Hebræerbrevet 12 |
1992 | 1948 | King James Version |
| 1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, | 1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, | 1 Wherefore seeing we also are compassed about with so great a cloud of witnesses, let us lay aside every weight, and the sin which doth so easily beset us, and let us run with patience the race that is set before us, |
| 2 idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. | 2 mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. | 2 Looking unto Jesus the author and finisher of our faith; who for the joy that was set before him endured the cross, despising the shame, and is set down at the right hand of the throne of God. |
| 3 Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. | 3 Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. | 3 For consider him that endured such contradiction of sinners against himself, lest ye be wearied and faint in your minds. |
| 4 Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod, | 4 I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet, | 4 Ye have not yet resisted unto blood, striving against sin. |
| 5 og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; | 5 og I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; | 5 And ye have forgotten the exhortation which speaketh unto you as unto children, My son, despise not thou the chastening of the Lord, nor faint when thou art rebuked of him: |
| 6 for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. | 6 thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.« | 6 For whom the Lord loveth he chasteneth, and scourgeth every son whom he receiveth. |
| 7 For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? | 7 Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? | 7 If ye endure chastening, God dealeth with you as with sons; for what son is he whom the father chasteneth not? |
| 8 Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner. | 8 Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner. | 8 But if ye be without chastisement, whereof all are partakers, then are ye bastards, and not sons. |
| 9 Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? | 9 Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? | 9 Furthermore we have had fathers of our flesh which corrected us, and we gave them reverence: shall we not much rather be in subjection unto the Father of spirits, and live? |
| 10 For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. | 10 Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. | 10 For they verily for a few days chastened us after their own pleasure; but he for our profit, that we might be partakers of his holiness. |
| 11 Al opdragelse i, vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. | 11 Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed. | 11 Now no chastening for the present seemeth to be joyous, but grievous: nevertheless afterward it yieldeth the peaceable fruit of righteousness unto them which are exercised thereby. |
| 12 Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, | 12 Derfor: »Ret de slappe bænder og de kraftløse knæ,« | 12 Wherefore lift up the hands which hang down, and the feeble knees; |
| 13 og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt. | 13 og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. | 13 And make straight paths for your feet, lest that which is lame be turned out of the way; but let it rather be healed. |
| 14 Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. | 14 Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. | 14 Follow peace with all men, and holiness, without which no man shall see the Lord: |
| 15 Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, | 15 Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den; | 15 Looking diligently lest any man fail of the grace of God; lest any root of bitterness springing up trouble you, and thereby many be defiled; |
| 16 og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. | 16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret. | 16 Lest there be any fornicator, or profane person, as Esau, who for one morsel of meat sold his birthright. |
| 17 For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det. | 17 I ved jo, at skønt han sidenhen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter. | 17 For ye know how that afterward, when he would have inherited the blessing, he was rejected: for he found no place of repentance, though he sought it carefully with tears. |
| 18 Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm | 18 I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, | 18 For ye are not come unto the mount that might be touched, and that burned with fire, nor unto blackness, and darkness, and tempest, |
| 19 og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, | 19 og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. | 19 And the sound of a trumpet, and the voice of words; which voice they that heard entreated that the word should not be spoken to them any more: |
| 20 fordi de ikke kunne bære befalingen: »Selv et dyr, der rører ved-bjerget, skal stenes«; | 20 Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.« | 20 (For they could not endure that which was commanded, And if so much as a beast touch the mountain, it shall be stoned, or thrust through with a dart: |
| 21 og synet var så frygteligt, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« | 21 Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« | 21 And so terrible was the sight, that Moses said, I exceedingly fear and quake:) |
| 22 Nej, I er kommet til Zions-bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling | 22 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal | 22 But ye are come unto mount Sion, and unto the city of the living God, the heavenly Jerusalem, and to an innumerable company of angels, |
| 23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, | 23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, | 23 To the general assembly and church of the firstborn, which are written in heaven, and to God the Judge of all, and to the spirits of just men made perfect, |
| 24 til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels. | 24 og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels. | 24 And to Jesus the mediator of the new covenant, and to the blood of sprinkling, that speaketh better things than that of Abel. |
| 25 Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. | 25 Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. | 25 See that ye refuse not him that speaketh. For if they escaped not who refused him that spake on earth, much more shall not we escape, if we turn away from him that speaketh from heaven: |
| 26 Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder: »Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.« | 26 Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: »Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.« | 26 Whose voice then shook the earth: but now he hath promised, saying, Yet once more I shake not the earth only, but also heaven. |
| 27 Udtrykket »endnu én gang« viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. | 27 Men dette »endnu en gang« giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. | 27 And this word, Yet once more, signifieth the removing of those things that are shaken, as of things that are made, that those things which cannot be shaken may remain. |
| 28 Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. | 28 Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. | 28 Wherefore we receiving a kingdom which cannot be moved, let us have grace, whereby we may serve God acceptably with reverence and godly fear: |
| 29 For vor Gud er en fortærende ild. | 29 Thi »vor Gud er en fortærende ild.« | 29 For our God is a consuming fire. |