Klagesangene 2 |
1992 | 1931 | King James Version |
1 Ak! I sin vrede har Herren indhyllet Zions datter i mørke. Fra himlen har han slængt Israels herlighed til jorden, på sin vredes dag huskede han ikke på sin fodskammel. | 1 Hvor har dog Herren i vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra himmel til jord og glemt sine fødders skammel på sin vredes dag. | 1 How hath the Lord covered the daughter of Zion with a cloud in his anger, and cast down from heaven unto the earth the beauty of Israel, and remembered not his footstool in the day of his anger! |
2 Uden skånsel har Herren ødelagt alle Jakobs boliger; i sin harme har han nedrevet Judas datters fæstninger og jævnet dem med jorden. Han har vanæret riget og dets stormænd; | 2 Herren har skånselsløst opslugt hver bolig i Jakob, han nedbrød i vrede Judas datters borge, slog dem til jorden, skændede rige og fyrster, | 2 The Lord hath swallowed up all the habitations of Jacob, and hath not pitied: he hath thrown down in his wrath the strong holds of the daughter of Judah; he hath brought them down to the ground: he hath polluted the kingdom and the princes thereof. |
3 i glødende vrede har han afhugget hvert horn i Israel. Han trak sin højre hånd tilbage foran fjenden, det brændte i Jakob som flammende ild, der fortærede overalt. | 3 afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt. | 3 He hath cut off in his fierce anger all the horn of Israel: he hath drawn back his right hand from before the enemy, and he burned against Jacob like a flaming fire, which devoureth round about. |
4 Som en fjende spændte han sin bue, hans højre hånd var fast, som en modstander dræbte han al øjnenes lyst. I Zions datters telt udøste han sin harme som ild. | 4 På fjendevis spændte han buen, stod som en uven; han dræbte al øjnenes lyst i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild. | 4 He hath bent his bow like an enemy: he stood with his right hand as an adversary, and slew all that were pleasant to the eye in the tabernacle of the daughter of Zion: he poured out his fury like fire. |
5 Herren var som en fjende, han ødelagde Israel; han ødelagde alle dets borge og tilintetgjorde dets fæstninger. Han fremkaldte suk og stor klage hos Judas datter. | 5 Herren har vist sig som fjende, opslugt Israel, opslugt alle paladser, lagt borgene øde, ophobet jammer på jammer i Judas datter. | 5 The Lord was as an enemy: he hath swallowed up Israel, he hath swallowed up all her palaces: he hath destroyed his strong holds, and hath increased in the daughter of Judah mourning and lamentation. |
6 Han rev sin hytte ned som et skur, han tilintetgjorde sit åbenbaringssted. Herren lod fest og sabbat gå i glemme på Zion; i sin rasende vrede forstødte han konge og præst. | 6 Han nedrev sin hytte, lagde sit feststed øde, Herren lod fest og sabbat gå ad glemme i Zion, bortstødte i heftig vrede konge og præst. | 6 And he hath violently taken away his tabernacle, as if it were of a garden: he hath destroyed his places of the assembly: the LORD hath caused the solemn feasts and sabbaths to be forgotten in Zion, and hath despised in the indignation of his anger the king and the priest. |
7 Herren forkastede sit alter og vragede sin helligdom; han overgav borgenes mure i fjendens hånd. De råbte højt i Herrens hus som på festens dag. | 7 Herren forkasted sit alter, brød med sin helligdom, hengav i fjendens hånd dets paladsers mure; man skreg i Herrens hus som på festens dag. | 7 The Lord hath cast off his altar, he hath abhorred his sanctuary, he hath given up into the hand of the enemy the walls of her palaces; they have made a noise in the house of the LORD, as in the day of a solemn feast. |
8 Herren havde besluttet at tilintetgøre Zions datters mur; han udspændte målesnoren, holdt ikke sin hånd tilbage fra ødelæggelse. Ringmur og mur lod han sørge, begge sygnede hen. | 8 Herren fik i sinde at ødelægge Zions datters mur, han udspændte snoren, holdt ikke sin hånd fra fordærv, lod vold og mur få sorg, de vansmægted sammen. | 8 The LORD hath purposed to destroy the wall of the daughter of Zion: he hath stretched out a line, he hath not withdrawn his hand from destroying: therefore he made the rampart and the wall to lament; they languished together. |
9 Byens porte sank i jorden, han ødelagde og splintrede dens portbomme. Dens konge og stormænd er blandt fremmede folk; der lyder ingen belæring, og dens profeter modtager ingen syner fra Herren. | 9 I jorden sank hendes porte, slåerne brød han. blandt folkene bor uden lov hendes konge og fyrster, og ikke fanger profeterne syn fra Herren. | 9 Her gates are sunk into the ground; he hath destroyed and broken her bars: her king and her princes are among the Gentiles: the law is no more; her prophets also find no vision from the LORD. |
10 Zions datters ældste sidder tavse på jorden, de kommer støv på hovedet og klæder sig i sæk; Jerusalems jomfruer bøjer hovedet mod jorden. | 10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed; på hovedet kaster de støv, de er klædt i sæk; Jerusalems jomfruer sænker mod jord deres hoved. | 10 The elders of the daughter of Zion sit upon the ground, and keep silence: they have cast up dust upon their heads; they have girded themselves with sackcloth: the virgins of Jerusalem hang down their heads to the ground. |
11 Mine øjne er slørede af tårer, det gærer i mit indre. Min livskraft tømmes ud i støvet, for mit folks datter er lemlæstet; børn og spæde ligger afkræftede på byens torve. | 11 Mine øjne hensvinder i gråd, mit indre gløder, mit hjerte er knust, fordi mit folk er brudt sammen; thi børn og spæde forsmægter på byens torve; | 11 Mine eyes do fail with tears, my bowels are troubled, my liver is poured upon the earth, for the destruction of the daughter of my people; because the children and the sucklings swoon in the streets of the city. |
12 De spørger deres mor: Hvor får vi korn og vin? De ligger afkræftede på byens torve, som var de sårede; deres liv ebber ud ved moderens bryst. | 12 hver spørger sin moder: »Hvor er der korn og vin?« Forsmægter på byens torve som en, der er såret, idet de udånder sjælen ved moderens bryst. | 12 They say to their mothers, Where is corn and wine? when they swooned as the wounded in the streets of the city, when their soul was poured out into their mothers' bosom. |
13 Hvad kan jeg opmuntre dig med? Hvad kan jeg sammenligne dig med, Jerusalems datter? Hvad kan jeg ligne dig med, så jeg kan trøste dig, du jomfru, Zions datter? Thi din ulykke er stor som havet, hvem kan helbrede dig? | 13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions jomfru? Thi dit sammenbrud er stort som havet, hvo læger dig vel? | 13 What thing shall I take to witness for thee? what thing shall I liken to thee, O daughter of Jerusalem? what shall I equal to thee, that I may comfort thee, O virgin daughter of Zion? for thy breach is great like the sea: who can heal thee? |
14 Profeternes syner om dig var falskhed og blændværk. De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne; de udsagn, de modtog i syner, var falske og vildledende. | 14 Profeternes syner om dig var tomhed og løgn, de afsløred ikke din skyld for at vende din skæbne, synerne gav dig kun tomme, vildende udsagn. | 14 Thy prophets have seen vain and foolish things for thee: and they have not discovered thine iniquity, to turn away thy captivity; but have seen for thee false burdens and causes of banishment. |
15 Alle, der går forbi, slår hænderne sammen, de pifter hånligt og ryster på hovedet ad Jerusalems datter: »Er det den by, man kaldte den fuldendt skønne, en fryd for hele jorden?« | 15 Over dig slog de hænderne sammen, de, hvis vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på hoved ad Jerusalems datter: »Er det da byen, man kaldte den fuldendt skønne, al jordens glæde?« | 15 All that pass by clap their hands at thee; they hiss and wag their head at the daughter of Jerusalem, saying, Is this the city that men call The perfection of beauty, The joy of the whole earth? |
16 Alle dine fjender spæner gabet op imod dig; de pifter hånligt og skærer tænder, de siger: »Vi har ødelagt den. Dette er den dag, vi ventede på; endelig har vi oplevet den!« | 16 De opspærred munden imod dig, alle dine fjender, hånfløjted, skar tænder og sagde: »vi opslugte hende; ja, det er dagen, vi vented, vi fik den at se.« | 16 All thine enemies have opened their mouth against thee: they hiss and gnash the teeth: they say, We have swallowed her up: certainly this is the day that we looked for; we have found, we have seen it. |
17 Herren har gjort, som han planlagde; han har gjort alvor af den trussel, han fremsatte i gamle dage. Uden skånsel har han revet ned, ladet fjenden glæde sig over dig og løftet dine modstanderes horn. | 17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det ord, han sendte i fordums dage, brudt ned uden skånsel, ladet fjender glæde sig over dig, rejst uvenners horn. | 17 The LORD hath done that which he had devised; he hath fulfilled his word that he had commanded in the days of old: he hath thrown down, and hath not pitied: and he hath caused thine enemy to rejoice over thee, he hath set up the horn of thine adversaries. |
18 Råb højt til Herren, klag, Zions datter! Lad tårerne strømme som bækken dag og nat; und dig ikke hvile, lad ikke dit øje finde ro! | 18 Råb højt til Herren, du jomfru, Zions datter, lad tårerne strømme som bække ved dag og ved nat, und dig ej ro, lad ikke dit øje få hvile! | 18 Their heart cried unto the Lord, O wall of the daughter of Zion, let tears run down like a river day and night: give thyself no rest; let not the apple of thine eye cease. |
19 Stå op og klag om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt! Løft dine hænder til ham i bøn for dine børns liv; de ligger afkræftede af sult på hvert gadehjørne. | 19 Stå op og klag dig om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens åsyn, løft dine hænder til ham for børnenes liv, som forsmægter af hunger ved alle gadernes hjørner. | 19 Arise, cry out in the night: in the beginning of the watches pour out thine heart like water before the face of the Lord: lift up thy hands toward him for the life of thy young children, that faint for hunger in the top of every street. |
20 Se, Herre, og mærk dig, mod hvem du gør dette. Skal kvinder æde deres livsfrugt, de børn, de selv bragte til verden? Skal præst og profet dræbes i Herrens helligdom? | 20 Herre se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal kvinder da æde den livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens helligdom præst og profet? | 20 Behold, O LORD, and consider to whom thou hast done this. Shall the women eat their fruit, and children of a span long? shall the priest and the prophet be slain in the sanctuary of the Lord? |
21 Unge og gamle ligger i gadernes støv. Mine unge kvinder og mænd er faldet for sværdet; du dræbte dem på din vredes dag, slagtede dem uden skånsel. | 21 I gaderne ligger på jorden unge og gamle, mine jomfruer og mine ynglinge faldt for sværdet; på din vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden skånsel. | 21 The young and the old lie on the ground in the streets: my virgins and my young men are fallen by the sword; thou hast slain them in the day of thine anger; thou hast killed, and not pitied. |
22 Som på festens dag indbød du rædslerne alle vegne fra. Ingen undslap og overlevede på Herrens vredes dag; de børn, jeg bragte til verden og opfostrede, har min fjende tilintetgjort. | 22 Du bød mine rædsler til fest fra alle sider. På Herrens vredes dag undslap og frelstes ingen; min fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. | 22 Thou hast called as in a solemn day my terrors round about, so that in the day of the LORD'S anger none escaped nor remained: those that I have swaddled and brought up hath mine enemy consumed. |