Femte Mosebog 32 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Lyt, du himmel, jeg vil tale, hør mine ord, du jord! | 1 Lyt til, I himle, lad mig tale, jorden høre mine ord! | 1 Give ear, O ye heavens, and I will speak; and hear, O earth, the words of my mouth. |
| 2 Min belæring skal dryppe som regn, som dug skal min tale strømme, som regnskyl på grønne enge, somregndråber på græsset. | 2 Lad dryppe som regn min lære, lad flyde som dug mit ord, som regnskyl på unge spirer, som regnens dråber på græs. | 2 My doctrine shall drop as the rain, my speech shall distil as the dew, as the small rain upon the tender herb, and as the showers upon the grass: |
| 3 Herrens navn vil jeg forkynde, giv vor Gud ære! | 3 Thi Herrens navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! | 3 Because I will publish the name of the LORD: ascribe ye greatness unto our God. |
| 4 Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen. | 4 Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han. | 4 He is the Rock, his work is perfect: for all his ways are judgment: a God of truth and without iniquity, just and right is he. |
| 5 En forkvaklet og forvildet slægt handlede ondt mod ham, på grund af deres skyld er de ikke hans børn. | 5 Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet slægt. | 5 They have corrupted themselves, their spot is not the spot of his children: they are a perverse and crooked generation. |
| 6 Er det måden at lønne Herren, du tåbelige, uforstandige folk? Han er dog din fader og skaber, det var ham, der skabte og formede dig. | 6 Er det sådan, I lønner Herren? Du tåbelige, uvise folk! Er han ej din fader og skaber, den, som gjorde og danned dig? | 6 Do ye thus requite the LORD, O foolish people and unwise? is not he thy father that hath bought thee? hath he not made thee, and established thee? |
| 7 Tænk på fortids dage, giv agt på slægternes år; spørg din far, lad ham fortælle, lad de gamle berette for dig: | 7 Kom fortidens dage i hu, agt på henfarne slægters år; spørg din fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig! | 7 Remember the days of old, consider the years of many generations: ask thy father, and he will show thee; thy elders, and they will tell thee. |
| 8 Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. | 8 Da den højeste gav folkene eje, satte skel mellem menneskenes børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds sønner, | 8 When the Most High divided to the nations their inheritance, when he separated the sons of Adam, he set the bounds of the people according to the number of the children of Israel. |
| 9 Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod. | 9 men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. | 9 For the LORD'S portion is his people; Jacob is the lot of his inheritance. |
| 10 Han fandt det i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark; han kredsede om det, holdt øje med det, passede på det som sin øjesten. | 10 Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værnede det med vågent øje og vogtede det som sin øjesten. | 10 He found him in a desert land, and in the waste howling wilderness; he led him about, he instructed him, he kept him as the apple of his eye. |
| 11 Som en ørn, der vækker sit kuld op, og flyver frem og tilbage over sine unger, bredte han sine vinger ud, tog det op og bar det på sine vinger. | 11 Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løftede han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. | 11 As an eagle stirreth up her nest, fluttereth over her young, spreadeth abroad her wings, taketh them, beareth them on her wings: |
| 12 Det var Herren alene, der førte det, ingen fremmed gud var med ham. | 12 Herren var dets eneste fører, ingen fremmed Gud var hos ham. | 12 So the LORD alone did lead him, and there was no strange god with him. |
| 13 Han førte det frem over landets høje, det fik markens afgrøde at spise. Han mættede det med honning fra-bjerget, med olie fra flinteklippen, | 13 Han lod det færdes over landets høje, nærede det med markens frugter, lod det suge honning af klippen og olie af bjergets flint, | 13 He made him ride on the high places of the earth, that he might eat the increase of the fields; and he made him to suck honey out of the rock, and oil out of the flinty rock; |
| 14 med tykmælk fra køer og mælk fra får, med fedt fra vædderlam, fra væddere og bukke fra Bashan, med hvedekornets nyrefedt; drueblod drak du som skummende vin. | 14 surmælk fra køer, mælk fra småkvæg, dertil fedt af lam og vædre, af tyre fra Basan og bukke og hvedens fedme tillige, og drueblod drak du, vin. | 14 Butter of kine, and milk of sheep, with fat of lambs, and rams of the breed of Bashan, and goats, with the fat of kidneys of wheat; and thou didst drink the pure blood of the grape. |
| 15 Men Jeshurun blev fed og slog bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev trind! Han forkastede den Gud, der havde skabt ham, og viste foragt for sin frelses klippe. | 15 Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin skaber, lod hånt om sin frelses klippe. | 15 But Jeshurun waxed fat, and kicked: thou art waxen fat, thou art grown thick, thou art covered with fatness; then he forsook God which made him, and lightly esteemed the Rock of his salvation. |
| 16 De æggede hans vrede med fremmede guder og vakte hans trods med afskyelige ting. | 16 De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirrede de ham; | 16 They provoked him to jealousy with strange gods, with abominations provoked they him to anger. |
| 17 De ofrede til dæmoner, som ikke er guder, til guder, de ikke før havde kendt, nye guder, der lige var kommet til, jeres fædre kendte ikke til dem. | 17 de ofred til dæmoner, der ej er guder, til guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders fædre frygtede. | 17 They sacrificed unto devils, not to God; to gods whom they knew not, to new gods that came newly up, whom your fathers feared not. |
| 18 Den klippe, der fødte dig, forsømte du, du glemte den Gud, der bragte dig til verden. | 18 Klippen, der avled dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! | 18 Of the Rock that begat thee thou art unmindful, and hast forgotten God that formed thee. |
| 19 Herren så det og forkastede dem, for hans sønner og døtre havde krænket ham. | 19 Da Herren så det, forstødte han dem af græmmelse over sine børn | 19 And when the LORD saw it, he abhorred them, because of the provoking of his sons, and of his daughters. |
| 20 Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem, jeg vil se, hvad der bliver af dem; de er en svigefuld slægt, børn man ikke kan stole på. | 20 Og sagde: »Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; | 20 And he said, I will hide my face from them, I will see what their end shall be: for they are a very froward generation, children in whom is no faith. |
| 21 De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, vakt min trods med deres tomme guder. Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk, vække deres trods med et tåbeligt folk. | 21 de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres tomme gøgl: jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer. | 21 They have moved me to jealousy with that which is not God; they have provoked me to anger with their vanities: and I will move them to jealousy with those which are not a people; I will provoke them to anger with a foolish nation. |
| 22 Min vrede står i flammer, denbrænder til dødsrigets dyb, fortærer jorden og dens afgrøde, antænder-bjergenes grundvolde. | 22 Thi der flammer en ild i min vrede, som brænder til dødsrigets dyb; den fortærer jorden med dens grøde og antænder bjergenes grunde. | 22 For a fire is kindled in mine anger, and shall burn unto the lowest hell, and shall consume the earth with her increase, and set on fire the foundations of the mountains. |
| 23 Jeg hober ulykker op over dem, alle mine pile vil jeg bruge på dem; | 23 Jeg hober ulykker over dem og opbruger mine pile imod dem. | 23 I will heap mischiefs upon them; I will spend mine arrows upon them. |
| 24 de afkræftes af sult, fortæres af feberbrand og dødelig sot; rovdyr med skarpe tænder slipper jeg løs og giftige slanger, der kryber i støvet. | 24 De udmagres af sult og hentæres af pestglød og giftig sot; så sender jeg vilddyrs tænder og slangers gift imod dem. | 24 They shall be burnt with hunger, and devoured with burning heat, and with bitter destruction: I will also send the teeth of beasts upon them, with the poison of serpents of the dust. |
| 25 Ude gør sværdet barnløs, inde skal rædslen dræbe ung mand og pige, spædbarn og olding. | 25 ude slår sværdet børnene ned og inde i kamrene rædselen både yngling og jomfru, diende børn og grånende mænd. | 25 The sword without, and terror within, shall destroy both the young man and the virgin, the suckling also with the man of gray hairs. |
| 26 Jeg tænkte: Jeg slår dem ned, udsletter deres minde blandt mennesker. | 26 jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres minde blandt ,mennesker ud, | 26 I said, I would scatter them into corners, I would make the remembrance of them to cease from among men: |
| 27 Men jeg frygtede, at fjenden skulle krænke mig, at deres modstandere skulle forvrænge det og sige: Vores hånd er løftet, Herren har intet udført! | 27 men jeg frygtede, at fjenden skulle volde mig græmmelse, deres avindsmænd tage fejl og tænke: det var vor egen hånd, der var stærk, ej Herren, der gjorde alt dette. | 27 Were it not that I feared the wrath of the enemy, lest their adversaries should behave themselves strangely, and lest they should say, Our hand is high, and the LORD hath not done all this. |
| 28 Men de er et folk, hvis planer mislykkes, de er uden forstand. | 28 Thi de er et rådvildt folk, og i dem er der ikke forstand. | 28 For they are a nation void of counsel, neither is there any understanding in them. |
| 29 Var de kloge, havde de indset dette og tænkt på, hvad der skulle blive af dem. | 29 Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv! | 29 O that they were wise, that they understood this, that they would consider their latter end! |
| 30 Hvordan kan en forfølge tusind eller to jage ti tusind, hvis ikke Herren har overgivet dem, deres klippe har prisgivet dem? | 30 Hvor skulle een kunne forfølge tusind, og to slå ti tusind på flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og Herren givet dem til pris! | 30 How should one chase a thousand, and two put ten thousand to flight, except their Rock had sold them, and the LORD had shut them up? |
| 31 Dog, deres klippe er ikke som vores, vore fjender skal ikke være dommere. | 31 Thi deres klippe er ikke som vor, det ved vore fjender bedst selv! | 31 For their rock is not as our Rock, even our enemies themselves being judges. |
| 32 Deres vinstok stammer fra Sodoma, den har stået på Gomorras skråninger; deres druer er giftige, drueklaserne er bitre, | 32 Thi fra Sodoma stammer deres vinstok og fra Gomorras marker; deres druer er giftige druer, og beske er deres klaser; | 32 For their vine is of the vine of Sodom, and of the fields of Gomorrah: their grapes are grapes of gall, their clusters are bitter: |
| 33 deres vin er slangegift, en frygtelig øglegift. | 33 som dragegift er deres vin, som øglers gruelige edder. | 33 Their wine is the poison of dragons, and the cruel venom of asps. |
| 34 Det er opbevaret hos mig, under segl i mine våbenkamre. | 34 Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine gemmer | 34 Is not this laid up in store with me, and sealed up among my treasures? |
| 35 Hævnen og gengældelsen tilhører mig, til det øjeblik deres fod vakler. Deres ulykkes dag er nær, snart skal de indhentes af deres skæbne. | 35 til hævnens og regnskabets dag, den stund, deres fod skal vakle? Thi deres undergangs dag stunder til; hvad der venter dem, kommer i hast.« | 35 To me belongeth vengeance, and recompense; their foot shall slide in due time: for the day of their calamity is at hand, and the things that shall come upon them make haste. |
| 36 For Herren vil skaffe sit folk ret, forbarme sig over sine tjenere, når han ser, at kræfterne svinder og hører fuldstændigt op. | 36 thi ret skaffer Herren sit folk og forbarmer sig over sine tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver og en. | 36 For the LORD shall judge his people, and repent himself for his servants, when he seeth that their power is gone, and there is none shut up, or left. |
| 37 Da vil han sige: Hvor er deres gud, den klippe, de stolede på, | 37 Da spørger han: »Hvor er nu deres Gud, klippen, på hvem de forlod, sig, | 37 And he shall say, Where are their gods, their rock in whom they trusted, |
| 38 som spiste deres slagtofres fedt og drak deres drikofres vin? Lad ham nu komme jer til hjælp! Lad ham være jeres værn! | 38 som åd deres, slagtofres fedme og drak deres drikofres vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et skjul! | 38 Which did eat the fat of their sacrifices, and drank the wine of their drink offerings? let them rise up and help you, and be your protection. |
| 39 Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gudved siden af mig; det er mig, der dræber og gør levende, har jeg knust, er det mig, der læger; ingen kan rive nogen ud af min hånd. | 39 erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min side. Jeg døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, »G ingen kan frelse fra min hånd. | 39 See now that I, even I, am he, and there is no god with me: I kill, and I make alive; I wound, and I heal: neither is there any that can deliver out of my hand. |
| 40 Jeg løfter min hånd mod himlen og sværger: Så sandt jeg lever for evigt, | 40 Thi jeg løfter min hånd mod himlen og siger: så sandt jeg lever evindelig, | 40 For I lift up my hand to heaven, and say, I live for ever. |
| 41 vil jeg hvæsse mit lynende sværd og min hånd gribe fat om koggeret; jeg tager hævn over mine fjender, gør gengæld mod dem, der hader mig. | 41 jeg hvæsser mit lynende sværd, og min hånd tager fat på dommen, jeg hævner mig på mine fjender, øver gengæld mod mine avindsmænd. | 41 If I whet my glittering sword, and mine hand take hold on judgment; I will render vengeance to mine enemies, and will reward them that hate me. |
| 42 Jeg) beruser mine pile i blod, mit sværd skal fortære kød, blodet af faldne og fanger, hovederne af fjendens høvdinge. | 42 Mine pile gør jeg drukne af blod, og mit sværd skal svælge i kød, i faldnes og fangnes blod og fjendtlige høvdingers hoveder!« | 42 I will make mine arrows drunk with blood, and my sword shall devour flesh; and that with the blood of the slain and of the captives, from the beginning of revenges upon the enemy. |
| 43 Du himmel, bryd ud i jubel med ham, tilbed ham, I gudssønner, for han hævner sine tjeneres blod; han hævner sig på sine fjender, gør gengæld mod sine modstandere. Han tilgiver sit folks land. | 43 I folkeslag, pris hans folk, thi han hævner sine tjeneres blod; han hævner sig på sine fjender, og skaffer sit folks land soning! | 43 Rejoice, O ye nations, with his people: for he will avenge the blood of his servants, and will render vengeance to his adversaries, and will be merciful unto his land, and to his people. |
| 44 Moses fremsagde hele denne sang i folkets påhør sammen med Hosea, Nuns søn. | 44 Og Moses kom og fremsagde hele denne sang for folket, han og Josua, Nuns søn. | 44 And Moses came and spake all the words of this song in the ears of the people, he, and Hoshea the son of Nun. |
| 45 Da Moses var færdig med at holde hele denne tale til alle israelitterne, | 45 Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse ord for hele Israel, | 45 And Moses made an end of speaking all these words to all Israel: |
| 46 sagde han til dem: så skal lægge jer alle de ord på sinde, som jeg i dag indskærper jer; I skal befale jeres sønner omhyggeligt at følge alle ordene i denne lov. | 46 sagde han til dem: »Læg eder alle de ord på sinde, som jeg i dag har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine sønner dem, at de omhyggeligt må handle efter alle denne lovs bud; | 46 And he said unto them, Set your hearts unto all the words which I testify among you this day, which ye shall command your children to observe to do, all the words of this law. |
| 47 Det er ikke nogen ligegyldig sag for jer, det gælder jeres liv; det er i kraft af det, I skal få et langt liv på den jord, I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan." | 47 thi det er ikke tomme ord uden betydning for eder, men af dem afhænger eders liv, og ved at følge det ord skal I få et langt liv i det land, som l skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan.« | 47 For it is not a vain thing for you; because it is your life: and through this thing ye shall prolong your days in the land, whither ye go over Jordan to possess it. |
| 48 Netop denne dag talte Herren til Moses og sagde: | 48 Selv samme dag talede Herren til Moses og sagde: | 48 And the LORD spake unto Moses that selfsame day, saying, |
| 49 "Gå op på Abari-bjerget, på Neb-bjerget i Moab over for Jeriko, og se ud over Kana'an, som jeg vil give israelitterne til ejendom. | 49 »Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs land over for Jeriko, og se ud over Kana'ans land, som jeg vil give israelitterne i eje! | 49 Get thee up into this mountain Abarim, unto mount Nebo, which is in the land of Moab, that is over against Jericho; and behold the land of Canaan, which I give unto the children of Israel for a possession: |
| 50 Du skal dø på det-bjerg, du går op på, og gå til din slægt, ligesom din bror Aron døde på-bjerget Hor og gik til sin slægt, | 50 Og så skal du dø på det bjerg, du bestiger, og samles til din slægt, ligesom din broder Aron døde på bjerget hor og samledes til sin slægt, | 50 And die in the mount whither thou goest up, and be gathered unto thy people; as Aaron thy brother died in mount Hor, and was gathered unto his people: |
| 51 fordi I var troløse mod mig blandt israelitterne ved Meribat?Kadeshs vand i Sins ørken og ikke helligede mig blandt israelitterne. | 51 fordi I handlede troløst imod mig iblandt israelitterne ved merihat kadesjs vand i Zins ørken, fordi I ikke helligede mig iblandt israelitterne. | 51 Because ye trespassed against me among the children of Israel at the waters of Meribah-Kadesh, in the wilderness of Zin; because ye sanctified me not in the midst of the children of Israel. |
| 52 Du skal få landet at se på afstand, men du kommer ikke ind i det land, jeg vil give israelitterne." | 52 Thi her ovre fra skal du se ud over landet, men du skal ikke komme derind, ind i det land, jeg vil give israelitterne! | 52 Yet thou shalt see the land before thee; but thou shalt not go thither unto the land which I give the children of Israel. |