Jobs bog 30 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Men nu ler de ad mig, de som er yngre end jeg, og hvis fædre jeg ikke fandt værdige til at være sammen med mine hyrdehunde. | 1 Nu derimod ler de ad mig, folk, der er yngre end jeg, hvis fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine hyrdehunde. | 1 But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock. |
| 2 Hvad skal jeg med deres styrke, når deres livskraft går tabt? | 2 Og hvad skulle jeg med deres hænders kraft? Deres ungdomskraft har de mistet, | 2 Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished? |
| 3 De er udtæret af nød og hunger, de afgnaver det tørre land, der allerede i går var den goldeste ørken. | 3 tørrede hen af trang og sult. De afgnaver ørk og ødemark | 3 For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste. |
| 4 Mellem buske plukker de mælde, gyvelens rødder er deres føde. | 4 Og plukker melde ved krattet, gyvelrødder er deres brød. | 4 Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat. |
| 5 De er udstødt af samfundet, man råber efter dem som efter en tyv. | 5 fra samfundet drives de bort, som ad tyve råbes der efter dem. | 5 They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief;) |
| 6 De bor på-bjergskråninger i jordhuler og klippehuler. | 6 De bor i kløfter, fulde af rædsler, i jordens og klippernes huler. | 6 To dwell in the cliffs of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks. |
| 7 De hyler mellem buskene, de finder sammen blandt tidslerne. | 7 De brøler imellem buske, i tornekrat kommer de sammen, | 7 Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together. |
| 8 De er udskud, folk uden ære, de er jaget ud af landet. | 8 en dum og navnløs æt, de joges med hug af lande. | 8 They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth. |
| 9 Men nu synger de nidviser om mig, og snakken går om mig. | 9 Men nu er jeg hånsang for dem, jeg er dem et samtaleemne; | 9 And now am I their song, yea, I am their byword. |
| 10 De afskyr mig og holder sig langt borte fra mig, de spytter mig endda i ansigtet. | 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. | 10 They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face. |
| 11 Gud har løsnet min buestreng og ydmyget mig, derfor kaster de tøjlerne af sig, når de ser mig. | 11 Thi han løste min buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de tøjlerne af. | 11 Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me. |
| 12 På min højre side rejser deres afkom sig, de slår benene væk under mig, de bygger deres ulykkesveje mod mig. | 12 Til højre rejser sig ynglen, fødderne slår de fra mig, bygger sig ulykkesveje imod mig | 12 Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction. |
| 13 Min sti bryder de op, de arbejder på mit fordærv, uden at nogen hindrer dem. | 13 Min sti har de opbrudt, de hjælper med til mit fald, og ingen hindrer dem i det; | 13 They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper. |
| 14 Som gennem et gabende murbrud kommer de, mellem ruiner vælter de frem. | 14 de kommer som gennem et gabende murbrud, vælter sig frem under ruiner, | 14 They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me. |
| 15 Rædsler er vendt mod mig, min værdighed er blæst bort som af vinden, mit håb om frelse er forsvundet som en sky. | 15 rædsler har vendt sig imod mig; min værdighed joges bort som af storm, min lykke svandt som en sky. | 15 Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud. |
| 16 Nu ebber livet i mig ud, elendighedens dage er over mig. | 16 Min sjæl opløser sig i mig; elendigheds dage har ramt mig: | 16 And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me. |
| 17 Om natten borer det i mine knogler, smerterne gnaver ustandseligt i mig. | 17 natten borer i mine knogler, aldrig blunder de nagende smerter. | 17 My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest. |
| 18 Min hud er fuldstændig ukendelig, som kjortlens halsåbning hænger den om mig. | 18 Med vældig kraft vanskabes mit kød, det hænger om mig, som var det min kjortel. | 18 By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat. |
| 19 Han har kastet mig i dyndet, jeg er kommet til at ligne støv og aske. | 19 Han kasted mig ud i dynd, jeg er blevet som støv og aske. | 19 He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes. |
| 20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke; her står jeg, men du giver ikke agt på mig. | 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; | 20 I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not. |
| 21 Ubarmhjertigt har du vendt dig mod mig; med hård hånd angriber du mig. | 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige hånd. | 21 Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me. |
| 22 Du sætter mig op på stormen og lader den fare af sted med mig, dens rasen gennemryster mig. | 22 Du løfter og vejrer mig hen i stormen, og dens brusen gennemryster mig; | 22 Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance. |
| 23 Jeg ved, at du fører mig til døden, til huset, hvor alle levende skal samles. | 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til døden, til det hus, hvor alt levende samles. | 23 For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living. |
| 24 Og dog! Strækker man ikke hånden frem, når alt ligger i ruin? Råber man ikke om hjælp i sin ulykke? | 24 Dog, mon den druknende ej rækker hånden ud og råber om hjælp, når han går under? | 24 Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction. |
| 25 Har jeg ikke grædt over den, der har det hårdt? Har jeg ikke sørget over den fattige? | 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min sjæl for den fattiges skyld? | 25 Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor? |
| 26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke,jeg ventede på lys, men der kom mørke. | 26 jeg biede på lykke, men ulykke kom, jeg håbed på lys, men mørke kom; | 26 When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness. |
| 27 Mit indre er i oprør, det falder ikke til ro, elendighedens dage ligger foran mig. | 27 ustandseligt koger det i mig, elendigheds dage traf mig; | 27 My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me. |
| 28 Jeg går sørgende omkring, der er ingen sol; jeg står frem i forsamlingen og råber om hjælp. | 28 trøstesløs går jeg i sorg, i forsamlingen rejser jeg mig og råber; | 28 I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation. |
| 29 Jeg er blevet broder til sjakaler, jeg er blevet ven med strudse. | 29 sjakalernes broder blev jeg, strudsenes fælle. | 29 I am a brother to dragons, and a companion to owls. |
| 30 Huden på mig er blevet sort, min krop brænder i feber. | 30 Min hud er sort, falder af, mine knogler brænder af hede; | 30 My skin is black upon me, and my bones are burned with heat. |
| 31 Min citer er stemt til sorg, min fløjte til gråd. | 31 min citer er blevet til sorg, min fløjte til hulkende gråd! | 31 My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep. |