Nehemias bog 4 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Da Sanballat hørte, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende, og han begyndte at spotte judæerne. | 1 Men da sanballat hørte, at vi byggede på muren, blev han vred og harmfuld; og han spottede jøderne | 1 But it came to pass, that when Sanballat heard that we builded the wall, he was wroth, and took great indignation, and mocked the Jews. |
| 2 Han talte til sine landsmænd og hæren i Samaria og sagde: "Hvad er det, disse elendige judæere laver? Vil de virkelig bygge muren? Vil de ofre og gøre det færdigt på en og samme dag? Vil de gøre de forbrændte sten i grusdyngerne levende?" | 2 Og sagde i påhør af sine brødre og Samarias krigsfolk: »Hvad er det, disse usle jøder har for? Ville de overlade Gud det? Vil de ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i dag? Kan de kalde stenene i disse grusdynger til live, når de er forbrændt?« | 2 And he spake before his brethren and the army of Samaria, and said, What do these feeble Jews? will they fortify themselves? will they sacrifice? will they make an end in a day? will they revive the stones out of the heaps of the rubbish which are burned? |
| 3 Og ammonitten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Selv om de bygger den op, så kan en ræv lave hul i deres stenmur, hvis den springer op på den!" | 3 Og ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: »Lad dem bygge, så meget de vil; en ræv kan rive deres stenmur ned, blot den springer derop!« | 3 Now Tobiah the Ammonite was by him, and he said, Even that which they build, if a fox go up, he shall even break down their stone wall. |
| 4 Hør, vor Gud, hvordan vi er genstand for foragt! Lad deres hån komme over deres eget hoved, og lad dem blive udplyndret i et land, hvor de sidder i fangenskab! | 4 hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres spot falde tilbage på deres eget hoved, og lad dem blive hånet som fanger i et fremmed land! | 4 Hear, O our God; for we are despised: and turn their reproach upon their own head, and give them for a prey in the land of captivity: |
| 5 Lad ikke deres skyld være skjult og deres synd blive slettet for dit ansigt, for de har krænket dem, der bygger! | 5 Skjul ikke deres brøde og lad ikke deres synd blive udslettet for dit åsyn, thi med deres ord krænkede de dem, der byggede! | 5 And cover not their iniquity, and let not their sin be blotted out from before thee: for they have provoked thee to anger before the builders. |
| 6 Men vi byggede på muren, og hele muren blev bygget sammen i halv højde, og folket havde mod til at gå videre. | 6 Men vi byggede på muren, og hele muren blev bygget færdig i halv højde, og folket arbejdede med god vilje. | 6 So built we the wall; and all the wall was joined together unto the half thereof: for the people had a mind to work. |
| 7 Da Sanballat og Tobija og araberne, ammonitterne og ashdoditterne hørte, at udbedringen af Jerusalems mure skred frem, efterhånden som bruddene blev fyldt ud, blev de meget vrede. | 7 Da nu Sanballat og Tobija og araberne, ammoniterne og asdoditerne hørte, at det skred fremad med istandsættelsen af Jerusalems mure, og at hullerne i muren begyndte at lukkes, blev de meget vrede, | 7 But it came to pass, that when Sanballat, and Tobiah, and the Arabians, and the Ammonites, and the Ashdodites, heard that the walls of Jerusalem were made up, and that the breaches began to be stopped, then they were very wroth, |
| 8 De dannede alle en sammensværgelse for at angribe Jerusalem og skabe forvirring for mig. | 8 og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem og fremkalde forvirring der. | 8 And conspired all of them together to come and to fight against Jerusalem, and to hinder it. |
| 9 Men vi bad til vor Gud og satte vagtposter imod dem til værn for byen dag og nat. | 9 Da bad vi til vor Gud og satte vagt både dag og naf for at værne os imod dem. | 9 Nevertheless we made our prayer unto our God, and set a watch against them day and night, because of them. |
| 10 I Juda sagde man: "Bærernes kraft nedbrydes, der er så mange murbrokker; vi er ikke i stand til at bygge på muren." | 10 Men jøderne sagde: Lastdragernes kræfter svigter, og grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på muren! | 10 And Judah said, The strength of the bearers of burdens is decayed, and there is much rubbish; so that we are not able to build the wall. |
| 11 Og vore fjender sagde: "De må ikke få noget at vide eller se, før vi er midt iblandt dem; så slår vi dem ihjel og standser arbejdet!" | 11 Og vore fjender sagde: de må ikke mærke noget, før vi står midt iblandt dem og hugger dem ned og således får arbejdet til at gå i stå! | 11 And our adversaries said, They shall not know, neither see, till we come in the midst among them, and slay them, and cause the work to cease. |
| 12 Men da de judæere, som boede i nærheden af dem, en halv snes gange var kommet og havde fortalt os om de planer, fjenderne havde udtænkt imod os, | 12 Da nu de jøder, der boede dem nærmest, gang på gang kom og lod os vide, at de rykkede op imod Osfra alle steder, hvor de boede, | 12 And it came to pass, that when the Jews which dwelt by them came, they said unto us ten times, From all places whence ye shall return unto us they will be upon you. |
| 13 opstillede jeg nogle folk neden for pladsen bag muren på de åbne steder; jeg opstillede folket familievis med deres sværd, lanser og buer. | 13 og da folkene kun turde stille sig op på steder, der lå lavere end pladsen bag muren, i kælderrum, så opstillede jeg folket slægt for slægt, væbnet med sværd, spyd og buer; | 13 Therefore set I in the lower places behind the wall, and on the higher places, I even set the people after their families with their swords, their spears, and their bows. |
| 14 Da jeg så dem, stod jeg frem og talte til de fornemme og fyrsterne og til resten af folket: "Vær ikke bange for dem! Husk på den store og frygtindgydende Herre, og kæmp for jeres brødre, jeres sønner, døtre, koner og jeres hjem!" | 14 og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til stormændene og forstanderne og det øvrige folk: frygt ikke for dem! Kom den store, frygtelige Gud i hu og kæmp for eders brødre, sønner og døtre, eders hustruer og huse! | 14 And I looked, and rose up, and said unto the nobles, and to the rulers, and to the rest of the people, Be not ye afraid of them: remember the Lord, which is great and terrible, and fight for your brethren, your sons, and your daughters, your wives, and your houses. |
| 15 Da vore fjender hørte, at vi var blevet underrettet, og da Gud således havde kuldkastet deres plan, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. | 15 Men da vore fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at Gud gjorde deres råd til intet, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit arbejde. | 15 And it came to pass, when our enemies heard that it was known unto us, and God had brought their counsel to nought, that we returned all of us to the wall, every one unto his work. |
| 16 Fra da af var den ene halvdel af mine folk beskæftiget med arbejdet, mens den anden halvdel stod væbnet med lanser, skjolde, buer og brynjer bag alle judæerne, | 16 Men fra den tid af arbejdede kun den ene halvdel af mine folk, medens den anden halvdel stod væbnet med spyd, skjolde, buer og brynjer; og øversterne stod bag ved alle de jøder, | 16 And it came to pass from that time forth, that the half of my servants wrought in the work, and the other half of them held both the spears, the shields, and the bows, and the habergeons; and the rulers were behind all the house of Judah. |
| 17 der byggede på muren; også bærerne var bevæbnede. De arbejdede alle med den ene hånd, mens de holdt spydet i den anden. | 17 der byggede på muren. Også lastdragerne var væbnet; med den ene hånd arbejdede de, og med den anden.holdt de spydet; | 17 They which builded on the wall, and they that bare burdens, with those that laded, every one with one of his hands wrought in the work, and with the other hand held a weapon. |
| 18 Og enhver; der byggede, havde sit sværd bundet om lænden, mens de byggede. Den, der skulle støde i hornet, stod ved siden af mig. | 18 og de, der byggede, havde under arbejdet hver sit sværd bundet til lænden. Ved siden af mig stod hornblæseren; | 18 For the builders, every one had his sword girded by his side, and so builded. And he that sounded the trumpet was by me. |
| 19 Og jeg sagde til de fornemme og fyrsterne og til resten af folket: "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt langt fra hinanden på muren. | 19 og jeg sagde til de store og forstanderne og det øvrige folk: »Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på muren langt fra hverandre; | 19 And I said unto the nobles, and to the rulers, and to the rest of the people, The work is great and large, and we are separated upon the wall, one far from another. |
| 20 I skal samle jer omkring os på det sted, hvorfra I hører hornets klang. Vor Gud vil kæmpe for os!" | 20 hvor l nu hører hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil stride for os! | 20 In what place therefore ye hear the sound of the trumpet, resort ye thither unto us: our God shall fight for us. |
| 21 Mens halvdelen stod væbnet med lanserne, arbejdede vi, fra det blev lyst, til stjernerne kom frem. | 21 Således udførte vi arbejdet, idet halvdelen af os holdt spydene rede fra morgengry til stjernernes opgang. | 21 So we laboured in the work: and half of them held the spears from the rising of the morning till the stars appeared. |
| 22 Samtidig sagde jeg til folket: "Enhver skal blive i Jerusalem om natten sammen med sine folk; de skal holde vagt om natten og arbejde om dagen." | 22 Samtidig sagde jeg også til folket: enhver skal sammen med sin dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til vagt om natten og til arbejde om dagen!« | 22 Likewise at the same time said I unto the people, Let every one with his servant lodge within Jerusalem, that in the night they may be a guard to us, and labour on the day. |
| 23 Og hverken jeg eller mine brødre, mine folk eller vagterne i mit følge tog tøjet af; enhver havde sit spyd i højre hånd. | 23 Og hverken jeg eller mine brødre eller mine folk eller vagten, der fulgte mig, afførte os vore klæder, og enhver, der blev sendt efter vand, havde spydet med. | 23 So neither I, nor my brethren, nor my servants, nor the men of the guard which followed me, none of us put off our clothes, saving that every one put them off for washing. |