Esajas bog 64 |
1992 | 1931 | King James Version |
1 så dine fjender får dit navn at kende, og folkene skælver for dit ansigt, | 1 Som vokset smelter i ild, så lad ild fortære dine fjender, at dit navn må kendes iblandt dem, og folkene bæve for dit åsyn, | 1 As when the melting fire burneth, the fire causeth the waters to boil, to make thy name known to thine adversaries, that the nations may tremble at thy presence! |
2 når du gør undere, vi ikke havde ventet. Du stiger ned, så-bjergene ryster foran dig; | 2 når du gør undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit åsyn vakler bjergene | 2 When thou didst terrible things which we looked not for, thou camest down, the mountains flowed down at thy presence. |
3 intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig, som griber ind for den, der håber på ham. | 3 og som ingen sinde er hørt. Intet øre har hørt, intet øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. | 3 For since the beginning of the world men have not heard, nor perceived by the ear, neither hath the eye seen, O God, beside thee, what he hath prepared for him that waiteth for him. |
4 Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt, som husker dig på dine veje. Men du blev vred, og vi syndede, trods det har vi forbrudt os fra fortiden. | 4 Du ser til dem, der øver retfærd og kommer dine veje i hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. | 4 Thou meetest him that rejoiceth and worketh righteousness, those that remember thee in thy ways: behold, thou art wroth; for we have sinned: in those is continuance, and we shall be saved. |
5 Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj Vi visnede alle som løv, som vinden rev vor synd os bort. | 5 Som urene blev vi til hobe, som en tilsølet klædning al vor retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort brøde bortvejred os som vinden. | 5 But we are all as an unclean thing, and all our righteousnesses are as filthy rags; and we all do fade as a leaf; and our iniquities, like the wind, have taken us away. |
6 Ingen påkaldte dit navn, ingen vågnede op og holdt fast ved dig; for du havde skjult dit ansigt for os og givet os vor synd i vold. | 6 Ingen påkaldte dit navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit åsyn for os og gav os vor brøde i vold. | 6 And there is none that calleth upon thy name, that stirreth up himself to take hold of thee: for thou hast hid thy face from us, and hast consumed us, because of our iniquities. |
7 Men, Herre, du er jo vor fader; vi er ler, og du har formet os, vi er alle sammen dine hænders værk. | 7 Men du, o Herre, er dog vor fader, vi er leret, og du har dannet os, værk af din hånd er vi alle. | 7 But now, O LORD, thou art our father; we are the clay, and thou our potter; and we all are the work of thy hand. |
8 Vær ikke så vred, Herre, og husk ikke synden for evigt! Se til os alle, vi er dit folk! | 8 Vredes ej, herre, så såre, kom ej evigt brøde i hu, se dog til, vi er alle dit folk! | 8 Be not wroth very sore, O LORD, neither remember iniquity for ever: behold, see, we beseech thee, we are all thy people. |
9 Dine hellige byer er blevet til ørken, Zion er blevet en ørken, Jerusalem er lagt øde. | 9 Dine hellige byer er ørk, Zion er blevet en ørk, Jerusalem ligger i grus; | 9 Thy holy cities are a wilderness, Zion is a wilderness, Jerusalem a desolation. |
10 Vort hellige og herlige tempel, hvor vore fædre priste dig, er brændt ned; alt det, vi elsker, ligger i ruiner. | 10 vort hellige, herlige tempel, hvor fædrene priste dig, er blevet luernes rov, en grushob er alt, hvad vi elskede. | 10 Our holy and our beautiful house, where our fathers praised thee, is burned up with fire: and all our pleasant things are laid waste. |
11 Holder du dig borte trods det, Herre? Tier du og ydmyger os så dybt? | 11 Ser du roligt herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt? | 11 Wilt thou refrain thyself for these things, O LORD? wilt thou hold thy peace, and afflict us very sore? |