Jobs bog 29 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Og Job fortsatte sin tale: | 1 Og Job vedblev at fremsætte sit tankesprog: | 1 Moreover Job continued his parable, and said, |
| 2 Gid alt var som i gamle dage, som dengang Gud beskyttede mig | 2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, | 2 Oh that I were as in months past, as in the days when God preserved me; |
| 3 Og lod sin lampe lyse over mit hoved, så jeg ved dens lys kunne vandre i mørket. | 3 da hans lampe lyste over mit hoved, og jeg ved hans lys vandt frem i mørke, | 3 When his candle shined upon my head, and when by his light I walked through darkness; |
| 4 Sådan havde jeg det i mine velmagtsdage, da Gud skærmedemit telt, | 4 som i mine modne år, da Guds fortrolighed var over mit telt, | 4 As I was in the days of my youth, when the secret of God was upon my tabernacle; |
| 5 da den Almægtige endnu var mig nær, og jeg havde mine drenge om mig, | 5 da den almægtige end var hos mig og mine drenge var om mig, | 5 When the Almighty was yet with me, when my children were about me; |
| 6 da jeg kunne bade mine fødder i tykmælk, og oliestrømme flød til mig fra klippen. | 6 da mine fødder vaded i fløde, og olie strømmede, hvor jeg stod, | 6 When I washed my steps with butter, and the rock poured me out rivers of oil; |
| 7 Når jeg gik hen til byens port og indtog mit sæde på torvet, | 7 da jeg gik ud til byens port og rejste mit sæde på torvet. | 7 When I went out to the gate through the city, when I prepared my seat in the street! |
| 8 trak de unge mænd sig tilbage, når de så mig, og de gamle rejste sig op. | 8 Når ungdommen så mig, gemte deo sig, oldinge rejste sig op og stod, | 8 The young men saw me, and hid themselves: and the aged arose, and stood up. |
| 9 Stormænd holdt ordene tilbage og lagde hånden på munden; | 9 høvdinger standsed i talen og lagde hånd på mund, | 9 The princes refrained talking, and laid their hand on their mouth. |
| 10 mægtige mænds stemmer døde hen, deres tunge klæbede til ganen. | 10 stormænds røst forstummed, deres tunge klæbed til ganen; | 10 The nobles held their peace, and their tongue cleaved to the roof of their mouth. |
| 11 Når de hørte mig, priste de mig, når de så mig, roste de mig. | 11 øret hørte og priste mig lykkelig, øjet så og tilkendte mig ære. | 11 When the ear heard me, then it blessed me; and when the eye saw me, it gave witness to me: |
| 12 Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp, den faderløse og den, som ingen hjælper havde. | 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savned en hjælper; | 12 Because I delivered the poor that cried, and the fatherless, and him that had none to help him. |
| 13 Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig, jeg skabte jubel i enkers hjerte. | 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; | 13 The blessing of him that was ready to perish came upon me: and I caused the widow's heart to sing for joy. |
| 14 Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning, retten var min kappe og turban. | 14 jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. | 14 I put on righteousness, and it clothed me: my judgment was as a robe and a diadem. |
| 15 Jeg var den blindes øjne og den lammes fødder. | 15 Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; | 15 I was eyes to the blind, and feet was I to the lame. |
| 16 Jeg var en fader for fattige, jeg tog mig af retssager for folk, jeg ikke kendte. | 16 jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag; | 16 I was a father to the poor: and the cause which I knew not I searched out. |
| 17 Jeg knuste kæberne på forbrydere og rev byttet ud mellem tænderne på dem. | 17 den lovløses tænder brød jeg, rev byttet ud af hans gab. | 17 And I brake the jaws of the wicked, and plucked the spoil out of his teeth. |
| 18 Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede og leve længe som fugl Føniks, | 18 Så tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min rede, leve så længe som føniksfuglen; | 18 Then I said, I shall die in my nest, and I shall multiply my days as the sand. |
| 19 at mine rødder skulle suge vand til sig og duggen lægge sig på mine grene, | 19 min rod kan vand komme til, duggen har nattely i mine grene; | 19 My root was spread out by the waters, and the dew lay all night upon my branch. |
| 20 at min anseelse stadig skulle fornyes og buen i min hånd spændes igen og igen. | 20 min ære er altid ny, min bue er altid ung i min hånd!« | 20 My glory was fresh in me, and my bow was renewed in my hand. |
| 21 De hørte på mig i forventning, i tavshed lyttede de til mit råd. | 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav råd; | 21 Unto me men gave ear, and waited, and kept silence at my counsel. |
| 22 Når jeg havde talt, tog ingen til genmæle, mine ord faldt som regndråber på dem. | 22 ingen tog ordet, når jeg havde talt, mine ord faldt kvægende på dem; | 22 After my words they spake not again; and my speech dropped upon them. |
| 23 De håbede på mig som på regn, spærrede munden op som efter forårsregn. | 23 de bied på mig som på regn, spærred munden op efter vårregn. | 23 And they waited for me as for the rain; and they opened their mouth wide as for the latter rain. |
| 24 Jeg smilede til dem, og de fattede mod, mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op. | 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit åsyns lys fikde ej til at svinde. | 24 If I laughed on them, they believed it not; and the light of my countenance they cast not down. |
| 25 Jeg førte forsædet og valgte vejen for dem, jeg sad som en konge blandt sine krigere, som den, der trøster de sørgende, | 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som høvding, troned som konge blandt hærmænd, som den, der gav sørgende trøst. | 25 I chose out their way, and sat chief, and dwelt as a king in the army, as one that comforteth the mourners. |