Anden Krønikebog 6 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Ved den lejlighed sang Salomo: »Herren har sagt, han vil bo i mulmet!« | 1 VI. Capitel. DA sagde Salomon : HErren hafver sagt / ad hand vil boo i Mørcket / | 1 Then said Solomon, The LORD hath said that he would dwell in the thick darkness. |
| 2 Nu har jeg bygget dig et hus til bolig, et sted, du for evigt kan dvæle. | 2 Oc jeg hafver bygt et Huus / dig til en Bolig / oc en sted til din Sæde / ævindeligen. | 2 But I have built an house of habitation for thee, and a place for thy dwelling for ever. |
| 3 Derpå vendte kongen sig om og velsignede hele Israels forsamling, der imens stod op; | 3 Der efter vende Kongen sit Ansict om / oc velsignede ald Jsraels Meenighed : (Thi den gandske Jsraels Meenighed stoode.) | 3 And the king turned his face, and blessed the whole congregation of Israel: and all the congregation of Israel stood. |
| 4 og han sagde: »Lovet være Herren, Israels Gud, hvis hånd har fuldført, hvad hans mund talede til min fader David, dengang han sagde: | 4 Oc hand sagde : Lofvet være HErren Jsraels Gud / som hafver talet med sin Mund til David min Fader / oc fuldkommit med sin Haand / der hand sagde : | 4 And he said, Blessed be the LORD God of Israel, who hath with his hands fulfilled that which he spake with his mouth to my father David, saying, |
| 5 Fra den dag jeg førte mit folk ud af Ægypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i nogen af Israels stammer, hvor man skulle bygge et hus til bolig for mit navn, og jeg har ikke udvalgt nogen mand til at være hersker over mit folk Israel; | 5 Fra den tjd der jeg udførde mit FOlck af Ægypti Land / hafver jeg icke udvaldt : en Stad af alle Jsraels Stammer / til ad bygge et Huus / ad mit Nafn skulde være der / icke heller hafver jeg nogen Mand udvaldt / ad hand skulde være en Fyrste ofver mit Folck Jsrael : | 5 Since the day that I brought forth my people out of the land of Egypt I chose no city among all the tribes of Israel to build an house in, that my name might be there; neither chose I any man to be a ruler over my people Israel: |
| 6 men Jerusalem udvalgte jeg til bolig for mit navn, og David udvalgte jeg til at herske over mit folk Israel. | 6 Men jeg hafver udvalt Jerusalem / ad mit Nafn skal være der : Oc jeg hafver udvalt David / ad hand skal være ofver mit Folck Jsrael. | 6 But I have chosen Jerusalem, that my name might be there; and have chosen David to be over my people Israel. |
| 7 Og min fader David fik i sinde at bygge Herrens, Israels Guds, navn et hus; | 7 David min Fader hafde oc i Sinde / ad bygge HErrens Jsraels Guds Nafn et Huus: | 7 Now it was in the heart of David my father to build an house for the name of the LORD God of Israel. |
| 8 men Herren sagde til min fader David: At du har i sinde at bygge mit navn et hus, er ret af dig; | 8 Men HErren sagde til David min Fader : Efterdi det var i dit Hierte / ad bygge mit Nafn et Huus / da giorde du vel / fordi det var i dit hierte. | 8 But the LORD said to David my father, Forasmuch as it was in thine heart to build an house for my name, thou didst well in that it was in thine heart: |
| 9 dog skal ikke du bygge det hus, men din søn, der udgår af din lænd, skal bygge mit navn det hus. | 9 Dog falt du icke bygge det Huus : men din Søn / som skal udkomme af dine Lender / hand skal bygge Huuset til mit Nafn. | 9 Notwithstanding thou shalt not build the house; but thy son which shall come forth out of thy loins, he shall build the house for my name. |
| 10 nu har Herren opfyldt det ord, han talede, og jeg er trådt i min fader Davids sted og sidder på Israels trone, som Herren sagde, og jeg har bygget Herrens, Israels Guds, navn huset; | 10 Saa hafver nu HErren stadfæst sine Ord / som hand talde : Thi jeg er opkommen i Davids min Faders sted / oc sidder paa Jsraels Stool / som HErren hafver talet / oc jeg hafver bygt HErrens Jsraels Guds Nafn et Huus. | 10 The LORD therefore hath performed his word that he hath spoken: for I am risen up in the room of David my father, and am set on the throne of Israel, as the LORD promised, and have built the house for the name of the LORD God of Israel. |
| 11 og jeg har der beredt en plads til arken med den pagt, Herren sluttede med israeliterne.« | 11 Oc jeg hafver sæt Arcken derudi / der som HErrens Pact er / som hand hafver giort med Jsraels Børn. | 11 And in it have I put the ark, wherein is the covenant of the LORD, that he made with the children of Israel. |
| 12 Derpå trådte Salomo frem foran Herrens alfer lige over for hele Israels forsamling og udbredte hænderne. | 12 Oc hand traadde fræm for HErrens Altere / for ald Jsraels Meenighed : oc hand udracte sine Hænder. | 12 And he stood before the altar of the LORD in the presence of all the congregation of Israel, and spread forth his hands: |
| 13 Salomo havde nemlig ladet lave en fem alen lang, fem alen bred og tre alen høj talerstol af hobber og stillet den op midt i gården; på den trådte han op og kastede sig på knæ foran hele Israels forsamling, udbredte sine hænder mod himmelen | 13 (Thi Salomon hafde giort en Kaabberkiedl / oc sæt den midet i Gaarden / fem Alne i sin længde / oc fem ALne i sin breede / oc tre Alne i sin Høyhed / oc hand stood hos dem / oc knælede paa sine Knæ for ald Jsrael Meenighed / oc opracte sine Hænder mod Himmelen.) | 13 For Solomon had made a brazen scaffold, of five cubits long, and five cubits broad, and three cubits high, and had set it in the midst of the court: and upon it he stood, and kneeled down upon his knees before all the congregation of Israel, and spread forth his hands toward heaven, |
| 14 og sagde: »Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som du i himmelen og på jorden, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn, | 14 Oc hand sagde : HErre Jsraels Gud / der er ingen Gud som du / i Himmelen eller paa JOrden : som holder Pact oc Barmhiertighed med dine Tienere / som vandre fordit Ansict i deres gandske Hierte. | 14 And said, O LORD God of Israel, there is no God like thee in the heaven, nor in the earth; which keepest covenant, and showest mercy unto thy servants, that walk before thee with all their hearts: |
| 15 du, som har holdt, hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd, hvad du talede med din mund. | 15 Som hafver holdit din Tienere David / min Fader / det du talde til hannem : Thi du hafver talet mdet med din Mund / oc fuldkommede det med din Haand / som paa denne Dag. | 15 Thou which hast kept with thy servant David my father that which thou hast promised him; and spakest with thy mouth, and hast fulfilled it with thine hand, as it is this day. |
| 16 Så hold da nu, herre, Israels Gud, hvad du lovede din tjener, min fader David, da du sagde: En efterfølger skal aldrig fattes dig for mit åsyn til at sidde på Israels trone, når kun dine sønner vil tage vare på deres vej og vandre i min lov, som du har vandret for mit åsyn! | 16 Oc nu / Hærre Jsraels Gud / holt din Tienere David min Fader / det du talde til hannem / oc sagde : Dig skal icke fattis en Mand fra mit Ansict / som skal sidde paa Jsraels Stool : dog saa fræmt for dine Børn bevare deres Veye / ad de vandre i min Lov / lige som du hafver vandrit for mit Ansict. | 16 Now therefore, O LORD God of Israel, keep with thy servant David my father that which thou hast promised him, saying, There shall not fail thee a man in my sight to sit upon the throne of Israel; yet so that thy children take heed to their way to walk in my law, as thou hast walked before me. |
| 17 Så lad nu, herre, Israels Gud, det ord opfyldes, som du tilsagde din tjener David! | 17 Oc nu / HErre Jsraels Gud / lad dit Ord være sandt / som du talde til din Tienere David. | 17 Now then, O LORD God of Israel, let thy word be verified, which thou hast spoken unto thy servant David. |
| 18 Men kan Gud da virkelig bo blandt menneskene på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! | 18 Men sandelig / mon Gud skulde vist boo hos Menniskene paa Jorden? See / Himlene oc Himlenes Himle / kunde icke begribe dig / hvorledis skulle dette Huus (det giøre) som jeg hafver bygt? | 18 But will God in very deed dwell with men on the earth? behold, heaven and the heaven of heavens cannot contain thee; how much less this house which I have built! |
| 19 Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, herre min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener opsender for dit åsyn; | 19 Vend dig dog nu til din Tieneris Bøn / oc til hans Formanelse / HErre min Gud / ad du vilt høre det Skrjg oc Bøn / som din Tienere beder for dit Ansict. | 19 Have respect therefore to the prayer of thy servant, and to his supplication, O LORD my God, to hearken unto the cry and the prayer which thy servant prayeth before thee: |
| 20 lad dine øjne være åbne over dette hus både dag og nat, over det sted, hvor du har sagt, du ville stedfæste dit navn, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted! | 20 Ad dine Øyne kunde være aabne ofver dette Huus / Dag oc Nat / ofver denne sted / som du hafver sagt / ad du vilt sætte dit Nafn der : Ad du vilt høre den Bøn / som din Tienere skal bede paa denne sted. | 20 That thine eyes may be open upon this house day and night, upon the place whereof thou hast said that thou wouldest put thy name there; to hearken unto the prayer which thy servant prayeth toward this place. |
| 21 Og hør den bøn, dinjener og dit folk Israel opsender, vendt mod dette sted; du høre den der, hvor du bor, i himmelen, du høre og tilgive! | 21 Saa hør nu din Tieneris oc dit Folckis Jsraels Formandelse / som de skulle bede paa denne sted : oc hør det af din Boligs Sted fra Himmelen / ja hør det oc vær naadig. | 21 Hearken therefore unto the supplications of thy servant, and of thy people Israel, which they shall make toward this place: hear thou from thy dwelling place, even from heaven; and when thou hearest, forgive. |
| 22 Når nogen synder imod sin næste, og man afkræver ham ed og lader ham sværge, og han kommer og aflægger ed foran dit alter i dette hus, | 22 Dersom nogen Mand synder mod sin Næste / oc hannem blifver en Eed paalagt / som hand skal være / oc Eeden kommer for dit Altere i dette Huus: | 22 If a man sin against his neighbour, and an oath be laid upon him to make him swear, and the oath come before thine altar in this house; |
| 23 så høre du det i himmelen og gøre det og dømme dine tjenere imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans gerning komme overhans hoved og frikender den uskyldige og gør med ham efter hans uskyld. | 23 Da hør det af Himmelen / oc giør det / oc døm dine Tienere / ad du vilt betale den ugudelige / ad gifve hand Vey paa hans Hofved : oc retfærdiggiøre den Retfærdig / ad gifve hannem efter sin Retfærdighe. | 23 Then hear thou from heaven, and do, and judge thy servants, by requiting the wicked, by recompensing his way upon his own head; and by justifying the righteous, by giving him according to his righteousness. |
| 24 Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer for dit åsyn i dette hus, | 24 Dersom oc dit Folck Jsrael blifver slaget for deres Fiender / for de hafve syndet imod dig : oc de omvende dem / oc bekiende dit Nafn / oc bede oc mane for dit Ansict i dette Huus : | 24 And if thy people Israel be put to the worse before the enemy, because they have sinned against thee; and shall return and confess thy name, and pray and make supplication before thee in this house; |
| 25 så høre du det i himmelen og tilgive dit folk Israels synd og føre dem tilbage til det land, du gav dem og deres fædre. | 25 Dette hør det af Himmelen / oc vær naadig ofver dit Folckis Jsraels Synder / oc før dem igien i Landet / som du gafst dem oc deres Fædre. | 25 Then hear thou from the heavens, and forgive the sin of thy people Israel, and bring them again unto the land which thou gavest to them and to their fathers. |
| 26 Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendt mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, | 26 Naar Himmelen er tilluckt / ad det icke regner / fordi ad de hafve syndet mod dig / oc de bede i denne Sted / oc bekiende dit Nafn / (oc) omvende dem fra deres Synder / naar du hafver plagit dem: | 26 When the heaven is shut up, and there is no rain, because they have sinned against thee; yet if they pray toward this place, and confess thy name, and turn from their sin, when thou dost afflict them; |
| 27 så høre du det i himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje. | 27 Da hør i Himmelen / oc vær naadig / ofver din Tieneris / oc dit Folckis Jsraels Synder / naar du hafver lært dem den gode Vey / udi hvilcken de skulle vandre / oc lad regne paa dit Land / som du gafst dit Folck til Arf. | 27 Then hear thou from heaven, and forgive the sin of thy servants, and of thy people Israel, when thou hast taught them the good way, wherein they should walk; and send rain upon thy land, which thou hast given unto thy people for an inheritance. |
| 28 Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer hornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer | 28 Naar der kommer Hunger i Landet / naar der blifver Pestilenze / Tyrcke oc Brynde / naar der blifve Græshopper oc Kaalorme / naar deres Fiender belegge deres Porte i Landet / eller nogen Plage / eller Siugdom (monne paa komme:) | 28 If there be dearth in the land, if there be pestilence, if there be blasting, or mildew, locusts, or caterpillars; if their enemies besiege them in the cities of their land; whatsoever sore or whatsoever sickness there be: |
| 29 enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler deres plage og smerte og udbreder hænderne mod dette hus, | 29 Ad hvilcken da beder oc maner dig af allehonde Menneisker / oc iblant alt dit Folck Jsrael / naar de kiende hver sin Plage oc sin Vee / oc (nogen) udræcker sine Hænder til dette Huus. | 29 Then what prayer or what supplication soever shall be made of any man, or of all thy people Israel, when every one shall know his own sore and his own grief, and shall spread forth his hands in this house: |
| 30 den høre du i himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, thi du alene kender menneskebørnenes hjerter, | 30 Da hør af Himmelen / af din Sædis Bolig / oc vær naadig / oc gif hver mand efter alle sine Veye / efter som du kiender hans Hierte / (Thi du / du eene kiender Menniskenes Børns Hierte) | 30 Then hear thou from heaven thy dwelling place, and forgive, and render unto every man according unto all his ways, whose heart thou knowest; (for thou only knowest the hearts of the children of men:) |
| 31 for at de må frygte dig og følge dine veje, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. | 31 Ad de skulle frycte dig / ad vandre i dine Veye alle Dage / saa længe de lefve i Landet / som de hafver gifvit vore Fædre. | 31 That they may fear thee, to walk in thy ways, so long as they live in the land which thou gavest unto our fathers. |
| 32 Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit store navns, din stærke hånds og din udstrakte arms skyld, når de kommer og beder, vendt mod dette hus, | 32 Anlangendis end oc de Fremmede self / hvilcke icke ere af dit Folck Jsrael / men monne komme af fremmede Lande / for dit stoore Nafns / oc din mæctige Haand oc din Udstracte Arms skyld . Naar de komme oc bede mod dette Huus: | 32 Moreover concerning the stranger, which is not of thy people Israel, but is come from a far country for thy great name's sake, and thy mighty hand, and thy stretched out arm; if they come and pray in this house; |
| 33 da børe du det i himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget. | 33 Da hør af Himmelen / af din Sædis Bolig / oc giør efter alt det / hvorfor den Fremmede raaber til dig : paa det alle Folck paa jOrden maae kiende dit Nafn / oc frycte dig / lige som dit Folck Jsrael / oc ad de maae vide / ad dette Huus / som jeg hafver bygt / er kaldet efter dit nafn . | 33 Then hear thou from the heavens, even from thy dwelling place, and do according to all that the stranger calleth to thee for; that all people of the earth may know thy name, and fear thee, as doth thy people Israel, and may know that this house which I have built is called by thy name. |
| 34 Når dit folk drager i krig mod sine fjender, hvor du end sender dem hen, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn, | 34 Naar dit Folck drager ud til Krjgen imod sine Fiender / paa Veyen / hvor hen du sender dem / oc de bede til dig / paa Veyen til denne Stad / som du udvalde / oc til Huuset som jeg bygde dit Nafn: | 34 If thy people go out to war against their enemies by the way that thou shalt send them, and they pray unto thee toward this city which thou hast chosen, and the house which I have built for thy name; |
| 35 så høre du i himmelen deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret. | 35 Da hør deres Bøn oc deres Formanelse af Himmelen / oc hielp dem til rætte. | 35 Then hear thou from the heavens their prayer and their supplication, and maintain their cause. |
| 36 Når de synder imod dig - thi der er intet menneske, som ikke synder - og du vredes på dem og giver dem i fjendens magt, og sejrherrerne fører dem fangne til et andet land, det være sig fjernt eller nær, | 36 Naar de synde imod dig / (efterdi ad der er intet Menniske som jo synder/) oc nu blifver vred paa dem / oc gifver dem under deres Fiender / ade føre dem slagne bort / førendes dem Fanger bort / i et Land langt borte / eller nær / | 36 If they sin against thee, (for there is no man which sinneth not,) and thou be angry with them, and deliver them over before their enemies, and they carry them away captives unto a land far off or near; |
| 37 og de så går i sig selv i det land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres landflygtigheds land og siger: vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige! | 37 Oc de lade det gaa dem til Hierte / i Landet som de ere fangne udi / at de omvende sig / oc bede til dig i deres Fængsels Land / oc sige : Vi hafve syndet / Vi hafve mishandlet / oc vi hafve giort ugudelig : | 37 Yet if they bethink themselves in the land whither they are carried captive, and turn and pray unto thee in the land of their captivity, saying, We have sinned, we have done amiss, and have dealt wickedly; |
| 38 Når de omvender sig til dig al hele deres hjerte og af hele deres sjæl i sejrherrernes land, som de bortførtes til, og de beder, vendt mod deres land, som du gav deres fædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget dit navn - | 38 Oc de omvende dem til dig i deres gandske Hierte / oc i deres gandske Siel / i deres Fængsels Land / der som mand holder dem fangne / oc de bede mod Veyen til deres Land / som du gafst deres Fædre / oc til Staden som du udvalde / oc til Huust som jeg hafver bygt dit Nafn : | 38 If they return to thee with all their heart and with all their soul in the land of their captivity, whither they have carried them captives, and pray toward their land, which thou gavest unto their fathers, and toward the city which thou hast chosen, and toward the house which I have built for thy name: |
| 39 så høre du i himmelen, der, hvor du bor, deres bøn og begæring og skaffe dem deres ret, og du tilgive dit folk, hvad de syndede imod dig! | 39 Da hør deres Bøn / oc deres Formanelse / af Himmelen af din Sædis Bolig / oc hielp dem til rætte / oc vær dit Foclk naadig / som hafver syndit imod dig. | 39 Then hear thou from the heavens, even from thy dwelling place, their prayer and their supplications, and maintain their cause, and forgive thy people which have sinned against thee. |
| 40 Så lad da, min Gud, dine øjne være åbne og dine ører lytte til bønnen, der bedes på dette sted, | 40 Saa lad nu dog / min Gud / dine Øyne være aabne / oc lad dine Øren gifve act paa den Bøn / som skeer i denne Sted. | 40 Now, my God, let, I beseech thee, thine eyes be open, and let thine ears be attent unto the prayer that is made in this place. |
| 41 bryd op da, Gud herre, til dit hvilested, du selv og din vældes ark! Dine præster, Gud herre, være iklædt frelse, dine fromme glæde sig ved dine goder! | 41 Oc giør dig nu rede HErre Gud til din Rolighed / du oc din Mactis Arck / HErre Gud / lad dine Præster blifve iførte med Salighed / oc lad dine Hellige glæde dem i det gode. | 41 Now therefore arise, O LORD God, into thy resting place, thou, and the ark of thy strength: let thy priests, O LORD God, be clothed with salvation, and let thy saints rejoice in goodness. |
| 42 Gud herre, afvis ikke din salvede, kom nåden mod din tjener David i hu!« | 42 HErre Gud / vend icke Ansictet bort fra din Salvede / tænck paa den megen Mishundhed (som du bevjste) David din Tienere. | 42 O LORD God, turn not away the face of thine anointed: remember the mercies of David thy servant. |