Salmernes bog 95 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Kom, lad os juble for Herren, bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe. | 1 Kom, lad os juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses klippe, | 1 Kom, la oss juble for Herren! La oss rope av glede til vår frelses Klippe! |
| 2 Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham. | 2 møde med tak for hans åsyn, juble i sang til hans pris! | 2 La oss komme fram for Hans åsyn med lovprisning! La oss hylle Ham med salmer! |
| 3 For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder. | 3 Thi Herren er en vældig Gud, en konge stor over alle guder; | 3 For Herren er den store Gud og den store Konge over alle guder. |
| 4 I hans hånd er jordens dybder,-bjergenes tinder tilhører ham. | 4 i hans hånd er jordens dybder, bjergenes tinder er hans; | 4 Han har jordens dyp i Sin hånd. Fjellenes tinder tilhører Ham. |
| 5 Havet tilhører ham, for han skabte det, hans hænder formede landjorden. | 5 havet er hans, han har skabt det, det tørre land har hans hænder dannet. | 5 Han eier havet, for Han gjorde det. Fastlandet er formet av Hans hender. |
| 6 Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, | 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor skaber! | 6 Kom, la oss tilbe og bøye kne! La oss knele for Herren, vår Skaper! |
| 7 for han er vor Gud, og vi er hans folk, de får, han vogter. Om I dog i dag ville lytte til ham! | 7 Thi han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder. Ak, lytted i dog i dag til hans røst: | 7 For Han er vår Gud, og vi er folket Han røkter, fårene ved Hans hånd. I dag, om dere hører Hans røst, |
| 8 Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba, som den dag ved Massa i ørkenen, | 8 »Forhærder ej eders hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i ørkenen, | 8 da forherd ikke deres hjerte, som ved Meriba, som på Massa-dagen i ørkenen, |
| 9 da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger. | 9 da eders fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit værk. | 9 da deres fedre fristet Meg. De prøvde Meg, selv om de så Mitt verk. |
| 10 I fyrre år følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De er et folk, der farer vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. | 10 Jeg væmmedes fyrretyve år ved denne slægt, og jeg sagde: Det er et folk med vildfarne hjerter, de kender ej mine veje. | 10 I førti år hadde Jeg avsky for denne slekten og sa: "Det er et folk som farer vill i sitt hjerte, og de kjenner ikke Mine veier." |
| 11 Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile. | 11 Så svor jeg da i min vrede: De skal ikke gå ind til min hvile! | 11 Så sverget Jeg i Min vrede: "De skal aldri komme inn til Min hvile." |