Jeremias bog 4 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Hvis du vender om, Israel, siger Herren, skal du vende om til mig. Hvis du fjerner dine ækle guder fra mig, skal du ikke være hjemløs. | 1 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige guder, skal du ikke fly for mit åsyn. | 1 If thou wilt return, O Israel, saith the LORD, return unto me: and if thou wilt put away thine abominations out of my sight, then shalt thou not remove. |
| 2 Sværger du i sandhed, ret og retfærdighed »Så sandt Herren lever«, da skal folkene velsigne sig i ham og fryde sig over ham. | 2 Sværger du: »Så sandt Herren lever,« redeligt, ærligt og sandt, skal folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. | 2 And thou shalt swear, The LORD liveth, in truth, in judgment, and in righteousness; and the nations shall bless themselves in him, and in him shall they glory. |
| 3 For dette siger Herren til judæerne og til Jerusalem: I skal bryde ny jord og ikke så blandt tjørne. | 3 Thi så siger Herren til Judas mænd og Jerusalems borgere: Bryd Eder nyjord og så dog ikke blandt, torne! | 3 For thus saith the LORD to the men of Judah and Jerusalem, Break up your fallow ground, and sow not among thorns. |
| 4 Judas mænd, Jerusalems indbyggere, omskær jer for Herren, fjern jeres hjertes forhud, for at min harme ikke skal slå ud som ild og brænde, så ingen kan slukke den, på grund af jeres onde gerninger. | 4 Omskær jer for Herren og fjern eders hjertes forhud, Judas mænd og Jerusalems borgere, at min vrede ikke slår ud som ild og hrænder uslukket for eders onde gerningers skyld. | 4 Circumcise yourselves to the LORD, and take away the foreskins of your heart, ye men of Judah and inhabitants of Jerusalem: lest my fury come forth like fire, and burn that none can quench it, because of the evil of your doings. |
| 5 Fortæl det i Juda, forkynd det i Jerusalem, stød i hornet ud over landet, råb af fuld hals: I skal samle jer, vi trækker os ind i de befæstede byer! | 5 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad hornet gjalde i landet, råb, hvad i kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste stæder! | 5 Declare ye in Judah, and publish in Jerusalem; and say, Blow ye the trumpet in the land: cry, gather together, and say, Assemble yourselves, and let us go into the defenced cities. |
| 6 Rejs banner: Til Zion! Bring jer i sikkerhed, stands ikke op, for jeg bringer ulykken fra nord, et vældigt nederlag. | 6 Rejs banner hen imod Zion, fly uden standsning! Thi ulykke sender jeg fra nord, et vældigt sammenbrud. | 6 Set up the standard toward Zion: retire, stay not: for I will bring evil from the north, and a great destruction. |
| 7 Løven kommer op fra sit krat, folkedræberen bryder op, den kommer frem for at lægge dit land øde og dine byer i grus, så ingen kan bo der. | 7 En løve steg op fra sit krat, en folkehærger brød op, gik bort fra sin hjemstavn for at gøre dit land til en ørk; dine byer skal hærges, så ingen bor der. | 7 The lion is come up from his thicket, and the destroyer of the Gentiles is on his way; he is gone forth from his place to make thy land desolate; and thy cities shall be laid waste, without an inhabitant. |
| 8 Derfor skal I klæde jer i sæk, I skal klage og jamre, for Herrens glødende vrede vender sig ikke fra os. | 8 Derfor skal I klæde jer i sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende vrede sig fra os. | 8 For this gird you with sackcloth, lament and howl: for the fierce anger of the LORD is not turned back from us. |
| 9 På den dag, siger Herren, skal konge og stormænd miste modet, præsterne gyse, profeterne blive stumme af rædsel. | 9 På hin dag, lyder det fra Herren, skal kongen og fyrsterne tabe modet, præsterne stivne af skræk og profeterne slås af rædsel; | 9 And it shall come to pass at that day, saith the LORD, that the heart of the king shall perish, and the heart of the princes; and the priests shall be astonished, and the prophets shall wonder. |
| 10 Men jeg sagde: Ak, Gud Herre! Du forførte dette folk og Jerusalem, da du sagde: »Der bliver fred!« Nu har vi sværdet på struben. | 10 og de skal sige: »Ak, herre, herre! Sandelig, du førte dette folk og Jerusalem bag lyset, da du sagde: I skal have fred! Nu har sværdet nået sjælen.« | 10 Then said I, Ah, Lord GOD! surely thou hast greatly deceived this people and Jerusalem, saying, Ye shall have peace; whereas the sword reacheth unto the soul. |
| 11 Da skal det siges til dette folk og til Jerusalem: Fra det nøgne land i ørkenen kommer en glødende vind imod mit folks datter, den er ikke til at kaste og rense korn i; | 11 På hin tid skal der siges til dette folk og Jerusalem: Et glødende vejr fra ørkenens nøgne høje trækker op mod mit folks datter, ej til kastning og rensning af korn, | 11 At that time shall it be said to this people and to Jerusalem, A dry wind of the high places in the wilderness toward the daughter of my people, not to fan, nor to cleanse, |
| 12 det er en langt stærkere vind, der kommer på mit bud. Ja, nu vil jeg fælde dom over dem. | 12 et vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale domsord imod dem. | 12 Even a full wind from those places shall come unto me: now also will I give sentence against them. |
| 13 Se, fjenden trækker op som skyer, hans vogne er som hvirvelvinde, hans heste er hurtigere end ørne. Ve os! Vi bliver tilintetgjort. | 13 Se, det kommer som skyer, dets vogne som stormvejr, dets heste er hurtigere end ørne; ve, vi lægges øde! | 13 Behold, he shall come up as clouds, and his chariots shall be as a whirlwind: his horses are swifter than eagles. Woe unto us! for we are spoiled. |
| 14 Rens dit hjerte for ondskab, Jerusalem, så du kan frelses! Hvor længe vil du give plads for onde planer i dit indre? | 14 Rens dit hjerte for ondt, Jerusalem, at du må Frelses! Hvor længe skal dit indre huse de syndige tanker? | 14 O Jerusalem, wash thine heart from wickedness, that thou mayest be saved. How long shall thy vain thoughts lodge within thee? |
| 15 Der lyder en røst fra Dan, fra Efraims-bjergland forkyndes ulykke. | 15 thi hør, en råber fra Dan, et ulykkesbud fra Efraims bjerge: | 15 For a voice declareth from Dan, and publisheth affliction from mount Ephraim. |
| 16 Kundgør for folkene, forkynd mod Jerusalem: Fra landet i det fjerne kommer de og belejrer dig, mod Judas byer opløfter de krigsråbet. | 16 Kundgør folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et land i det fjerne, de opløfter røsten mod byerne i Juda. | 16 Make ye mention to the nations; behold, publish against Jerusalem, that watchers come from a far country, and give out their voice against the cities of Judah. |
| 17 De omringer byen som markens vogtere, for den har trodset mig, siger Herren. | 17 Som markens vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. | 17 As keepers of a field, are they against her round about; because she hath been rebellious against me, saith the LORD. |
| 18 Din færd og dine gerninger har bragt dette over dig; det er din ulykke, og bittert er det. Nu gælder det dit liv! | 18 Det kan du takke din færd, dine gerninger for; det skyldes din ondskab; hvor bittert! Det gælder livet. | 18 Thy way and thy doings have procured these things unto thee; this is thy wickedness, because it is bitter, because it reacheth unto thine heart. |
| 19 Mit indre, mit indre, jeg har veer! Mit hjertes vægge, mit hjerte skælver, jeg kan ikke tie. Jeg hører lyden af horn og krigsråb. | 19 Mit indre, mit indre! Jeg skælver! Mit hjertes vægge! Mit hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi hornets klang må jeg høre, skrig fra kampen; | 19 My bowels, my bowels! I am pained at my very heart; my heart maketh a noise in me; I cannot hold my peace, because thou hast heard, O my soul, the sound of the trumpet, the alarm of war. |
| 20 Der meldes om nederlag på nederlag, for hele landet er hærget. I et nu bliver mine telte ødelagt, på et øjeblik er mine teltduge borte. | 20 der meldes om fald på fald, thi alt landet er hærget. Mine telte hærges brat, i et nu mine forhæng. | 20 Destruction upon destruction is cried; for the whole land is spoiled: suddenly are my tents spoiled, and my curtains in a moment. |
| 21 Hvor længe skal jeg se banneret, høre lyden af hornet? | 21 Hvor længe skal jeg skue banneret, høre hornet? | 21 How long shall I see the standard, and hear the sound of the trumpet? |
| 22 Mit folk er tåber, mig kender de ikke. De er uforstandige børn, kloge er de ikke. De er dygtige til at gøre det onde; men at gøre det gode forstår de ikke. | 22 Thi mit folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme sønner og uden indsigt; de er vise til at gøre det onde, men tåber til det gode. | 22 For my people is foolish, they have not known me; they are sottish children, and they have none understanding: they are wise to do evil, but to do good they have no knowledge. |
| 23 Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys. | 23 Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; | 23 I beheld the earth, and, lo, it was without form, and void; and the heavens, and they had no light. |
| 24 Jeg så-bjergene, og de rystede, alle højene skælvede. | 24 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bæved; | 24 I beheld the mountains, and, lo, they trembled, and all the hills moved lightly. |
| 25 Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet. | 25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet; | 25 I beheld, and, lo, there was no man, and all the birds of the heavens were fled. |
| 26 Jeg så, og frugthaverne var ørken, alle byerne var jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede. | 26 jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde for Herren, for hans glødende vrede. | 26 I beheld, and, lo, the fruitful place was a wilderness, and all the cities thereof were broken down at the presence of the LORD, and by his fierce anger. |
| 27 Dette siger Herren: Hele landet skal blive ødemark ? men jeg tilintetgør det ikke ? | 27 Thi så siger Herren: Al jorden bliver ørk, men helt ødelægger jeg ikke. | 27 For thus hath the LORD said, The whole land shall be desolate; yet will I not make a full end. |
| 28 derfor sørger jorden, og himlen deroppe formørkes. For jeg har talt og lagt mine planer; jeg fortryder ikke og opgiver dem ikke. | 28 Derfor sørger jorden, og himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det. | 28 For this shall the earth mourn, and the heavens above be black: because I have spoken it, I have purposed it, and will not repent, neither will I turn back from it. |
| 29 Ved larmen af ryttere og bueskytter flygter hele byen; de kryber ind i krattet, kravler op på klipper. Hver by er forladt, der bor ikke et menneske. | 29 For larmen af ryttere og bueskytter flyr alt landet, de tyr ind i krat, stiger op på klipper; hver by er forladt, og ikke et menneske bor der. | 29 The whole city shall flee for the noise of the horsemen and bowmen; they shall go into thickets, and climb up upon the rocks: every city shall be forsaken, and not a man dwell therein. |
| 30 Og du, som er hærget, hvad vil du gøre? Du klæder dig i skarlagen, smykker dig med guldsmykker og maler øjnene op med sminke, men det er forgæves, du gør dig smuk. De, der begærede dig, har vraget dig, de stræber dig efter livet. | 30 Og du, hvad vil du mon gøre? om end du klæder dig i skarlagen, smykker dig med guld og gør øjnene store med sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit liv vil de have. | 30 And when thou art spoiled, what wilt thou do? Though thou clothest thyself with crimson, though thou deckest thee with ornaments of gold, though thou rentest thy face with painting, in vain shalt thou make thyself fair; thy lovers will despise thee, they will seek thy life. |
| 31 jeg hører skrig som fra en kvinde med veer, nødråb som fra en, der føder første gang Hør! Zions datter gisper, hun strækker hænderne frem: »Ve mig, jeg bukker under for mordere!« | 31 Thi jeg hører råb som ved barnsnød, skrig som ved førstefødsel. Hør, hvor Zions datter stønner med udrakte hænder: »Ve mig, min sjæl bukker under for dem, som myrder.« | 31 For I have heard a voice as of a woman in travail, and the anguish as of her that bringeth forth her first child, the voice of the daughter of Zion, that bewaileth herself, that spreadeth her hands, saying, Woe is me now! for my soul is wearied because of murderers. |