Prædikerens bog 3 |
1992 | 1931 | King James Version |
| 1 Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. | 1 Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: | 1 To every thing there is a season, and a time to every purpose under the heaven: |
| 2 En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. | 2 Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, | 2 A time to be born, and a time to die; a time to plant, and a time to pluck up that which is planted; |
| 3 En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. | 3 tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at opbygge, | 3 A time to kill, and a time to heal; a time to break down, and a time to build up; |
| 4 En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. | 4 tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, | 4 A time to weep, and a time to laugh; a time to mourn, and a time to dance; |
| 5 En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. | 5 tid til at kaste sten, og tid til at sanke sten, tid til at favne og tid til ikke at favne, | 5 A time to cast away stones, and a time to gather stones together; a time to embrace, and a time to refrain from embracing; |
| 6 En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. | 6 tid til at søge og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at bortkaste, | 6 A time to get, and a time to lose; a time to keep, and a time to cast away; |
| 7 En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. | 7 tid til at flænge og tid til at sy, tid til at tie og tid til at tale, | 7 A time to rend, and a time to sew; a time to keep silence, and a time to speak; |
| 8 En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. | 8 tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. | 8 A time to love, and a time to hate; a time of war, and a time of peace. |
| 9 Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? | 9 Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder? | 9 What profit hath he that worketh in that wherein he laboureth? |
| 10 Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: | 10 jeg så det slid, som Gud har givet menneskens børn at slide med. | 10 I have seen the travail, which God hath given to the sons of men to be exercised in it. |
| 11 Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. | 11 Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. | 11 He hath made every thing beautiful in his time: also he hath set the world in their heart, so that no man can find out the work that God maketh from the beginning to the end. |
| 12 Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. | 12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. | 12 I know that there is no good in them, but for a man to rejoice, and to do good in his life. |
| 13 Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. | 13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave. | 13 And also that every man should eat and drink, and enjoy the good of all his labour, it is the gift of God. |
| 14 Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham. | 14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn. | 14 I know that, whatsoever God doeth, it shall be for ever: nothing can be put to it, nor any thing taken from it: and God doeth it, that men should fear before him. |
| 15 Det, der var, er der allerede igen; det, der kommer, har allerede været. Gud opsøger det, der svandt bort. | 15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op. | 15 That which hath been is now; and that which is to be hath already been; and God requireth that which is past. |
| 16 Dette har jeg også set under solen: På rettens plads sidder uretten, på retfærdighedens plads sidder uretten. | 16 Fremdeles så jeg under solen, at gudløshed var på rettens sted og gudløshed på retfærds sted. | 16 And moreover I saw under the sun the place of judgment, that wickedness was there; and the place of righteousness, that iniquity was there. |
| 17 Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid. | 17 Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en ting og hver en idræt har han fastsat en tid. | 17 I said in mine heart, God shall judge the righteous and the wicked: for there is a time there for every purpose and for every work. |
| 18 Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. | 18 Jeg sagde ved mig selv: »Det er for menneskenes skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er dyr:« | 18 I said in mine heart concerning the estate of the sons of men, that God might manifest them, and that they might see that they themselves are beasts. |
| 19 For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! | 19 Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. | 19 For that which befalleth the sons of men befalleth beasts; even one thing befalleth them: as the one dieth, so dieth the other; yea, they have all one breath; so that a man hath no preeminence above a beast: for all is vanity. |
| 20 Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen. | 20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. | 20 All go unto one place; all are of the dust, and all turn to dust again. |
| 21 Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden. | 21 Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden? | 21 Who knoweth the spirit of man that goeth upward, and the spirit of the beast that goeth downward to the earth? |
| 22 Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn. For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden. | 22 Således indså jeg, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig ved sin gerning, thi det er hans del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans død? | 22 Wherefore I perceive that there is nothing better, than that a man should rejoice in his own works; for that is his portion: for who shall bring him to see what shall be after him? |