Første Kongebog 8 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Derpå kaldte Salomo Israels ældste og alle stammernes overhoveder, israeliternes fædrenehuses øverster, sammen hos sig i Jerusalem for at føre Herrens pagts ark opfra Davidsbyen, det er Zion. | 1 VIII. Capitel. DU forsamlede Kong Salomon de Ældste af Jsrael / oc alle Stammernes Øfverster / Fædrenes Fyrster iblant Jsraels Børn / til Kong Salomon i Jerusalem / ad opføre HErrens Pactis Arck af Davids Stad / det er / Zion. | 1 Then Solomon assembled the elders of Israel, and all the heads of the tribes, the chief of the fathers of the children of Israel, unto king Solomon in Jerusalem, that they might bring up the ark of the covenant of the LORD out of the city of David, which is Zion. |
| 2 Så samledes alle Israels mænd hos kong Salomo på højtiden i Etanim måned, det er den syvende måned. | 2 Oc alle Jsraels Mænd forsamledes til Kong Salomon i Ethanim Maaned paa Høytjden / det er / den sivende Maaned. | 2 And all the men of Israel assembled themselves unto king Solomon at the feast in the month Ethanim, which is the seventh month. |
| 3 Og alle Israels ældste kom, og præsterne bar arken. | 3 Oc alle de Ældste af Jsrael komme / oc Præsterne løfte Arcken op : | 3 And all the elders of Israel came, and the priests took up the ark. |
| 4 Og de bragte Herrens ark op tillige med åbenbaringsteltet og alle de hellige ting, der var i teltet; præsterne og leviterne bragte dem op. | 4 Oc førde HErrens Arck op / oc Forsamlingens Pauluun / oc all Helligdommens Redskab / som var i Pauluunet / oc Præsterne oc Leviterne opførde disse Ting. | 4 And they brought up the ark of the LORD, and the tabernacle of the congregation, and all the holy vessels that were in the tabernacle, even those did the priests and the Levites bring up. |
| 5 Og kong Salomo tillige med hele Israels menighed, som havde givet møde hos ham foran arken, ofrede småkvæg og hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. | 5 Oc Kong Salomon / oc all Jsraels Meenighed / som hafde forsamlit sig til hannem / vare med hannem for Arcken / oc offrede Faar oc Øxne / som icke kunde tælles / eller regnes / for mangfoldighed. | 5 And king Solomon, and all the congregation of Israel, that were assembled unto him, were with him before the ark, sacrificing sheep and oxen, that could not be told nor numbered for multitude. |
| 6 Så førte præsterne Herrens pagts ark ind på dens plads i templets inderhal, det allerhelligste, og stillede den under kerubernes vinger; | 6 Oc Præsterne førde HErrens Pactis Arck til sin sted / til Choret udi Huuset / oc det Allerhelligste / hen under Cherubims Vinger. | 6 And the priests brought in the ark of the covenant of the LORD unto his place, into the oracle of the house, to the most holy place, even under the wings of the cherubims. |
| 7 thi keruberne udbredte deres vinger over pladsen, hvor arken stod, og således dannede keruberne et dække over arken og dens bærestænger. | 7 Thi Cherubim udbridde Vingerne paa Arckens sted / oc Cherubim skiulte ofver Arcken / oc ofver dens Stenger ofven til. | 7 For the cherubims spread forth their two wings over the place of the ark, and the cherubims covered the ark and the staves thereof above. |
| 8 Stængerne var så lange, at enderne af dem kunne ses fra det hellige foran inderhallen, men de kunne ikke ses længere ude; og de er der den dag i dag. | 8 Oc de droge Stengerne ud / ad mand kunde see Stengernes Knappe af Helligdommen for Choret / men der ude kunde mand icke see dem / oc de blefve der indtil paa denne dag. | 8 And they drew out the staves, that the ends of the staves were seen out in the holy place before the oracle, and they were not seen without: and there they are unto this day. |
| 9 Der var ikke andet i arken end de to stentavler, Moses havde lagt ned i den på Horeb, tavlerne med den pagt, Herren havde sluttet med israeliterne, da de drog bort fra Ægypten. | 9 Der var intet i Arcken / ud en alleeniste de to Steentafvler / som Moses lagde der i i Horeb / der HErren giorde Pact med Jsraels Børn / der de vare uddragne af Ægypti Land. | 9 There was nothing in the ark save the two tables of stone, which Moses put there at Horeb, when the LORD made a covenant with the children of Israel, when they came out of the land of Egypt. |
| 10 Da præsterne derpå gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens hus, | 10 Oc det skeede / der præsterne ginge af Helligdommen / da opfyldte en Sky HErrens Huus : | 10 And it came to pass, when the priests were come out of the holy place, that the cloud filled the house of the LORD, |
| 11 så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus. | 11 Ad Præsterne kunde icke staae oc giøre Embedet for Skyen / Thi HErrens Herlighed opfyldte Herrrens Huus. | 11 So that the priests could not stand to minister because of the cloud: for the glory of the LORD had filled the house of the LORD. |
| 12 Ved den lejlighed sang Salomo: Herren satte solen på himlen, men selv, har han sagt, vil han bo i mulmet. | 12 Da sagde Salomon : Herren sagde / ad hand vilde boo i mørcket. | 12 Then spake Solomon, The LORD said that he would dwell in the thick darkness. |
| 13 Nu har jeg bygget dig et hus til bolig, et sted, du for evigt kan dvæle. Det står jo optegnet i sangenes bog. | 13 Jeg hafver jo bygt dig et Boligs Huus / et Sæde / ad du skalt boo ævindelig. | 13 I have surely built thee an house to dwell in, a settled place for thee to abide in for ever. |
| 14 Derpå vendte kongen sig om og velsignede hele Israels forsamling, der imens stod op; | 14 Oc Kongen vendte sit Ansict / oc velsignede all Jsraels Meenighed oc all Jsraels Meenighed stood. | 14 And the king turned his face about, and blessed all the congregation of Israel: (and all the congregation of Israel stood;) |
| 15 og han sagde: »Lovet være Herren, Israels Gud, hvis hånd har fuldført, hvad hans mund talede til min fader David, dengang han sagde: | 15 Oc hand sagde : Lofvet være HErren Jsraels Gud / som talde med sin Mund til David min Fader / oc fuldkommede det med sin Haand / oc sagde : | 15 And he said, Blessed be the LORD God of Israel, which spake with his mouth unto David my father, and hath with his hand fulfilled it, saying, |
| 16 Fra den dag jeg førte mit folk Israel ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i nogen af Israels stammer for der at bygge et hus til bolig for mit navn; men Jerusalem udvalgte jeg til bolig for mit navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit folk Israel. | 16 Fra den dag Jeg udførde mit Folck Jsrael af Ægypten / hafver jeg icke udvaldt nogen Stad / af alle Jsraels Stammer / ad mand skulde bygge et Huus / ad mit Nafn skulde der være / Men jeg udvalde David / ad hand skulde være ofver mit Folck Jsrael. | 16 Since the day that I brought forth my people Israel out of Egypt, I chose no city out of all the tribes of Israel to build an house, that my name might be therein; but I chose David to be over my people Israel. |
| 17 Og min fader David fik i sinde at bygge Herrens, Israels Guds, navn et hus; | 17 Oc min Fader David hafde vl i sinde / ad bygge HErrens Jsraels Guds Nafn et Huus. | 17 And it was in the heart of David my father to build an house for the name of the LORD God of Israel. |
| 18 men Herren sagde til min fader David: At du har i sinde at bygge mit navn et hus, er ret af dig; | 18 Men HErren sagde til David mjn Fader : Ad du hafver i sinde / ad bygge mit Nafn et Huus : du giorde vel / ad det var i dit Hierte. | 18 And the LORD said unto David my father, Whereas it was in thine heart to build an house unto my name, thou didst well that it was in thine heart. |
| 19 dog skal du ikke bygge det hus, men din søn, der udgår af din lænd; skal bygge mit navn det hus. | 19 Du skalt dog icke bygge det Huus / men din søn / som skal udgaa af dine Lender / hand skal bygge mit Nafn et Huus. | 19 Nevertheless thou shalt not build the house; but thy son that shall come forth out of thy loins, he shall build the house unto my name. |
| 20 Nu har Herren opfyldt det ord, han talede, og jeg er trådt i min fader Davids sted og sidder på Israels trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, navn huset; | 20 Oc HErren hafver stadfæst sit Ord som hand talde : Thi jeg er op kommen i Davids mjn Faders sted / oc sidder paa Jsraels Stool / som HErren sagde / oc hafver bygt HErrens Jsraels Guds Nafn et Huus. | 20 And the LORD hath performed his word that he spake, and I am risen up in the room of David my father, and sit on the throne of Israel, as the LORD promised, and have built an house for the name of the LORD God of Israel. |
| 21 og jeg har der beredt en plads til arken med den pagt, Herren sluttede med vore fædre, da han førte dem bort fra Ægypten.« | 21 Oc hafver beridt der en sted til Arcken / hvilcken HErrens Pact er i / som hand giorde med vore Forfædre / der hand førde dem ud af Ægypti Land. | 21 And I have set there a place for the ark, wherein is the covenant of the LORD, which he made with our fathers, when he brought them out of the land of Egypt. |
| 22 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens alter lige over for hele Israels forsamling, udbredte sine hænder mod himmelen | 22 Oc Salomon stood for HErrens Altere / for all Jsraels Meenighed / oc udbridde sine Hænder mod Himmelen : | 22 And Solomon stood before the altar of the LORD in the presence of all the congregation of Israel, and spread forth his hands toward heaven: |
| 23 Og sagde: »Herre Israels Gud, der er ingen Gud som du i himmelen oventil og på jorden nedentil, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn, | 23 Oc sagde: HErre Jsraels Gud / der er ingen Gud som du / i Himmelen der ofven / eller paa Jorden her neden / du som holder Pact oc Miskundhed med dine Tienere / som vandre for dig i deres gandske Hierte. | 23 And he said, LORD God of Israel, there is no God like thee, in heaven above, or on earth beneath, who keepest covenant and mercy with thy servants that walk before thee with all their heart: |
| 24 du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd, hvad du talede med din mund. | 24 Du som oc holt din Tienere David / mjn Fader / det du hannem tilsagde / Oc du talde med djn Haand / som paa denne Dag. | 24 Who hast kept with thy servant David my father that thou promisedst him: thou spakest also with thy mouth, and hast fulfilled it with thine hand, as it is this day. |
| 25 Så hold da nu, Herre, Israels Gud, hvad du lovede din tjener, min fader David, da du sagde: en efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels trone for mit åsyn, når kun dine sønner vil tage vare på deres vej og vandre for mit åsyn, som du har gjort. | 25 Oc nu HErre Jsraels Gud / holt din Tienere / David min Fader / det du talte til hannem / oc sagde: Dig skal icke fattis en Mand for mig / som skal sidde paa Jsraels Stool / Dog saa / om dine Børn forvare deres Veye / ad vandre for mig / som du hafver vandrit for mig. | 25 Therefore now, LORD God of Israel, keep with thy servant David my father that thou promisedst him, saying, There shall not fail thee a man in my sight to sit on the throne of Israel; so that thy children take heed to their way, that they walk before me as thou hast walked before me. |
| 26 Så lad nu, Herre, Israels Gud, det ord opfyldes, som du tilsagde din tjener, min fader David! | 26 Oc nu / Jsraels Gud / lad dit Ord være sant / som du talde til din Tienere / David min Fader. | 26 And now, O God of Israel, let thy word, I pray thee, be verified, which thou spakest unto thy servant David my father. |
| 27 Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! | 27 Thi monne Gud skulle sandeligen boo paa Jorden? See / Himmelen / oc alle Himmelens Himle / kunde icke begribe dig / Hvorledis skulle da dette Huus det giøre som jeg hafver bygt? | 27 But will God indeed dwell on the earth? behold, the heaven and heaven of heavens cannot contain thee; how much less this house that I have builded? |
| 28 Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, herre min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener i dag opsender for dit åsyn; | 28 Oc vend dig til din Tieneris Bøn oc til hans Formanelse / Herrre min Gud / ad høre paa det raab / oc paa den Bøn / som din Tienere beder for dig i Dag. | 28 Yet have thou respect unto the prayer of thy servant, and to his supplication, O LORD my God, to hearken unto the cry and to the prayer, which thy servant prayeth before thee to day: |
| 29 lad dine øjne være åbne over dette hus både nat og dag, over det sted, hvor du har sagt, dit navn skal bo, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted! | 29 Ad din Øyne skulle staae aabne ofver dette Huus Nat oc Dag / i denne sted / som du hafver sagt om / Mit Nafn skal være der : Ad høre den Bøn / som din Tienere beder paa denne sted. | 29 That thine eyes may be open toward this house night and day, even toward the place of which thou hast said, My name shall be there: that thou mayest hearken unto the prayer which thy servant shall make toward this place. |
| 30 Og hør den bøn, din tjener og dit folk Israel opsender, vendt mod dette sted; du høre den der, hvor du bor, i himmelen, du høre og tilgive! | 30 Ja du vilt høre din Tieneris / oc dit Folckis Jsraels / inderlige Bøn / som de skulle her bede i denne sted / oc du vilt høre i din Boligs sted i Himmelen / oc vilt da bønhøre oc være naadig. | 30 And hearken thou to the supplication of thy servant, and of thy people Israel, when they shall pray toward this place: and hear thou in heaven thy dwelling place: and when thou hearest, forgive. |
| 31 Når nogen synder imod sin næste, og man afkræver ham ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 31 Naar nogen synder imod sin Næste / oc tager en Eed paa sig / med hvilcken hand beplicter sig / oc den Eed kommer for dit Altere i dette Huus : | 31 If any man trespass against his neighbour, and an oath be laid upon him to cause him to swear, and the oath come before thine altar in this house: |
| 32 så høre du det i himmelen og gøre det og dømme dine tjenere imellem, så du kender den skyldige skyldig oglader hans gerning komme over hans hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans uskyld! | 32 Ad du vilt den høre i Himmelen / oc giøre ræt/ oc dømme dine Tienere / ad fordmme den ugudelige / ad føre hans Vey paa hans Hofvet / oc retfærdiggøre den Retfærdige / til ad gifve hannem efter sin Retfærdighed. | 32 Then hear thou in heaven, and do, and judge thy servants, condemning the wicked, to bring his way upon his head; and justifying the righteous, to give him according to his righteousness. |
| 33 Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer til dig i dette hus, | 33 Naar dit Folck Jsrael blifver slaget for sine Fiender / naar de hafve syndet imod dig / oc omvende dem til dig / oc bekiende dit Nafn / oc bede oc formane dig i dette Huus: | 33 When thy people Israel be smitten down before the enemy, because they have sinned against thee, and shall turn again to thee, and confess thy name, and pray, and make supplication unto thee in this house: |
| 34 så høre du det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd og føre dem tilbage til det land, du gav deres fædre! | 34 Ad du vilt da høre i Himmelen / oc være dit Folckis Jsraels Synder naadig / oc føre dem i landet igien / som du hafver gifvit deres Fædre. | 34 Then hear thou in heaven, and forgive the sin of thy people Israel, and bring them again unto the land which thou gavest unto their fathers. |
| 35 Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, | 35 Naar Himmelen blifver tilluckt / oc der blifver icke Regn / for de hafve syndet imod dig / oc de da bede i denne sted / oc bekiende dit Nafn / oc omvender dem fra deres Synder / naar du plager dem : | 35 When heaven is shut up, and there is no rain, because they have sinned against thee; if they pray toward this place, and confess thy name, and turn from their sin, when thou afflictest them: |
| 36 så høre du det i himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje! | 36 Ad du vilt da høre i Himmelen / oc være naadig ofver din Tieneris oc dit Folckis Jsraels Synder / ad du viser dem den gode Vey / paa hvilcken de skulle vandre / oc gifver Regn ofver Landet / som du hafver gifvit dit Folck til Arf. | 36 Then hear thou in heaven, and forgive the sin of thy servants, and of thy people Israel, that thou teach them the good way wherein they should walk, and give rain upon thy land, which thou hast given to thy people for an inheritance. |
| 37 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer - | 37 Naar du vorder Hunger i Landet / naar der vorder Pestilenze / naar der vorder Tyrcke / Brynde / Græshopper / Kornorme / naar deres Fiender belegge dem i deres Byers Land / (naar der vorder) nogen Plage / nogen Siugdom. | 37 If there be in the land famine, if there be pestilence, blasting, mildew, locust, or if there be caterpillar; if their enemy besiege them in the land of their cities; whatsoever plague, whatsoever sickness there be; |
| 38 enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler sig truffet i deres samvittighed og udbreder hænderne mod dette hus, | 38 Hvo da beder / hvo da formaner / hvad heller det blifver noget Menniske / eller dit gandske Folck Jsrael / ad de kiende hver deres Hiertis Plage / oc udbrede deres Hænder til dette Huus : | 38 What prayer and supplication soever be made by any man, or by all thy people Israel, which shall know every man the plague of his own heart, and spread forth his hands toward this house: |
| 39 den høre du i himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre det, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, thi du alene kender alle menneskebørnenes hjerter, | 39 Ad du vilt da høre i Himmelen / i det Sæde som du boor / oc være naadig /oc skicke det saa / ad du gifver hver som hand hafver vandrit / lige som du kiender hans Hierte / (Thi du kiender for dig alleene alle Menniskens Børns Hierter/) | 39 Then hear thou in heaven thy dwelling place, and forgive, and do, and give to every man according to his ways, whose heart thou knowest; (for thou, even thou only, knowest the hearts of all the children of men;) |
| 40 for at de må frygte dig, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. | 40 Paa det ad de skulle frycte dig alle Dage / hvilcke de lefve i Landet / som du hafver gifvit vore Fædre. | 40 That they may fear thee all the days that they live in the land which thou gavest unto our fathers. |
| 41 Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld, - | 41 Naar ocsaa nogen Fremmed / som icke er af dit Folck Jsrael / kommer af et Land langt fra / for dit Nafns skyld. | 41 Moreover concerning a stranger, that is not of thy people Israel, but cometh out of a far country for thy name's sake; |
| 42 thi man vil høre om dit store navn, din stærke hånd og din udstrakte arm når han kommer og beder, vendt mod dette hus, | 42 . (Om de høre dit stoore Nafn oc din mæctige Haand / oc din udracte Aarm/) oc der komemr nogen oc beder for dette Huus: | 42 (For they shall hear of thy great name, and of thy strong hand, and of thy stretched out arm;) when he shall come and pray toward this house; |
| 43 da høre du det i himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget. | 43 Ad du vilt da høre det i Himmelen i din Boligs Sæde / oc giøre alt det / som den Fremmede raaber til dig om / ad alle Folck paa Jorden kunde kiende dit Nafn / ad frycte dig / lige som dit Folck Jsrael / oc ad de skulle vide / hvorledis dette Huus / som jeg hafver bygt / er kaldet efter dit Nafn. | 43 Hear thou in heaven thy dwelling place, and do according to all that the stranger calleth to thee for: that all people of the earth may know thy name, to fear thee, as do thy people Israel; and that they may know that this house, which I have builded, is called by thy name. |
| 44 Når dit folk drager i krig mod sin fjende, hvor du end sender dem hen, og de beder til Herren, vendt mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn, | 44 Om dit Folck drager ud i Strjd / imod sine Fiender / paa Veyen som du sender dem hen / oc de bede til HErren mod Veyen til den Stad som du udvalde / oc til det Huus som jeg hafver bygt dit Nafn : | 44 If thy people go out to battle against their enemy, whithersoever thou shalt send them, and shall pray unto the LORD toward the city which thou hast chosen, and toward the house that I have built for thy name: |
| 45 så høre du i himmelen deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret! | 45 Ad du vilt høre af Himmelen deres Bøn / oc deres Formanelse / oc skicke dem Ræt. | 45 Then hear thou in heaven their prayer and their supplication, and maintain their cause. |
| 46 når de synder imod dig thi der er intet menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til fjendens land, det være sig fjernt eller nær, | 46 Om de synde imod dig / (Thi der er intet Menniske som jo synder/) oc du blifver vred paa dem / oc gifver dem for deres Fiender / oc de fange dem / saa de føre dem fangne bort i deres Fienders land / langt bort eller nær hos : | 46 If they sin against thee, (for there is no man that sinneth not,) and thou be angry with them, and deliver them to the enemy, so that they carry them away captives unto the land of the enemy, far or near; |
| 47 og de så går i sig selv i det land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i sejrherrernes land og siger: vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! | 47 Oc de tage sig til Hierte udi Landet / der som de ere fangne / oc omvende sig / oc formane dig i deres Fængsels Land / oc sige : Vi hafve syndet oc giort ilde / vi vare ugudelige : | 47 Yet if they shall bethink themselves in the land whither they were carried captives, and repent, and make supplication unto thee in the land of them that carried them captives, saying, We have sinned, and have done perversely, we have committed wickedness; |
| 48 Når de omvender sig til dig af hele deres hjerte og af hele deres sjæl i deres fjenders land, som de bortførtes til, og de beder til dig, vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn | 48 Oc vende dem til dig i deres gandske Hierte / oc i deres gandske Siel / i deres Fienders Land / som hafve bortført dem / oc bede til dig mod Veyen til deres land / som du hafver gifvit deres Forfædre / til Staden som du udvalde / oc Huuset som jeg hafver bygt dit Nafn : | 48 And so return unto thee with all their heart, and with all their soul, in the land of their enemies, which led them away captive, and pray unto thee toward their land, which thou gavest unto their fathers, the city which thou hast chosen, and the house which I have built for thy name: |
| 49 så høre du i himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret, | 49 Ad du vilt høre af Himmelen / af din Boligs Sæde / deres Bøn oc deres Formanelse / oc skicke dem Ræt: | 49 Then hear thou their prayer and their supplication in heaven thy dwelling place, and maintain their cause, |
| 50 og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig, alle de overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade dem finde barmhjertighed hos sejrherrerne, så de forbarmer sig over dem; | 50 Oc være dit Folck naadig / som hafver syndit imod dig / oc alle deres Overftrædelser / med hvilcke de hafve ofvertraadt imod dig / oc gifve dem Barmhiertighed for dem som holde dem fangne / ad de skulle forbarme sig ofver dem. | 50 And forgive thy people that have sinned against thee, and all their transgressions wherein they have transgressed against thee, and give them compassion before them who carried them captive, that they may have compassion on them: |
| 51 de er jo dit folk og din ejendom, som du førte ud af Ægypten, af smelteovnen. | 51 Thi de ere dit Folck / oc din Arf / som du udførde af Ægypten / af Jernoonen. | 51 For they be thy people, and thine inheritance, which thou broughtest forth out of Egypt, from the midst of the furnace of iron: |
| 52 Lad dine øjne være åbne for din tjeners og dit folk Israels begæring, så du hører dem, hver gang de råber til dig. | 52 Ad dine Øyne maae være obne paa din Tieneris Bøn / oc dit Folckis Jsraels Bøn / ad du vilt høre dem i alt det / hvorfor de paakaldte dig. | 52 That thine eyes may be open unto the supplication of thy servant, and unto the supplication of thy people Israel, to hearken unto them in all that they call for unto thee. |
| 53 Thi du har udskilt dem fra alle jordens folkeslag til at være din ejendom, som du lovede ved din tjener Moses, da du førte vore fædre bort fra Ægypten, Herre, Herre!« | 53 Thi du afskildte dig som til en Arfvedeel / af alle Folck paa Jorden / som du talde ved Mose din Tienere / den tjd du førde vore Forfædre ud af Ægypten / HErre HErre. | 53 For thou didst separate them from among all the people of the earth, to be thine inheritance, as thou spakest by the hand of Moses thy servant, when thou broughtest our fathers out of Egypt, O Lord GOD. |
| 54 Da Salomo var færdig med hele denne bøn og begæring til Herren rejste han sig fra pladsen foran Herrens alter, hvor han havde ligget på knæ med hænderne udbredt mod himmelen. | 54 Oc det skeede / der Salomon hafde fuldendit ad bede til HErren / med all denne Bøn oc Formanelse / da stood hand op fra HErrens Altere / fra ad knæle paa sine Knæ / oc sine Hænder som vare udbredde imod Himmelen. | 54 And it was so, that when Solomon had made an end of praying all this prayer and supplication unto the LORD, he arose from before the altar of the LORD, from kneeling on his knees with his hands spread up to heaven. |
| 55 Derpå trådte han frem og velsignede med høj røst hele Israels forsamling, idet han sagde: | 55 Oc stood oc velsignede all Jsraels Meenighed med høy Røst / oc sagde : | 55 And he stood, and blessed all the congregation of Israel with a loud voice, saying, |
| 56 »Lovet være Herren, der har givet sit folk Israel hvile, ganske som han talede, uden at et eneste ord er faldet til jorden af alle de herlige forjættelser, han udtalte ved sin tjener Moses. | 56 Lofvet være HErren / som hafver gifvit sit Folck Jsrael rolighed / efter alt det som hand hafver talet / Der fattis icke eet af hans gode Ord / som hand talde ved Mose sin Tienere. | 56 Blessed be the LORD, that hath given rest unto his people Israel, according to all that he promised: there hath not failed one word of all his good promise, which he promised by the hand of Moses his servant. |
| 57 Herren vor Gud være med os, som han var med vore fædre, han forlade og forstøde os ikke, | 57 HErren vor Gud være med os / som hand hafver værit med vore Forfædre : Hand forlade os icke / oc tage icke Haanden fra os: | 57 The LORD our God be with us, as he was with our fathers: let him not leave us, nor forsake us: |
| 58 at vort hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans veje ogholder hans bud, anordninger og lovbud, som han pålagde vøre fædre! | 58 Ad bøye vort Hierte til hannem / ad vi maae vandre i alle hans Veye / oc holde hans Bud / oc hans Skick / ad hans Ræt / som hand hafver budit vore Fædre. | 58 That he may incline our hearts unto him, to walk in all his ways, and to keep his commandments, and his statutes, and his judgments, which he commanded our fathers. |
| 59 Måtte disse bønner, som jeg har opsendt for Herrens åsyn, være nærværende for Herren vor Gud både nat og dag, så han skaffer sin tjener og sit folk Israel ret efter hver dags behov, | 59 Oc disse Ord / som jeg hafver bedit for HErren / maa komme nær HErren vor Gud / Dag oc Nat / ad hand vil skicke sine Tienere Ræt / oc Jsrael sit Folck Ræt / hver ting udi sin Tjd. | 59 And let these my words, wherewith I have made supplication before the LORD, be nigh unto the LORD our God day and night, that he maintain the cause of his servant, and the cause of his people Israel at all times, as the matter shall require: |
| 60 for at alle jordens folk må kende, at Herren og ingen anden er Gud. | 60 Paa det ad alle Folck paa Jorden skulle vide / ad HErren hand er Gud / ingen anden. | 60 That all the people of the earth may know that the LORD is God, and that there is none else. |
| 61 Og måtte eders hjerte være helt med Herren vor Gud, så I følger hans anordninger og holder hans bud som i dag!« | 61 Oc ad eders Hierte maa være ræt skicket for HErren vor Gud / ad vandre i hans Skick / oc ad holde hans Bud / som i Dag. | 61 Let your heart therefore be perfect with the LORD our God, to walk in his statutes, and to keep his commandments, as at this day. |
| 62 Kongen ofrede nu sammen med hele Israel slagtofre for Herrens åsyn. | 62 Oc Kongen / oc all Jsrael med hannem / offrede Offer for HErren. Oc Salomon offrede Offer for HErren. | 62 And the king, and all Israel with him, offered sacrifice before the LORD. |
| 63 Til de takofre, Salomo ofrede til Herren, tog han 22 000 stykker hornkvæg og 12 000 stykker småkvæg. Således indviede kongen og alle israeliterne herrns hus. | 63 Oc Salomon offrede Tackoffer (for hand offrede HErren) to oc tive tusinde Øxne / oc hundrede oc tive tusinde Faar : Saa vjede de HErrens Huus / Kongen oc alle Jsraels Børn. | 63 And Solomon offered a sacrifice of peace offerings, which he offered unto the LORD, two and twenty thousand oxen, and an hundred and twenty thousand sheep. So the king and all the children of Israel dedicated the house of the LORD. |
| 64 Samme dag helligede kongen den mellemste del af forgården foran Herrens hus, thi der måtte han ofre brændofrene, afgrødeofrene og fedtstykkerne af takofrene, da kobberalteret foran Herrens åsyn var for lille til at rumme ofrene. | 64 Den samme Dag vjede Kongen Medlemgaarden / som var for HErrens Huus / Thi hand giorde der Brændoffer / oc Madoffer / oc Tackoffers Fedme : Fordi det KaabberAltere som stood for HErren / var for lidet til Brændoffer / oc Madoffer / oc til Tackofferens Fedme. | 64 The same day did the king hallow the middle of the court that was before the house of the LORD for there he offered burnt offerings, and meat offerings, and the fat of the peace offerings: because the brazen altar that was before the LORD was too little to receive the burnt offerings, and meat offerings, and the fat of the peace offerings. |
| 65 Samtidig fejrede Salomo i syv dage højtiden for Herren vor Guds åsyn sammen med hele Israel, en vældig forsamling (lige fra egnen ved hamat og til Ægyptens bæk). | 65 Oc Salomon giorde samme Tjed en Høytjd / oc all Jsrael med hannem / en stoor Forsamling / fra der som mand kommer fra Hemath indtil Ægypti Beck / for HErren vor Gud i siu Dage / oc (atter) i siu Dage / (det vare) fiorten Dage. | 65 And at that time Solomon held a feast, and all Israel with him, a great congregation, from the entering in of Hamath unto the river of Egypt, before the LORD our God, seven days and seven days, even fourteen days. |
| 66 Ottendedagen lod han folket gå, og de velsignede kongen og drog hver til sit, glade og vel til mode over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel. | 66 Paa den ottende Dag lod hand Folcket gaa / oc de velsignede Kongen / oc ginge glade bort til deres Bolige / oc glæddes i deres Hierte / ofver alt det gode / som HErren hafde giort David sin Tienere / oc Jsrael sit Folck. | 66 On the eighth day he sent the people away: and they blessed the king, and went unto their tents joyful and glad of heart for all the goodness that the LORD had done for David his servant, and for Israel his people. |