Anden Samuelsbog 12 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: "Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. | 1 Og Herren sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: »Der boede to mænd i samme by, en rig og en fattig. | 1 And the LORD sent Nathan unto David. And he came unto him, and said unto him, There were two men in one city; the one rich, and the other poor. |
| 2 Den rige havde får og køer i mængde, | 2 Den rige havde småkvæg og hornkvæg i mængde, | 2 The rich man had exceeding many flocks and herds: |
| 3 den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. | 3 medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans børn; det åd af hans brød, drak af hans bæger og lå i hans skød og var ham som en datter. | 3 But the poor man had nothing, save one little ewe lamb, which he had bought and nourished up: and it grew up together with him, and with his children; it did eat of his own meat, and drank of his own cup, and lay in his bosom, and was unto him as a daughter. |
| 4 En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet." | 4 Men da den rige mand engang fik besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget småkvæg eller hornkvæg og tillave det til den vejfarende mand, som var kommet til ham, men tog den fattige mands lam og tillavede det til sin gæst!« | 4 And there came a traveller unto the rich man, and he spared to take of his own flock and of his own herd, to dress for the wayfaring man that was come unto him; but took the poor man's lamb, and dressed it for the man that was come to him. |
| 5 Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: "Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, | 5 Da blussede Davids vrede heftigt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: den mand, som gjorde det, er dødsens, | 5 And David's anger was greatly kindled against the man; and he said to Nathan, As the LORD liveth, the man that hath done this thing shall surely die: |
| 6 og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!" | 6 og lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!« | 6 And he shall restore the lamb fourfold, because he did this thing, and because he had no pity. |
| 7 Da sagde Natan til David: "Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. | 7 Men Natan sagde til David: »Du er manden! Så siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls hånd; | 7 And Nathan said to David, Thou art the man. Thus saith the LORD God of Israel, I anointed thee king over Israel, and I delivered thee out of the hand of Saul; |
| 8 Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. | 8 jeg gav dig din herres hus, lagde din herres hustruer i din favn og gav dig Israels og Judas hus; og var det for lidet, ville jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet. | 8 And I gave thee thy master's house, and thy master's wives into thy bosom, and gave thee the house of Israel and of Judah; and if that had been too little, I would moreover have given unto thee such and such things. |
| 9 Hvorfor har du vist foragt for Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hittitten Urias har du slået ihjel. Hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med ammonitternes sværd. | 9 Hvorfor har du da ringeagtet Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hetiten Urias har du dræbt med sværdet; hans hustru har du taget til ægte, og ham har du slået ihjel med ammoniternes sværd. | 9 Wherefore hast thou despised the commandment of the LORD, to do evil in his sight? thou hast killed Uriah the Hittite with the sword, and hast taken his wife to be thy wife, and hast slain him with the sword of the children of Ammon. |
| 10 Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias' kone. | 10 Så skal nu sværdet aldrig vige fra dit hus, fordi du ringeagtede mig og tog hetiten Urias's hustru til ægte. | 10 Now therefore the sword shall never depart from thine house; because thou hast despised me, and hast taken the wife of Uriah the Hittite to be thy wife. |
| 11 Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. | 11 Så siger Herren: se, jeg lader ulykke komme over dig fra dit eget hus, og jeg tager dine hustruer bort for øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine hustruer ved højlys dag. | 11 Thus saith the LORD, Behold, I will raise up evil against thee out of thine own house, and I will take thy wives before thine eyes, and give them unto thy neighbour, and he shall lie with thy wives in the sight of this sun. |
| 12 Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel." | 12 Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette ord i hele Israels påsyn og ved højlys dag!« | 12 For thou didst it secretly: but I will do this thing before all Israel, and before the sun. |
| 13 Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod Herren." Natan svarede David: "Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. | 13 Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren!« Og Natan sagde til David: »Så har Herren også tilgivet dig din synd; du skal ikke dø. | 13 And David said unto Nathan, I have sinned against the LORD. And Nathan said unto David, The LORD also hath put away thy sin; thou shalt not die. |
| 14 Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø." | 14 Men fordi du ved denne gerning har vist foragt for Herren, skal sønnen, som er født dig, visselig dø!« | 14 Howbeit, because by this deed thou hast given great occasion to the enemies of the LORD to blaspheme, the child also that is born unto thee shall surely die. |
| 15 Så gik Natan hjem. Herren lod den dreng, Urias' kone havde født David, blive ramt af sygdom. | 15 Derpå gik Natan til sit hus. Og Herren ramte det barn, Urias's hustru havde født David, med sygdom. | 15 And Nathan departed unto his house. And the LORD struck the child that Uriah's wife bare unto David, and it was very sick. |
| 14 Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. | 14 Da søgte David Gud for barnet, holdt faste og gik hen og lagde sig om natten på jorden i sæk. | 14 David therefore besought God for the child; and David fasted, and went in, and lay all night upon the earth. |
| 17 De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem. | 17 De ældste i hans hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han ville ikke, og han holdt ikke måltid sammen med dem. | 17 And the elders of his house arose, and went to him, to raise him up from the earth: but he would not, neither did he eat bread with them. |
| 18 På den syvende dag døde drengen, og Davids folk turde ikke fortælle ham, at drengen var død, for de tænkte: "Mens drengen endnu var i live, ville han ikke høre, hvad vi sagde til ham. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at drengen erdød? Han kunne | 18 Syvendedagen døde barnet; men Davids folk turde ikke lade ham vide, at barnet var død, thi de tænkte: »Da barnet levede, ville han ikke låne os øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at barnet er død? Han kunne gøre en ulykke!« | 18 And it came to pass on the seventh day, that the child died. And the servants of David feared to tell him that the child was dead: for they said, Behold, while the child was yet alive, we spake unto him, and he would not hearken unto our voice: how will he then vex himself, if we tell him that the child is dead? |
| 19 Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, forstod han, at drengen var død. Han spurgte dem, om drengen var død, og de svarede: "Ja, han er." | 19 Men da David så, at hans folk hviskede sammen, skønnede han, at barnet var død. Så spurgte David sine folk: »Er barnet død?« Og de svarede: »Ja, han er død!« | 19 But when David saw that his servants whispered, David perceived that the child was dead: therefore David said unto his servants, Is the child dead? And they said, He is dead. |
| 20 Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han. | 20 Da rejste David sig fra jorden, tvættede og salvede sig, tog andre klæder på og gik ind i Herrens hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få mad sat frem og spiste. | 20 Then David arose from the earth, and washed, and anointed himself, and changed his apparel, and came into the house of the LORD, and worshipped: then he came to his own house; and when he required, they set bread before him, and he did eat. |
| 21 Hans folk spurgte ham: "Hvordan er det, du bærer dig ad? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men næppe er han død, før du står op og spiser." | 21 Da sagde hans folk til ham: »Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da barnet er død, rejser du dig og spiser!« | 21 Then said his servants unto him, What thing is this that thou hast done? thou didst fast and weep for the child, while it was alive; but when the child was dead, thou didst rise and eat bread. |
| 22 Han svarede: "Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. | 22 Han svarede: »Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: måske er Herren mig nådig, så barnet bliver i live. | 22 And he said, While the child was yet alive, I fasted and wept: for I said, Who can tell whether GOD will be gracious to me, that the child may live? |
| 23 Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig." | 23 Men hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!« | 23 But now he is dead, wherefore should I fast? can I bring him back again? I shall go to him, but he shall not return to me. |
| 24 David trøstede Batseba, sin hustru. Han gik ind tilhende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. | 24 Derpå trøstede David sin hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede Herren. | 24 And David comforted Bathsheba his wife, and went in unto her, and lay with her: and she bare a son, and he called his name Solomon: and the LORD loved him. |
| 25 Ham elskede Herren, og han sendte bud gennem profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld. | 25 Han overgav ham til profeten Natan, og på Herrens ord kaldte denne ham Jedidja. | 25 And he sent by the hand of Nathan the prophet; and he called his name Jedidiah, because of the LORD. |
| 26 Joab var gået til angreb på ammonitternes Rabba og havde indtaget kongebyen. | 26 Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog vandbyen. | 26 And Joab fought against Rabbah of the children of Ammon, and took the royal city. |
| 27 Han sendte bud til David: "Jeg har angrebet Rabba og indtaget vandbyen. | 27 Derpå sendte Joab bud til David og lod sige: »Jeg har angrebet Rabba og indtaget vandbyen; | 27 And Joab sent messengers to David, and said, I have fought against Rabbah, and have taken the city of waters. |
| 28 Kald nu resten af hæren sammen, så du kan belejre og indtage byen, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit navn udråbt over den." | 28 kald nu resten af hæren sammen, så du kan belejre byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit navn udråbt over den!« | 28 Now therefore gather the rest of the people together, and encamp against the city, and take it: lest I take the city, and it be called after my name. |
| 29 David samlede hele hæren og drog mod Rabba, angreb den og indtog den. | 29 Da samlede David hele hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det. | 29 And David gathered all the people together, and went to Rabbah, and fought against it, and took it. |
| 30 Fra Milkoms hoved fjernede han guldkronen, der vejede en talent, og en ædelsten. Den blev anbragt på Davids hoved. Fra byen tog han et vældigt bytte, | 30 Og han tog kronen af Milkoms hoved; den var af guld og vejede en talent; der var en ædelsten på den, og den blev sat på Davids hoved. Et vældigt bytte fra byen førte han med sig, | 30 And he took their king's crown from off his head, the weight whereof was a talent of gold with the precious stones: and it was set on David's head. And he brought forth the spoil of the city in great abundance. |
| 31 indbyggerne førte han med sig, og han satte dem til at arbejde med sav, jernhakke og jernøkse eller overførte dem til arbejdet ved teglstensformene. Således gik han til værks over for alle ammonitternes byer. Derefter vendte han tilbage til Jerusalem med hele hæren. | 31 og indbyggerne slæbte han bort, satte dem til savene, jernhakkerne - og jernøkserne og lod dem trælle ved teglovnene. Således gjorde han ved alle ammoniternes byer. Derpå vendte David og hele hæren tilbage til Jerusalem. | 31 And he brought forth the people that were therein, and put them under saws, and under harrows of iron, and under axes of iron, and made them pass through the brickkiln: and thus did he unto all the cities of the children of Ammon. So David and all the people returned unto Jerusalem. |