Hebræerbrevet 6 |
1992 | 1948 | King James Version |
| 1 Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, | 1 Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, | 1 Therefore leaving the principles of the doctrine of Christ, let us go on unto perfection; not laying again the foundation of repentance from dead works, and of faith toward God, |
| 2 med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom. | 2 med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom. | 2 Of the doctrine of baptisms, and of laying on of hands, and of resurrection of the dead, and of eternal judgment. |
| 3 Ja, det vil vi gøre, dersom Gud giver lov. | 3 Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det. | 3 And this will we do, if God permit. |
| 4 For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden | 4 Thi når mennesker en gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden | 4 For it is impossible for those who were once enlightened, and have tasted of the heavenly gift, and were made partakers of the Holy Ghost, |
| 5 og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, | 5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; | 5 And have tasted the good word of God, and the powers of the world to come, |
| 6 og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. | 6 thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot. | 6 If they shall fall away, to renew them again unto repentance; seeing they crucify to themselves the Son of God afresh, and put him to an open shame. |
| 7 For når en mark drikker den regn, der falder på den i rigelig mængde, og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud; | 7 Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; | 7 For the earth which drinketh in the rain that cometh oft upon it, and bringeth forth herbs meet for them by whom it is dressed, receiveth blessing from God: |
| 8 men bærer den tjørn og tidsler, er den intet værd og truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den. | 8 men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den. | 8 But that which beareth thorns and briers is rejected, and is nigh unto cursing; whose end is to be burned. |
| 9 Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør. | 9 Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen. | 9 But, beloved, we are persuaded better things of you, and things that accompany salvation, though we thus speak. |
| 10 For Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige. | 10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. | 10 For God is not unrighteous to forget your work and labour of love, which ye have showed toward his name, in that ye have ministered to the saints, and do minister. |
| 11 Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, | 11 Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, | 11 And we desire that every one of you do show the same diligence to the full assurance of hope unto the end: |
| 12 så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet. | 12 så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet. | 12 That ye be not slothful, but followers of them who through faith and patience inherit the promises. |
| 13 For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, | 13 Thi da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: | 13 For when God made promise to Abraham, because he could swear by no greater, he sware by himself, |
| 14 og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« | 14 »Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.« | 14 Saying, Surely blessing I will bless thee, and multiplying I will multiply thee. |
| 15 Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. | 15 Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt. | 15 And so, after he had patiently endured, he obtained the promise. |
| 16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. | 16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger. | 16 For men verily swear by the greater: and an oath for confirmation is to them an end of all strife. |
| 17 Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; | 17 Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, | 17 Wherein God, willing more abundantly to show unto the heirs of promise the immutability of his counsel, confirmed it by an oath: |
| 18 dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. | 18 for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os; | 18 That by two immutable things, in which it was impossible for God to lie, we might have a strong consolation, who have fled for refuge to lay hold upon the hope set before us: |
| 19 Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, | 19 og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, | 19 Which hope we have as an anchor of the soul, both sure and stedfast, and which entereth into that within the veil; |
| 20 hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis. | 20 hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst »på Melkisedeks vis evindelig«. | 20 Whither the forerunner is for us entered, even Jesus, made an high priest for ever after the order of Melchisedec. |