Esajas bog 63 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Hvem er han, der kommer fra Edom, fra Bosra i blodrøde klæder, han, der er prægtigt klædt, han, der skrider frem i sin vældige kraft? Det er mig, der taler i retfærdighed og har magt til at frelse! | 1 Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? »Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!« | 1 Who is this that cometh from Edom, with dyed garments from Bozrah? this that is glorious in his apparel, travelling in the greatness of his strength? I that speak in righteousness, mighty to save. |
| 2 Hvorfor er din dragt så rød, dine klæder som en, der træder persen? | 2 Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? | 2 Wherefore art thou red in thine apparel, and thy garments like him that treadeth in the winefat? |
| 3 Vinpersen trådte jeg alene, ingen fra folkene var med mig. Jeg trådte dem ned i vrede og trampede på dem i harme, så deres blod sprøjtede på mine klæder, og jeg sølede min dragt helt til. | 3 »Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min vrede, tramped dem i min harme; da sprøjted deres blod på mine klæder, jeg tilsøled hele min klædning. | 3 I have trodden the winepress alone; and of the people there was none with me: for I will tread them in mine anger, and trample them in my fury; and their blood shall be sprinkled upon my garments, and I will stain all my raiment. |
| 4 For en hævndag var i mine tanker, og mine løskøbtes år var kommet. | 4 Thi til hævnens dag stod min hu, mit genløsningsår var kommet. | 4 For the day of vengeance is in mine heart, and the year of my redeemed is come. |
| 5 Jeg så mig omkring, men ingen kom til hjælp, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig. Men min arm skaffede mig sejr, og min vrede støttede mig. | 5 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min arm mig til hjælp, og min harme, den stod mig bi; | 5 And I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my fury, it upheld me. |
| 6 Jeg trampede på folkene i vrede og drak dem berusede i min harme; jeg lod deres blod løbe ned på jorden. | 6 jeg søndertrådte folkeslag i vrede, i harme knuste jeg dem, deres blod lod jeg strømme til jorden.« | 6 And I will tread down the people in mine anger, and make them drunk in my fury, and I will bring down their strength to the earth. |
| 7 Jeg vil prise Herrens trofasthed, Herrens glorværdige gerninger, alt , hvad Herren gjorde mod os hans store godhed mod Israels hus, som han viste i sin barmhjertighed og i sin store troskab. | 7 Jeg vil synge om Herrens nåde, kvæde hans pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, huld imod Israels hus, gjort os efter sin miskundhed, sin nådes fylde. | 7 I will mention the lovingkindnesses of the LORD, and the praises of the LORD, according to all that the LORD hath bestowed on us, and the great goodness toward the house of Israel, which he hath bestowed on them according to his mercies, and according to the multitude of his lovingkindnesses. |
| 8 Han sagde: De er jo mit folk, børn, der ikke svigter. Og han blev en frelser for dem | 8 Han sagde: »De Er jo mit folk, de er børn, som ej sviger.« og en Frelser blev han for dem | 8 For he said, Surely they are my people, children that will not lie: so he was their Saviour. |
| 9 i al deres nød. Det var ikke et sendebud eller en engel, men ham selv, der frelste dem. Fordi han elskede dem og ville skåne dem, løskøbte han dem; han løftede dem op og bar dem alle fortidens dage. | 9 i al deres trængsel; intet bud, ingen engel, hans åsyn frelste dem. I sin kærlighed og skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle fortidens dage. | 9 In all their affliction he was afflicted, and the angel of his presence saved them: in his love and in his pity he redeemed them; and he bare them, and carried them all the days of old. |
| 10 Men de trodsede og krænkede hans hellige ånd, så han blev en fjende for dem og gik til angreb på dem. | 10 Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres fjende, han kæmped imod dem. | 10 But they rebelled, and vexed his holy Spirit: therefore he was turned to be their enemy, and he fought against them. |
| 11 Da tænkte de på fortidens dage og på hans tjener Moses: Hvor er nu han, der trak sine fårs hyrde op af vandet? Hvor er nu han, der lagde sin hellige ånd i hans indre? | 11 Da tænkte hans folk på gamle dage, på Moses: »Hvor er han, som drog sit småkvægs hyrde op af vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige ånd i hans hjerte, | 11 Then he remembered the days of old, Moses, and his people, saying, Where is he that brought them up out of the sea with the shepherd of his flock? where is he that put his holy Spirit within him? |
| 12 Han, der lod sin herlige styrke vandre ved Moses' højre hånd, han, der kløvede havet foran dem for at skabe sig et evigt navn, | 12 lod vandre sin herlige arm ved Moses's højre, kløvede vandet for dem og vandt et evigt navn, | 12 That led them by the right hand of Moses with his glorious arm, dividing the water before them, to make himself an everlasting name? |
| 13 han, der førte dem gennem dybet. Som heste i ørkenen snublede de ikke, | 13 førte dem gennem dybet som en hest på steppen? | 13 That led them through the deep, as an horse in the wilderness, that they should not stumble? |
| 14 som kvæg, der går ned gennem-dalen, ledte Herrens ånd dem. Således førte du dit folk for at skabe dig et herligt navn! | 14 Som kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte Herrens Ånd. Således ledte du dit folk for at vinde dig et herligt navn.« | 14 As a beast goeth down into the valley, the Spirit of the LORD caused him to rest: so didst thou lead thy people, to make thyself a glorious name. |
| 15 Se ned fra himlen fra din hellige, herlige bolig! Hvor er din lidenskab og din styrke, dit skælvende hjerte og din barmhjertighed? Din barmhjertighed mod mig holder sig borte. | 15 Sku ned fra himlen, se ud fra din hellige, herlige bolig! Hvor er din nidkærhed og vælde, dit svulmende hjerte, din medynk? Hold dig ikke tilbage, | 15 Look down from heaven, and behold from the habitation of thy holiness and of thy glory: where is thy zeal and thy strength, the sounding of thy bowels and of thy mercies toward me? are they restrained? |
| 16 Du er vor fader; Abraham kender os jo ikke, Israel kendes ikke ved os. Du, Herre, er vor fader, Vor Løskøber er dit navn fra evig tid. | 16 du, som dog er vor fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor fader, herre, »vor genløser« hed du fra evighed. | 16 Doubtless thou art our father, though Abraham be ignorant of us, and Israel acknowledge us not: thou, O LORD, art our father, our redeemer; thy name is from everlasting. |
| 17 Herre, hvorfor leder du os vild fra dine veje og forhærder vort hjerte, så vi ikke frygter dig? Vend om for dine tjeneres skyld, de stammer, som er din ejendom. | 17 Hvi leder du os vild fra dine veje, herre, forhærder vort hjerte mod din frygt? Vend tilbage for dine tjeneres, din arvelods stammers skyld! | 17 O LORD, why hast thou made us to err from thy ways, and hardened our heart from thy fear? Return for thy servants' sake, the tribes of thine inheritance. |
| 18 Hvorfor betræder gudløse din helligdom, hvorfor nedtramper vore fjender dit tempel? | 18 Hvi har gudløse trådt i din helligdom, vore fjender nedtrampet dit tempel? | 18 The people of thy holiness have possessed it but a little while: our adversaries have trodden down thy sanctuary. |
| 19 Vi er blevet som dem, du aldrig har hersket over, som dem, dit navn ikke er nævnt over. | 19 Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit navn ej er nævnt. | 19 We are thine: thou never barest rule over them; they were not called by thy name. |
| 20 Gid du ville flænge himlen og stige ned, så-bjergene rystede foran dig, som når ild sætter kvas i brand, og ild får vand til at koge, | 20 Gid du sønderrev himlen og steg ned, så bjergene vakled for dit åsyn! | 20 Oh that thou wouldest rend the heavens, that thou wouldest come down, that the mountains might flow down at thy presence. |