Første Kongebog 3 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Salomo bragte sig i familie med egypterkongen Farao; han giftede sig med Faraos datter og lod hende bo i Davidsbyen, indtil han havde fået sit palads, Herrens tempel og Jerusalems bymur bygget færdig. | 1 Da nu Salomo havde fået kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, ægypterkongen, idet han ægtede Faraos datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget hus, Herrens hus og muren om Jerusalem bygget færdig. | 1 And Solomon made affinity with Pharaoh king of Egypt, and took Pharaoh's daughter, and brought her into the city of David, until he had made an end of building his own house, and the house of the LORD, and the wall of Jerusalem round about. |
| 2 Men folket bragte slagtofre på offerhøjene, for der var endnu ikke bygget et hus for Herrens navn. | 2 Kun ofrede folket på offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget Herrens navn et hus. | 2 Only the people sacrificed in high places, because there was no house built unto the name of the LORD, until those days. |
| 3 Salomo elskede Herren, såhan fulgte sin far Davids forordninger; dog bragte han slagtofre og tændte offerild påofferhøjene. | 3 Salomo elskede Herren, så at han vandrede efter sin fader Davids anordninger; kun ofrede han på højene og tændte offerild der. | 3 And Solomon loved the LORD, walking in the statutes of David his father: only he sacrificed and burnt incense in high places. |
| 4 Kongen tog til Gibeon for at ofre, for dér var den store offerhøj; tusind brændofre bragte Salomo på alteret dér. | 4 Og kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store offerhøj; tusind brændofre ofrede Salomo på alteret der. | 4 And the king went to Gibeon to sacrifice there; for that was the great high place: a thousand burnt offerings did Solomon offer upon that altar. |
| 5 I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde "Sig, hvad jeg skal give dig!" | 5 I Gibeon lod Herren sig til syne for Salomo i en drøm om natten. Og Gud sagde: »Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!« | 5 In Gibeon the LORD appeared to Solomon in a dream by night: and God said, Ask what I shall give thee. |
| 6 Salomo svarede: "Du har vist min far, din tjener David, stor godhed, fordi han vandrede for dit ansigt i troskab og retfærdighed og i hjertets oprigtighed imod dig; denne store troskab har du bevaret ved at give ham en søn, der i dag sidder på hans trone. | 6 Da sagde Salomo: »Du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtighed; og du lod denne store miskundhed blive over ham og gav ham en søn, der nu sidder på hans trone. | 6 And Solomon said, Thou hast showed unto thy servant David my father great mercy, according as he walked before thee in truth, and in righteousness, and in uprightness of heart with thee; and thou hast kept for him this great kindness, that thou hast given him a son to sit on his throne, as it is this day. |
| 7 Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. | 7 Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; | 7 And now, O LORD my God, thou hast made thy servant king instead of David my father: and I am but a little child: I know not how to go out or come in. |
| 8 Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. | 8 og din tjener står midt i det folk, du udvalgte, et stort folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. | 8 And thy servant is in the midst of thy people which thou hast chosen, a great people, that cannot be numbered nor counted for multitude. |
| 9 Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?" | 9 Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store folk!« | 9 Give therefore thy servant an understanding heart to judge thy people, that I may discern between good and bad: for who is able to judge this thy so great a people? |
| 10 Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, | 10 Det vakte Herrens velbehag, at Salomo bad derom; | 10 And the speech pleased the Lord, that Solomon had asked this thing. |
| 11 og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, | 11 og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ej heller om rigdom eller om dine fjenders liv, men om forstand til at skønne, hvad ret er, | 11 And God said unto him, Because thou hast asked this thing, and hast not asked for thyself long life; neither hast asked riches for thyself, nor hast asked the life of thine enemies; but hast asked for thyself understanding to discern judgment; |
| 12 så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og hel ler ikke siden skal komme nogen som dig. | 12 se, derfor vil jeg gøre, som du beder: se, jeg giver dig et viist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; | 12 Behold, I have done according to thy words: lo, I have given thee a wise and an understanding heart; so that there was none like thee before thee, neither after thee shall any arise like unto thee. |
| 13 Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever. | 13 men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så at du ikke skal have din lige blandt konger, så længe du lever. | 13 And I have also given thee that which thou hast not asked, both riches, and honour: so that there shall not be any among the kings like unto thee all thy days. |
| 14 Og hvis du vandrer ad mine veje og holder mine love og befalinger, sådan som din far David gjorde, vil jeg give dig et langt liv." | 14 Og hvis du vandrer på mine veje, så du holder mine anordninger og bud, således som din fader David gjorde, vil jeg give dig et langt liv.« | 14 And if thou wilt walk in my ways, to keep my statutes and my commandments, as thy father David did walk, then I will lengthen thy days. |
| 15 Salomo vågnede og forstod, at han havde haft en drøm. Da han kom til Jerusalem, trådte han frem foran Herrens pagts ark. Han bragte brændofre og måltidsofre og holdt festmåltid for alle sine folk. | 15 Da vågnede Salomo, og se, det var en drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran Herrens pagts ark og ofrede brændofre, bragte takofre og gjorde et gæstebud for alle sine folk. | 15 And Solomon awoke; and, behold, it was a dream. And he came to Jerusalem, and stood before the ark of the covenant of the LORD, and offered up burnt offerings, and offered peace offerings, and made a feast to all his servants. |
| 16 Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, | 16 På den tid kom to skøger til kongen og trådte frem for ham. | 16 Then came there two women, that were harlots, unto the king, and stood before him. |
| 17 og den ene kvinde sagde: "Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. | 17 Den ene kvinde sagde: »Hør mig, herre! Jeg og den kvinde der bor i hus sammen. Hjemme i vort hus fødte jeg i hendes nærværelse et barn, | 17 And the one woman said, O my lord, I and this woman dwell in one house; and I was delivered of a child with her in the house. |
| 18 To dage efter at jeg havde født, fik ogsa denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. | 18 og tre dage efter min nedkomst fødte også hun et barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i huset, vi to var ene i huset. | 18 And it came to pass the third day after that I was delivered, that this woman was delivered also: and we were together; there was no stranger with us in the house, save we two in the house. |
| 19 Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, | 19 Så døde hendes dreng om natten, fordi hun kom til at ligge på ham; | 19 And this woman's child died in the night; because she overlaid it. |
| 20 og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. | 20 men midt om natten, medens din trælkvinde sov, stod hun op og tog min dreng fra min side og lagde ham ved sit bryst; men sin døde dreng lagde hun ved mit bryst. | 20 And she arose at midnight, and took my son from beside me, while thine handmaid slept, and laid it in her bosom, and laid her dead child in my bosom. |
| 21 Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født." | 21 Da jeg så om morgenen rejste mig for at give min dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om morgenen, se, da var det ikke min dreng, ham, som jeg havde født!« | 21 And when I rose in the morning to give my child suck, behold, it was dead: but when I had considered it in the morning, behold, it was not my son, which I did bear. |
| 22 Den anden kvinde sagde: "Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død." Men den første sagde: "Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever." Sådan skændtes de foran kongen. | 22 Men den anden kvinde sagde: »Det er ikke sandt; den levende er min dreng, og den døde er din!« Og den første sagde: »Nej, den døde er din dreng, og den levende er min!« Således mundhuggedes de foran kongen. | 22 And the other woman said, Nay; but the living is my son, and the dead is thy son. And this said, No; but the dead is thy son, and the living is my son. Thus they spake before the king. |
| 23 Da sagde kongen: "Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever." | 23 Da sagde kongen: »Den ene siger: han her, den levende, er min dreng, den døde er din! Og den anden siger: nej, den døde er din dreng, den levende min!« | 23 Then said the king, The one saith, This is my son that liveth, and thy son is the dead: and the other saith, Nay; but thy son is the dead, and my son is the living. |
| 24 Kongen sagde: "Hent mig et sværd!" Og da de havde bragt ham sværdet, | 24 Derpå sagde kongen: »Hent mig et sværd!« Og de bragte kongen et. | 24 And the king said, Bring me a sword. And they brought a sword before the king. |
| 25 sagde han: "Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel." | 25 Da sagde kongen: »Hug det levende barn over og giv hver af dem det halve!« | 25 And the king said, Divide the living child in two, and give half to the one, and half to the other. |
| 26 Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: "Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!" Men den anden sagde: "Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig." | 26 Da rørte kærligheden til barnet sig heftigt i den kvinde, som var moder til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Hør mig, herre! Giv hende det levende barn; dræb det endelig ikke!« Men den anden sagde: »Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!« | 26 Then spake the woman whose the living child was unto the king, for her bowels yearned upon her son, and she said, O my lord, give her the living child, and in no wise slay it. But the other said, Let it be neither mine nor thine, but divide it. |
| 27 Da sagde kongen: "Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor." | 27 Da tog kongen til orde og sagde: »Giv hende der det levende barn og dræb det ikke; thi hun er moderen!« | 27 Then the king answered and said, Give her the living child, and in no wise slay it: she is the mother thereof. |
| 28 Hele Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, og de fik ærefrygt for kongen, for de forstod, at Guds visdom var i ham, så han dømte ret. | 28 Og da Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, fyldtes de alle af ærefrygt for kongen; thi de så, at han sad inde med Guds visdom til at skifte ret. | 28 And all Israel heard of the judgment which the king had judged; and they feared the king: for they saw that the wisdom of God was in him, to do judgment. |