Anden Krønikebog 6 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Kongen vendte sig om og velsignede hele Israels forsamling, mens hel Israels forsamling stod op. | 1 Ved den lejlighed sang Salomo: »Herren har sagt, han vil bo i mulmet!« | 1 Then said Solomon, The LORD hath said that he would dwell in the thick darkness. |
| 2 Han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud som nu har opfyldt, hvad han lovede min far David, da han sagde: | 2 Nu har jeg bygget dig et hus til bolig, et sted, du for evigt kan dvæle. | 2 But I have built an house of habitation for thee, and a place for thy dwelling for ever. |
| 3 "Fra den dag jeg førte mit folk ud af Egypten, udvalgte jeg ingen by i nogen af Israel stammer, hvor der skulle bygges et hus, mit navn kunne være i, og jeg udvalgte ingen til at være fyrste over mit folk Israel; | 3 Derpå vendte kongen sig om og velsignede hele Israels forsamling, der imens stod op; | 3 And the king turned his face, and blessed the whole congregation of Israel: and all the congregation of Israel stood. |
| 4 men jeg udvalgte Jerusalem, hvor mit navn skulle være, og jeg udvalgte David til at herske over mit folk Israel." | 4 og han sagde: »Lovet være Herren, Israels Gud, hvis hånd har fuldført, hvad hans mund talede til min fader David, dengang han sagde: | 4 And he said, Blessed be the LORD God of Israel, who hath with his hands fulfilled that which he spake with his mouth to my father David, saying, |
| 5 Min far David havde besluttet at bygge et hus for Herrens Israels Guds, navn; | 5 Fra den dag jeg førte mit folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i nogen af Israels stammer, hvor man skulle bygge et hus til bolig for mit navn, og jeg har ikke udvalgt nogen mand til at være hersker over mit folk Israel; | 5 Since the day that I brought forth my people out of the land of Egypt I chose no city among all the tribes of Israel to build an house in, that my name might be there; neither chose I any man to be a ruler over my people Israel: |
| 6 men Herren sagde til min far David: "Det er rigtigt af dig, at du har besluttet at bygge et hus for mit navn. | 6 men Jerusalem udvalgte jeg til bolig for mit navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit folk Israel. | 6 But I have chosen Jerusalem, that my name might be there; and have chosen David to be over my people Israel. |
| 7 Dog er det ikke dig, de skal bygge huset; din søn, dit eget kød og blod, skal bygge huset for mit navn." | 7 Og min fader David fik i sinde at bygge Herrens, Israels Guds, navn et hus; | 7 Now it was in the heart of David my father to build an house for the name of the LORD God of Israel. |
| 8 Herren har holdt det løfte, han gav: Jeg har efterfulgt min far David jeg sidder på Israels trone, som Herren lovede, og jeg har bygget huset for Herrens, Israels Guds, navn. | 8 men Herren sagde til min fader David: At du har i sinde at bygge mit navn et hus, er ret af dig; | 8 But the LORD said to David my father, Forasmuch as it was in thine heart to build an house for my name, thou didst well in that it was in thine heart: |
| 9 Dér har jeg sat arken, hvori den pagt er, som Herren sluttede medisraelitterne. | 9 dog skal ikke du bygge det hus, men din søn, der udgår af din lænd, skal bygge mit navn det hus. | 9 Notwithstanding thou shalt not build the house; but thy son which shall come forth out of thy loins, he shall build the house for my name. |
| 10 Salomo stillede sig foran Herrens alter over for hele Israels forsamling og bredte sine hænder ud; | 10 nu har Herren opfyldt det ord, han talede, og jeg er trådt i min fader Davids sted og sidder på Israels trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, navn huset; | 10 The LORD therefore hath performed his word that he hath spoken: for I am risen up in the room of David my father, and am set on the throne of Israel, as the LORD promised, and have built the house for the name of the LORD God of Israel. |
| 11 Salomo havde nemlig lavet et podium af bronze som han havde stillet midt i forgården; det var fem alen langt, fem alen bredt og tre alen højt. Han stillede sig op på det, faldt på knæ foran hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen | 11 og jeg har der beredt en plads til arken med den pagt, Herren sluttede med israeliterne.« | 11 And in it have I put the ark, wherein is the covenant of the LORD, that he made with the children of Israel. |
| 12 og bad: Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i himlen og på jorden, en Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit ansigt. | 12 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens alfer lige over for hele Israels forsamling og udbredte hænderne. | 12 And he stood before the altar of the LORD in the presence of all the congregation of Israel, and spread forth his hands: |
| 13 Du har holdt, hvad du lovede din tjener min farDavid; hvad du lovede ham, har du opfyldt i dag. | 13 Salomo havde nemlig ladet lave en fem alen lang, fem alen bred og tre alen høj talerstol af hobber og stillet den op midt i gården; på den trådte han op og kastede sig på knæ foran hele Israels forsamling, udbredte sine hænder mod himmelen | 13 For Solomon had made a brazen scaffold, of five cubits long, and five cubits broad, and three cubits high, and had set it in the midst of the court: and upon it he stood, and kneeled down upon his knees before all the congregation of Israel, and spread forth his hands toward heaven, |
| 14 Herre, Israel Gud, hold nu det løfte, du gav din tjener, min far David: "Der skal aldrig mangle en af din slægt til at sidde på Israels trone, hvis blot dine sønner vogter deres færd, så de følger min lov, sådan som du har vandret for mit ansigt." | 14 og sagde: »Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i himmelen og på jorden, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn, | 14 And said, O LORD God of Israel, there is no God like thee in the heaven, nor in the earth; which keepest covenant, and showest mercy unto thy servants, that walk before thee with all their hearts: |
| 15 Herre, Israels Gud, lad nu dit løfte, som du gav din tjener David, stå fast. | 15 du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd, hvad du talede med din mund. | 15 Thou which hast kept with thy servant David my father that which thou hast promised him; and spakest with thy mouth, and hast fulfilled it with thine hand, as it is this day. |
| 16 Bor Gud da hos menneskene på jorden? Nej, himlen og himlene himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! | 16 Så hold da nu, herre, Israels Gud, hvad du lovede din tjener, min fader David, da du sagde: En efterfølger skal aldrig fattes dig for mit åsyn til at sidde på Israels trone, når kun dine sønner vil tage vare på deres vej og vandre i min lov, som du har vandret for mit åsyn! | 16 Now therefore, O LORD God of Israel, keep with thy servant David my father that which thou hast promised him, saying, There shall not fail thee a man in my sight to sit upon the throne of Israel; yet so that thy children take heed to their way to walk in my law, as thou hast walked before me. |
| 17 Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt. | 17 Så lad nu, herre, Israels Gud, det ord opfyldes, som du tilsagde din tjener David! | 17 Now then, O LORD God of Israel, let thy word be verified, which thou hast spoken unto thy servant David. |
| 18 Lad dine øjne være åbne for dette hus dag og nat, det sted, om hvilket du har sagt, at dér vil du sætte dit navn, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. | 18 Men kan Gud da virkelig bo blandt menneskene på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! | 18 But will God in very deed dwell with men on the earth? behold, heaven and the heaven of heavens cannot contain thee; how much less this house which I have built! |
| 19 Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted! Hør den fra det sted, hvor du bor, fra himlen, ja, hør og tilgiv! | 19 Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, herre min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener opsender for dit åsyn; | 19 Have respect therefore to the prayer of thy servant, and to his supplication, O LORD my God, to hearken unto the cry and the prayer which thy servant prayeth before thee: |
| 20 Hvis nogen synder mod sin næste, og man afkræver ham en ed, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 20 lad dine øjne være åbne over dette hus både dag og nat, over det sted, hvor du har sagt, du ville stedfæste dit navn, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted! | 20 That thine eyes may be open upon this house day and night, upon the place whereof thou hast said that thou wouldest put thy name there; to hearken unto the prayer which thy servant prayeth toward this place. |
| 21 så hør fra himlen, og grib ind; skift ret mellem dine tjenere, gengæld den skyldige, og lad hans gerning ramme ham selv, men frikend den uskyldige, så han får efter sin uskyld! | 21 Og hør den bøn, dinjener og dit folk Israel opsender, vendt mod dette sted; du høre den der, hvor du bor, i himmelen, du høre og tilgive! | 21 Hearken therefore unto the supplications of thy servant, and of thy people Israel, which they shall make toward this place: hear thou from thy dwelling place, even from heaven; and when thou hearest, forgive. |
| 22 Og hvis dit folk Israel bliver slået af fjenden, fordi de har syndet mod dig, og de så vender om og priser dit navn og beder og bønfalder dig i dette hus, | 22 Når nogen synder imod sin næste, og man afkræver ham ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 22 If a man sin against his neighbour, and an oath be laid upon him to make him swear, and the oath come before thine altar in this house; |
| 23 så hør fra himlen, tilgiv dit folk Israels synd, og før dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre! | 23 så høre du det i himmelen og gøre det og dømme dine tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans gerning komme overhans hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans uskyld. | 23 Then hear thou from heaven, and do, and judge thy servants, by requiting the wicked, by recompensing his way upon his own head; and by justifying the righteous, by giving him according to his righteousness. |
| 24 Når himlen lukkes, og der ikke kommer regn, fordi de har syndet mod dig, og de beder vendt mod dette sted og priser dit navn og vender om fra deres synd, fordi du har ydmyget dem, | 24 Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer for dit åsyn i dette hus, | 24 And if thy people Israel be put to the worse before the enemy, because they have sinned against thee; and shall return and confess thy name, and pray and make supplication before thee in this house; |
| 25 så hør i himlen, tilgiv dine tjeneres og dit folk Israels synd, og vis dem hen til den gode vej, de skal følge; giv regn over dit land, som du har givet dit folk i eje! | 25 så høre du det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd og føre dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre. | 25 Then hear thou from the heavens, and forgive the sin of thy people Israel, and bring them again unto the land which thou gavest to them and to their fathers. |
| 26 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og andre gnavere, når deres fjender belejrer dem i byerne i landet ? al slags plage og al slags sygdom | 26 Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, | 26 When the heaven is shut up, and there is no rain, because they have sinned against thee; yet if they pray toward this place, and confess thy name, and turn from their sin, when thou dost afflict them; |
| 27 så hør fra himlen, hvor du bor, enhver bøn og bønfaldelse, som kommer fra et menneske og fra hele dit folk Israel, når nogen føler sig ramt og lider og udbreder sine hænder mod dette hus; | 27 så høre du det i himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje. | 27 Then hear thou from heaven, and forgive the sin of thy servants, and of thy people Israel, when thou hast taught them the good way, wherein they should walk; and send rain upon thy land, which thou hast given unto thy people for an inheritance. |
| 28 tilgiv, og gengæld enhver efter al hans færd ? du kender jo hans hjerte, for du alene kender menneskenes hjerte | 28 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer hornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer | 28 If there be dearth in the land, if there be pestilence, if there be blasting, or mildew, locusts, or caterpillars; if their enemies besiege them in the cities of their land; whatsoever sore or whatsoever sickness there be: |
| 29 for at de må frygte dig og vandre ad dine veje, så længe de lever på den jord, du gav vore fædre. | 29 enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler deres plage og smerte og udbreder hænderne mod dette hus, | 29 Then what prayer or what supplication soever shall be made of any man, or of all thy people Israel, when every one shall know his own sore and his own grief, and shall spread forth his hands in this house: |
| 30 Også når de fremmede, som ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns skyld og for din stærke hånds og din løftede arms skyld, kommer og beder vendt mod dette hus, | 30 den høre du i himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, thi du alene kender menneskebørnenes hjerter, | 30 Then hear thou from heaven thy dwelling place, and forgive, and render unto every man according unto all his ways, whose heart thou knowest; (for thou only knowest the hearts of the children of men:) |
| 31 så hør fra himlen, hvor du bor, og gør, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folk skal kende dit navn og frygte dig ligesom dit folk Israel og forstå, at dit navn er udråbt over dette hus, som jeg har bygget. | 31 for at de må frygte dig og følge dine veje, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. | 31 That they may fear thee, to walk in thy ways, so long as they live in the land which thou gavest unto our fathers. |
| 32 Når dit folk rykker ud til kamp mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig vendt mod denne by, som du har udvalgt, og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, | 32 Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns, din stærke hånds og din udstrakte arms skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette hus, | 32 Moreover concerning the stranger, which is not of thy people Israel, but is come from a far country for thy great name's sake, and thy mighty hand, and thy stretched out arm; if they come and pray in this house; |
| 33 så hør fra himlen deres bøn og bønfaldelse, og skaf dem deres ret! | 33 da børe du det i himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget. | 33 Then hear thou from the heavens, even from thy dwelling place, and do according to all that the stranger calleth to thee for; that all people of the earth may know thy name, and fear thee, as doth thy people Israel, and may know that this house which I have built is called by thy name. |
| 34 Når de synder mod dig ? for der er intet menneske, som ikke synder ? og du bliver vred på dem og overgiver dem til fjenden, som fører dem i fangenskab til et land, fjern eller nær, | 34 Når dit folk drager i krig mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn, | 34 If thy people go out to war against their enemies by the way that thou shalt send them, and they pray unto thee toward this city which thou hast chosen, and the house which I have built for thy name; |
| 35 og de lægger sig det på sinde i det land, hvor de er fanger, og omvender sig og bønfalder dig i fangenskabets land og siger: Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, | 35 så høre du i himmelen deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret. | 35 Then hear thou from the heavens their prayer and their supplication, and maintain their cause. |
| 36 og de vender sig til dig af hele deres hjerte og af hele deres sjæl i fangenskabets land, hvortil deblev ført, og de beder vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og mod det hus, jeg har bygget for dit navn, | 36 Når de synder imod dig - thi der er intet menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til et andet land, det være sig fjernt eller nær, | 36 If they sin against thee, (for there is no man which sinneth not,) and thou be angry with them, and deliver them over before their enemies, and they carry them away captives unto a land far off or near; |
| 37 så hør fra himlen, hvor du bor, deres bøn og bønfaldelse, skaf dem deres ret, og tilgiv dit folk deres synd imod dig. | 37 og de så går i sig selv i det land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres landflygtigheds land og siger: vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! | 37 Yet if they bethink themselves in the land whither they are carried captive, and turn and pray unto thee in the land of their captivity, saying, We have sinned, we have done amiss, and have dealt wickedly; |
| 38 Lad nu dine øjne være åbne, min Gud, og lad dine ører lytte til bønnen på dette sted. | 38 Når de omvender sig til dig al hele deres hjerte og af hele deres sjæl i sejrherrernes land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn - | 38 If they return to thee with all their heart and with all their soul in the land of their captivity, whither they have carried them captives, and pray toward their land, which thou gavest unto their fathers, and toward the city which thou hast chosen, and toward the house which I have built for thy name: |
| 39 Gud Herre, bryd nu op til dit hvilested sammen med din magtfulde ark. Dine præster, Gud Herre, skal klæde sig i frelse, dine fromme skal glæde sig over dine goder. | 39 så høre du i himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret, og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig! | 39 Then hear thou from the heavens, even from thy dwelling place, their prayer and their supplications, and maintain their cause, and forgive thy people which have sinned against thee. |
| 40 Gud Herre, afvis ikke dine salvede; husk på din troskab mod din tjener David! | 40 Så lad da, min Gud, dine øjne være åbne og dine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted, | 40 Now, my God, let, I beseech thee, thine eyes be open, and let thine ears be attent unto the prayer that is made in this place. |
| 41 Da Salomo var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet; | 41 bryd op da, Gud herre, til dit hvilested, du selv og din vældes ark! Dine præster, Gud herre, være iklædt frelse, dine fromme glæde sig ved dine goder! | 41 Now therefore arise, O LORD God, into thy resting place, thou, and the ark of thy strength: let thy priests, O LORD God, be clothed with salvation, and let thy saints rejoice in goodness. |
| 42 præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel. | 42 Gud herre, afvis ikke din salvede, kom nåden mod din tjener David i hu!« | 42 O LORD God, turn not away the face of thine anointed: remember the mercies of David thy servant. |