Jobs bog 9 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Then Job answered and said, |
| 2 Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? | 2 »Jeg ved forvist, at således er det, hvad ret har en dødelig over for Gud? | 2 I know it is so of a truth: but how should man be just with God? |
| 3 Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager. | 3 Ville Gud gå i rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! | 3 If he will contend with him, he cannot answer him one of a thousand. |
| 4 Han er vis, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det? | 4 Viis af hjerte og vældig i kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? | 4 He is wise in heart, and mighty in strength: who hath hardened himself against him, and hath prospered? |
| 5 Han flytter-bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen. | 5 Han flytter bjerge så let som intet, vælter dem om i sin vrede, | 5 Which removeth the mountains, and they know not: which overturneth them in his anger. |
| 6 Han ryster jorden løs fra dens fundament, og dens søjler skælver. | 6 ryster jorden ud af dens fuger, så dens grundstøtter bæver; | 6 Which shaketh the earth out of her place, and the pillars thereof tremble. |
| 7 Han befaler solen ikke at stå op, og for stjernerne har han sat segl. | 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for stjernerne sætter han segl, | 7 Which commandeth the sun, and it riseth not; and sealeth up the stars. |
| 8 Han alene spænder himlen ud, han går på havets ryg. | 8 han udspænder himlen ene, skrider hen over havets kamme, | 8 Which alone spreadeth out the heavens, and treadeth upon the waves of the sea. |
| 9 Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen. | 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, | 9 Which maketh Arcturus, Orion, and Pleiades, and the chambers of the south. |
| 10 Han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. | 10 han øver ufattelig vælde og undere uden tal! | 10 Which doeth great things past finding out; yea, and wonders without number. |
| 11 Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi, uden at jeg mærker det. | 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; | 11 Lo, he goeth by me, and I see him not: he passeth on also, but I perceive him not. |
| 12 Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget? Hvem kan sige til ham: "Hvad er det, du gør?" | 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?« | 12 Behold, he taketh away, who can hinder him? who will say unto him, What doest thou? |
| 13 Gud holder ikke igen på sin vrede, selv Rahabs hjælpere må bøje sig under ham. | 13 Gud lægger ikke bånd på sin vrede, Rahabs hjælpere bøjed sig under ham; | 13 If God will not withdraw his anger, the proud helpers do stoop under him. |
| 14 Hvordan skulle så jeg kunne tage til orde imod ham og vælge mine ord over for ham? | 14 hvor kan jeg da give ham svar og rettelig føje min tale for ham! | 14 How much less shall I answer him, and choose out my words to reason with him? |
| 15 Selv om jeg har ret, kan jeg ikke komme til orde, men må bønfalde min dommer om nåde. | 15 Har jeg end ret, jeg kan dog ej svare, må bede min dommer om nåde! | 15 Whom, though I were righteous, yet would I not answer, but I would make supplication to my judge. |
| 16 Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde, tror jeg ikke, han ville lytte til mig. | 16 nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min røst, | 16 If I had called, and he had answered me; yet would I not believe that he had hearkened unto my voice. |
| 17 Han jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår på sår. | 17 han, som river mig bort i stormen, giver mig - sår på sår uden grund, | 17 For he breaketh me with a tempest, and multiplieth my wounds without cause. |
| 18 Han giver mig åndenød, han mætter mig med forbitrelse. | 18 ikke lader mig drage ånde, men lader mig mættes med beskeing. | 18 He will not suffer me to take my breath, but filleth me with bitterness. |
| 19 Gælder det den stærkes kraft, så er det ham! Gælder det retten: "Hvem kan kræve mig til regnskab?" | 19 Gælder det kæmpekraft, melder han sig! Gælder det ret, hvo stævner ham da! | 19 If I speak of strength, lo, he is strong: and if of judgment, who shall set me a time to plead? |
| 20 Selv om jeg har ret, dømmer min mund mig skyldig, selv om jeg er uskyldig, gør han mig til løgner; | 20 Har jeg end ret, må min mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang! | 20 If I justify myself, mine own mouth shall condemn me: if I say, I am perfect, it shall also prove me perverse. |
| 21 men jeg er uskyldig! Jeg vil ikke vide af mit liv, jeg ønsker ikke at leve. | 21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min sjæl og agter mit liv for intet! | 21 Though I were perfect, yet would I not know my soul: I would despise my life. |
| 22 Det er lige meget, jeg kan kun sige: Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge! | 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! | 22 This is one thing, therefore I said it, He destroyeth the perfect and the wicked. |
| 23 Når en flodbølge spreder pludselig død, spotter han de uskyldige i deres fortvivlelse. | 23 Når svøben kommer med død i et nu, så spotter han skyldfries hjertekval; | 23 If the scourge slay suddenly, he will laugh at the trial of the innocent. |
| 24 Landet lægges i hænderne på uretfærdige, dommerne giver han bind for øjnene. Hvis ikke det er ham, hvem er det så? | 24 jorden gav han i gudløses hånd, hylder dens dommeres øjne til, hvem ellers, om ikke han? | 24 The earth is given into the hand of the wicked: he covereth the faces of the judges thereof; if not, where, and who is he? |
| 25 Mine dage går hurtigere, end man kan løbe, glædesløse jager de af sted. | 25 Raskere end løberen fløj mine dage, de svandt og så ikke lykke, | 25 Now my days are swifter than a post: they flee away, they see no good. |
| 26 De farer af sted som sivbåde, som en ørn, der slår ned på byttet. | 26 gled hen som både af si, som en ørn, der -slår ned på bytte. | 26 They are passed away as the swift ships: as the eagle that hasteth to the prey. |
| 27 Hvis jeg siger: "Jegvil glemme min klage, lægge ansigtet i andre folder og være glad igen," | 27 Dersom jeg siger: »Mit suk vil jeg glemme, glatte mit ansigt og være glad,« | 27 If I say, I will forget my complaint, I will leave off my heaviness, and comfort myself: |
| 28 så må jeg tænke med gru på mine lidelser; jeg ved, at du ikke lader mig ustraffet. | 28 Må jeg dog grue for al min smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri. | 28 I am afraid of all my sorrows, I know that thou wilt not hold me innocent. |
| 29 Når jeg skal være skyldig, hvorfor skal jeg da anstrenge mig til ingen nytte? | 29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen nytte? | 29 If I be wicked, why then labour I in vain? |
| 30 Om jeg så vaskede mig med sæbe og rensede hænderne i lud, | 30 Toed jeg mig i sne og tvætted i lud mine hænder, | 30 If I wash myself with snow water, and make my hands never so clean; |
| 31 ville du dyppe mig i slampølen, så mine klæder ville afsky mig. | 31 du dypped mig dog i pølen, så klæderne væmmedes ved mig. | 31 Yet shalt thou plunge me in the ditch, and mine own clothes shall abhor me. |
| 32 Han er ikke et menneske som jeg, så jeg kan tage til orde imod ham, og vi kan mødes i retten. | 32 Thi du er ikke en mand som jeg, så jeg kunne svare, så vi kunne gå for retten sammen; | 32 For he is not a man, as I am, that I should answer him, and we should come together in judgment. |
| 33 Der er ingen voldgiftsmand, som kan mægle mellem os. | 33 vi savner en voldgiftsmand til at lægge sin hånd på os begge! | 33 Neither is there any daysman betwixt us, that might lay his hand upon us both. |
| 34 Holdt han blot op med at slå mig, så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig, | 34 Fried han mig for sin stok, og skræmmed hans rædsler mig ikke, | 34 Let him take his rod away from me, and let not his fear terrify me: |
| 35 da kunne jeg tale uden at frygte ham, for jeg ved, at jeg ikke har grund til det. | 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min dom om mig selv er en anden! | 35 Then would I speak, and not fear him; but it is not so with me. |