Nehemias bog 9 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne under faste, klædt i sæk og med jord strøet på hovedet. | 1 Men på den fire og tyvende dag i samme måned samledes israeliterne under faste og i sørgedragt med jord på hovedet; | 1 Now in the twenty and fourth day of this month the children of Israel were assembled with fasting, and with sackclothes, and earth upon them. |
| 2 Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. | 2 og de, der var af Israels slægt, skilte sig ud fra alle fremmede og trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres misgerninger. | 2 And the seed of Israel separated themselves from all strangers, and stood and confessed their sins, and the iniquities of their fathers. |
| 3 De rejste sig op, og der blev læst op af Herren deres Guds lov bog en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel aflagde de bekendelse og tilbad Herren deres Gud. | 3 Så rejste de sig på deres plads, og der blev læst op af bogen med Herren deres Guds lov i en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel bekendte de deres synder og tilbad Herren deres Gud. | 3 And they stood up in their place, and read in the book of the law of the LORD their God one fourth part of the day; and another fourth part they confessed, and worshipped the LORD their God. |
| 4 Og Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani gik op på levitternes forhøjning og råbte med høj røst til Herren deres Gud. | 4 Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og Kenani trådte op på leviternes forhøjning og råbte med høj røst til Herren deres Gud; | 4 Then stood up upon the stairs, of the Levites, Jeshua, and Bani, Kadmiel, Shebaniah, Bunni, Sherebiah, Bani, and Chenani, and cried with a loud voice unto the LORD their God. |
| 5 Og levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja,Sherebja, Hodija, Shebanja og Petakja sagde: "Rejs jer, pris Herren jeres Gud fra evighed til evighed!" Lovet være dit herlige navn, der er ophøjet over al lov og pris. | 5 og leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija, Sjebanja og Petaja sagde: »Stå op og lov Herren eders Gud fra evighed til evighed!« Da lovede de hans herlige navn, som er ophøjet over al lov og pris. | 5 Then the Levites, Jeshua, and Kadmiel, Bani, Hashabniah, Sherebiah, Hodijah, Shebaniah, and Pethahiah, said, Stand up and bless the LORD your God for ever and ever: and blessed be thy glorious name, which is exalted above all blessing and praise. |
| 6 Du, Herre, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens hær tilbeder dig. | 6 Derpå sagde Ezra: »Du, herre, er den eneste; du har skabt himmelen, himlenes himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den, havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle liv, og himmelens hær tilbeder dig. | 6 Thou, even thou, art LORD alone; thou hast made heaven, the heaven of heavens, with all their host, the earth, and all things that are therein, the seas, and all that is therein, and thou preservest them all; and the host of heaven worshippeth thee. |
| 7 Du er Gud Herren, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa, du gav ham navnet Abraham. | 7 Du er Gud Herren, der udvalgte Abram og førte ham bort fra Ur-kasdim og gav ham navnet Abraham; | 7 Thou art the LORD the God, who didst choose Abram, and broughtest him forth out of Ur of the Chaldees, and gavest him the name of Abraham; |
| 8 Du fandt hans hjerte trofast mod dig, og du sluttede pagten med ham om at give kana'anæernes land, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, jebusitternes og girgashitternes land, om at give det til hans efterkommere; og du holdt dit løfte, for du er retfærdig. | 8 og du fandt hans hjerte fast i troen for dit åsyn og sluttede pagt med ham om at give hans afkom kana'anæernes,hetiternes, amoriternes, perizziternes, jebusiternes og girgasjiternes land; og du holdt dit ord; thi du er retfærdig. | 8 And foundest his heart faithful before thee, and madest a covenant with him to give the land of the Canaanites, the Hittites, the Amorites, and the Perizzites, and the Jebusites, and the Girgashites, to give it, I say, to his seed, and hast performed thy words; for thou art righteous: |
| 9 Du så vore fædres lidelse i Egypten, du hørte deres skrig ved Sivhavet. | 9 Og da du så vore fædres nød i Ægypten og hørte deres råb ved det Røde Hav, | 9 And didst see the affliction of our fathers in Egypt, and heardest their cry by the Red sea; |
| 10 Du gjorde tegn og undere mod Farao, mod alle hans trælle og hele folket i hans land, for du vidste, at de handlede mod dem i overmod, og du skabte dig et navn, som du har den dag i dag. | 10 udførte du tegn og undere på Farao og alle hans tjenere og alt folket i hans land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et navn, som du har den dag i dag. | 10 And showedst signs and wonders upon Pharaoh, and on all his servants, and on all the people of his land: for thou knewest that they dealt proudly against them. So didst thou get thee a name, as it is this day. |
| 11 Du kløvede havet foran dem, så de gik tørskoet gennem havet; men deres forfølgere kastede du i dybet som en sten i de vældige vande. | 11 Du kløvede havet for deres øjne, så de vandrede midt igennem havet på tør bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i dybet som sten i vældige vande. | 11 And thou didst divide the sea before them, so that they went through the midst of the sea on the dry land; and their persecutors thou threwest into the deeps, as a stone into the mighty waters. |
| 12 I en skysøjle førte du dem om dagen, og i en ildsøjle om natten for at oplyse vejen for dem, som de skulle vandre. | 12 I en skystøtte førte du dem om dagen og i en ildstøtte om natten, så den lyste for dem på vejen, de skulle vandre. | 12 Moreover thou leddest them in the day by a cloudy pillar; and in the night by a pillar of fire, to give them light in the way wherein they should go. |
| 13 Du steg ned på Sinajs-bjerg og talte med dem fra himlen; du gav dem retfærdige retsregler, sande love, gode lovbud og befalinger. | 13 Du steg ned på Sinaj bjerg, du talede med dem fra himmelen og gav dem retfærdige lovbud og tilforladelige love, gode anordninger og bud. | 13 Thou camest down also upon mount Sinai, and spakest with them from heaven, and gavest them right judgments, and true laws, good statutes and commandments: |
| 14 Du kundgjorde dem din hellige sabbat, du gav dem befalinger, lovbud og love ved din tjener Moses. | 14 Du kundgjorde dem din hellige sabbat og pålagde dem bud, anordninger og love ved din tjener Moses. | 14 And madest known unto them thy holy sabbath, and commandedst them precepts, statutes, and laws, by the hand of Moses thy servant: |
| 15 Du gav dem brød fra himlen til at stille deres sult; du lod vand strømme ud af klippen til at stille deres tørst. Du befalede dem at gå ind og tage det land i besiddelse, som du havde svoret at give dem. | 15 Du gav dem brød fra himmelen til at stille deres sult og lod vand springe ud af klippen til at slukke deres tørst. Og du bød dem drage hen og tage det land i besiddelse, som du med løftet hånd havde lovet dem. | 15 And gavest them bread from heaven for their hunger, and broughtest forth water for them out of the rock for their thirst, and promisedst them that they should go in to possess the land which thou hadst sworn to give them. |
| 16 Men de, vore fædre, handlede selvrådigt , de gjorde nakken stiv og adlød ikke dine befalinger. | 16 Men vore fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på dine bud; | 16 But they and our fathers dealt proudly, and hardened their necks, and hearkened not to thy commandments, |
| 17 De nægtede at adlyde, og de huskede ikke de undere, du havde gjort for dem; de gjorde nakken stiv og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Egypten. Men du er en tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab, så du svigtede dem ikke. | 17 de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Ægypten. Men du er forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på miskundhed, og du svigtede dem ikke. | 17 And refused to obey, neither were mindful of thy wonders that thou didst among them; but hardened their necks, and in their rebellion appointed a captain to return to their bondage: but thou art a God ready to pardon, gracious and merciful, slow to anger, and of great kindness, and forsookest them not. |
| 18 De støbte sig endog et billede af en tyrekalv og sagde: "Her erdin Gud, som førte dig op fra Egypten!" De gjorde sig skyldige i grove forhånelser. | 18 Selv da de lavede sig et støbt billede af en kalv og sagde: der er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! Og gjorde sig skyldige i svare gudsbespottelser, | 18 Yea, when they had made them a molten calf, and said, This is thy God that brought thee up out of Egypt, and had wrought great provocations; |
| 19 Men i din store barmhjertighed svigtede du dem ikke i ørkenen; skysøjlen veg ikke fra dem, når den om dagen skulle føre dem på vejen, ildsøjlen ej heller om natten, når den skulle oplyse vejen for dem, som de skulle vandre. | 19 svigtede du dem i din store barmhjertighed ikke i ørkenen; skystøtten veg ikke fra dem om dagen, men ledede dem på vejen, ej heller ildstøtten om natten, men lyste for dem på vejen, de skulle vandre. | 19 Yet thou in thy manifold mercies forsookest them not in the wilderness: the pillar of the cloud departed not from them by day, to lead them in the way; neither the pillar of fire by night, to show them light, and the way wherein they should go. |
| 20 Du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt; du forholdt dem ikke din manna, du gav dem vand til at stille deres tørst. | 20 Du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt og forholdt ikke deres mund din manna, og du gav dem vand til at slukke deres tørst. | 20 Thou gavest also thy good spirit to instruct them, and withheldest not thy manna from their mouth, and gavest them water for their thirst. |
| 21 I fyrre år sørgede du for dem, så de ikke led mangel i ørkenen; deres klæder blev ikke slidt i laser, og deres fødder svulmede ikke op. | 21 I fyrretyve år sørgede du for dem i ørkenen, så de ingen nød led; deres klæder sledes ikke op, og deres fødder hovnede ikke. | 21 Yea, forty years didst thou sustain them in the wilderness, so that they lacked nothing; their clothes waxed not old, and their feet swelled not. |
| 22 Du gav dem kongeriger og folkeslag, som du tildelte som grænseland; de erobrede Sihons land, Heshbons konges land, og landet, der tilhørte Og, Bashans konge. | 22 Du gav dem riger og folkeslag; som du uddelte stykke for stykke. De tog kong Sihon af Hesjbons land og kong og af basans land i besiddelse. | 22 Moreover thou gavest them kingdoms and nations, and didst divide them into corners: so they possessed the land of Sihon, and the land of the king of Heshbon, and the land of Og king of Bashan. |
| 23 Du gjorde deres børn talrige som himlens stjerner, du førte dem til det land, du havde lovet deres fædre, at de skulle gå ind og tage i besiddelse. | 23 Du gjorde deres børn talrige som himmelens stjerner og førte dem ind i det land, du havde lovet deres fædre, at de skulle komme ind i og tage i besiddelse; | 23 Their children also multipliedst thou as the stars of heaven, and broughtest them into the land, concerning which thou hadst promised to their fathers, that they should go in to possess it. |
| 24 Og børnene kom ind og tog landet i besiddelse; foran dem undertvang du landets indbyggere, kana'anæerne, og du gav dem i deres hånd, både deres konger og landets folk, så de kunne gøre med dem, hvad de ville. | 24 og børnene kom og tog landet i besiddelse, og du underlagde dem landets indbyggere, kana'anæerne, og gav dem i deres hånd, både deres konger og folkene i landet, så de kunne handle med dem, som de fandt for godt. | 24 So the children went in and possessed the land, and thou subduedst before them the inhabitants of the land, the Canaanites, and gavest them into their hands, with their kings, and the people of the land, that they might do with them as they would. |
| 25 De indtog befæstede byer og frugtbar jord, de tog huse i besiddelse, der var fulde af alt godt, cisterner, vingårde, olivenlunde og frugttræer i mængde. De spiste, blev mætte og fede, de svælgede i dine rige, gode gaver. | 25 De indtog befæstede byer og frugtbart land, og huse, fulde af alle slags goder, tog de i besiddelse og udhugne cisterner, vingårde, oliventræer og frugttræer i mængde; og de spiste sig mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store rigdomme. | 25 And they took strong cities, and a fat land, and possessed houses full of all goods, wells digged, vineyards, and oliveyards, and fruit trees in abundance: so they did eat, and were filled, and became fat, and delighted themselves in thy great goodness. |
| 26 Men de blev trodsige og gjorde oprør mod dig og vendte ryggen til din lov. De dræbte dine profeter, som formanede dem til at omvende sig til dig. De gjorde sig skyldige i grove forhånelser. | 26 Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din lov bag deres ryg, dræbte dine profeter, som talte dem alvorligt til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i svare gudsbespottelser. | 26 Nevertheless they were disobedient, and rebelled against thee, and cast thy law behind their backs, and slew thy prophets which testified against them to turn them to thee, and they wrought great provocations. |
| 27 Da gav du dem i deres fjenders hånd, og de bragte trængsler over dem. I deres trængsler råbte de til dig; du hørte dem fra himlen, og i din store barmhjertighed gav du dem befriere, som frelste dem fra deres fjenders hånd. | 27 Da gav du dem i deres fjenders hånd, og de bragte trængsel over dem. Men når de da i deres trængsel råbte til dig, hørte du dem i himmelen og sendte dem i din store barmhjertighed befriere, som friede dem af deres fjenders hånd. | 27 Therefore thou deliveredst them into the hand of their enemies, who vexed them: and in the time of their trouble, when they cried unto thee, thou heardest them from heaven; and according to thy manifold mercies thou gavest them saviours, who saved them out of the hand of their enemies. |
| 28 Men så snart de fik fred, gjorde de på ny, hvad der var ondt i dine øjne. gav du dem i deres fjenders hånd, og de herskede over dem. De råbte igen til dig, og du hørte dem frahimlen og reddede dem gang på gang i din barmhjertighed. | 28 Men når de fik ro, handlede de atter ilde for dit åsyn. Da overlod du dem i deres fjenders hånd, og de undertvang dem. Men når de atter råbte til dig, hørte du dem i himmelen og udfriede dem i din barmhjertighed gang på gang. | 28 But after they had rest, they did evil again before thee: therefore leftest thou them in the hand of their enemies, so that they had the dominion over them: yet when they returned, and cried unto thee, thou heardest them from heaven; and many times didst thou deliver them according to thy mercies; |
| 29 Du formanede dem til at vende om til din lov, men de handlede selvrådigt og adlød ikke dine bud. De syndede mod dine retsregler, som mennesket lever ved, når det følger dem. I trods vendte de ryggen til, de gjorde nakken stiv og ville ikke høre. | 29 Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din lov, men de var overmodige og ville ikke høre på dine bud, og de syndede mod dine lovbud, som dog holder det menneske i live, der gør efter dem; de vendte i genstridighed ryggen til og var halsstarrige og ville ikke lyde. | 29 And testifiedst against them, that thou mightest bring them again unto thy law: yet they dealt proudly, and hearkened not unto thy commandments, but sinned against thy judgments, (which if a man do, he shall live in them;) and withdrew the shoulder, and hardened their neck, and would not hear. |
| 30 Du bar over med dem i mange år, og du formanede dem ved din ånd gennem profeterne, og da de ikke ville lytte, gav du dem i fremmede folks hånd. | 30 I mange år var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din ånd gennem dine profeter; men da de ikke ville høre, gav du dem til pris for hedningefolkene. | 30 Yet many years didst thou forbear them, and testifiedst against them by thy spirit in thy prophets: yet would they not give ear: therefore gavest thou them into the hand of the people of the lands. |
| 31 Men i din store barmhjertighed gjorde du det ikke af med dem, og du svigtede dem ikke, for du er en nådig og barmhjertig Gud. | 31 Dog har du i din store barmhjertighed ikke helt tilintetgjort dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud! | 31 Nevertheless for thy great mercies' sake thou didst not utterly consume them, nor forsake them; for thou art a gracious and merciful God. |
| 32 Og nu, vor Gud, du store Gud, du vældige og frygtindgydende, som bevarer pagten og troskaben: Lad det være nok med de trængsler, som har ramt os, vore konger og vore stormænd, vore præster og vore profeter, vore fædre og hele vort folk fra assyrerkongernes dage indtil i dag. | 32 Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden! Lad ikke alle de lidelser, der har ramt os, vore konger, øverster,præster, profeter, vore fædre og hele dit folk fra assyrerkongernes dage indtil i dag, synes ringe for dine øjne! | 32 Now therefore, our God, the great, the mighty, and the terrible God, who keepest covenant and mercy, let not all the trouble seem little before thee, that hath come upon us, on our kings, on our princes, and on our priests, and on our prophets, and on our fathers, and on all thy people, since the time of the kings of Assyria unto this day. |
| 33 Du er retfærdig i alt det, der har ramt os, for du har vist trofasthed, mens vi har handlet uretfærdigt. | 33 I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har vist dig trofast, men vi var ugudelige. | 33 Howbeit thou art just in all that is brought upon us; for thou hast done right, but we have done wickedly: |
| 34 Vore konger og vore stormænd, vore præster og vore fædre fulgte ikke din lov, de lyttede ikke til de bud og formaninger, du havde givet dem. | 34 Vore konger, øverster og præster og vore fædre handlede ikke efter din lov og lyttede ikke til dine bud og de vidnesbyrd, du lod dem blive til del. | 34 Neither have our kings, our princes, our priests, nor our fathers, kept thy law, nor hearkened unto thy commandments and thy testimonies, wherewith thou didst testify against them. |
| 35 Trods deres kongedømme, trods den store godhed, du havde vist dem, og trods det vidstrakte, frugtbare land, du havde givet dem, ville de ikke tjene dig og ikke vende om fra deres onde gerninger. | 35 Da de var i besiddelse af deres rige og de store rigdomme, du gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare land, du oplod for dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde gerninger. | 35 For they have not served thee in their kingdom, and in thy great goodness that thou gavest them, and in the large and fat land which thou gavest before them, neither turned they from their wicked works. |
| 36 Derfor er vi i dag trælle! I landet, du gav vore fædre, for at de kunne nyde dets frugt og dets goder, i det land er vi nu trælle. | 36 se, derfor er vi nu trælle; i det land, du gav vore fædre, for at de skulle nyde dets frugter og rigdom, er vi trælle; | 36 Behold, we are servants this day, and for the land that thou gavest unto our fathers to eat the fruit thereof and the good thereof, behold, we are servants in it: |
| 37 Dets rige afgrøde tilfalder de konger, du har sat over os for vore synders skyld; de hersker over vore kroppe og vort kvæg, som de har lyst. Vi er i stor nød! | 37 dets rige afgrøde tilfalder de konger, du for vore synders skyld har øvet magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore kroppe og vort kvæg. Vi er i stor nød!« | 37 And it yieldeth much increase unto the kings whom thou hast set over us because of our sins: also they have dominion over our bodies, and over our cattle, at their pleasure, and we are in great distress. |
| 38 På grund af alt dette indgår vi skriftligt en overenskomst. Den forseglede skrivelse var underskrevet af vores stormænd, levitter og præster. | 38 I henhold til alt dette indgår vi med navns underskrift en urokkelig pagt, og den beseglede skrivelse er underskrevet af vore øverster, leviter og præster. | 38 And because of all this we make a sure covenant, and write it; and our princes, Levites, and priests, seal unto it. |