Salmernes bog 88 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 2 En sang. Salme af Kora?sønnerne. For Korlederen. Al?mahalat?le?annot. Maskil af ezraitten Heman. Herre, min frelses Gud, dag og nat råber jeg til dig; | 2 Herre min Gud, jeg råber om dagen, om natten når mit skrig til dig; | 2 En sang. En salme av Korahs sønner. Til sangmesteren. Til "Mahalat-le-annot". En læresalme av esrahitten Heman. Herre, min frelses Gud, dag og natt har jeg ropt framfor Deg. |
| 3 lad min bøn nå dig, vend dit øre mod min klage! | 3 lad min bøn komme frem for dit åsyn, til mit klageråb låne du øre! | 3 La min bønn nå fram til Deg! Bøy Ditt øre til mitt skrik! |
| 4 For min sjæl er mæt af ulykker, mit liv er nået til dødsriget, | 4 Thi min sjæl er mæt af lidelser, mit liv er dødsriget nær, | 4 For min sjel er mett av lidelser, og mitt liv nærmer seg dødsriket. |
| 5 jeg regnes blandt dem, der er gået i graven, jeg er blevet som en mand uden kraft. | 5 jeg regnes blandt dem, der sank i graven, er blevet som den, det er ude med, | 5 Jeg regnes blant dem som farer ned til avgrunnen. Jeg er som en mann uten kraft, |
| 6 Blandt de døde er jeg spærret inde, som de dræbte, der ligger i graven, dem, du ikke længere husker, for de er revet ud af din hånd. | 6 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din hånd er de revet. | 6 forlatt blant de døde, lik de drepte som ligger i graven, som Du ikke lenger minnes og som er avskåret fra Din hånd. |
| 7 Du har kastet mig i den dybe grav, i det mørke dyb. | 7 Du har lagt mig i den underste grube, på det mørke, det dybe sted; | 7 Du har lagt meg i den dypeste avgrunn, i mørket, i dypene. |
| 8 Din vrede hviler tungt på mig, alle dine brændinger lader du skylle over mig. Sela | 8 tungt hviler din vrede på mig, alle dine brændinger lod du gå over mig. - Sela. | 8 Din harme hviler tungt på meg, og Du har knuget meg ned med alle Dine brenninger. Sela |
| 9 Mine bekendte har du taget fra mig og givet dem afsky for mig; jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud. | 9 Du har fjernet mine frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, | 9 Du har tatt mine kjente langt bort fra meg. Du har gjort meg til en styggedom for dem. Jeg er stengt inne, og jeg kan ikke komme ut. |
| 10 Mit øje er sløvet af lidelser, hver dag råber jeg til dig, Herre, og rækker mine hænder op imod dig. | 10 mit øje er sløvt af vånde. Hver dag, herre, råber jeg til dig og rækker mine hænder imod dig. | 10 Mitt øye tæres bort av elendighet. Herre, jeg har kalt på Deg hver dag. Jeg har rakt mine hender ut til Deg. |
| 11 Gør du undere for de døde? Rejser dødninge sig og takker dig? Sela | 11 Gør du undere for de døde, står skyggerne op og takker dig?- Sela. | 11 Vil Du gjøre under for de døde? Skal de døde stå opp og prise Deg? Sela |
| 12 Fortæller de i graven om din troskab, i underverdenen om din trofasthed? | 12 Tales der om din nåde i graven, i afgrunden om din trofasthed? | 12 Blir Din miskunnhet forkynt i graven? Eller Din trofasthet i fortapelsen? |
| 13 Kender de i mørket til dine undere, i glemselens land til din retfærdighed? | 13 Er dit under kendt i mørket, din retfærd i glemselens land? | 13 Blir Dine under kjent i mørket? Og Din rettferdighet i glemselens land? |
| 14 Jeg råber til dig om hjælp, Herre, hver morgen kommer min bøn til dig. | 14 Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om morgenen kommer min bøn dig i møde. | 14 Men jeg, Herre, jeg lar mitt nødrop nå til Deg, og om morgenen kommer min bønn fram for Deg. |
| 15 Hvorfor har du forstødt mig, Herre, hvorfor skjuler du dit ansigt for mig? | 15 Hvorfor forstøder du, herre, min sjæl og skjuler dit åsyn for mig? | 15 Herre, hvorfor støter Du min sjel bort? Hvorfor skjuler Du Ditt ansikt for meg? |
| 16 Jeg er hjælpeløs og udmattet fra ungdommen af, dine rædsler omgiver mig. | 16 Elendig er jeg og døden nær, dine rædsler har omgivet mig fra min ungdom; | 16 Jeg er blitt plaget og har vært døende fra min ungdom av. Jeg lider under Din gru. Jeg er fortvilet. |
| 17 Din harme slår ind over mig, dine grusomheder gør det af med mig; | 17 din vredes luer går over mig, dine rædsler har lagt mig øde, | 17 Din brennende vrede har slått over meg. Din gru har gjort ende på meg. |
| 18 de omslutter mig altid som vand de slår sammen over mig. | 18 som vand er de om mig dagen lang, til hobe slutter de kreds om mig; | 18 De omsluttet meg hele dagen lang, som vann. De omringet meg i samlet flokk. |
| 19 Ven og frænde har du taget fra mig, mine bekendte er borte i mørket. | 19 ven og frænde fjerned du fra mig, holdt mine kendinge borte. | 19 Både den kjære og vennen har Du tatt langt bort fra meg, og mine kjente har Du satt i mørket. |