Første Samuelsbog 26 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: »Mon ikke David holder sig skjult i Gibeat-Hakila over For Jesjimon!« | 1 XXVI. Capitel. OC de Siphiter komme til Saul i Gibea / oc sagde : Er icke David skiult i Gibea Hachila mod Ørcken? | 1 And the Ziphites came unto Saul to Gibeah, saying, Doth not David hide himself in the hill of Hachilah, which is before Jeshimon? |
| 2 da brød Saul op og drog ned til Zifs ørken med 3000 udsøgte mænd af Israel for at søge efter David i Zifs ørken; | 2 Da giorde Saul sig rede / oc drog ned til den Ørcken Siph / oc tre tusinde Mænd / udvalde af Jsrael / med hannem / ad søge efter David i den Ørcken Siph. | 2 Then Saul arose, and went down to the wilderness of Ziph, having three thousand chosen men of Israel with him, to seek David in the wilderness of Ziph. |
| 3 og han slog lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved vejen, medens David opholdt sig i ørkenen. Da David erfarede, at Saul var draget ind i ørkenen for at forfølge ham, | 3 Oc Saul leyrede sig i Gibea Hachila / som ligger mod Ørcken hos Veyen / Men David blef i Ørcken. Oc er hand saa / ad Saul kom efter hannem i Ørcken: | 3 And Saul pitched in the hill of Hachilah, which is before Jeshimon, by the way. But David abode in the wilderness, and he saw that Saul came after him into the wilderness. |
| 4 udsendte han spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til Nakon. | 4 Da udsendte David Speydere / oc fick ad vide / ad Saul var kommen til visse. | 4 David therefore sent out spies, and understood that Saul was come in very deed. |
| 5 Da stod David op og begav sig til det sted, hvor Saul havde lejret sig, og David fik øje på det sted, hvor Saul og hans hærfører Abner, Ners søn, lå; det var i vognborgen, Saul lå, og hans folk var lejret rundt om ham. | 5 Oc David giorde sig rede / oc kom til den sted der som Saul holt sin Leyr / oc David saa steden / som Saul laa der / oc Abner Ners søn hans StrjdsHøfvezmand / Thi Saul laa i Vognborgen / oc Folcket hafde leyret sig omkring hannem. | 5 And David arose, and came to the place where Saul had pitched: and David beheld the place where Saul lay, and Abner the son of Ner, the captain of his host: and Saul lay in the trench, and the people pitched round about him. |
| 6 Og David tog til orde og sagde til hetiten Ahimelek og til Joabs broder Abisjaj, Zerujas søn: »Hvem vil følge mig ned til Saul i lejren?« Abisjaj svarede: »Det vil jeg!« | 6 Da svarede David / oc sagde til Achimelech Hetither / oc til Abisai Servia søn / Joabs Broder / sigendis : Hvo vil gaa ned med mig til Saul i Leyren? Oc Abisai svarede: Jeg vil gaa ned til mig. | 6 Then answered David and said to Ahimelech the Hittite, and to Abishai the son of Zeruiah, brother to Joab, saying, Who will go down with me to Saul to the camp? And Abishai said, I will go down with thee. |
| 7 så kom David og Abisjaj om natten til hæren, og se, Saul lå og sov i vognborgen med sit spyd stukket i jorden ved sit hovedgærde, medens Abner og krigerne lå rundt om ham. | 7 Saa kom David oc Abisai til Folcket om Natten / oc see / Saul laaa oc sof i Vognborgen / oc hans Spiud var slaget i Jorden hos hans Hofvetgær / oc Abner oc Folcket laae omkring hannem. | 7 So David and Abishai came to the people by night: and, behold, Saul lay sleeping within the trench, and his spear stuck in the ground at his bolster: but Abner and the people lay round about him. |
| 8 Da sagde Abisjaj til David: »Gud har i dag givet din fjende i din hånd! Lad mig nagle ham til jorden med hans spyd, så jeg ikke skal behøve at gøre det om!« | 8 Da sagde Abisai til David : Gud hafver i dag ofvergifvit din Fiende i din Haand / saa vil jeg nu stinge hannem igiennem med Spiudet i Jorden een gang / ad hand skal icke hafve det anden gang behof. | 8 Then said Abishai to David, God hath delivered thine enemy into thine hand this day: now therefore let me smite him, I pray thee, with the spear even to the earth at once, and I will not smite him the second time. |
| 9 Men David svarede Abisjaj: »Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem lægger ustraffet hånd på Herrens salvede?« | 9 Men David sagde til Abisai: Fordærfve hannem icke / Thi hvo vil legge sin Haand paa HErrens Salvede /oc blifve uskyldig? | 9 And David said to Abishai, Destroy him not: for who can stretch forth his hand against the LORD'S anointed, and be guiltless? |
| 10 Og David sagde endvidere: »Nej, så sandt Herren lever, Herren selv vil ramme ham; hans time kommer, eller han vil blive revet bort, når han drager i krigen. | 10 Fræmdekuas sagde David : Saa sandelig som HErren lefver / slaar HErren hannem / eller hans Tjd kommer ad hand skal døø / eller drager ned i Strjd oc omkommer: | 10 David said furthermore, As the LORD liveth, the LORD shall smite him; or his day shall come to die; or he shall descend into battle, and perish. |
| 11 Herren lade det være langt fra mig at lægge hånd på Herrens salvede! Men tag nu spydet ved hans hovedgærde og vandkrukken, og lad os så gå vor vej!« | 11 Saa lade HErren det være langt fra mig / ad jeg skulde legge min Haand paa HErrens Salevede. Men Kiere tag Spiudet / som er hos hans Hofvedtær / oc det Vandbeggere /oc lad os gaae. | 11 The LORD forbid that I should stretch forth mine hand against the LORD'S anointed: but, I pray thee, take thou now the spear that is at his bolster, and the cruse of water, and let us go. |
| 12 Så tog David spydet og vandkrukken fra Sauls hovedgærde, og de gik deres vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede; thi de sov alle, eftersom en tung søvn fra Herren var faldet over dem. | 12 Saa tog David Spiudet oc Vandbeggeret fra Sauls Hofvetgær / oc de ginge bort / oc der var ingen som saa det /oc ingen som vidste det / oc ingen som opvognede / thi de sofve alle / thi der var falden en dyb søfn af HErren paa dem. | 12 So David took the spear and the cruse of water from Saul's bolster; and they gat them away, and no man saw it, nor knew it, neither awaked: for they were all asleep; because a deep sleep from the LORD was fallen upon them. |
| 13 Derpå gik David over på den anden side og stillede sig langt borte på toppen af bjerget, så at der var langt imellem dem. | 13 Der David var nu kommen slet hen ofver / da stood hans øfverst paa Bierget langt fra / (saa der var) vjst rum imedlem dem. | 13 Then David went over to the other side, and stood on the top of an hill afar off; a great space being between them: |
| 14 Så råbte han til krigerne og Abner, Ners søn: »Svarer du ikke, Abner?« Abner svarede: »Hvem er det, som kalder på kongen?« | 14 Oc David raabte til Folcket / oc til Abner Ners søn / oc sagde : Vilt du icke sare Abner? Oc Abner svarede oc sagde : Hvo est du (som) raabte til Kongen? | 14 And David cried to the people, and to Abner the son of Ner, saying, Answerest thou not, Abner? Then Abner answered and said, Who art thou that criest to the king? |
| 15 David sagde til Abner: »Er du ikke en mand? Og hvem er din lige i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din herre kongen? Thi en af krigerne kom for at gøre din herre kongen men. | 15 Oc David sagde til Abner : Est du icke en Mand? Oc hvor er din lige i Jsrael? Hvorfor hafver du icke da forvarit din Herre / Kongen? Thi der er kommen een af Folcket hen ind / ad fordærfve Kongen / din Herre. | 15 And David said to Abner, Art not thou a valiant man? and who is like to thee in Israel? wherefore then hast thou not kept thy lord the king? for there came one of the people in to destroy the king thy lord. |
| 16 Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt Herren lever: I er dødsens, I, som ikke vogtede eders herre, Herrens salvede! Se nu efter: hvor er kongens spyd og vandkrukken, som stod ved hans hovedgærde?« | 16 Det er icke en smuck Ting / som du hafver giort / Saa sandelig som HErren lefver / J ere Dødsens Børn / ad j hafve icke bevaret eders Herre / HErrens Salvede : Oc see nu / hvor er Kongens Spiud / oc det Vanbeggere / som var hos hans Hofvetgær. | 16 This thing is not good that thou hast done. As the LORD liveth, ye are worthy to die, because ye have not kept your master, the LORD'S anointed. And now see where the king's spear is, and the cruse of water that was at his bolster. |
| 17 Da kendte Saul Davids røst, og han sagde: »Er det din røst, min søn David?« David svarede: »Ja, herre konge!« | 17 Da kiendte Saul Davids røst / oc sagde : Er denne din Røst / min søn David? Oc David sagde : Det (er) min Røst / min Herre Konge. | 17 And Saul knew David's voice, and said, Is this thy voice, my son David? And David said, It is my voice, my lord, O king. |
| 18 Og han føjede til: »Hvorfor forfølger min herre dog sin træl? Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet? | 18 Oc sagde (ydermeere:) Hvorfor forfølger min Herre saa sin Tienere: Thi hvad hafver jeg giort? Oc hvad ont er i min Haand? | 18 And he said, Wherefore doth my lord thus pursue after his servant? for what have I done? or what evil is in mine hand? |
| 19 Måtte min herre kongen nu høre sin træls ord! Hvis det er Herren, der har ægget dig imod mig, så lad ham få duften af en offergave. Men er det mennesker,da være de forbandet for Herrens åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket fra Herrens arvelod, og fordi de har sagt til mig: gå bort og dyrk fremmede guder! | 19 Saa hør dog nu min Herre Kongen sin Tieneris Ord: Hafver HErren opvackt dig imod mig / da lad optænde for hannem Madoferet / Men om Menniskens Børn (giøre det/) da være de forbandede for HErrens ansict / Thi de hafve udstøt mig i dag / ad jeg maa ike blifve ved HErrens Arfvedeel / som de vilde sige: Gack bort /tien andre Guder. | 19 Now therefore, I pray thee, let my lord the king hear the words of his servant. If the LORD have stirred thee up against me, let him accept an offering: but if they be the children of men, cursed be they before the LORD; for they have driven me out this day from abiding in the inheritance of the LORD, saying, Go, serve other gods. |
| 20 Nu beder jeg: lad ikke mit blod væde jorden fjernt fra Herrens åsyn! Israels konge er jo draget ud for at stå mig efter livet, som når ørnen jager en agerhøne på bjergene!« | 20 Saa lad ike nu mit Blood udgydis paa Jorden / imod HErrens Ansict / Thi Jsraels Konge er uddragen / ad søge efter en Loppe / som mand jager en Aggerhøne paa Biergene. | 20 Now therefore, let not my blood fall to the earth before the face of the LORD: for the king of Israel is come out to seek a flea, as when one doth hunt a partridge in the mountains. |
| 21 Da sagde Saul: »Jeg har syndet; kom tilbage, min søn David! Thi jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit liv i dag var dyrebart i dine øjne. Se, jeg har handlet som en dåre og gjort mig skyldig i en såre stor vildfarelse! | 21 Da sagde Saul : Neg hafver syndit / kom igien min søn David / thi jeg vil icke ydermeere giøre dig ont / fordi mit Ljf var dyrebar for dine øyne paa denne dag Se / jeg hafver giort daarlig / oc farit vild saare meget. | 21 Then said Saul, I have sinned: return, my son David: for I will no more do thee harm, because my soul was precious in thine eyes this day: behold, I have played the fool, and have erred exceedingly. |
| 22 David svarede: »Se, her er kongens spyd; lad en af folkene komme herover og hente det. | 22 Da svarede David / oc sagde : See (her er) Kongens Spiud / Lad een af Drengene komme hjd ofver oc hente det. | 22 And David answered and said, Behold the king's spear! and let one of the young men come over and fetch it. |
| 23 Men Herren vil gengælde enhver hans retfærdighed og troskab; Herren gav dig i dag i min hånd, men jeg ville ikke lægge hånd på Herrens salvede! | 23 Men HErren betale hver sin Retfærdighed oc sin tro : Thi HErren hafver gifvit dig i dag i min Haand / Men jeg vilde icke sætte min Haand paa HErrens Salvede. | 23 The LORD render to every man his righteousness and his faithfulness: for the LORD delivered thee into my hand to day, but I would not stretch forth mine hand against the LORD'S anointed. |
| 24 Men som dit liv i dag var agtet højt i mine øjne, måtte således mit liv være agtet højt i Herrens øjne, så at han frier mig fra al nød!« | 24 Oc see / lige som din Siel var stoorligen atit paa denne dag for mine Øyne / saa blifve min Siel meget actet for HErrens Øyne / oc hand frelste mig af all Angist. | 24 And, behold, as thy life was much set by this day in mine eyes, so let my life be much set by in the eyes of the LORD, and let him deliver me out of all tribulation. |
| 25 da sagde Saul til David: »Velsignet være du, min søn David! For dig lykkes alt, hvad du tager dig for!« Derpå gik David sin vej, og Saul vendte tilbage til sit hjem. | 25 Da sagde Saul til David Velsignet (være) du min Søn David / ja du skalt det jo giøre / oc jo formaa det : Saa gick David sin Vey / oc Saul vende om igien til sin sted. | 25 Then Saul said to David, Blessed be thou, my son David: thou shalt both do great things, and also shalt still prevail. So David went on his way, and Saul returned to his place. |