Apostlenes Gerninger 27 |
1992 | 1948 | King James Version |
| 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling. | 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte dem kejserlige hærafdeling«. | 1 And when it was determined that we should sail into Italy, they delivered Paul and certain other prisoners unto one named Julius, a centurion of Augustus' band. |
| 2 Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, som skulle anløbe byerne på Lilleasiens kyst, og afsejlede; sammen med os var Aristark, en makedoner fra Thessalonika. | 2 Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os. | 2 And entering into a ship of Adramyttium, we launched, meaning to sail by the coasts of Asia; one Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, being with us. |
| 3 Næste dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. | 3 Næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus ned velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. | 3 And the next day we touched at Sidon. And Julius courteously entreated Paul, and gave him liberty to go unto his friends to refresh himself. |
| 4 Da vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. | 4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde modvind. | 4 And when we had launched from thence, we sailed under Cyprus, because the winds were contrary. |
| 5 Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. | 5 Derefter sejlede vi over farvandet ved Kilikien og Panfylien og kom til Myra i Lykien. | 5 And when we had sailed over the sea of Cilicia and Pamphylia, we came to Myra, a city of Lycia. |
| 6 Dér fandt officeren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og han fik os om bord i det. | 6 Der fandt høvedsmanden et aleksandrinsk skib, som skulle til Italien, og indskibede os i det. | 6 And there the centurion found a ship of Alexandria sailing into Italy; and he put us therein. |
| 7 Efter at vi i mange dage havde sejlet langsomt og med stort besvær var nået ud for Knidos, sejlede vi ind under Kreta ved Salmone, for vinden hindrede os i at komme frem. | 7 Men efter at sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud for Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. | 7 And when we had sailed slowly many days, and scarce were come over against Cnidus, the wind not suffering us, we sailed under Crete, over against Salmone; |
| 8 Med nød og næppe kom vi forbi Salmone og nåede til et sted, der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa. | 8 Med nød og næppe kom vi der forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«, i nærheden af byen Lasæa. | 8 And, hardly passing it, came unto a place which is called The fair havens; nigh whereunto was the city of Lasea. |
| 9 Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem | 9 Da der nu var gået en rum tid, og sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde: | 9 Now when much time was spent, and when sailing was now dangerous, because the fast was now already past, Paul admonished them, |
| 10 og sagde: »Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« | 10 »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« | 10 And said unto them, Sirs, I perceive that this voyage will be with hurt and much damage, not only of the lading and ship, but also of our lives. |
| 11 Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. | 11 Høvedsmanden stolede imidlertid mere på styrmanden og skipperen end på det, Paulus sagde. | 11 Nevertheless the centurion believed the master and the owner of the ship, more than those things which were spoken by Paul. |
| 12 Og da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for om muligt at nå frem til Fønix og overvintre der; det er en havn på Kreta, der vender mod sydvest og mod nordvest. | 12 Og da havnen ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest. | 12 And because the haven was not commodious to winter in, the more part advised to depart thence also, if by any means they might attain to Phenice, and there to winter; which is an haven of Crete, and lieth toward the south west and north west. |
| 13 Da der blæste en let søndenvind op og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker og sejlede langs med Kretas kyst. | 13 Da der nu blæste en svag søndenvind op, mente de at være sikre på at opnå, hvad de ville; de lettede anker og sejlede langs med Kreta. | 13 And when the south wind blew softly, supposing that they had obtained their purpose, loosing thence, they sailed close by Crete. |
| 14 Men ikke længe efter brød der en hvirvelstorm løs, en rigtig nordøsten. | 14 Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende ned fra øen; det var den såkaldte »Eurakvilo«. | 14 But not long after there arose against it a tempestuous wind, called Euroclydon. |
| 15 Skibet blev revet med, og da det ikke kunne holdes op mod vinden gav vi op og lod os drive. | 15 Og da skibet blev revet med og ikke kunne holdes op imod vinden, drejede vi af og lod os drive. | 15 And when the ship was caught, and could not bear up into the wind, we let her drive. |
| 16 Vi kom se i læ af en lille ø, der hedder Kauda, og klarede med nød og næppe at bjærge skibsjollen | 16 Da vi løb i læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os, om end med nød og næppe, at bjærge båden. | 16 And running under a certain island which is called Clauda, we had much work to come by the boat: |
| 17 og få den halet om bord. De tog nu nødudstyret i brug og surrede tov om skibet, og af frygt for at drive ned i Syrtebugten sænkede de slæbeankeret og lod sig drive. | 17 Efter at de havde halet den om bord, anvendte de nødmidler og surrede tov om skibet; og af frygt for at de skulle blive forslået helt ned i Syrtem, firede de sejlene ned og lod sig således drive. | 17 Which when they had taken up, they used helps, undergirding the ship; and, fearing lest they should fall into the quicksands, struck sail, and so were driven. |
| 18 Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord. | 18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med stormen, begyndte de næste dag at kaste over bord;« | 18 And we being exceedingly tossed with a tempest, the next day they lightened the ship; |
| 19 Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. | 19 og på den tredje dag kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. | 19 And the third day we cast out with our own hands the tackling of the ship. |
| 20 I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr Til sidst svandt ethvert håb om vores redning. | 20 Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning. | 20 And when neither sun nor stars in many days appeared, and no small tempest lay on us, all hope that we should be saved was then taken away. |
| 21 Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab. | 21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage føde til sig, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. | 21 But after long abstinence Paul stood forth in the midst of them, and said, Sirs, ye should have hearkened unto me, and not have loosed from Crete, and to have gained this harm and loss. |
| 22 Men nu opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun skibet. | 22 Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. | 22 And now I exhort you to be of good cheer: for there shall be no loss of any man's life among you, but of the ship. |
| 23 For i nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, | 23 Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: | 23 For there stood by me this night the angel of God, whose I am, and whom I serve, |
| 24 og englen sagde: 'Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.' | 24 »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« | 24 Saying, Fear not, Paul; thou must be brought before Caesar: and, lo, God hath given thee all them that sail with thee. |
| 25 Derfor skal I være ve godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå sedan, som det er sagt mig; | 25 Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. | 25 Wherefore, sirs, be of good cheer: for I believe God, that it shall be even as it was told me. |
| 26 men vi skal strande på en ø. | 26 Men vi må strande på en ø.« | 26 Howbeit we must be cast upon a certain island. |
| 27 Da vi på fjortende døgn stadig drev rundt på Adriaterhavet, forekom det midt om natten sømændene, at de nærmede sig land. | 27 Da vi nu på fjortende nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det søfolkene ved midnatstid, at der var land i nærheden. | 27 But when the fourteenth night was come, as we were driven up and down in Adria, about midnight the shipmen deemed that they drew near to some country; |
| 28 De kastede loddet ud og fik tyve favne. Da de var kommet lidt længere, loddede de igen og fik femten favne. | 28 Og da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne. | 28 And sounded, and found it twenty fathoms: and when they had gone a little further, they sounded again, and found it fifteen fathoms. |
| 29 Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart blev dag. | 29 Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær, og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag. | 29 Then fearing lest we should have fallen upon rocks, they cast four anchors out of the stern, and wished for the day. |
| 30 Men sømændene forsøgte at flygte fra skibet og firede jollen ned i vandet under påskud af at ville sætte ankre ud fra forstavnen. | 30 Men søfolkene gjorde forsøg på at flygte fra skibet; de firede båden ned i søen under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen. | 30 And as the shipmen were about to flee out of the ship, when they had let down the boat into the sea, under colour as though they would have cast anchors out of the foreship, |
| 31 Paulus sagde til officeren og soldaterne: »Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.« | 31 Da sagde Paulus til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk der ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.« | 31 Paul said to the centurion and to the soldiers, Except these abide in the ship, ye cannot be saved. |
| 32 Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive væk. | 32 Så kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort. | 32 Then the soldiers cut off the ropes of the boat, and let her fall off. |
| 33 Mens det var ved at blive dag, reddede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer. | 33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. | 33 And while the day was coming on, Paul besought them all to take meat, saying, This day is the fourteenth day that ye have tarried and continued fasting, having taken nothing. |
| 34 Derfor reder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår«. | 34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« | 34 Wherefore I pray you to take some meat: for this is for your health: for there shall not an hair fall from the head of any of you. |
| 35 Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise. | 35 Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise. | 35 And when he had thus spoken, he took bread, and gave thanks to God in presence of them all: and when he had broken it, he began to eat. |
| 36 Nu fik alle nyt mod, og de tog føde til sig. | 36 Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig. | 36 Then were they all of good cheer, and they also took some meat. |
| 37 Vi var i alt 376 mennesker om bord. | 37 (Vi var i alt 276 sjæle om bord). | 37 And we were in all in the ship two hundred threescore and sixteen souls. |
| 38 Da de havde spist sig mætte, kastede de hvedelasten i havet for at lette skibet. | 38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet. | 38 And when they had eaten enough, they lightened the ship, and cast out the wheat into the sea. |
| 39 Da det blev dag, kendte de ikke landet, men de opdagede en vig med sandstrand og besluttede om muligt at lade skibet løbe ind dér. | 39 Da det nu blev dag, kendte de ikke landet; men de lagde mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund. | 39 And when it was day, they knew not the land: but they discovered a certain creek with a shore, into the which they were minded, if it were possible, to thrust in the ship. |
| 40 Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet, samtidig løste de rortovene og satte forsejlet og holdt med vindens hjælp ind mod strandbredden. | 40 Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. | 40 And when they had taken up the anchors, they committed themselves unto the sea, and loosed the rudder bands, and hoisted up the mainsail to the wind, and made toward shore. |
| 41 De stødte på et rev med dybt vand til begge sider, og der satte de skibet på grund. Forstavnen borede sig ned og stod urokkeligt fast, men agterstavnen blev splintret af de voldsomme bølger. | 41 De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og der lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen. | 41 And falling into a place where two seas met, they ran the ship aground; and the forepart stuck fast, and remained unmoveable, but the hinder part was broken with the violence of the waves. |
| 42 Så besluttede soldaterne at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme væk og flygte. | 42 Soldaterne besluttede nu at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme bort og undkomme. | 42 And the soldiers' counsel was to kill the prisoners, lest any of them should swim out, and escape. |
| 43 Men officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de, der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land, | 43 Men høvedsmanden, der ville redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres beslutning; han bød, at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land, | 43 But the centurion, willing to save Paul, kept them from their purpose; and commanded that they which could swim should cast themselves first into the sea, and get to land: |
| 44 og derefter de andre, nogle på planker, andre på vragrester. Og således skete det, at alle kom frelst i land. | 44 og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land. | 44 And the rest, some on boards, and some on broken pieces of the ship. And so it came to pass, that they escaped all safe to land. |