Første Samuelsbog 14 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Da hændte det en dag, at Sauls søn Jonatan sagde til sin våbendrager: »Kom, lad os gå over til filisternes forpost her lige overfor!« Men til sin fader sagde han intet derom. | 1 XIV. Capitel. OC det hende sig paa en Dag / at Jonathan Sauls søn sagde til sin Svend / som baar hans Vaaben: Kom oc vi ville gaae ofver til Philisternes Hær / som er hisset ofver / oc hand gaf sin Fader det icke tilkiende. | 1 Now it came to pass upon a day, that Jonathan the son of Saul said unto the young man that bare his armour, Come, and let us go over to the Philistines' garrison, that is on the other side. But he told not his father. |
| 2 Saul sad just ved udkanten af geba under granatæbletræet ved tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. | 2 Men Saul blef hos enden i Gibea / under et Granate Træ / som var i Migron / oc det Folck / som var hos hannem / var ved sex hundrede Mænd. | 2 And Saul tarried in the uttermost part of Gibeah under a pomegranate tree which is in Migron: and the people that were with him were about six hundred men; |
| 3 Og Ahija, en søn af Ahitub, der var broder til Ikabod, en søn af Pinehas, en søn af Eli, Herrens præst i Silo, bar efoden. Men folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. | 3 Oc Ahia Achitobs søn / Jcaboos Broder / Phinehers søn / Cris søns / (var) HErrens Præst i Silo / som baar Ljfkiortelen : Oc Folcket vidste ikke / ad Jonathan var hengangen. | 3 And Ahiah, the son of Ahitub, Ichabod's brother, the son of Phinehas, the son of Eli, the LORD'S priest in Shiloh, wearing an ephod. And the people knew not that Jonathan was gone. |
| 4 I passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe filisternes forpost, springer en klippespids frem på hver side; den ene hedder bozez, den anden sene. | 4 Oc der imedlom / som de skulle gå ofver / hvor Jonathan søgte ad komme ofver / mod Philisternes Leyr / var en spiz Klippe / paa denne side gangen / oc den eenis nafn var Bozes / oc den andens nafn Sene. | 4 And between the passages, by which Jonathan sought to go over unto the Philistines' garrison, there was a sharp rock on the one side, and a sharp rock on the other side: and the name of the one was Bozez, and the name of the other Seneh. |
| 5 Den ene spids rager i vejret på nordsiden ud for mikmas, den anden på sydsiden ud for Geba. | 5 Den eene spiz stood Norden imod Michmas / oc den anden Synden imod Geba. | 5 The forefront of the one was situate northward over against Michmash, and the other southward over against Gibeah. |
| 6 Jonatan sagde da til våbendrageren: »Kom, lad os gå over til disse uomskårnes forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give sejr, enten der er mange eller få!« | 6 Oc Jonathan sagde til sin Svend / som har hans Vaaben : Kom / oc vi ville gaae hen ofver til disse deres Leyr som hafve Forhuud / kan skee / HErrn udretter noget ved os / Thi det er HErren icke svaart /ad hielpe ved mange eller ved faa. | 6 And Jonathan said to the young man that bare his armour, Come, and let us go over unto the garrison of these uncircumcised: it may be that the LORD will work for us: for there is no restraint to the LORD to save by many or by few. |
| 7 våbendrageren svarede: »Gør, hvad du har i sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!« | 7 Hans Vaabendragere svarede hannem : Giør alt dette som er i dit Hierte / Far hen / see / jeg er med dig / efter dit Hierte. | 7 And his armourbearer said unto him, Do all that is in thine heart: turn thee; behold, I am with thee according to thy heart. |
| 8 da sagde Jonatan: »Vi søger nu at komme over til de mænd og sørger for, at de får os at se. | 8 Oc Jonatha sagde: See / vi gaae ofver til Mændene / oc ville lade os see for dem / dersom de da sige så til os: | 8 Then said Jonathan, Behold, we will pass over unto these men, and we will discover ourselves unto them. |
| 9 Hvis de så siger til os: stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. | 9 Staar stille / indtil vi komme tl eder / saa ville vi staae paa vor sted / oc icke gaae op til dem. | 9 If they say thus unto us, Tarry until we come to you; then we will stand still in our place, and will not go up unto them. |
| 10 Men siger de: kom op til os! går vi derop; thi så har Herren givet dem i vor hånd; det skal være vort tegn!« | 10 Men om de sige så / Kommer op til os / saa ville vi stige op / thi HErren hafver gifvit dem i vor Haand / oc det (skal være) os Tegnet. | 10 But if they say thus, Come up unto us; then we will go up: for the LORD hath delivered them into our hand: and this shall be a sign unto us. |
| 11 da nu filisternes forpost fik øje på dem, sagde filisterne: »Se, der kommer nogle hebræere krybende ud af de jordhuller, de har skjult sig i!« | 11 Der de blefve baade aabenbarede for Philisternes Leyr / da sagde Philister : See / Hebræerne ere udgangne af Huulerne / som de skiulte dem udi. | 11 And both of them discovered themselves unto the garrison of the Philistines: and the Philistines said, Behold, the Hebrews come forth out of the holes where they had hid themselves. |
| 12 Og mændene, der stod påforpost, råbte til Jonatan og hans våbendrager: »Kom op til os, så skal vi lære jer!« Da sagde Jonatan til våbendrageren: »Følg med derop, thi Herren har givet dem i Israels hånd!« | 12 Oc de Mænd i Leyren svarede Jonatha oc hans Vaabendragere / oc sagde: Kommer op til os / saa ville vi lære jer det : Da sagde Jonathan til sin Vaabendrager: Stjg efter mig / thi HErren hafver gifvit dem i Jsraels haand. | 12 And the men of the garrison answered Jonathan and his armourbearer, and said, Come up to us, and we will show you a thing. And Jonathan said unto his armourbearer, Come up after me: for the LORD hath delivered them into the hand of Israel. |
| 13 Så klatrede Jonatan op på hænder og fødder, og våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og våbendrageren fulgte efter og gav dem dødsstødet; | 13 Oc Jonathan stjgede op med sine Hænder oc med sine Fødder / oc hans Vaabendrager efter hannem: Da fulde de ned for Jonatha / oc hans Vaabendrager / som slog ihiel efter hannem. | 13 And Jonathan climbed up upon his hands and upon his feet, and his armourbearer after him: and they fell before Jonathan; and his armourbearer slew after him. |
| 14 og i første omgang fældede Jonatan og hans våbendrager henved tyve mand på en strækning af omtrent en halv dags pløjeland. | 14 Saa ad det første Slag / som Jonathan oc hans Vaabendrager giorde / vare ved tive Mænd / noget nær paa en half Aggers rum / som et par Ørne kunde pløye. | 14 And that first slaughter, which Jonathan and his armourbearer made, was about twenty men, within as it were an half acre of land, which a yoke of oxen might plow. |
| 15 Da opstod der rædsel både i og uden for lejren. og alle krigerne, både forposten og strejfskaren, sloges med rædsel; tilmed kom der et jordskælv, og det fremkaldte en Guds rædsel. | 15 Oc der kom en Rædsel i Leyren på Marcken / oc iblant alt Folcket : saa den standendes Haab oc Fordærfvelsen / blefvede forfærde: ja Landet befvede / Thi det var en forfærdelse af Gud. | 15 And there was trembling in the host, in the field, and among all the people: the garrison, and the spoilers, they also trembled, and the earth quaked: so it was a very great trembling. |
| 16 Men da Sauls udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i lejren. | 16 Der nu Sauls Væctere i Gibea BenJamin saae / ad Hooben splittis ad oc foor bort /ad de støtte hver andre. | 16 And the watchmen of Saul in Gibeah of Benjamin looked; and, behold, the multitude melted away, and they went on beating down one another. |
| 17 Da sagde Saul til sine folk: »Hold mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!« Og ved mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. | 17 Da sagde Saul til Folcket / som var hos hannem: Tæller oc seer til / hvo der er bortgangen fra os : Oc de tælde / oc see / da (var) Jonathan oc hans Vaabendrager icke (der.) | 17 Then said Saul unto the people that were with him, Number now, and see who is gone from us. And when they had numbered, behold, Jonathan and his armourbearer were not there. |
| 18 Da sagde Saul til Ahija: »Bring efoden hid!« Han bar nemlig dengang efoden foran Israel. | 18 Da sagde Saul til Ahia / Hent Guds Arck hjd / (thi ad Guds Arck var (der) paa den Dag hos Jsraels børn.) | 18 And Saul said unto Ahiah, Bring hither the ark of God. For the ark of God was at that time with the children of Israel. |
| 19 Men medens Saul talte med præsten, blev forvirringen i filisternes lejr større og større. Saul sagde da til præsten: »Lad det kun være!« | 19 Oc det skeede / der Saul endnu talde med Præsten / ad den bulder i Philisternes Leyr voxte til / oc blev stoor : Da sagde Saul til Præsten : Tag din Haand af. | 19 And it came to pass, while Saul talked unto the priest, that the noise that was in the host of the Philistines went on and increased: and Saul said unto the priest, Withdraw thine hand. |
| 20 Og alle Sauls krigere samlede sig om ham, og da de kom til kamppladsen, se, da var den enes sværd løftet mod den andens, og alt var i stor forvirring. | 20 Oc Saul blef reist / oc alt det Folck som var hos hannem / oc de komme til Strjden / oc see / den eenes Sverd var imod den andens / (oc der var) et saare stoort bulder. | 20 And Saul and all the people that were with him assembled themselves, and they came to the battle: and, behold, every man's sword was against his fellow, and there was a very great discomfiture. |
| 21 Og de hebræere, som tidligere havde stået under filisterne og havde gjort dem hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. | 21 Oc de Ebræer som hafde været med Philisterne tilforn / som vare opdragne med dem i Leyren trint omkring /de grafve ocsaa dem til Jesrael / som vare med Saul oc Jonathan. | 21 Moreover the Hebrews that were with the Philistines before that time, which went up with them into the camp from the country round about, even they also turned to be with the Israelites that were with Saul and Jonathan. |
| 22 Og da de israelitiske mænd, som havde skjult sig i Efraims bjerge, hørte, at filisterne var på flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem. | 22 Oc alle Jsraels mænd som hafde skiult dem på Ephraims Bierg / der de hørde / ad Philisterne flydde Ynengde oc de fast efter dem i Strjden. | 22 Likewise all the men of Israel which had hid themselves in mount Ephraim, when they heard that the Philistines fled, even they also followed hard after them in the battle. |
| 23 Således gav Herren Israel sejr den dag. Da kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - | 23 Saa hialp HErren Jsrael paa den Dag: oc Strjden varede indtil BethAuen. | 23 So the LORD saved Israel that day: and the battle passed over unto Bethaven. |
| 24 24 Alle krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og kampen bredte sig over Efraims bjerge begik Saul den dag en stor dårskab, idet han tog folket i ed og sagde: »Forbandet være hver den, som nyder noget før aften, før jeg får taget hævn over mine fjender!« Og alt folket afholdt sig fra at spise. | 24 Oc Jsraels Mænd belfve trætte paa den Dag / thi Saul besoor Folcket / oc sagde : Forbandet være hver Mand / som æder noget inden Aften / ad jeg kand hefne mig paa mine Fiender : derfor aad det gandske Folck intet. | 24 And the men of Israel were distressed that day: for Saul had adjured the people, saying, Cursed be the man that eateth any food until evening, that I may be avenged on mine enemies. So none of the people tasted any food.And all they of the land came to a wood; |
| 25 Der fandtes nogle bikager på marken, | 25 Oc det gandske Land kom i Skoven : Oc der var Honning paa Marcken. | 25 and there was honey upon the ground. |
| 26 og da folket kom til bikagerne, var bierne borte; men ingen førte hånden til munden; thi folket frygtede eden. | 26 Oc der Folcket kom hen ind i Skoven / see / da flod Honninget / oc ingen baar sin Haand til sin Mund / Thi Folcket fryctede for den Eed. | 26 And when the people were come into the wood, behold, the honey dropped; but no man put his hand to his mouth: for the people feared the oath. |
| 27 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans fader tog folket i ed, og han rakte spidsen af den stav, han havde i hånden, ud, dyppede den i en bikage og førte hånden til munden; derved fik hans øjne atter glans. | 27 Men Jonathan hafde icke hørt (det) der hans fader befoor Folcket / oc racte enden af sin Kiep ud / som hand hafde i sin Haand / oc dypte den i en Hungnig kage / oc vendte sin Haand til sin Mund / oc hans Øyne faar. | 27 But Jonathan heard not when his father charged the people with the oath: wherefore he put forth the end of the rod that was in his hand, and dipped it in an honeycomb, and put his hand to his mouth; and his eyes were enlightened. |
| 28 Da tog en af krigerne til orde og sagde: »Din fader tog folket i ed og sagde: forbandet være hver den, som nyder noget i dag! Og dog var folket udmattet.« | 28 Da svarede een af Folcket / oc sagde: Djn Fader besoor jo Folcket / oc sagde: Forbandet være hver Mand som æder noget i Dag / derfor vansmecter Folcket. | 28 Then answered one of the people, and said, Thy father straitly charged the people with an oath, saying, Cursed be the man that eateth any food this day. And the people were faint. |
| 29 Men Jonatan sagde: »Min fader styrter landet i ulykke! Se, hvor mine øjne fik glans, fordi jeg nød den smule honning! | 29 Da sagde Jonathan: Mjn Fader hafver forstyrrit Landet / ser nu / ad mine Øyne ere blefne klare / fordi ad jeg smagede lidet af dette Honning. | 29 Then said Jonathan, My father hath troubled the land: see, I pray you, how mine eyes have been enlightened, because I tasted a little of this honey. |
| 30 Nej, havde folket blot i bag spist dygtigt af byttet, det tog fra fjenden! Thi nu blev filisternes nederlag ikke stort.« | 30 Ja Gud gifve det / ad Folcket hafde jo ædt i Dag af deres Fienders Bytte / som de fandt / Thi nu kunde Slaget icke blifve større imod Philisterne. | 30 How much more, if haply the people had eaten freely to day of the spoil of their enemies which they found? for had there not been now a much greater slaughter among the Philistines? |
| 31 De slog da den dag filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og folket var meget udmattet. | 31 Oc de sloge Philisterne på den Dag fra Michmas indtil Ajalon : oc Folcket blev meget vansmectet. | 31 And they smote the Philistines that day from Michmash to Aijalon: and the people were very faint. |
| 32 Derfor kastede folket sig over byttet, tog småkvæg, hornkvæg og kalve og slagtede dem på jorden og spiste kødet med blodet i. | 32 Oc Folcket ridde Byttet til / oc de toge Faar oc Øcne / oc Kalfve / oc slactede paa Jorden / oc Folcket aad med bloodet. | 32 And the people flew upon the spoil, and took sheep, and oxen, and calves, and slew them on the ground: and the people did eat them with the blood. |
| 33 Da meldte man det til Saul og sagde: »Se, folket synder mod Herren ved at spise kødet med blodet i!« Og han sagde: »I forbryder eder! Vælt mig en stor sten herhen!« | 33 Da forkyndede de Saul det / oc sagde : See / Folcket synder for HErren / ad de æde med Bloodet : Oc hand sagde / J hafve ilde giort : Velster nu en stoor Steen til mig. | 33 Then they told Saul, saying, Behold, the people sin against the LORD, in that they eat with the blood. And he said, Ye have transgressed: roll a great stone unto me this day. |
| 34 Derpå sagde Saul: »Gå rundt iblandt folket og sig til dem: enhver skal bringe sin okse eller sit får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod Herren ved at spise kødet med blodet i!« Da bragte hver og en af folket, hvad han havde, og slagtede det der. | 34 Oc Saul sagde (ydermeere/) Adspreder eder iblant Folcket / oc siger dem / fører hver sin Oxe / oc hver sit Lam til mig / oc slacter dem her / oc æder / oc synder icke imod HErren / ad æde med Bloodet: Da førde alt Folcket hver sin Oxe med sin Haand dertil om Natten / oc de slactede (dem) der. | 34 And Saul said, Disperse yourselves among the people, and say unto them, Bring me hither every man his ox, and every man his sheep, and slay them here, and eat; and sin not against the LORD in eating with the blood. And all the people brought every man his ox with him that night, and slew them there. |
| 35 Og Saul byggede Herren et alter; det var det første alter, han byggede Herren. | 35 Da bygde Saul HErren et Altere : det (var det) første Altere hand begyndte ad bygge HErren. | 35 And Saul built an altar unto the LORD: the same was the first altar that he built unto the LORD. |
| 36 Derpå sagde Saul: »Lad os drage ned efter filisterne i nat og udplyndre dem, før dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!« De svarede: »Gør, hvad du under for godt!« Men præsten sagde: »Lad os her træde frem for Gud!« | 36 Oc Saul sagde : Lader os drage end efter Philsterne i Nat / oc røfve dem / indtil det blifver lius Dag / ad vi lade ingen af dem blifve igien : Oc de sagde ; Giør alt det som dig got siunis: Men Præsten sagde : Lader os olde os hjd til Gud. | 36 And Saul said, Let us go down after the Philistines by night, and spoil them until the morning light, and let us not leave a man of them. And they said, Do whatsoever seemeth good unto thee. Then said the priest, Let us draw near hither unto God. |
| 37 Så rådspurgte Saul Gud: »skal jeg drage ned efter filisterne? Vil du give dem i Israels hånd?« Men han svarede ham ikke den dag. | 37 Oc Saul spurde Gud / Skal jeg drage ned efter Philisterne? Vilt du gifve dem i Jsraels Haand? Men hand svarede hannem icke paa den Dag. | 37 And Saul asked counsel of God, Shall I go down after the Philistines? wilt thou deliver them into the hand of Israel? But he answered him not that day. |
| 38 Da sagde Saul: »Kom hid, alle folkets øverster, og se efter, hvad det er for en synd, der er begået i dag; | 38 Da sagde Saul: Lader hjd træde alle hoobene af Folcket / oc kiender oc seer / paa hvilcken denne synd er i Dag. | 38 And Saul said, Draw ye near hither, all the chief of the people: and know and see wherein this sin hath been this day. |
| 39 thi så sandt Herren lever, han, som har givet Israel sejr: om det så er min søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!« Men ingen af folket svarede. | 39 Thi saa sandelig som HErren lefver / der frelser Jsrael / der som den end var på Jonathan mjn søn / da skal hand vsselig døø: Oc ingen svarede hannem af alt Folcket. | 39 For, as the LORD liveth, which saveth Israel, though it be in Jonathan my son, he shall surely die. But there was not a man among all the people that answered him. |
| 40 Da sagde han til hele Israel: »I skal være den ene part, jeg og min søn Jonatan den anden!« Folket svaredeSaul: »Gør, hvad du finder for godt!« | 40 Oc hand sagde til all Jsrael : J skulle være paa een side / men jeg oc Jonathan / mjn søn / ville være paaa een side : Oc Folcket sagde til Saul : Giør hvad dig godt siunis. | 40 Then said he unto all Israel, Be ye on one side, and I and Jonathan my son will be on the other side. And the people said unto Saul, Do what seemeth good unto thee. |
| 41 Derpå sagde Saul til Herren: »Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din tjener i dag? Hvis skylden ligger hos mig eller min søn Jonatan, herre, Israels Gud, så lad urim komme frem; men ligger den hos dit folk Israel, så lad tummim komme frem!« Da ramtes Jonatan og Saul af loddet, men folket gik fri. | 41 Oc Saul sagde til HErren Jsraels Gud : Skick ræt : men Folcket gick (frj) ud. | 41 Therefore Saul said unto the LORD God of Israel, Give a perfect lot. And Saul and Jonathan were taken: but the people escaped. |
| 42 Saul sagde da: »Kast lod mellem mig og min søn Jonatan!« Så ramtes Jonatan. | 42 Da sagde Saul : Kaster imedlem mig oc Jonathan mjn søn / Da blef der ramt Jonathan. | 42 And Saul said, Cast lots between me and Jonathan my son. And Jonathan was taken. |
| 43 Da sagde Saul til Jonatan: »Sig mig, hvad du har gjort!« Jonatan svarede: »Jeg nød lidt honning på spidsen af staven, jeg havde i hånden. Se, jeg er rede til at dø!« | 43 Oc Saul sagde til Jonathan: Sjg mig / hvad hafver du giort? Oc Jonathan fortælde hannem det / oc sagde: Jeg smagde jo med det yderste af den Kiep som er i mjn Haand / et lidet Honning / see / skal jeg døø? | 43 Then Saul said to Jonathan, Tell me what thou hast done. And Jonathan told him, and said, I did but taste a little honey with the end of the rod that was in mine hand, and, lo, I must die. |
| 44 Da sagde Saul: »Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!« | 44 Da sagde Saul: Gud giøre mig så oc end så / Du maat visselig døø Jonathan. | 44 And Saul answered, God do so and more also: for thou shalt surely die, Jonathan. |
| 45 Men folket sagde til Saul: »Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et hår skal krummes på hans hoved; thi med Guds hjælp vandt han sejr i dag!« Da udløste folket Jonatan, og han blev friet fra døden. | 45 Men Folcket sagde til Saul : Skulle Jonathan døø / som hafver giort denne stoore salighed i Jsrael? Det være langt fra / Saa sandelig som HErrren lefver / skal der icke falde (eet) af hans Hofvethaar på Jorden / Thi hand hafver giort det i Dag ved Guds hielp : Saa frjde Folcket Jonathan ad hand blef icke død. | 45 And the people said unto Saul, Shall Jonathan die, who hath wrought this great salvation in Israel? God forbid: as the LORD liveth, there shall not one hair of his head fall to the ground; for he hath wrought with God this day. So the people rescued Jonathan, that he died not. |
| 46 Men Saul holdt op med at forfølge filisterne og drog hjem, medens filisterne trak sig tilbage til deres land. | 46 Da drog Saul op fra Philisterne / oc Philisterne droge til deres sted. | 46 Then Saul went up from following the Philistines: and the Philistines went to their own place. |
| 47 Da Saul havde vundet kongedømmet over Israel, førte han krig med alle sine fjender rundt om, Moab, ammoniterne, Edom, kongen af Zoba og filisterne, og sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. | 47 Oc Saul tog Riget ofver Jsrael / oc stridde imod alle sin Fiender trint omkring / imod Moabiterne / oc imod Ammons Børn / oc imod Edomiterne / oc imod Kongerne af Zoba / oc imod Philisterne / oc hvort hand vendte sig hen / da øfvede hand Straf. | 47 So Saul took the kingdom over Israel, and fought against all his enemies on every side, against Moab, and against the children of Ammon, and against Edom, and against the kings of Zobah, and against the Philistines: and whithersoever he turned himself, he vexed them. |
| 48 Han udførte heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det. | 48 Oc hand samlede en Hær / oc sloo Amalekiterne / oc frelste Jsrael af deres Haand som dem røfvede. | 48 And he gathered an host, and smote the Amalekites, and delivered Israel out of the hands of them that spoiled them. |
| 49 Sauls sønner var Jonatan, Jisjvi og malkisjua; af hans to døtre hed den førstefødte merab og den yngste Mikal. | 49 Oc Sauls sønner vare / Jonathan oc Jsui / oc Malchisua / oc hans to Døttres Nafne vare / den Førsteføddes nafn Merob / oc den yngsted nafn Michal. | 49 Now the sons of Saul were Jonathan, and Ishui, and Melchishua: and the names of his two daughters were these; the name of the firstborn Merab, and the name of the younger Michal: |
| 50 Sauls hustru hed Ahinoam, en datter af Ahima'az; hans hærfører hed Abiner, en søn af Sauls farbroder Ner; | 50 Oc Saul Hustruis nafn var Ahinoam / Ahimaas Daatter / oc hans Strjdshøfvezmands nafn var Abner / Ners søn / Sauls Fader Broders. | 50 And the name of Saul's wife was Ahinoam, the daughter of Ahimaaz: and the name of the captain of his host was Abner, the son of Ner, Saul's uncle. |
| 51 Sauls fader Kisj og Abners fader ner var sønner af abiel. | 51 Oc Kis var Sauls Fader / oc Ner / Abners Fader / (var) Abiels søn. | 51 And Kish was the father of Saul; and Ner the father of Abner was the son of Abiel. |
| 52 Men krigen med filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver gang Saul traf en heltemodig og tapper mand, knyttede han ham til sig. | 52 Oc Strjden var stoor imod Philisterne / alle Sauls Dage : Oc (hvor) Saul såå noen sterck Mand / eller nogen Strjdsmand / da tog hand hannem til sig. | 52 And there was sore war against the Philistines all the days of Saul: and when Saul saw any strong man, or any valiant man, he took him unto him. |