sier til Farao: "Nettopp til dette har Jeg reist deg opp, at Jeg kan få vise Min kraft på deg, og for at Mitt navn skal bli forkynt over hele jorden." |
| 18 Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder hvem han vil. | 18 Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. | 18 Derfor viser Han miskunnhet mot den Han vil, og forherder den Han vil. |
| 19 Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod? | 19 Nu vil du sige til mig: »Hvad har han så længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans vilje?« | 19 Du vil da si til meg: "Hva mer har Han da å klage over? For hvem kan stå imot Hans vilje?" |
| 20 Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? | 20 Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: »Hvorfor har du dannet mig således?« | 20 Men sannelig, menneske, hvem er du som tar til motmæle mot Gud? Kan det som er formet, si til den som formet det: "Hvorfor har du laget meg slik?" |
| 21 Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme måde kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug? | 21 Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære? | 21 Har ikke pottemakeren makt over leiren, slik at han av samme leirklump kan lage et kar til ære og et annet til vanære? |
| 22 Og hvad nu om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse, | 22 Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, | 22 Selv om Gud ønsket å vise Sin vrede og gjøre Sin kraft kjent, har Han likevel i stor langmodighet holdt ut med de vredens kar som var gjort fullt ferdige til ødeleggelse, |
| 23 og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? | 23 og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? | 23 og også for at Hans herlighets rikdom skulle bli kunngjort over miskunnhetens kar, som Han på forhånd hadde gjort i stand til herlighet. |
| 24 Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger | 24 Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt, | 24 Til slike kar kalte han også oss, ikke bare av jødene, men også av hedningene. |
| 25 ? som det hedder hos Hoseas: Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk, og kalde Ikke-Elsket Elsket; | 25 som han også siger hos Hoseas: »Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde »mit folk«, og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde »den elskede«; | 25 Som Han også sier i Hosea: "Det som ikke var Mitt folk, vil Jeg kalle Mitt folk, og henne som ikke var elsket, vil Jeg kalle den som er elsket. |
| 26 og dér, hvor det lød til dem: I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds børn. | 26 og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: »I er ikke mit folk«, der skal de kaldes »den levende Guds børn.« | 26 Og det skal skje på det sted hvor det ble sagt til dem: Dere er ikke Mitt folk, der skal de bli kalt barn av Den Levende Gud." |
| 27 Men om Israel råber Esajas: »Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses; | 27 Men Esajas udråber om Israel: »Var end Israels børn talløse som sandet ved havet, kun en rest skal frelses; | 27 Jesaja roper også ut over Israel: "Selv om tallet på Israels barn er som havets sand, skal bare en rest bli frelst. |
| 28 for Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden.« | 28 thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden.« | 28 For Han skal fullføre verket og forkorte det i rettferdighet, for Herren skal snart avslutte verket på jorden." |
| 29 Som Esajas også forud har sagt: Havde ikke Hærskarers Herre levnet os efterkommere, var vi blevet som Sodoma og havde lignet Gomorra. | 29 Og som Esajas forud har sagt: »Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.« | 29 Og som Jesaja hadde sagt tidligere: "Hvis ikke Herren Sebaot hadde latt en ætt bli tilbake for oss, ville vi ha blitt som Sodoma, og vi ville ha blitt lik Gomorra." |
| 30 Hvad skal vi så sige? jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. | 30 Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro; | 30 Hva skal vi da si? At hedningene som ikke søkte rettferdigheten, har fått rettferdighet, men det er den rettferdigheten som er av tro. |
| 31 Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. | 31 Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. | 31 Men Israel som søkte rettferdighetens lov, har ikke grepet rettferdighetens lov. |
| 32 Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, | 32 Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, | 32 Hvorfor? Fordi de ikke søkte den ved tro, men ved lovgjerninger. For de snublet over snublesteinen. |
| 33 som der står skrevet: Se, i Zion lægger jeg en anstødssten, en klippe til at snuble over. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme. | 33 som der står skrevet: »Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til fald; men den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.« | 33 Som det står skrevet: Se, Jeg legger i Sion en snublestein og en klippe til anstøt, og hver den som tror på Ham, skal ikke bli gjort til skamme. |