Apostlenes Gerninger 28 |
1992 | 1948 | King James Version |
| 1 Da vi var frelst, fik vi at vide, at øen hed Malta. | 1 Da vi nu var blevet reddet, fik vi at vide, at øen hed Malta. | 1 And when they were escaped, then they knew that the island was called Melita. |
| 2 De indfødte vist os usædvanlig hjælpsomhed. De tændte bål og tog sig af os alle, for det var sat ind med regn og kulde. | 2 Og de indfødte viste os em usædvanlig menneskekærlighed; thi de tændte et bål og tog sig af os alle, da det begyndte at regne og var koldt. | 2 And the barbarous people showed us no little kindness: for they kindled a fire, and received us every one, because of the present rain, and because of the cold. |
| 3 Paulus havde samlet en bunke kvas, og da han lagde den på bålet, krøb en slange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. | 3 Og da Paulus havde samlet en bunke kvas og lagde den på bålet, krøb der på grund af varmen en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. | 3 And when Paul had gathered a bundle of sticks, and laid them on the fire, there came a viper out of the heat, and fastened on his hand. |
| 4 Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: »Den mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke giver lov til at leve, selv om han er frelst fra havet.« | 4 Da nu de indfødte så dyret hænge fast ved hans hånd, sagde de til hverandre: »Denne mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke tillader at leve, skønt han er reddet fra havet.« | 4 And when the barbarians saw the venomous beast hang on his hand, they said among themselves, No doubt this man is a murderer, whom, though he hath escaped the sea, yet vengeance suffereth not to live. |
| 5 Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade. | 5 Men han rystede dyret af i ilden og havde ingen mén af det. | 5 And he shook off the beast into the fire, and felt no harm. |
| 6 De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud. | 6 De ventede nu, at han skulle svulme op eller pludselig falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget slemt, slog de helt om og sagde, at han var en gud. | 6 Howbeit they looked when he should have swollen, or fallen down dead suddenly: but after they had looked a great while, and saw no harm come to him, they changed their minds, and said that he was a god. |
| 7 I nærheden af det sted havde øens fornemste mand, der hed Publius, en gård. | 7 I nærheden af dette sted havde øens fornemste mand, som hed Publius, en landejendom. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. | 7 In the same quarters were possessions of the chief man of the island, whose name was Publius; who received us, and lodged us three days courteously. |
| 8 Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. | 8 Nu traf det sig, at Publius' fader lå syg af feber og blodgang. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham. | 8 And it came to pass, that the father of Publius lay sick of a fever and of a bloody flux: to whom Paul entered in, and prayed, and laid his hands on him, and healed him. |
| 9 Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham. | 9 Da det var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, til ham og blev helbredt. | 9 So when this was done, others also, which had diseases in the island, came, and were healed: |
| 10 Efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt. | 10 De viste os også megen ære, og da vi skulle sejle bort, forsynede de os med, hvad vi kunne få brug for. | 10 Who also honoured us with many honours; and when we departed, they laded us with such things as were necessary. |
| 11 De gav os mange æresbevisninger, og da vi sejlede derfra, forsynede de os med det, vi havde brug for. | 11 Da tre måneder var gået, sejlede vi så bort i et aleksandrinsk skib, som havde haft vinterleje ved øen, og som førte Tvillingernes mærke. | 11 And after three months we departed in a ship of Alexandria, which had wintered in the isle, whose sign was Castor and Pollux. |
| 12 Tre måneder senere afsejlede vi med et skib fra Alexandria, som havde ligget ved øen vinteren over, og som førte Tvillingernes mærke. Vi løb ind til Syrakus og blev der i tre dage. | 12 Vi anløb Syrakus og blev der tre dage. | 12 And landing at Syracuse, we tarried there three days. |
| 13 Vi lettede anker og nåede derfra til Regium. Dagen efter blev der søndenvind, og den følgende dag kom vi til Puteoli. | 13 Derfra sejlede vi videre langs kysten og nåede til Regium, og efter en dags forløb fik vi søndenvind og kom næste dag til Puteoli. | 13 And from thence we fetched a compass, and came to Rhegium: and after one day the south wind blew, and we came the next day to Puteoli: |
| 14 Der mødte vi nogle brødre, som indbød os til at blive hos dem i en uge. Og så nåede vi til Rom. | 14 Der fandt vi brødre, og efter deres indbydelse blev vi hos dem i syv dage. Og så kom vi til Rom. | 14 Where we found brethren, and were desired to tarry with them seven days: and so we went toward Rome. |
| 15 Brødrene der havde hørt om os og var kommet helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ for at møde os. Da Paulus se dem, takkede | han Gud og fik nyt mod. | 15 Brødrene der havde hørt om os og var gået ud til Forum Appii og Tres-Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede mod. | 15 And from thence, when the brethren heard of us, they came to meet us as far as Appii forum, and The three taverns: whom when Paul saw, he thanked God, and took courage. |
| 16 Og da vi var kommet ind til Rom, fik han tilladelse til at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. | 16 Og da vi var kommet ind til Rom, overgav høvedsmanden fangerne til den øverstbefalende for livvagten. Dog, blev det tilladt Paulus at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham. | 16 And when we came to Rome, the centurion delivered the prisoners to the captain of the guard: but Paul was suffered to dwell by himself with a soldier that kept him. |
| 17 Tre dage senere sammenkaldte Paulus jødernes førende mænd. Da de var forsamlet, sagde han: »Brødre! Jeg har intet gjort imod folket eller imod fædrenes skikke, alligevel er jeg blevet udleveret fra Jerusalem til romerne som fange. | 17 Efter tre dages forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste blandt jøderne; og da de var samlet, sagde han til dem: »Brødre! skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, overgivet i romernes hænder. | 17 And it came to pass, that after three days Paul called the chief of the Jews together: and when they were come together, he said unto them, Men and brethren, though I have committed nothing against the people, or customs of our fathers, yet was I delivered prisoner from Jerusalem into the hands of the Romans. |
| 18 Efter at de havde forhørt mig, ville de løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, der kræver dødsstraf. | 18 De har forhørt mig og ville derefter løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, som fortjener døden. | 18 Who, when they had examined me, would have let me go, because there was no cause of death in me. |
| 19 Men jøderne gjorde indsigelse, og jeg blev nødt til at indanke min sag for kejseren, dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for. | 19 Men da jøderne gjorde indsigelse, nødtes jeg til at indanke min sag for kejseren, dog ikke som om jeg havde noget at anklage nit eget folk for. | 19 But when the Jews spake against it, I was constrained to appeal unto Caesar; not that I had ought to accuse my nation of. |
| 20 Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb.« | 20 Af denne grund har jeg nu indbudt jer for at hilse på jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, at jeg er lagt i denne lænke.« | 20 For this cause therefore have I called for you, to see you, and to speak with you: because that for the hope of Israel I am bound with this chain. |
| 21 De svarede: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, og der er heller ikke kommet nogen af vore brødre, som har fortalt eller sagt noget ondt om dig. | 21 De svarede ham: »Vi har ikke fra Judæa fået noget brev om dig, heller ikke er nogen af vore brødre kommen og har meldt eller fortalt noget ondt om dig. | 21 And they said unto him, We neither received letters out of Judaea concerning thee, neither any of the brethren that came showed or spake any harm of thee. |
| 22 Men vi ønsker at høre af din egen mund, hvad du har i sinde. For vi ved, at dette parti vakker modsigelse alle vegne.« | 22 Men vi ønsker at høre af dig selv, hvad for meninger du har, thi om dette parti er det os bekendt, at det alle vegne vækker modsigelse.« | 22 But we desire to hear of thee what thou thinkest: for as concerning this sect, we know that every where it is spoken against. |
| 23 Efter at have aftalt en dag med ham kom der endnu flere til ham på hans bopæl; og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus. | 23 De aftalte derefter en dag med ham, og på den kom endnu flere til ham i hans herberge. Fra tidlig morgen og lige til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud fra Mose lov og fra profeterne. | 23 And when they had appointed him a day, there came many to him into his lodging; to whom he expounded and testified the kingdom of God, persuading them concerning Jesus, both out of the law of Moses, and out of the prophets, from morning till evening. |
| 24 Nogle blev overbevist af hans ord, men andre troede ikke. | 24 Og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre var vantro. | 24 And some believed the things which were spoken, and some believed not. |
| 25 Under indbyrdes uenighed brød de op, og Paulus sagde det ene ord til dem: »Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre | 25 Og uden at kunne komme til enighed indbyrdes gik de bort, mens Paulus kun sagde dette ene ord: »Med rette har Helligånden talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt: | 25 And when they agreed not among themselves, they departed, after that Paul had spoken one word, Well spake the Holy Ghost by Esaias the prophet unto our fathers, |
| 26 og sagt: Gå hen til dette folk, og sig: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. | 26 »Gå hen til dette folk og sig: | 26 Saying, Go unto this people, and say, Hearing ye shall hear, and shall not understand; and seeing ye shall see, and not perceive: |
| 27 For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, se jeg må helbrede dem. | 27 I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte ned hjertet og omvende sig, så jeg kan helbrede dem.« | 27 For the heart of this people is waxed gross, and their ears are dull of hearing, and their eyes have they closed; lest they should see with their eyes, and hear with their ears, and understand with their heart, and should be converted, and I should heal them. |
| 28 Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!« | 28 Så skal I da vide, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den.« | 28 Be it known therefore unto you, that the salvation of God is sent unto the Gentiles, and that they will hear it. |
| 29 Da han havde sagt dette, gik jøderne bort under stor indbyrdes strid. | 29 Det var, da han sagde dette, at jøderne gik bort under heftig indbyrdes ordstrid. | 29 And when he had said these words, the Jews departed, and had great reasoning among themselves. |
| 30 Paulus blev nu hele to er i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham. | 30 Så boede han to hele år i en bolig, han selv havde lejet. Og alle, som kom til ham, tog han imod | 30 And Paul dwelt two whole years in his own hired house, and received all that came in unto him, |
| 31 Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring. ' | 31 og forkyndte dem Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri. | 31 Preaching the kingdom of God, and teaching those things which concern the Lord Jesus Christ, with all confidence, no man forbidding him. |