Anden Kongebog 6 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Profeterne sagde engang til Elisa: "Vi har ikke plads nok her, hvor vi sidder foran dig. | 1 Profetsønnerne sagde engang til Elisa: »Se, der er for lidt plads til os her, hvor vi sidder hos dig. | 1 And the sons of the prophets said unto Elisha, Behold now, the place where we dwell with thee is too strait for us. |
| 2 Lad os gå ned til Jordan og hver især hente en træstamme der. Så kan vi bygge os et sted, hvor vi kan bo." Han svarede: "Gå bare!" | 2 Vi vil gå til Jordan og hver fage en bjælke og der indrette os et rum, vi kan sidde i!« Han sagde: »Ja, gør det!« | 2 Let us go, we pray thee, unto Jordan, and take thence every man a beam, and let us make us a place there, where we may dwell. And he answered, Go ye. |
| 3 Men en af dem sagde: "Gå dog med dine tjenere!" "Ja," sagde han | 3 Men en af dem sagde: »Vil du ikke nok følge med dine trælle!« Og han svarede: »Jo, det vil jeg!« | 3 And one said, Be content, I pray thee, and go with thy servants. And he answered, I will go. |
| 4 og gik med dem. Da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde træerne. | 4 Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde træer. | 4 So he went with them. And when they came to Jordan, they cut down wood. |
| 5 Mens én nu var i færd med at fælde en stamme, faldt hans økse i vandet, og han råbte: "Ak, herre, det var endda en, jeg havde lånt!" | 5 Medens nu en af dem var ved at fælde en bjælke, faldt hans øksejern i vandet. Da gav han sig til at råbe: »Ak, min herre! Og det var endda lånt!« | 5 But as one was felling a beam, the ax head fell into the water: and he cried, and said, Alas, master! for it was borrowed. |
| 6 Gudsmanden spurgte: "Hvor faldt den i?" Da han havde vist ham stedet, skar han et stykke træ af og kastede det derhen, og det fik øksen til at flyde ovenpå. | 6 Men den Guds mand sagde: »Hvor faldt det?« Og da han havde vist ham stedet, skar han en gren af og kastede den derhen. Da kom øksen op på overfladen; | 6 And the man of God said, Where fell it? And he showed him the place. And he cut down a stick, and cast it in thither; and the iron did swim. |
| 7 Så sagde Elisa: "Tag den op!" og manden rakte hånden ud og tog den op. | 7 og han sagde: »Tag den op!« Så rakte han hånden ud og tog den. | 7 Therefore said he, Take it up to thee. And he put out his hand, and took it. |
| 8 Engang aramæerkongen lå i krig med Israel, holdt han rådslagning med sine folk og sagde: | 8 Engang Arams konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine folk, at de skulle lægge sig ibaghold på det og det sted. | 8 Then the king of Syria warred against Israel, and took counsel with his servants, saying, In such and such a place shall be my camp. |
| 9 "På det og det sted skal I gå i stilling." Men gudsmanden sendte bud til Israels konge: "Tag dig i agt for at passere det sted, for der har aramæerne lagt sig i stilling." | 9 Men den Guds, mand sendte bud til Israels konge og lod sige: »Vogt dig for at drage forbi det sted, thi der ligger aramæerne i baghold!« | 9 And the man of God sent unto the king of Israel, saying, Beware that thou pass not such a place; for thither the Syrians are come down. |
| 10 Israels konge sendte da folk ud til det sted, gudsmanden havde sagt ham, og hver gang han advarede ham, tog han sig i agt der, og det var ikke kun én eller to gange. | 10 Israels konge sendte da folk til det sted, den Guds mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin post der; og det gjorde han ikke een, men flere gange. | 10 And the king of Israel sent to the place which the man of God told him and warned him of, and saved himself there, not once nor twice. |
| 11 Det blev aramæerkongen ophidset over; hantiLkaldte sine folk og sagde til dem: "Kan I ikke sige mig, hvem af vore det er, der sender bud til Israels konge?" | 11 Derover blev Arams konge urolig i sit sind, og han lod sine folk kalde og spurgte dem: »Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels konge?« | 11 Therefore the heart of the king of Syria was sore troubled for this thing; and he called his servants, and said unto them, Will ye not show me which of us is for the king of Israel? |
| 12 En af folkene svarede: "Det er ingen af os, herre konge. Men Elisa, profeten i Israel, fortæller Israels konge hvert ord, du siger i dit sovekammer." | 12 Da sagde en af hans hærførere: »Det er ingen af os, herre konge; det er profeten Elisa i Israel, der lader Israels konge vide, hvad du taler i dit sovekammer.« | 12 And one of his servants said, None, my lord, O king: but Elisha, the prophet that is in Israel, telleth the king of Israel the words that thou speakest in thy bedchamber. |
| 13 Så sagde han: "Gå hen og find ud af, hvor han er, så vil jeg sende folk ud og få fat på ham." Da han fik at vide, at han var i Dotan, | 13 Da sagde han: »Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende folk ud og lade ham gribe!« Da det meldtes ham, at han var i Dotan, | 13 And he said, Go and spy where he is, that I may send and fetch him. And it was told him, saying, Behold, he is in Dothan. |
| 14 sendte han heste og vogne og en stor hærstyrke derhen, og de kom om natten og omringede byen. | 14 sendte han heste og vogne og en stor hærstyrke derhen; og de kom ved nattetide og omringede byen. | 14 Therefore sent he thither horses, and chariots, and a great host: and they came by night, and compassed the city about. |
| 15 Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: "Ak, herre, hvad skal vi gøre?" | 15 Næste morgen tidlig, da den Guds mand gik ud, se, da var byen omringet af en hær og heste og vogne, da sagde hans tjener til ham: »Ak, herre, hvad skal vi dog gribe til?« | 15 And when the servant of the man of God was risen early, and gone forth, behold, an host compassed the city both with horses and chariots. And his servant said unto him, Alas, my master! how shall we do? |
| 16 Men han sagde: "Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!" | 16 Men han svarede: »Frygtikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!« | 16 And he answered, Fear not: for they that be with us are more than they that be with them. |
| 17 Så bad Elisa: "Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!" Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at-bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa. | 17 Og Elisa bad og sagde: »Herre, luk hans øjne op, så han kan se!« Da lukkede Herren tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa. | 17 And Elisha prayed, and said, LORD, I pray thee, open his eyes, that he may see. And the LORD opened the eyes of the young man; and he saw: and, behold, the mountain was full of horses and chariots of fire round about Elisha. |
| 18 Da fjenderne kom ned mod Elisa, bad han til Herren: "Slå dog disse folk med blindhed!" og på Elisas bøn slog han dem med blindhed. | 18 Da nu fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til Herren og sagde: »Slå de folk med blindhed!« Og han slog dem med blindhed efter Elisas ord. | 18 And when they came down to him, Elisha prayed unto the LORD, and said, Smite this people, I pray thee, with blindness. And he smote them with blindness according to the word of Elisha. |
| 19 Derpå sagde Elisa til dem: "Det her er ikke den rigtige vej og heller ikke den rigtige by. Kom med mig, så vil jeg føre jer til den mand, I søger." Så førte han dem til Samaria. | 19 Da sagde Elisa til dem: »Det er ikke den rigtige vej eller den rigtige by; følg med mig, så skal jeg føre eder til den mand, I søger!« Han førte dem så til Samaria, | 19 And Elisha said unto them, This is not the way, neither is this the city: follow me, and I will bring you to the man whom ye seek. But he led them to Samaria. |
| 20 Da de var kommet ind i Samaria, sagde Elisa: "Herre, åbn øjnene på dem, så de kan se!" Herren åbnede deres øjne, og de opdagede, at de var midt inde i Samaria. | 20 og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: »Herre, luk nu deres øjne op, så at de kan se!« Da lukkede Herren deres øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. | 20 And it came to pass, when they were come into Samaria, that Elisha said, LORD, open the eyes of these men, that they may see. And the LORD opened their eyes, and they saw; and, behold, they were in the midst of Samaria. |
| 21 Da Israels konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg slå dem ihjel, fader?" | 21 Da Israels konge så dem, spurgte han Elisa: »Skal jeg hugge dem ned, min fader?« | 21 And the king of Israel said unto Elisha, when he saw them, My father, shall I smite them? shall I smite them? |
| 22 Han svarede: "Slå dem ikke ihjel! Plejer du måske at slå dem ihjel, som du har taget til fange med sværd og bue? Nej, sæt mad og drikke for dem, lad dem spise og drikke og så vende hjem til deres herrer." | 22 Men han svarede: »Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge folk ned, som du ikke har taget til fange med sværd eller bue? Sæt brød og vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres herre!« | 22 And he answered, Thou shalt not smite them: wouldest thou smite those whom thou hast taken captive with thy sword and with thy bow? set bread and water before them, that they may eat and drink, and go to their master. |
| 23 Kongen anrettede så et festmåltid for dem, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de vendte hjem til deres herrer. Aramæerne foretog ikke flere strejftogter ind i Israel. | 23 Så gav han dem et godt måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres herre. Men fra den tid af kom der ikke flere aramaiske strejfskarer i Israels land. | 23 And he prepared great provision for them: and when they had eaten and drunk, he sent them away, and they went to their master. So the bands of Syria came no more into the land of Israel. |
| 24 Siden hen samlede aramæerkongen Ben?Hadad hele sin hær og drog op og belejrede Samaria. | 24 Siden hændte det, at kong Benhadad af Aram samlede hele sin hær og drog op og belejrede Samaria; | 24 And it came to pass after this, that Benhadad king of Syria gathered all his host, and went up, and besieged Samaria. |
| 25 Der blev så stor hungersnød i Samaria under belejringen, at et æselhoved kostede firs sekel sølv og en kvart kab duemøg fem sekel. | 25 og under belejringen blev der stor hungersnød i byen, så at et æselhoved til sidst kostede tresindstyve sekel sølv og en fjerdedel kab duegødning fem. | 25 And there was a great famine in Samaria: and, behold, they besieged it, until an ass's head was sold for fourscore pieces of silver, and the fourth part of a cab of dove's dung for five pieces of silver. |
| 26 En dag Israels konge gik forbi på muren, råbte en kvinde til ham "Hjælp os, herre konge!" | 26 Da Israels konge en dag gik oppe på bymuren, råbte en kvinde til ham: »Hjælp, herre konge!« | 26 And as the king of Israel was passing by upon the wall, there cried a woman unto him, saying, Help, my lord, O king. |
| 27 Han svarede: "Hvis ikke Herren hjælper dig, hvordan skulle jeg så hjælpe dig? Fra tærskepladsen? Eller fra vinpersen?" | 27 han svarede: »Hjælper Herren dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig hjælp fra? Fra tærskepladsen eller vinpersen?« | 27 And he said, If the LORD do not help thee, whence shall I help thee? out of the barnfloor, or out of the winepress? |
| 28 Så spurgte kongen hende: "Hvad er deri vejen?" Hun svarede: "Kvinden der sagde til mig: Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og min søn kan Vi spise i morgen. | 28 Og kongen spurgte hende vi dere: »Hvad fattes dig?« Da sagde hun: »Den kvinde der sagde til mig: hom med din dreng, så fortærer vi ham i dag; i morgen vil vi så fortære min dreng! | 28 And the king said unto her, What aileth thee? And she answered, This woman said unto me, Give thy son, that we may eat him to day, and we will eat my son to morrow. |
| 29 Så kogte vi min søn og spiste ham. Men næste dag sagde jeg til hende: Kom med din søn, så spiser vi ham. Men så gemte hun sin søn." | 29 Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste dag sagde jeg til hende: Kom nu med din dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt drengen skjult.« | 29 So we boiled my son, and did eat him: and I said unto her on the next day, Give thy son, that we may eat him: and she hath hid her son. |
| 30 Da kongen hørte kvindens ord, flængede han sine klæder, mens han gik på muren, og folk så, at han indenunder havde sæk på kroppen. | 30 Da kongen hørte kvindens ord, sønderrev han sine klæder, som han stod der på muren; og folket så da, at han indenunder har sæk på den bare krop. | 30 And it came to pass, when the king heard the words of the woman, that he rent his clothes; and he passed by upon the wall, and the people looked, and, behold, he had sackcloth within upon his flesh. |
| 31 Han udbrød: "Gud ramme mig igen og igen, hvis hovedet bliver siddende dagen ud på Elisa, Shafats søn!" | 31 Og han sagde: »Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats søns, hoved skal blive siddende mellem skuldrene på ham dagen til ende!« | 31 Then he said, God do so and more also to me, if the head of Elisha the son of Shaphat shall stand on him this day. |
| 32 Elisa sad netop i sit hus, og de ældste sad hos ham, da kongen sendte en mand i forvejen. Men før budet nåede derhen, sagde Elisa til de ældste: "Er I klar over, at denne morder har sendt en mand for at hugge mit hoved af? Sørg for at lukke døren, når budet kommer, og stem døren imod ham. Jeg kan allerede høre hans herres fodtrin bag ham." | 32 Elisa sad imidlertid i sit hus sammen med de ældste; da sendte kongen en mand i forvejen. Men før sendebudet kom til ham, sagde han til de ældste: »Ved I, at denne mordersjæl har sendt en mand herhen for at tage mit hoved? Se, når budet kommer, skal I lukke døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans herres trin bag ham.« | 32 But Elisha sat in his house, and the elders sat with him; and the king sent a man from before him: but ere the messenger came to him, he said to the elders, See ye how this son of a murderer hath sent to take away mine head? look, when the messenger cometh, shut the door, and hold him fast at the door: is not the sound of his master's feet behind him? |
| 33 Mens han talte med dem, kom kongen ned til ham, og han sagde: "Denne ulykke er kommet fra Herren. Hvorfor skal jeg længere vente på Herren?" | 33 Og medens han endnu talte med dem, kom kongen ned til ham og sagde: »Se, hvilken ulykke Herren har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på Herren?« | 33 And while he yet talked with them, behold, the messenger came down unto him: and he said, Behold, this evil is of the LORD; what should I wait for the LORD any longer? |