Første Samuelsbog 26 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Zifitterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Er du klar over, at David holder sig skjult i Gibeat?ha?Hakila over for Jeshimon?" | 1 Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: »Mon ikke David holder sig skjult i Gibeat-Hakila over For Jesjimon!« | 1 And the Ziphites came unto Saul to Gibeah, saying, Doth not David hide himself in the hill of Hachilah, which is before Jeshimon? |
| 2 Da begav Saul sig ned til Zifs ørken med tre tusind udvalgte israelitter for at lede efter David i Zifs ørken. | 2 da brød Saul op og drog ned til Zifs ørken med 3000 udsøgte mænd af Israel for at søge efter David i Zifs ørken; | 2 Then Saul arose, and went down to the wilderness of Ziph, having three thousand chosen men of Israel with him, to seek David in the wilderness of Ziph. |
| 3 Saul slog lejr i Gibeat?ha?Hakila, som ligger over for Jeshimon, ved vejen. David opholdt sig i ørkenen, og da han opdagede, at Saul fulgte efter ham ind i ørkenen, | 3 og han slog lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved vejen, medens David opholdt sig i ørkenen. Da David erfarede, at Saul var draget ind i ørkenen for at forfølge ham, | 3 And Saul pitched in the hill of Hachilah, which is before Jeshimon, by the way. But David abode in the wilderness, and he saw that Saul came after him into the wilderness. |
| 4 sendte han spioner ud og fik sikre oplysninger om, at Saul var kommet. | 4 udsendte han spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til Nakon. | 4 David therefore sent out spies, and understood that Saul was come in very deed. |
| 5 David begav sig da hen til det sted, hvor Saul havde slået lejr. Han fandt det sted, hvor Saul og hans hærfører Abner, Ners søn, havde lagt sig. Saul lå i vognborgen, og folkene lå lejret omkring ham. | 5 Da stod David op og begav sig til det sted, hvor Saul havde lejret sig, og David fik øje på det sted, hvor Saul og hans hærfører Abner, Ners søn, lå; det var i vognborgen, Saul lå, og hans folk var lejret rundt om ham. | 5 And David arose, and came to the place where Saul had pitched: and David beheld the place where Saul lay, and Abner the son of Ner, the captain of his host: and Saul lay in the trench, and the people pitched round about him. |
| 6 Da sagde David til hittitten Akimelek og til Abishaj, søn af Seruja og bror til Joab: "Hvem vil gå med mig ned til Saul i lejren?" Abishaj svarede: "Det vil jeg." | 6 Og David tog til orde og sagde til hetiten Ahimelek og til Joabs broder Abisjaj, Zerujas søn: »Hvem vil følge mig ned til Saul i lejren?« Abisjaj svarede: »Det vil jeg!« | 6 Then answered David and said to Ahimelech the Hittite, and to Abishai the son of Zeruiah, brother to Joab, saying, Who will go down with me to Saul to the camp? And Abishai said, I will go down with thee. |
| 7 Da David og Abishaj om natten kom til folkene, lå Saul og sov i vognborgen; hans spyd var stukket i jordenved hans hoved, og Abner og folkene lå omkring ham. | 7 så kom David og Abisjaj om natten til hæren, og se, Saul lå og sov i vognborgen med sit spyd stukket i jorden ved sit hovedgærde, medens Abner og krigerne lå rundt om ham. | 7 So David and Abishai came to the people by night: and, behold, Saul lay sleeping within the trench, and his spear stuck in the ground at his bolster: but Abner and the people lay round about him. |
| 8 Abishaj sagde til David: "I dag har Gud givet din fjende i din hånd. Lad mig nu spidde ham til jorden med et eneste stød af spyddet." | 8 Da sagde Abisjaj til David: »Gud har i dag givet din fjende i din hånd! Lad mig nagle ham til jorden med hans spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!« | 8 Then said Abishai to David, God hath delivered thine enemy into thine hand this day: now therefore let me smite him, I pray thee, with the spear even to the earth at once, and I will not smite him the second time. |
| 9 Men David sagde til Abishaj: "Du må ikke dræbe ham. Hvem kan ustraffet lægge hånd på Herrens salvede?" | 9 Men David svarede Abisjaj: »Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet hånd på Herrens salvede?« | 9 And David said to Abishai, Destroy him not: for who can stretch forth his hand against the LORD'S anointed, and be guiltless? |
| 10 Og David fortsatte: "Nej, så sandt Herren lever: Herren skal selv ramme ham, hvad enten han skal dø, når hans time kommer, eller han skal miste livet i krigen. | 10 Og David sagde endvidere: »Nej, så sandt Herren lever, Herren selv vil ramme ham; hans time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i krigen. | 10 David said furthermore, As the LORD liveth, the LORD shall smite him; or his day shall come to die; or he shall descend into battle, and perish. |
| 11 Herren bevare mig for at lægge hånd på Herrens salvede! Men tag nu spyddet ved hans hoved og vandkrukken, og lad os gå." | 11 Herren lade det være langt fra mig at lægge hånd på Herrens salvede! Men tag nu spydet ved hans hovedgærde og vandkrukken, og lad os så gå vor vej!« | 11 The LORD forbid that I should stretch forth mine hand against the LORD'S anointed: but, I pray thee, take thou now the spear that is at his bolster, and the cruse of water, and let us go. |
| 12 David tog så spyddet og vandkrukken ved Sauls hoved, og de gik deres vej. Der var ingen, der så eller mærkede noget, og der var ingen, der vågnede. De sov alle sammen, for Herren havde ladet en dyb søvn falde over dem. | 12 Så tog David spydet og vandkrukken fra Sauls hovedgærde, og de gik deres vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung søvn fra Herren var faldet over dem. | 12 So David took the spear and the cruse of water from Saul's bolster; and they gat them away, and no man saw it, nor knew it, neither awaked: for they were all asleep; because a deep sleep from the LORD was fallen upon them. |
| 13 Da David var kommet over på den anden side, stillede han sig på toppen af-bjerget så langt borte, at der var stor afstand mellem dem. | 13 Derpå gik David over på den anden side og stillede sig langt borte på toppen af bjerget, så at der var langt imellem dem. | 13 Then David went over to the other side, and stood on the top of an hill afar off; a great space being between them: |
| 14 Så råbte David til folkene og til Abner, Ners søn: "Hører du ikke, Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, der råber på kongen?" | 14 Så råbte han til krigerne og Abner, Ners søn: »Svarer du ikke, Abner?« Abner svarede: »Hvem er det, som kalder på kongen?« | 14 And David cried to the people, and to Abner the son of Ner, saying, Answerest thou not, Abner? Then Abner answered and said, Who art thou that criest to the king? |
| 15 David råbte tilbage til Abner: "Du er jo en mand, der ikke har sin lige i Israel. Hvorfor passer du ikke på din herre, kongen? En af folkene kunne være kommet og have dræbt din herre, kongen. | 15 David sagde til Abner: »Er du ikke en mand? Og hvem er din lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din herre kongen? Thi en af krigerne kom for at gøre din herre kongen men. | 15 And David said to Abner, Art not thou a valiant man? and who is like to thee in Israel? wherefore then hast thou not kept thy lord the king? for there came one of the people in to destroy the king thy lord. |
| 16 Du har ikke gjort, hvad du skulle. Så sandt Herren lever: I burde lide døden, fordi I ikke passer på jeres herre, Herrens salvede. Se dog efter! Hvor er kongens spyd og vandkrukken, som stod ved hans hoved?" | 16 Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt Herren lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede eders herre, Herrens salvede! Se nu efter: hvor er kongens spyd og vandkrukken, som stod ved hans hovedgærde?« | 16 This thing is not good that thou hast done. As the LORD liveth, ye are worthy to die, because ye have not kept your master, the LORD'S anointed. And now see where the king's spear is, and the cruse of water that was at his bolster. |
| 17 Men Saul genkendte Davids stemmeog sagde: "Min søn David, er det virkelig dig, der taler?" David svarede: "Ja, det er mig, herre konge," | 17 Da kendte Saul Davids røst, og han sagde: »Er det din røst, min søn David?« David svarede: »Ja, herre konge!« | 17 And Saul knew David's voice, and said, Is this thy voice, my son David? And David said, It is my voice, my lord, O king. |
| 18 og han fortsatte: "Hvorfor forfølger du mig, herre? Hvad har jeg gjort? Hvad ondt har jeg haft i sinde? | 18 Og han føjede til: »Hvorfor forfølger min herre dog sin træl? Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet? | 18 And he said, Wherefore doth my lord thus pursue after his servant? for what have I done? or what evil is in mine hand? |
| 19 Hør dog din tjeners ord, herre konge! Hvis det er Herren, der har sat dig op imod mig, så lad ham få duften af et offer. Men hvis det er mennesker, så gid de må være forbandet af Herren, fordi de nu har jaget mig bort, så jeg ikke mere har lod og del i Herrens land. De har jo sagt, at jeg skal gå bort og dyrke andre guder. | 19 Måtte min herre kongen nu høre sin træls ord! Hvis det er Herren, der har ægget dig imod mig, så lad ham få duften af en offergave. Men er det mennesker,da være de forbandet for Herrens åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket fra Herrens arvelod, og fordi de har sagt til mig: gå bort og dyrk fremmede guder! | 19 Now therefore, I pray thee, let my lord the king hear the words of his servant. If the LORD have stirred thee up against me, let him accept an offering: but if they be the children of men, cursed be they before the LORD; for they have driven me out this day from abiding in the inheritance of the LORD, saying, Go, serve other gods. |
| 20 Men måtte mit blod ikke komme til at flyde langt borte fra Herrens ansigt! Israels konge er draget ud for at stræbe mig efter livet, ligesom man jager agerhøns i-bjergene." | 20 Nu beder jeg: lad ikke mit blod væde jorden fjernt fra Herrens åsyn! Israels konge er jo draget ud for at stå mig efter livet, som når ørnen jager en agerhøne på bjergene!« | 20 Now therefore, let not my blood fall to the earth before the face of the LORD: for the king of Israel is come out to seek a flea, as when one doth hunt a partridge in the mountains. |
| 21 Saul svarede: "Jeg har forsyndet mig, kom tilbage, min søn David! Jeg vil ikke længere gøre dig noget ondt, fordi du i dag har anset mit liv for dyre bart. Jeg har handlet tåbeligt og begået en stor fejl." | 21 Da sagde Saul: »Jeg har syndet; kom tilbage, min søn David! Thi jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit liv i dag var dyrebart i dine øjne. Se, jeg har handlet som en dåre og gjort mig skyldig i en såre stor vildfarelse! | 21 Then said Saul, I have sinned: return, my son David: for I will no more do thee harm, because my soul was precious in thine eyes this day: behold, I have played the fool, and have erred exceedingly. |
| 22 David sagde så: "Her er dit spyd, konge. Lad en af de unge mænd komme over og hente det. | 22 David svarede: »Se, her er kongens spyd; lad en af folkene komme herover og hente det. | 22 And David answered and said, Behold the king's spear! and let one of the young men come over and fetch it. |
| 23 Måtte Herren gengælde ethvert menneske dets retfærdighed og trofasthed! I dag gav Herren dig i min magt, men jeg ville ikke lægge hånd på Herrens salvede. | 23 Men Herren vil gengælde enhver hans retfærdighed og troskab; Herren gav dig i dag i min hånd, men jeg ville ikke lægge hånd på Herrens salvede! | 23 The LORD render to every man his righteousness and his faithfulness: for the LORD delivered thee into my hand to day, but I would not stretch forth mine hand against the LORD'S anointed. |
| 24 Gid nu mit liv må være lige så meget værd i Herrens øjne, som dit liv i dag har været de | 24 Men som dit liv i dag var agtet højt i mine øjne, måtte således mit liv være agtet højt i Herrens øjne, så at han frier mig fra al nød!« | 24 And, behold, as thy life was much set by this day in mine eyes, so let my life be much set by in the eyes of the LORD, and let him deliver me out of all tribulation. |
| 25 Og Saul sagde til David: "Velsignet være du, min søn David, alt hvad du gør, skal lykkes for dig." Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem. | 25 da sagde Saul til David: »Velsignet være du, min søn David! For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!« Derpå gik David sin vej, og Saul vendte tilbage til sit hjem. | 25 Then Saul said to David, Blessed be thou, my son David: thou shalt both do great things, and also shalt still prevail. So David went on his way, and Saul returned to his place. |